Se, der findes et sted ved den strømmende Rønneås bølger,
den der ser det, vil tro muserne bor netop dér.
Intet sted er så frugtbart som det, ej heller så dejligt,
der hvor Skånelands jord ser mod den nordlige pol.
Skåne har rigdom og guld og er øvet i krigens teknikker,
Skåne er danskernes lands smykke og fornemste pryd.
Stedet er kranset fra hver en kant af skyggefuld skov der
slutter den dejlige eng fast i sin lysåbne favn.
Midt i alt det vil man se et hus som i hensvundne tider
fortidens slægter gav navn: Herrevad
kaldte de det.
Det beboed engang en bande i luskede kutter,
snedige folk der bedrev noget de påstod var kult.
Det var mens paven i Rom endnu lod befolkningen købe
sakramenter, og mens Helved blev låst mod gebyr!
Men da nu, på gudernes bud, i de seneste tider
Danmark bød paverne trods, nægted at ta deres åg,
da fik banden der her forvalted den lønsomme fromhed,
ufortøvet besked om at begive sig derfra.
Nu bebos det af Sten, en søn af den urgamle, ædle
Billeslægts blod, og en stor pryd for sin fornemme
slægt.
Sten er sit fædrelands stolthed,
enhver anstændigheds vogter,
den ved hvis hævnende hånd grumt barbari slås på flugt.
Det bevidner hans glas, der står mål med Venedigs produkter,
og som stråler med klar, ren krystallinsk kolorit.
L1v|Det bevidner papir, et aldrig før opdyrket
håndværk
som under dig, min Sten, er blevet vækket til liv.
Hér, i det hus, i selskab med Sten – han var jo min
onkel –
holdt jeg i længere tid til som en gæst i hans hjem.
Og en dag var jeg ude at gå i en skyggefuld skovkant
og gik om for mig selv langs med den rislende å.
Solen var netop på vej til at synke i Hesperus’ bølger
alt mens Månen fik sat fart i sit natlige spand.
Se, da sank en gudinde (men hvem, det
vidste jeg ikke)
ned fra himlen så klar, stod i et nu for mit blik.
Jeg blev grebet af skræk og hårene stod på mit hoved,
indtil hun selv forjog frygten hun satte mig i.
»Glem blot din frygt,« bemærkede hun,
»flygt ikke for synet,
du, unge mand, som helst ikke skal bort fra min kunst.
Jeg er gudinden ved navn Urania (viste du det mon?)
efter Olympen, for den er hvad jeg
arbejder med.
I.66|Blandt de charmerende muser, de ni apollinske
gudinder,
elsker den højeste gud ingen så meget som mig.
For som den knejsende æter står højt over Jorden
dernede,
og dens mægtige løb overgår få tønder land
således hæver nu jeg mig højt over søstrenes skare
– gid Kalliope må ta sådanne ord med
et smil –
for de synger jo kun om menneskers golde strabadser,
nydelser, højhed og magt, og om den grusomme krig.
Og hvad der ellers går for sig på denne ynkværdige klode,
alt det som varer så kort inden det svinder og dør.
Jeg lader hånt om alt der forgår blandt mensker på Jorden,
nej, jeg vil stige til vejrs, op til de himmelske hjem.
L2r|Højt over skyerne hæver jeg stolt mit
hoved til himlen,
nyder med Jupiter selv himmelsk ambrosia
sød.
Dér studerer jeg himmelens syv bestandige
kredse
ser på stjernerne selv i deres vante forløb.
Stjernerne vidner om kunsten hvormed den hellige guddom
satte det skinnende tag over den mægtige pol.
Stjernerne kender til alt hvad skæbnen i fremtiden
bringer,
de kender ofte til godt, de kender ofte til ondt.
Også for jer forvalter jo de deres love og regler,
på deres tystladne vej nægter og tilstår de
mangt.
Dog, et sind ved sin fulde fornuft kan de ikke
betvinge,
for det gør hvad det vil, følger sin dømmekraft selv.
Men da uendelig få lar sig lede på vej af fornuften,
kan kun uendeligt få ændre den himmelske lod.
Således viser jeg menskene hvad der skal komme af modgang,
så de kan være beredt og gøre ulykken let.
Den slags ynder nu jeg, det vier jeg hele min omsorg,
det der nu og for al evighed aldrig forgår.
Nu spør du næppe om hvem jeg mon er og hvad jeg bedriver,
eller min særlige plads højt over musernes flok.
Dog står jeg nok (må jeg vedstå) på ét punkt under de andre,
det har dog mennesker gjort, selv er jeg helt uden skyld:
Der er for få her på jord der har meldt sig til kamp bag min fane,
hvor man ikke når hen hvis man er langsom til fods.
Dem følger talrige skarer af folk som er lokket af vinding
for til deres armé kommer man uden besvær.
