I vor herre Jesu Kristi navn.

Det skal være vitterligt for alle troende gejstlige og læge, såvel fremtidige som nulevende, der bor i de Danskes rige under Guds beskyttelse, at jeg Knud, søn af fyrst Prizlav, der er opmærksom på, at dette skrøbelige liv for en tid opretholdes i forfængelig tomhedN og ret snart slutter med den uundgåelige død, har ved en helsebringende beslutning og med henblik på Guds belønning indsat den hellige kirke i Odense, i hvilken jeg med velvilligt samtykke af de munke, der sammesteds strider for GudN, har valgt mit gravsted ud for Marias, den hellige Guds moders alter, som delagtig i min arv til bod for min sjæl og til min frelse. Idet jeg da håber, ja fuldt stoler på, at jeg som en nåde fra oven til gengæld for mine fromme gaver ved de retfærdiges opstandelseN ikke bliver berøvet lønnen for den gode gerning, men i de levendes landN opnår en anpart af det lyksalige fædreland, har jeg ved en højtidelig forpligtelse og som gave overdraget Gud og hans hellige martyrer Knud og Alban - hvis levninger hviler i samme kirke - og mine elskede brødre, de fornævnte munke i Odense - som, idet kærlighedens favn har åbnet sig, har optaget mig helt og fuldt i deres broderskabssamfund og lovet, at de, når jeg er død, vil holde messer, uddele almisser og udføre alle de gudstjenstlige handlinger for afdøde ligesom for en af deres egne brødre, som er regelbunden kannik i klostret - to bol i Tandslet og de andre jorder og besiddelser, som jeg indtil denne dag har erhvervet, fået og besiddet på hele Als, at besidde med lovformelig og uomstødelig ret efter mine dages ende. Det har behaget såvel ved vort som ved St. Knuds påtrykte segl til erindring for de nutidige og til vidnesbyrd for de fremtidige at stadfæste i form af en chirografN overdragelsen af disse jorder og besiddelser, der under straf af anathema er bekræftet af herr Simon, biskop ved samme kirke, for at overdragelsen ikke i eftertiden - det ske ikke - skal blive forstyrret eller gjort til intet ved svigagtig fordrejelse. Dette er forhandlet år 1183 for Herrens menneskevorden den 20. november på kongen og martyren St. Edmunds dag i Knud 4.s, de Danskes strålende konges andet år. Vidner hertil var gode gejstlige og læge: Esger, provst, Henrik, min kapellan og læge, og magister Hilarius og Robert, præst i Hesselager, og Ubbe, Godfred, Toke, mine stallere, og Ture, søn af Skjalm, og Peder, søn af Vagn, og Vilhelm, søn af Sakse, og Hemming, søn af Oluf, og Grimme, søn af Tage. Den, der bevarer dette, skal bevaresN, den, der ødelægger, skal tilintetgøres af Gud Herren. Det ske, det ske. Amen, Amen.