Pave Cølestin til ærkebispen af Sens, hilsen.

Da de rettroende fyrster i det galliske rige, der ved guddommelig beføjelse af den højhellige romerske kirke er befordret til ledere, og hvis kirkes tro og enhed de har opretholdt, altid har været yndere af ret og billighed, har de opnået en velsignelsens og nådens begunstigelse som en slags forret; deres ophøjelse og ære har også vi, da vi endnu beklædte et mindre embedeN, både gerne fremmet og med stor beredvillighed rådet til at fremme. Og nu, da vi er ført frem til apostolatets tinde, har vi med faderlige, kærlige arme omfavnet vor såre kære søn i Kristus Filip, Frankrigs berømmelige konge, efterfølger af hans salige forgængere, såvel i godhed som i klogskab, idet vi i høj grad ønsker, så vidt vi med Gud formår, at hædre og ophøje ham med hædrende benævnelserN. Dog, da det opmuntrende og glædelige rygte om det ægteskab, der højtideligt og lovformeligt var indgået mellem vore såre kære børn i Kristus, den fornævnte berømmelige konge af Frankrig og den berømmelige dronning Ingeborg, søster til vor såre kære søn i Kristus Knud, de Danskes berømmelige konge, tidligere kom til det apostoliske sædes kundskab, har vi også senere hørt om dette ægteskab, at man på nedrig anstiftelse af nogle, efter at retsordenen var forstyrret, ikke uden skade for kirkens agtværdighed havde dristet sig til noget, hvorover vi i ikke ringe omfang blev bedrøvet både på grund af uretten mod Gud og på grund af det vanry, som de har pådraget sig, der råder og samtykker. Og hvis den stormægtige konge mere opmærksomt havde overvejet, og lige så vel de, som har været medvirkende til denne anmasselseN, sammen med ham havde betænkt, hvor betydningsfuldt ægteskabets sakramente er, vilde man jo, som vi tror, ikke være gået frem på denne måde. Thi det står fast for enhver, som overvejer Guds lov, at Herren selv har indstiftet ægteskabet, idet han både i paradis før syndefaldet forkyndte det som en pligt at frembringe afkom: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jordenN, og efter syndefaldet uden for paradis har indrettet det som et middel til at undgå utugt. Derfor sagde selve det første menneske, berørt af den helligånd: Af den grund skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kødN. Hvor stor ægteskabets værdighed ligeledes er, og med hvor omsigtsfuld alvor man skal gå frem ved behandlingen af det, giver Herren et vink om, da han var blevet spurgt, om det var tilladt at skille sig fra sin hustru, og man havde spurgt ham om de to brødres arv, der skulle deles i fællig, idet han tier om det ene og svarer om det andet således: Enhver, der skiller sig fra sin hustru undtagen på grund af utugt, bedriver horN. Herved anskueliggjorde han visselig, at kirken ved en undersøgelse af ægteskaber, der i visse henseender er besværligere end andre sager, skal gå frem med større alvor end i andre forhold, og da han andetsteds siger: Hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskilleN, kan man forstå, hvor alvorligt den, gennem hvem troen på så stort et sakramente i Kristus og i kirken forstyrres, forser sig, og hvor meget han skal frygte den kommende vrede. Endvidere er det ikke den lastefulde ubesindighed ubekendt, at der i en så besværlig og vanskelig sag ikke var anmodet om en afgørelse ved det apostoliske sæde, ved hvilken den enten kunde være bragt ud af verden på kanonisk vis eller være blevet betroet til nogle personer, som under overholdelse af retsordenen kunde træffe en afgørelse i overensstemmelse med kanoniske regler. Her har man i virkeligheden klart fulgt en fremgangsmåde i modstrid med de hellige fædres ærværdige konciliebeslutninger, idet disse mente, at større og mere vanskelige tvivlsspørgsmål af alle skulde henskydes til det apostoliske sæde, hvilket indtil den dag i dag ikke alene yderst fromt bliver overholdt af den gallikanske kirke undtagen i denne sag, men også af langt fjernere kirker. Men for at gå lidt videre: Mon ikke denne sag erkendes at være en af de mere betydningsfulde og særligt tungtvejende, nemlig fordi det drejer sig om en så vanskelig sag mellem så fremtrædende kongelige personer og efterkommere af forfædres kongelige stamme, at