|NDette bør tilføjes efter talen

Mens jeg således talte en hel time, og alle tilstedeværendes øjne var rettet mod mig, og jeg var kommet til det sted, hvor jeg tilbageviser teologernes argumenter mod astrologerne, skete det, at alle studenterne drejede hovedet og så mod den højlærde og for sine værker berømte doktor NNiels Hemmingsen, der var til stede som en slags formand for professorerne. Han var fuldstændig klar over, at han havde undervist de selv samme studenter i den slags argumenter mod astrologien og senere havde publiceret dem indlagt i sine kommentar til Pauli breve. De synes dog for størsteparten at være hentet i Calvins lille bog mod astrologerne. Smilende lettede han lidt på den baret, han havde på hovedet, fordi jeg ikke nævnte navne med kun talte overordnet om, at teologiske professorer var imod dette.

Jeg mener dog, at jeg imødegik hans og de andres argumenter i denne lille tale, og med hensyn til Calvins på andre måde lærde bog, som han udslyngede mod astrologerne, så taler den ikke så meget imod astrologerne som til forsvar for teologerne – eller af uvidenhed hos dens i andre henseender skarpsindige og kloge forfatter. Da han nemlig vedgår, at stjernerne påvirker elementarluften og bevæger og ændrer dens tryk, følger nødvendigvis heraf, at menneskene er underlagt denne indflydelse, da de jo lever mere af luften, som de hele tiden indånder, end af mad og drikke og således i al stilhed inddrikker himmellegemernes energi. Derfor påvirkes de også af den daglige ændring af luften, som der også står i det forslidte vers:

Han tilføjede også, at med hensyn til forudsigelser ud fra fødselstidspunktet medgav han, at stjernerne har en indflydelse på menneskenes temperament og væskesammensætning, men ikke på de efterfølgende begivenheder. Men hvad betyder det? Hvis sammensætninger og legemsvæsker er forskellige hos mennesker, giver de også anledning til nogle deraf afledte virkninger. Fx får melankolikere sort galde af Saturn og ligger under for tristhed, misundelse og nederdrægtige anslag. Sangvinikerne |derimod bliver glade, åbne og venlige af Jupiter og Venus. Kolerikerne får alt for meget gul galde af Mars og bliver irritable, aggressive og stridbare. Flegmatikerne bliver sløve, dorske og dovne som følge af Månen. Dette forandres og blandes på alle mulige måder, men som regel findes det i en blandet form hos hver enkelt, |mere eller mindre og i mange former afhængigt af tid og andre forhold. Hvis menneskene farves af stjernerne med den slags sammensætninger (som Calvin indrømmede), bliver konsekvensen, at der også kommer frugt af disse former for sammensætning. For at gøre det kort er det den slags, der opstår af tristhed, misundelse, uvilje, vrede, ubehersket munterhed, vellevned, sløvhed, svækkelse og tilsvarende. Almindelig skik og folks omgang med hinanden viser, hvad det indebærer. Om de andre begivenheder, som ligger uden for mennesket, fx ulykker der optræder uventet i ens liv, om ægtefælle og børn, venner og fjender, dagligliv og den slags, udtaler astrologerne sig kun i forbigående og forsigtigt, fordi det og mere af den slags befinder sig uden for mennesket og for største parten er underlagt hans egen vilje. Derfor siger man (og det er ikke så galt overhovedet, selvom det måske ikke altid er rigtigt), at enhver er sin egen lykkes smed. Men det er ikke stedet at tale mere herom. Det må være nok, indtil der kommer en bedre lejlighed.

Da jeg var færdig med min tale, trak jeg mig tilbage til mit logi fra det omtalte sted, og i sin venlighed førte hans excellence, ">den franske gesandt mig derhen sammen med akademiets professorer. Da skete det under spadsereturen, at en af dem, den fungerende professor i jura, NAlbertus Knopperus, en i øvrigt fortræffelig og åbenhjertig mand, henvendte sig til mig og sagde: ‘Da jeg hørte dig tale mod både filosofferne og medicinerne – og så også mod de teologiske professorer, og hørte dig tilbagevise deres indvendinger mod dit fag, blev jeg så bange for, at du også ville gå løs på os jurister, at jeg af lutter angst kom til at svede!’ Han var nemlig i øvrigt temmelig korpulent. |Hvad enten han sagde dette i spøg eller alvor, var han ikke ordentligt hjemme i det kapitel i Pandekterne, der har overskriften Mod troldmænd og matematikere. Jeg gav ham smilende igen: ‘Jeg var jo ganske klar over, at I har stemplet overskriften dér som tåbelig, for Nengang blev jeg tvunget til at beskæftige mig med jeres jura i Leipzig efter mine forældres ønske. Men jeg foretrak at forbigå det i tavshed, da jeg jo ikke havde noget andet, jeg kunne anføre herimod end dette: Når de, der docerer jura, ikke kan kende bedre forskel på matematikere og troldmænd, end at de sammenfatter dem under én benævnelse og overskrift, må man tilskrive dette deres uvidenhed og undskylde dem med den. For når de andetsteds i en glosse har tilføjet denne distinktion (muligvis fordi de var blevet formanet om deres uvidenhed),

