CHRISTIAN den 4., med Guds naade Danmarkes, Norges, Wendis og Gottis konning. Vor gunst tilforn. Vid, at thin skriffvelße, som du Os tilschreffvet haffver sub dato Rostoch den 10. dag julij sidst forleden, er Os nu i thenne uge underdanigst tilstillet, udi hvilken iblant andet opregnes, først at du ingen leilighed havde at tale med Os, førend du drogst her af riget, ey heller du vidste, om sligt var Os angenehm eller icke, derfor haffde du Os underdanigst skrifftlig villid lade forstaa, og at Os uden tuiffl er bevist, at du est af med huis du til den astronomische konstes underholdning her til dags haver været med benaadet, ogsaa at [Vi] samme kunst icke ville holde ved magt, sampt andet meere, som wformodendes sig tildraget og uthen thin skyld og brøde thig er hendet og vederfaret, som du meener. Thernest at thu icke hafver sielff then formue, at du samme konst kand med thin bekostning fuldkomme; og om thu endskiønt haffde thine forrige forlenninger, tha estu dog saa kommen til achters, at du nødes til at afhende thit godtz. Och effterthi thu af forberørdte aarsage est trengt til at søge paa andre stæder, hos fremmede potentater og herrer, hielp, middel og raad thend astronomische kunst at forfremme oc thit naffn hos udlændische ved macht at holde, tha beder thu, at Vi saadan thin reyße icke vilde tage til nogen wnaade, besynderligen forthi thu icke end aldeeles vilt forlade thit fæderneland. Vijdere formelder thu, at thersom thet kand bliffve thig forgyndt, at thu her uthi rijget maa thit foretagne arbeyd forfølge, tha vilde thu thet icke forsijge, men Os og thit fæderne rijge then ære gierne for nogen anden forunde, om thet kand schee med lijdelige vilkor oc uden thin skade, efftersom thin vijdløfftig skriffvelße derom vijdere indholder. Tha ville Vi thig therpaa naadigst icke forholde, først hvad anlanger, at thu icke haffver hafft leilighed at tale med Os, førend du drogst her af riget, oc thig var vbewist, om sligt kunde være Os angenehm eller ey, saa vedstu thig vel at erindre, at du udi nogle uger laae udi Vor kiøbsted Kiøbenhaffn, førend du drogst af rijget, oc icke allene icke forloff af Os begierede, at thu maatte af rijget bort-reijße, som thig haffde burd at giøre, men aldrig engang thalede med Os, undertagendes then ene gang, the Huensche bønder og thu varst for Os udi rette, oc thig bleff paalagt oc befalet at møde for Os paa slottet. Oc enddog thu icke blues thin undschyldning her om at giøre, saaleedes som thu varst Vor jeffnlijge, tha ville Vi dog vdi thenne Vor skriffvelße thig lade vijde, at Vi sligt forstaae, ocsaa at Vi effter thenne dag ville anderleedes være af thig respecteret, saafrembt thu i Os skalt befinde en naadig herre oc konning. Angaaende attu icke tuiffler, at Os er bevist thig at være opschreffvet noget, som thu varst med forlænet, og dog formelder sligt at være scheed uden thin skyld og brøde, saa vedst thu thig sielff at erindre, huad klagemaal Vore fattige undersaatter oc bønder paa Huæn imod thig hafft hafver. Huorledis thu med kircken ther sammesteds handlet haffver, hvis indkomst og tiender thu udi mange aar til dig haffver annammet, oc ingen forordnet til kircke-verge, men ladet den bygfeldig staa, wdi lijge maade taget jorden fra p[ræ]stegaarden, husene enpart aftaget, oc præsten, som ther udi boe skulde og jorden bruge, sig og sin hustru til ophold, hannem haffver thu giffvet nogle β om ugen, och spißet hannem hos thine arbeyds folk, saa ther paa nogle faa aars tid haver været mange praester, og dog icke haffver bekommet kald af meenigheden effter ordinantzen, ey heller ere dømbte derfra, som thet sig burde. Uthi huad maade daabens ord ere i langsommelig thiid udeladt, imod disße rigers vedtagne brug, med thit vidschab, sligt er huer mand ald for vitterligt. Hvilket forberørte med andet meere, som sig paa thet forberørte lille og ringe land tildraget haver oc Os en god rum tijd, førend thet er kommen offentlig for hver mand, til denne dag haffver været bevist, haver aarsag givet, Vore og kronens bønder andre at forlæne, som thennem ved low, ret og landsens vedtagne brug holde ville. Hvad belanger, at thu ikke est saa formuendes, attu kanst af dit eget fuldkomme den foretagne astronomische konst, om thu skiønt solte thit fæderne-gods oc haffde enda thine forlæninger, men er draget af riget fremmede potentater om hielp at besøge, og icke i then meening, at thu thit fæderneland plat vilde forlade, og beder underdanigst, at Vi slig thin reyße icke ville tage til wnaade, saa bæres stor tvifl, at du de penninge, som du haver bekommet for thit soldte godtz, hafver anlagt paa the astronomische instrumenter, effterthi ther sijges, at thu i mange tusind thal haffver thennem til herrer og førster at vdlaane, thine børn til bæste oc icke riget til nogen ære eller konsten til forfremmelße. Ocsaa er Os aldeeles ukiært at forfare, at du hos andre herrer og førster uthi the maader hielp søger, lijgesom Wi oc riget ware saa wformuendes, at Vi sligt ikke af sted kunde komme, mindre thu med qvinde og børn skulle uddrage og slig penninge hos andre bettle. Thog effterthi thet nu giord er, tha nødes Vi sligt at lade skee, og icke Os i nogen maade anmode, enten thu drager af landet eller bliver derudj. Sidst, efftersom thu underdanigst formelder, at dersom thet thig maa forloffves, thit forretagne arbeid her i riget at fuldende, tha vilde du det ikke forsige, oc at thet skee maatte uden thin skade, faa ville Vi thig herpaa naadigst hafve svaret: at saafremt thu thiene vil for en mathematico og giøre thet, hand bør at giøre, tha skaltu først underdanig tilbiude thin tieniste og therom bede som en tienere bør at giøre, og icke med slig fortagdte ord (at thu thet icke vilt forsijge) fremføre thin meening. Naar thet skeer, tha ville Vi Os siden therpaa tilbørligen vide at erklære. Och efftersom thin skriffvelße thilmed noget seltzom er stijlet, oc icke uden stor wforstand oc dristighed, ligesom Vi thig meere schulde giøre regnschab, huorfor og af huad aarsag Vi paa Vort og kronens godtz giorde forandring, og Vi therhos Os erindrer, hvorleedes thu adschillige snach om Vor kiære her fader haffver iblant thine e[pistolæ] ladet udgaae Hans Kierlighed saavelsom thig self til forvid og forkleinering, tha ville Vi thet med thette Vort breff forbødet haffve, attu samme thit breff, som thu Os nu haffver tilschreffvet, icke lader udgaae paa prent, saa frembt thet skeer, thu icke af Os therfor vilt tiltales og straffes, som thet sig bør. Befalendes thig Gud.