Ja, et dødeligt bryst har kun sans for en dødelig verden,
hjertet det bærer omkring nede i støvet, er blindt.
L2v|Men jeg kan huske en ædlere tid i en hensvunden æra
hvor jeg blev mødt med respekt, hvor jeg blev dyrket på
jord.
I.67|Og jeg kan huske en tid hvor jeg havde min gang i de
høje
sale ved kongernes hof midt i den fornemste pragt.
Dengang fik nemlig kun konger og
de der var rundet af konger,
(tænk hvilken ære for mig!) lov til at røre min kult.
Ej heller du sagde nej engang til at vise mig hæder,
mangen en gang lagde du ofre på altret for mig.
Tit når vi så dig udforske himlen en stjerneklar aften,
sagde Apollon til mig: »Han der skal nok blive
din!«
Det var hans ord, og et svimlende håb fæsted rod i os begge,
om at du nu var den der ville ofre til mig,
du var den der her under bjørnenes tegn skulle dyrke
mig og give dit land alle dets stjerner igen.
– Indtil du ganske forfaldt til Vulkans
fordægtige kunster
og ved den hellige ild fremstilled dette og hint.
Straks begyndte min kult at miste sin vægt og betydning.
Da var Uranias glans ikke den samme som før.
Skønt, det bar jeg dog nok, for Jorden har også sin
egen
form for stjerner – en art langtfra i modstrid
med min.
Jorden har selv sine sole, såvel som den har sine måner,
og den rummer såmænd stjernernes samlede flok.
Ja, for alt hvad der er foroven, er også forneden,
nok er det hver sin kreds, men deres ansigt er ens.
Stjernerne her på jord kan man tage og føle med
hånden
skønt kun ildgudens kunst klart lar os se deres kraft.
Mine kan øjnene se som de funkler når himlen er skyfri.
Øjnene ser dem, men kun tanken kan se deres kraft.
L3r|Så de vestaliske jomfruers kult har
jeg slet ikke ondt af,
det er en kult der er tæt knyttet til kulten for
mig.
Men at du nu går ørkesløs om og lar kulterne ligge,
værdsætter stjerner så lidt, mine såvel som din jords,
det har jeg noget imod! Og derfor forlod jeg det høje
for at bestyrke dit bryst i at det elsker just mig.
Det er en skam at spilde et liv i sin blomstring på intet.
Det er en skam at gi op midt i et påbegyndt værk.
Nå, hvad venter du på? Tag fat nu, dyrk mine kulter!
Nu har Vulkan bestemt fået den tid han sku ha.
Ja, tag fat – og hvis ikke du ved hvad du nu skal tage fat på,
så skal du få dig et stof hvor du kan vise geni.
Se, en helt ny stjerne står frem i den højeste æter,
hvor, ved den nordiske pol, Cassiopeia har plads.
En som man aldrig, så langt man kan skue tilbage i tiden,
før har set i det så velkendte stjernesystem.
I.68|Dens position på den
svimlende vide Olymp skal du måle,
og hvor langt den er væk nede fra jer, skal du se.
Påvis og dokumentér at en grufuld komet er det ikke,
men at stjernernes flok ser den som en blandt dem selv.
Eftersom ingen af dem gør indtryk på menneskers sjæle,
varsler den nye om det de kun forgæves har sagt.
Føj dertil at i år står himmelens kredse nu atter
som da en jomfru så kysk fødte vor gud som en mand.
Fastlæg for netop det år hvordan tiderne løber på
himlen,
stedfæst dag for dag alle de vandrende tegn.
Bogfør hvor stjernerne står, hvordan Måne og Sol går i cirkel,
skriv hvilke tegn der går ned, skriv hvilke
tegn der står op.
L3v|Lær heraf om himlens effekt på det
flygtige lufthav,
nu med brændende glød, nu med den arktiske frost.
Om det blir klart og en strålende dag står i herligste festdragt,
eller om skyernes vand falder som silende regn.
Det har mange forsøgt, men omhu og flid var forgæves,
for de savnede helt støtte og bistand fra mig.
Du, derimod, har med gudernes hjælp et finere afsæt,
så se til at få gjort dette betroede
hverv.
Og når dét så er gjort, vil jeg ta dig til det der er større,
da skal du lære hvad slet ingen fik indsigt i før.
Bare du finder dig i at udstå de søde strabadser
for Uranias skyld, helt op til himmelens hjem.
Heroppe fra – medmindre et ord fra skæbnens gudinde
sku tale falsk – vil du så vinde udødeligt ry.«
Det var hvad himlens gudinde, der står for de knejsende stjerner,
sagde i netop de ord, udtrykt på menneskesprog,
hvorpå hun straks forsvandt for mit blik tilbage til himlen.