så afslører det både deres uduelighed i græsk og deres tåbelighed i de matematiske fag, så jeres ven Accursius kunne derfor lige så godt have sagt: NGræca sunt, legi non possunt. Han optog alt dette muntert og i sjov, da han jo var en fornuftig mand. Men da hans excellence selv, gesandten, |udtrykkelig havde spurgt mig, om jeg ville spise til aften med ham, og han i al åbenhed også havde inviteret den berømte Hemmingsen og andre af doktorerne til det samme, ville jeg ikke afslå hans opfordring. Men da jeg kom til ham under måltidet, hvor også den omtalte Lucius Belantius var til stede sammen med nogle af de bedste doktorer og professorer, blev det, jeg havde sagt i min tale, drøftet yderligere blandt os under middagskonversationen. Da den helt igennem fortræffelige Dançay havde et både venligt og drilsk lune og gerne ville sætte Hemmingsen og mig op mod hinanden, foreslog han følgende: ‘I dag har Tycho ikke blot angrebet de andre fakulteter, men også lærerne i teologi, fordi de ikke giver meget for astrologien, i og med den er i modstrid med teologien.’ – Dançay var nemlig i al stilhed selv ikke begejstret for astrologiske forudsigelser, særlig fødselshoroskoper, skønt han i sin ungdom også havde dyrket dette studium og havde gjort så store fremskidt heri, |at han havde kunnet forudsige mange ting med et sandt resultat for privatpersoner, som han selv fortalte mig. Men han var blevet skræmt fra vid og sans af Calvin, denne på dette punkt alt for rigide NAristarch, og havde opgivet denne beskæftigelse. Han var også af den opfattelse, at astrologiske forudsigelser strider mod den evangeliske lære. Men jeg plejede at svare: ‘Der er intet farligt i det, hvis det bliver gjort sobert og gennemskueligt og ikke går ud over sine fastsatte grænser og forfalder til overtro. Men det er meget mere farligt at overlade det til dem, der ønske at styre statens skæbne efter deres eget ønske.’ – Da Hemmingsen nu hørte Dançay bringe det på bane og ganske rigtigt antog, at han var målet, tilføjede han straks, at han ikke havde så meget mod min påstand, da jeg jo på ingen måde benægtede, at Gud handler frit og ikke er bundet af nogen sekundær årsag, og heller ikke fratog mennesket dets fri vilje gennem indflydelse fra stjernerne. Hvis disse to ting stod fast, kunne man acceptere resten. Jeg svarede således: ‘At Gud handler frit uden at være underlagt nogen af sine skabninger, det har ingen astrolog selv blandt hedningene (det skulle da lige være den helt ugudelige NEpikur) nogensinde benægtet. Ikke alene er den menneskelige vilje og sjæl ikke underlagt stjernerne, den kan også hæve sig højt over dem og herske, særligt hvis den får guddommelig hjælp. Dette har jeg altid vedgået og troet på.’ Og således kom vi overens.

Den næste dag begyndte jeg min forelæsning omtrent på samme klokkeslæt som sidst, og jeg begyndte med en lille ekstemporeret fortale som indledning. Jeg skitserede overordnet, hvad jeg ville fremlægge og undervise i, nemlig at jeg kortfattet ville fremlægge læren om de sekundære bevægelige størrelser ifølge Copernicus’ opfattelse og beregninger, dog med en generel overførsel til en fast jord, som han havde bestemt til at bevæge sig i en trefoldig bevægelse; ligeledes ville jeg først anstille og fremlægge nogle hypoteser om fiksstjernerne og de to himmellys i verden, nemlig Solen og Månen, og opløse dem såvel geometrisk ved trekanter som aritmetisk ved tal ifølge de pruteniske regler, der er baseret på Copernicus. | |Hvis der derefter skulle være tid og lejlighed, ville jeg ligeledes fremlægge noget om de øvrige planeter. Jeg havde sørget for i forvejen for egne penge at indkøbe nogle eksemplarer af de pruteniske tabeller, som jeg lod fordele blandt studenterne (særligt de mindre bemidlede), for at de ikke skulle mangle noget at rette sig efter. Da jeg havde afsluttet hypoteserne om himmellysene, lå der foran mig en rejse til Tyskland, hvorfor jeg ved afrejsen hertil opgav at fortsætte min forelæsningsrække yderligere omkring vintersolhverv. Jeg anførte dog i en overordnet fremlæggelse, hvordan det samme skulle forstås også ved de øvrige planeter, og jeg angav, hvordan deres tilsynekomster kunne tilpasses til en fast jord, med bibeholdelse af Copernicus’ tal – og ganske anderledes, end NPeucerus og NDasipodius, der har behandlet dette helt forkert, for nylig har fremlagt det i en bog om denne sag. De har nemlig ganske inkonsekvent appliceret Copernicus’ beregninger på Ptolemæus’ hypoteser og de alfonsinske tabeller. Og da det næppe vil være uvelkomment, hvis jeg offentliggør det, jeg dengang forelæste, for astronomiens dyrkere, … Jeg vil tilføje … hvad jeg indtil nu har kunnet finde blandt mine papirer og som ikke er undsluppet min hukommelse …