© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Stjernernes størrelse anskues på to måder af astronomerne: Den ene er deres synlige og tilsyneladende diameter, den anden den sande størrelse, som de har der, hvor de befinder sig på selve himlen. Det kan godt være, at stjerner synes ganske små for os og kun viser sig som små lys, der brænder på himlen. Men takket være matematikernes sindrige observationer har man forstået, at de ikke alene er lige så store som hele jordkloden, men overgår den langt i størrelse i en sådan grad, at man næppe ser nogen nok så lille stjerne på firmamentet, der ikke overgår jordkloden mindst 18 gange – for ikke at nævne stjernerne af første klasse, som overgår Jorden 105 gange i størrelse. Dette vil nogle nok finde utroligt, men hvis man betragter deres umådelige afstand fra os, vil man ikke være i tvivl. Selvom denne stjerne virker lille i udseende, har den derfor i virkeligheden en uhyre størrelse. For lige siden begyndelsen, da den begyndte at kunne ses i november, har den i synlig størrelse overgået ikke blot alle fiksstjerner, men også selve planeterne, ovenikøbet Jupiter, når den er nærmest ved Jorden, og Venus’ strålende himmellegeme. D1v|Senere begyndte den at blive svagere, sådan at den i I.29|december var omtrent som Jupiter. I januar var den en smule mindre end Jupiter og større end fiksstjerner af første rang, som den syntes at være lig med i februar og marts. Derefter blev den endnu svagere, sådan at den nu på dette tidspunkt, dvs. i begyndelsen af maj, ikke overgår stjerner af anden rang. Der er overensstemmelse mellem den måde, hvorpå den er formindsket i forhold til sin synlige diameter og til den sande diameter. Da den i begyndelsen langt overgik stjerner af første størrelse, overgik den også jordkloden i en helt utrolig grad. For hvis fiksstjerner af første størrelse ifølge matematikerne overgår Jorden 105 gange, og denne nye stjerne er lige så langt væk fra Jorden som fiksstjernerne (hvilket vi har bevist), og hvis den har en langt større synlig diameter, må den fra begyndelsen nødvendigvis have overgået den masse, som jord og hav udgør, langt mere end 105 gange. Men i tidens løb er den blevet mindsket og kan ikke overgå Jorden mere end stjerner af anden rang.
Stjernens lys ses at være strålende og skinnende i forhold til de andre stjerner i en sådan grad at nogle mennesker i begyndelsen adskillige gange kunne se den ved højlys dag omkring middag når himlen ikke var dækket af en luftfortættelse. Den glimter også som de øvrige fiksstjerner, og det meget. Heraf er det også klart, at den ikke hører hjemme i planetkredsene men i den ottende sfære blandt de øvrige fiksstjerner, som vi også har påstået ovenfor. Planeter blinker nemlig ikke, det gør kun D2r|fiksstjerner, og blandt disse nogle mere, andre mindre. Det skyldes enten, at deres uhyre afstand fra os bevirker dette på grund af den mellemliggende luft, sådan som nogle mener. Det tror jeg nu ikke, for ellers ville Saturn i apogæum, når den er nærmest fiksstjernerne, også glimte. Eller det skyldes, at fiksstjernerne hele tiden roterer omkring deres eget centrum og derfor på grund af luftens egenskab medfører en glimten for vores syn, hvilket jeg snarere (i overensstemmelse med platonikerne) mener.
Hvad denne stjernes farve angår, havde den ikke hele tiden den samme, men i begyndelsen virkede den hvidlig og kom meget tæt på Jupiters glans. Med tiden, da lyset blev mere fortættet og sammentrængt, udviklede den sig til en rødlig, marsagtig glans, ligesom Aldebora eller den stjerne, som lyser rødt i Orions højre skulder. Den var nu ikke så rød som den i skulderen, men nærmede sig snarere Aldebora. Nu har den mistet Mars’ røde farve og er gået over i en blyagtig hvidhed, sådan at den her i maj måned ligner Saturn og Venus.
At denne stjerne som nævnt har ændret både størrelse og farve i mærkbar grad, er ikke noget tilstrækkeligt bevis for, at den har sin plads i elementarregionen neden for Månens kreds, og at den skulle være en særlig slags komet eller en anden form for ildagtig uddunstning. Hvis det nemlig har været muligt, at et nyt legeme kan opstå i selve æteren I.30|(hvilket vi har bevist ovenfor med uigendrivelige beviser, stik mod alle filosoffers D2v|læresætninger og udsagn), vil det regnes for langt mindre usandsynligt og absurd, at denne nye stjerne skulle undergå en forandring i størrelse og farve. Ja, hvis denne stjerne, der engang er opstået på himlen uden for de almindelige naturlove, på samme måde engang i strid med de samme naturlove skulle holde op med at kunne ses på himlen (hvilket er højst sandsynligt), kan jeg ikke se hvorfor der heraf skulle følge noget der er mere urimeligt end det første.