den ifølge kirkefædrenes bestemmelser skulde være forbeholdt den romerske kirkes domstol? Hvis alle de mest fjerntboende og ikke-latinske folkeslag uden indskrænkning overholder dette og andre privilegier for det St. Peters sæde, som vi omend ufortjent står i spidsen for, skal de, der bor nærmere, samt de latinske og de folkeslag, som i rigeligt omfang og hyppigt bliver støttet ved fornævnte sædes beneficierN, så meget mere omhyggeligt være forpligtet til at iagttage dem. Den tager i hvert fald i ikke ringe grad fejl, som ikke frygter for at gå imod St. Peters privilegium og sætte sig op imod de kanoniske bestemmelser. Men kirkens prælater, som ydede deres støtte eller gav råd i denne sagN, skulde om ikke af anden grund så i det mindste af frygt aldeles holde sig fra dette og i særlig grad med opmærksomt sind overveje det, som læses i den kanoniske ret om ærkebiskopperne Theutgald af Trier og Gunthar af Köln, som fortjente at blive belagt med en dom om afsættelse, fordi de i ægteskabssagen mellem kong Lothar og Thietberga, hans hustru, letfærdigt krænkede billighedens rettesnor og forså sig imod de kanoniske bestemmelserN. Men at man her på samme måde eller i endnu højere grad har forset sig, fremgår klart af selve sagens forhold. Thi da dronningen, efter at begge parter ved verba de presentiN havde udtrykt deres vilje, hvortil, som det er sædvane, præstens velsignelse sluttede sig, efter at begge parter havde aflagt ed, derefter blev salvet og med hæder kronet til dronningN og var forenet med fornævnte konge i ægteskab og også, som berettes, havde kødelig omgang med ham, burde intet, der i den grad strider imod retsordenen, være forsøgt af nogen over for hende, der var forsvarsløs og fuldstændigt uvidende om, hvad hun skulde foretage sig, eftersom hun er ukyndig i de Franskes sprog. Men vi, som på grund af hans mindeværdige forfædre i særlig grad omfatter denne rettroende og den romerske kirke meget hengivne konge med vor inderligste kærlighed, har, da vi ønsker snarere at sørge for hans sjæls frelse og hans uplettede rygte end at tilfredsstille den onde vilje hos dem, der råder ham, ved vor elskede søn Centius, subdiakon, vor notar, som er specielt udsendt som det apostoliske sædes legatN i dette anliggende, og ved vort brevN bedt, formanet og indtrængende opfordret hans stormægtighed og pålagt ham til syndernes forladelse, at han med opmærksom eftertanke skulde overveje det sted i evangeliet, hvor der siges: Det gavner på ingen måde et menneske, om han vinder hele verden, men lider skade på sin sjælN, og i tide være bekymret for sin sjæls frelse og behandle sin fornævnte hustru med ægteskabelig kærlighed, hende, hvem han efter ondsindet råd havde fjernet fra sig, og hvem udmærket herkomst og såre megen agtværdighed smykker og pryder, og at han ikke skulde give sig af med i modstrid hermed at låne øre til dem, som søger det, der er deres eget, ikke det, som hører Jesus Kristus tilN, og som i efterlignelse af menneskets fjende, som strøede ugræs i den veltilsåede agerN, regner det for en vinding, hvis de kan så had og tvedragt mellem nogle. Men samme konge har, som vi har hørt, ikke modtaget fornævnte legat og vort brev med den hengivenhed, som det sømmede sig. Men omend vi er yderst bestyrtet herover, er vi dog, som Gud ved, mest bekymret for hans sjælefrelse, en frelse, som vi, som det sig bør, i tankerne indtrængende beskæftiger os med, idet det er vort ønske, at han stedse må foranledige det, som både behager hans skaber og ikke bliver ham til skade. Idet vi derfor tager hensyn til det offentlige dokument angående stamtavlen, der er tilstillet os på vore ærværdige brødre ærkebispen af Lunds og hans lydbispers vegneN, og til den offentlige mening, og idet vi efter vore brødresN råd kasserer og fuldstændigt erklærer den skilsmissedom for ugyldig, der er fældet i modstrid med retsordenen, befaler og påbyder vi Eder, broder, ved apostolisk brev, at hvis fornævnte konge måske glemmer sin stilling og ønsker at tage en anden til hustru, mens dronningen lever, skal I i tillid til den apostoliske myndighed urokkeligt sørge for at forbyde samme det. Givet i Lateranet den 13. maj i vort femte pontifikatsår.