Men i mit sind havde nu guddommens kraft
fået plads.
Og da det ikke er ret at se stort på de himmelskes ordrer,
modtager I her det værk musen formaned mig
til.
Modtag den, I, den fornemme flok der dyrker gudindens
hellige, himmelske kult, fjernt fra den menige mand.
Hvis I kan li hvad I får, skønt det ikke er særlig værdifuldt,
vil I måske snart få noget af langt større værd.
Snart vil I få noget bedre, for mig skræmmer hverken den dummes
grin eller arbejdets slid bort fra din forskning, Olymp.
Andre kan lide, og lad dem blot det, at prale af sejre
og med brovtende røst fremsige højstemte ord,
Lr|eller at opremse slægt og æt fra den fjerneste
fortid,
selv tage æren for alt det deres aner har gjort.
I.69|Andre kan finde behag i kongers og herskeres
nåde,
fryde sig over det guld Jorden har gemt i sit dyb,
plaget af tom ambition og afsindigt
begær efter vinding,
og at bære et stort embedes tyngende åg.
Lad blot dem sætte pris på den rasende Bacchus' bægre,
bægre der stadig blir fyldt, fugtige dage på rad.
Mange kan Venus så mild med de yndige øjne bedåre
plaget af flygtigt begær efter begærets mani.
Andre har morskab af spil med bemalede kort og med terning,
alt, både penge og tid, ødsler de væk på hasard.
Slet ikke få har lyst til at jage den frygtsomme hare,
lade den hurtige hund fange det flygtende vildt.
Og der er dem der finder det fint at ride behændigt
og at tvinge en vild hest til at trave i ring.
Andet igen kan andre ha smag for såfremt det er mere
som en fribåren mand per tradition tar sig til.
Den slags er åbenbart det der påviser adelig storhed,
ja, den ædleste rang kræver en ædel bedrift!
Jeg er dog ikke jaloux, jeg beklager kun de
interesser
netop hos dem hvis liv burde ha virkligt format.
Dog: de kan have, det indrømmer jeg, deres nytte til tider:
legemet gavner de nok, hvis det blir gjort moderat.
Også jeg selv, ja hvem som helst, kan når tiden er til det,
sysle med al den slags, for det er slet ingen
kunst.
Og skønt jeg selv sågar, som en ætling af BRAHERNES stamme,
har mit fornemme navn fra en betydelig slægt,
L4v|og skønt den urgamle BILLEslægts blod på mødrene side
også må hæve mig op mellem de fornemme folk,
rør det mig ikke, for det som jeg ikke personlig
har frembragt,
såsom aner og slægt, kalder jeg ikke for mit.
Mit sind brænder af lyst til en større og ædlere
indsats,
en hvori mit slid er af en ophøjet art.
I de højeste ting er der langt mere hæder og ære
mens det ydmyge tit griber en svagere ånd.
Jeg holder af med min ånd at bestige den tordnendes tinder
og på stjernernes hvælv mønstre de knejsende tegn.
Jeg holder af at iagttage alt hvad der funkler på himlen,
se den skabende Guds værk, så forunderligt smukt.
Dette er menneskets hverv, dét er en guddommelig
lykke
som gør os mennesker lig gudernes himmelske
flok.
Den der kan lide med sin sjæl at flyve blandt himmelens tinder,
og at nå med sin ånd op mellem stjernerne
selv,
I.70|han har en lyst der er lig med gudernes, ikke med
menskers,
én der kan løfte hans sind bort fra
det jordiske her.
Himlen der lovedes os, har han lyst til at kende på forhånd
så han kender sit hjem når han skal flytte dertil.
Har han på Jorden sin gang, bereder Olympen ham glæde,
mens han bærer sit livs vægt i en dødelig krop.
Har han i himlen sin gang, bereder Olympen ham glæde,
for da nyder han selv godt af det evige liv.
Lykkelig er han på jord, og lykkelig højt over ætren,
han for hvem æterens hvælv ganske fordunkler vor jord.
Den, til gengæld, der lissom et dyr vil blæse på himlen,
lever, men ret beset uden begreb om sit liv.
L5r|Han har jo kun forstand på det jordiske, det der
forfalder,
ser kun det som en blind muldvarp i jorden
kan se.
Men det er få, ak, alt for få den milde Apollo
gav den gave at se alt på den høje Olymp.
De må nødvendigvis helt lade hånt om al dødelig gerning
for at få hovedet højt op der hvor guderne
bor.
Dem kan hverken en Venus så mild eller Bacchus så tumpet
lure, og ej heller guld eller den flygtige ros.
Nej, de stræber imod noget større og langt mere fornemt,
noget som guderne selv også bekymrer sig om:
nemlig med knejsende sind at bestige de knejsende stjerner
og lade ånden få magt over det himmelske
hvælv.
