Den Martinus, som regesten sigter til, er kardinalpresbyteren Martinus, tit. St. Stephani in Celio monte, Hans navn forekommer under pavelige privilegier 1133 23. januar—4. juni, 1133 21. december, 1134 9. juni og 1135 26. maj (Migne 179:169 176 185 193 207 209 225). Bernhardi og Bachmann lader Martinus være den, som overbringer Innocentius 2.s privilegium og mandater vedrørende ærkebispedømmet Hamburg af 1133 27. maj (nrr. 57, 58, 59, 60 og 61); i tilslutning hertil lader de hans legation falde i en af de perioder, hvor han ikke har underskrevet: enten mellem 1133 4. juni og 21. december eller mellem 1133 21. december og 1134 9. juni. Manriques datering underkendes.

En udtalelse i St. Bernards skrift, De consideratione, tjener til at kontrollere Manriques datering. Skriftet er rettet til Eugenius 3. og forfattet i Bernards sidste tid.

Det hedder i De consideratione lib. 4 c. 5 (S. Bernardi Opera omnia cur. D. Joannis Mabillon ed., 446; Migne 182:782): Dignum reor ad medium uenire factum dulcis memoriae Martini nostri, Nosti hoc; sed an memineris, ignoro. Is cardinalis presbyter, functus aliquando legatione in Dacia, tam pauper remeauit, ut pene expensis et equis deficientibus, uiv perueniret Florentiam. Ibi episcopus loci donauit ei equum, quo Pisas usque, ubi eramus tunc, peruectus est ... Quid dicis, mi Eugeni? Nonne alterius saeculi res est, redisse legatum de terra auri sine auro? Transiisse per terram argenti et argentum nescisse?

Kardinalpresbyteren Martinus har altså, da han vendte tilbage fra Danmark, truffet den hellige Bernard i Pisa ved en bestemt lejlighed, hvor også den senere pave. Eugenius 3., var der. Bernard var to gange i Pisa i 1130'erne. Første gang i begyndelsen af 1133, anden gang 1135 i begyndelsen af sommeren (Vacandard, Vie de SaintBernard I 327 368; II 559). Ved begge disse lejligheder var også kardinalpresbyteren til stede i Pisa (Migne 179:169 225 231 244). Den sidstnævntes tilbagekomst fra Danmark må altså henlægges enten til begyndelsen af 1133 eller til sommeren to år efter.

Som følge heraf er den datering, som Bernhardi og Bachmann har givet kardinalpresbyteren Martinus' legation til Danmark, ikke længere mulig. Det mandat, ved hvilket Innocentius 2. overdrog legationen til kardinalpresbyteren, sættes af Manrique til 1132. Dette tidspunkt stemmer med begyndelsen af 1133 som tiden for kardinalpresbyterens hjemkomst. Nogen grund til at underkende Manriques datering synes ikke at foreligge.

Det fremgår af dateringen 1132, at kardinalpresbyteren Martinus ikke kan have haft noget hverv i forbindelse med Innocentius 2.s breve af 1133 27. maj. Hensigten med hans legation har været en anden. Efter Honorius 2.s død i begyndelsen af 1130 var der opstået strid om besættelsen af pavestolen i Rom, og 1132 var kampen mellem de valgte, Innocentius 2. og Anacletus 2., på sit højdepunkt. Hensigten med legationen er klart udtalt i Manriques regest: at befæste provinsen Danmark i dens lydighed mod den rette pave, uero pontifici, Innocentius 2. Jævnsides hermed har kardinalpresbyteren haft det hverv at reformere de kirkelige forhold i provinsen.