Broder Bernard, kaldet abbed af Clairvaux, til den højtelskede fader og herre Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, hilsen med Gud.

Jeg har med så megen større glæde modtaget Eders breve og hilsener — der jo er et udslag af Eders hjertes følelser — som jeg inderligt elsker Eder og genelskes af Eder. Og når jeg nu har hørt om Eders prøvelser, har jeg ikke blot gjort dem til mine egne, men også følt dem. Thi, elskede fader, når du føler smerte, må jeg også føle smerte, og jeg kan ikke høre om din trængsel og ængstelse uden selv at være i trængsel og ængstelse. Mit hjerte røres og ængstes af alt det, som piner dit hjerte. Og hvad det end måtte være, som forfølger dig, så forfølger det ikke blot dig, men også mig sammen med dig. Thi den velvilje og kærlighed, som adskilte venner kan vise hinanden, den mener jeg at skylde dig, og at den skyldes mig af dig. Jeg er dristig, men ikke løgnagtig, og din højheds værdighed ansporer mig til denne dristighed. Når skulde jeg vove det? Når skulde jeg ringe mand vove at håbe på så megen nåde af så høj en person? Og hvis jeg ikke kan fuldføre det, er min fuldfører ikke død, eftersom Herren skal fuldføre det for migN. Herren, siger jeg, i hvem og for hvem du omfavner os i så stor en hengivenhed og trykker os til dit bryst med så stor en kærlighed. Velsignet være din hellige engel, som indpodede den i dit fromme bryst. Velsignet være vor Gud, som gav denne indstilling. Jeg priser mig for det privilegium at have din kærlighed. Jeg er blevet vederkvæget gennem vor højtelskede broder, din søn Vilhelm, ved dit hjertes overdådige sødme. Jeg er blevet vederkvæget gennem dit sendebud, jeg er blevet vederkvæget ved dine breve, og jeg er blevet vederkvæget af alle, som fra dig kan drage til os eller ved hjælp af os drage videre.

Gid det var mig forundt at tale angående dette og ikke at diktere det, da jeg bedre kunde åbne mit hjerte i tale end i skrift. Det levende ord er visselig mere egnet end det skrevne, tungen er stærkere end bogstavet. Thi den talendes øjne vilde skabe tiltro til hans ord, og ansigtet kunde bedre end den skrivendes hånd udtrykke følelserne. Men da jeg er langt borte og ikke selv kan gøre dette, må jeg efter evne gøre det med brev, som er det næstbedste til dette øjemed.

Vi har under stor jubel set dit sendebud, og vi har, så vidt vi har evnet, givet vor støtte til din sag over for den herre pave. Men angående hint hemmelighedsfulde ordN, som så brændende optager dit hjerteN, vil din Vilhelm svare dig på vore vegne, — din, siger jeg, og inderligt din i Jesu Kristi inderlige kærlighedN. Thi jeg har lagt mine ord i hans mundN, og du kan i denne sag lytte til ham, som om det var mig.

Ak, der trækkes, der drages i mig, og jeg kan ikke fortsætte. Dagens plageN kalder, skaren af de tilstrømmende kalder mig frem, og de afbryder hellere end tilendebringer brevet. Men mon de, fordi de bevirker, at jeg skriver i få ord, kan bevirke, at jeg nærer liden kærlighed? De hindrer min handling, ikke min følelse. Han, som er sin egen herre, er altid hos dig, og han vil være hos dig, så længe han er dette, fromme og ærværdige fader, hvem jeg dyrker med al venskabets ret.