Svend, af Guds nåde Danernes konge, til Konrad, af samme nåde den romerske glorværdige og til alle tider ophøjede kejserN, sønlig kærlighed og skyldig underkastelse.

Idet vi ikke glemmer udviste velgerninger, takker vi til stadighed Eder, milde fader, og beder uophørligt Gud, alles belønnerN, om, at han, hvor vor ringheds evne til at gøre gengæld svigter, vil værdiges at øve gengæld i sin store miskundhed. Og måtte Eders højheds prøvede sødme erkende, at vi siden vor første ungdoms år har fæstnet vort redningsanker til Eders majestæt, og vi ønsker inderligt og stedse, at det, næst Gud, må være uforanderligt lagt fast der; det ønsker vi med anstand for alle vore levedage. Derfor sømmer det sig for Eder som fader at drage omsorg for sønnens ære og holde deres dumdristighed i tømme, som måtte rejse sig til vor undergang.

Da vi ønsker at se Eders hofs skønhed og Eders højheds attråværdige åsyn, beder vi indstændigt om, at I vil anvise os et passende sted til møde og angive en betimelig frist til forberedelse, og at I skaffer os sikkert lejde. Vi har betroet vor sendefærd til disse vore tro venner, nemlig den herre ærkebispen af Bremen og markgreve Otto, for at vi kunde undgå hertugens efterstræbelserN. Lev vel!

Og opildn Eders fyrster til at undertvinge Venderne. Og svar os i det anliggende skriftligt, hvad der synes at være hensigtsmæssigt.