MAGNITUDO stellarum duobus modis ab artificibus consideratur: vno, quo ad visibilem et apparentem diametrum: altero, quo ad veram, quam in ipso cœlo habent quantitatem. Licet enim stellæ nobis admodum conspiciantur exiguæ, et non aliter quam paruæ faces in cœlo lucentes appareant: tamen per ingeniosas Mathematicorum obseruationes compertum est, eas non solum totj terrestri globo æquales esse, sed longe illum sua magnitudine excedere: adeo vt vix aliqua tam exigua in firmamento conspiciatur stella, quin decies octies, ad minimum, terrenam molem exuperet: vt taceam aliquas primum honorem obtinentes, centies quinquies terram magnitudine excedere. Id licet multis incredibile videatur: tamen immensam earum a nobis distantiam considerantj nullum mouebit dubium. Quapropter etsi hæc noua stella, exigua quo ad visum appareat: tamen reuera ingentem habet magnitudinem. Non tamen semper eiusdem apparuit quantitatis. Nam ab initio, mense Nouembrj, quo primum conspici cœpit, non solum omnes stellas fixas, sed ipsos etiam Planetas, et quidem Iouem tum terræ proximum, Venerisque illustre sidus, visibili quantitate exsuperauit: D1v|postea paulatim imminui cœpit, adeo vt mense I.29|Decembri Ioui fere æquaretur: in Ianuario, illo paulo minor, et fixis primj honoris maior, quibus in Februario et Martio æqualis apparuit, conspiceretur. Demum etiam plus imminuta est, adeo vt hoc tempore in initio nimirum Maij, stellas secundi honoris non excedat. Quemadmodum vero quo ad visibilem diametrum hac ratione imminuta est, sic etiam quo ad veram, variatam esse consentaneum est. Ab initio autem quando longe excedebat stellas primæ magnitudinis, incredibilj quantitate totam Terræ molem superabat. Nam si stellæ fixæ primæ magnitudinis, Terram (iuxta Mathematicos) centies quinquies exuperant, et hæc noua tantundem a Terra, quantum illæ (vt supra demonstrauimus) remouetur, maioremque longe obtinuit visibilem diametrum, necessario etiam longe plus centenis vicibus molem, quam Terra et Maria efficiunt, ab initio excessit. Sed progressu temporis imminuta, iam non maior esse poterit ipsa Terra, quam sunt stellæ secundi honoris.
Lumen vero stellæ, conspicitur esse præ ceteris fulgidum et radians: adeo vt ab aliquibus in initio etiam interdiu iuxta meridiej tempus, cœlo nulla aëris densitate offuscato, nonnunquam cerneretur. Scintillat etiam, vt reliquæ stellæ fixæ, et plurimum. Vnde etiam patet eam non esse inter orbes planetarum, sed in sphæra octaua vna cum reliquis fixis (prout supra quoque asseruimus) collocarj. Planetæ enim non scintillant, sed soD2r|lum stellæ fixæ, et inter eas aliquæ magis, aliquæ vero minus: siue quod earum maxima a nobis remotio hoc efficiat per aërem intermedium, vt quidam opinantur, quod tamen non credo: alias enim Saturnus Apogeus, cum proximus est stellis fixis, etiam scintillaret: siue quod fixa sidera super propria centra perpetuo circumgirantur, et inde pro aëris qualitate scintillationem aspectuj immittant, vt potius cum Platonicis statuo.
Quantum vero ad colorem huius stellæ attinet, non semper eundem retinuit, sed ab initio albicans videbatur, et propius Iouiali splendori accessit: progressu autem temporis, lumine coarctato et inspissato, in rutilantem et Martium fulgorem degenerauit: qualis est Aldeboræ, aut illius, quæ in dextro humero Orionis rubescit. Non tamen vsque adeo rutilans fuit, quemadmodum hæc in humero, sed propius ad colorem Aldeboræ accessit. Nunc autem relicto isto Martio rubore, in liuidam transiit albedinem, ita vt hoc mense Maio, quiddam Saturnium et Veneri simile præ se ferat.
Quod autem hæc stella tam magnitudinem quam colorem, vt diximus, sensibiliter mutauerit, id non sufficienter probat, eam in Elementari regione, infra orbem Lunæ collocarj, et peculiarem esse quandam Cometarum speciem, vel aliam quamuis igneam exhalationem. Si enim possibile fuit, nouum aliquod corpus, in ipso æthere generari, I.30|quod de hac stella supra infallibilibus demonstrationibus, contra omnium Philosophorum D2v|sententias et decreta, probauimus: longe minus impossibile et absurdum censebitur, hanc ipsam nouam stellam, aliquam alterationem magnitudinis et coloris admittere. Imo vero, quemadmodum illa aliquando in cœlo, præter communes Naturæ Leges extitit, ita etiam si in eodem aliquando, contra easdem Naturæ Leges conspicj (vt credibile est) desinat, non video, quid priori, hinc magis absurdum consequatur.