Himlenes nyhed, DEN STRÅLENDE STJERNE, hvad er dens budskab?
spør jeg dig om, du præst, kender af tidernes gang.
Retsvæsen, skole og kirke, selv kongeriger, monarker
(tør jeg mon tale?) er mål for denne flammende ild.
Faklen er truende vendt mod folk såvel som mod byer,
flammer fra krigsguden Mars, ild fra Vulcanus' glød.
Sådan et varsel som dette har ingen før observeret,
sådan en uro som nu ingen vel oplevet før.
Åndens helte, vær hilset! I afdækker varsler fra himlen
som stemmer helt overens med hvad der sker i vort liv.
Kirken skal nyskabes, lovene omstyrtes, byerne knuses,
folkene ødes i krig, husene rammes af lyn,
klogskaben udslettes, rigerne renses for deres monarker.
Verden blir enten ny, eller dens tid er forbi.
Det har den hellige skrift vel tit nok sagt ville hænde
ved din tilbagekomst her, vældige KRISTUS, til os.
Aftør alderens rynker af verdens hærgede ansigt,
lad det bli skinnende nyt, renset i flammernes ild.
Ganske som stjernen på himlen engang ledte vismænd til Kristus
til hans ydmyge skjul, ydmyg som vejviser selv,
således peger nu stjernen den høje mod Kristi genkomst
mod hans høje triumf. Det er nok det vi må tro.
Hvem skulle da føle lyst til at blive i vaklende rønner,
som er besmittet af synd, hæsligt besudlet af blod?
Stjernen, VORT LYS, gir løfte om æterens nyskabte lysvæld,
om at treenigheds ild kommer en lysende dag.
Vend da ikke tilbage mod smudsige sædvaners søle,
bliv ikke saltstøtter her, stive af idioti!
Flygt nu, flygt ud af Babylon, Sodoma og af Ægypten!
Det er et nyt KANAAN stjernen den nye har vist.