Til Filip, de Franskes berømmelige konge.

Omend Herrens højre hånd har vist sin vældeN ved vor forfremmelse, da den rejste den magtesløse op fra jorden og løftede den fattige op af støvetN, og omend det har været dens vilje, at vi skulde sidde på den højeste trone, så vi ikke alene skal dømme sammen med fyrster, men også over fyrster, anerkender vi, da vi dog indser vor ydmyge stilling og overvejer det, hvortil vi er kaldet, at vi ud over den almindelige hyrdegerningens pligt, som har gjort os til skyldnere over for hver enkelt, i særlig grad står i gæld til dig og dit rige, i hvilket vi husker at have tilbragt ungdommen med boglige studierN og ved ophøjet beskæftigelse har erhvervet viden som en gave - hvor stor den så er - og har modtaget mangfoldige velgerninger. Men den kærkomne erindring om dine forfædre har sat kronen på denne særlige kærlighed, disse allerkristeligste fyrster, hvem hverken hvirvelvind eller stormkastN nogensinde har kunnet skille fra den romerske kirke, men som snarere des mere blev opildnet af hengivenhed for denne, jo heftigere bølgerne slog mod vor lille fiskerskude, og jo voldsommere det stormpiskede ham kom i oprør. Da vi derfor, mens vi fordum beklædte et mindre embedeN, har omfattet dig, høje konge, og Frankrigs rige med en særlig kærlig følelse, brænder vi nu, da vi - omend som en utilstrækkelig - er ophøjet til det høje pavedømmes tinde, og da principielle retsforhold støder sammen med de private følelser, af en glødende kærlighed til dig, høje konge, så vi beder om, at der af Herren må gives os lejlighed til, at den indre følelse kan komme til udtryk, og den oprigtige forkærlighed, som vi nærer for dig, i gerning kan blive åbenbar for alle. Men jo mere vi ønsker at hædre rig, høje konge, og jo mere brændende vi stræber efter dit tarv, des mere bekymret er vi for din frelse og des mere smerter det os, hvis vor følelse af kærlighed for dig, høje konge, skulde synes at kølnes - det ske ikke - eller blive lunken, især når du selv giver anledning hertil. Visselig tror vi, at der som følge af den erkendte sandhed, at sanselighed ikke bør sejre over fornuften, tildels står klart for dig, hvor stor den forargelse er, der er opstået som følge af, at du har taget en anden til hustru, hende, som du har haft vilje til at tage til hustru efter kirkens mangfoldige forbud, af hvilke vi ved, at eet er nået frem til dig, det, som blev nedlagt af salig Melior, kardinalpresbyter af SS. Giovanni e Paolo, dengang det apostoliske sædes legat, og af vor elskede søn Centius, subdiakon og vor notar, da de i din nærværelse lod vor salige forgænger pave Cølestins brevN læse op, som helt klart indeholdt et forbud, samt efter at der var givet og modtaget breveN af vor ærværdige brødre (Niuelo), biskop af Soissons, og (Stefan), biskop af Noyon, dine udsendinge i denne sag ved apostoliske sæde. Thi du ved, at denne sygdom allerede fordærver nabolaget, og du er blevet en undskyldning for andre, når der skal fremføres undskyldende grunde for begåede synderN, og du har i ikke ringe grad ægget folk til at føre ond tale om os og den romerske kirke. Men hvor meget du som følge af dette har skadet dig selv, ses tydeligt af, at alt det, som tidligere lykkedes for dig, nu er slået om i sin modsætning, og det er endog ikke givet dig at nyde freden i det daglige, uden at alvorlig bekymring plager omend ikke legemet så dog i det mindste sindetN. For dig bør det være et klart bevis, at du af denne grund har pådraget dig Guds vrede, tilmed da blodsslægtskab kan fremsættes mod den andenN, men over for vor kære datter i Kristus (Ingeborg), Frankrigs dronning, blev der kun gjort svogerskabshindring gældende. For at du altså kan drage omsorg for din frelse og din ære, så du kan befri os og den romerske kirke for de ondsindede læberN og bagvaskelsens tunger og stemme Gud nådig imod dig, hvis vrede du hidtil har vakt, beder, formaner og opfordrer vi dig, høje konge, i Herren og pålægger til forladelse af dine synder samt befaler dig ved apostolisk brev, at du, idet du vender din tankes kraft indad mod dig selv, bedømmer dine handlinger således, at du ikke skal blive dømt af andreN. Du skal huske på din stilling, og at det - idet du i overensstemmelse med den vises ordN betænker din sidste stund - vækker forargelse i kirken, at det fører til nedsættende omtale af os, at det volder din fortabelse, og at det i fuldt mål giver sig udslag til skade for hele riget, da du fordærver andre med et sådant eksempel; du skal selv forbedre dig, fjerne den anden fra de Franskes riger og lande og føre hendeN tilbage til riget og kalde og lade hende blive kaldt dronning, idet du befaler, at alle skal behandle hende, som du mindre velbegrundet har stødt fra dig, som dronning. Og når derpå solopgangen fra det HøjeN i rigt mål måtte kaste sine stråler på dig, høje konge, og det lys, som oplyser ethvert menneske, der kommer til denne verdenN, måtte værdiges at oplyse dit hjerte, så du i nåde beholder fornævnte dronning som ægtefælle, hun, som vi ifølge vidnesbyrd fra flere, som på grund af fromhed og værdighed står til troende, har hørt er i besiddelse af en forunderlig fromhed og agtværdighed, især da du næppe kan tage en mere velbyrdig kvinde til hustru, og det vides at være dig til såre megen gavn, vil det være os en stor glæde beredvilligt og omgående efter dit ønske at fremme det, som i disse dage betynger dig, høje konge, og vi vil hæve os og yde dig vor tak. Men hvis det måske ikke skulde blive givet fra ovenN - det ske ikke - nægter vi dig ikke retlig adgang til, når denne først er genindsat, da at forhøre og påhøre, hvad du på lovlig vis måtte have at fremføre, således som vi skal ifølge retten. Men hvis du, hvad vi ikke tror, hverken vil tage hensyn til dit ry eller din hæder og hverken vil adlyde vore befalinger eller formaninger, vil vi, hvor meget det end vil være til skade for os at skade dig i nogen henseende, des kraftigere skride ind mod dig og sørge for, at den apostoliske hånd lægger sig tungt på digN, og det jo mere oprigtigt vi elsker dig, høje konge. Og dem, vi elsker, agter vi at dadle strengere og at tugte hårdere, da vi ved Guds indgivelse har et uforanderligt sind og har det ubøjelige forsæt hverken ved bønner eller for nogen pris eller af kærlighed eller af had at vige vort fra den rette vej. Idet vi går frem ad kongevejenN, vil vi hverken vige til højre eller bøje af til venstreN, da vi afsiger dom uden personsanseelse, eftersom der ikke gælder personsanseelse hos GudN. Du vilde altså, hvor meget du end stoler på din magt, ikke kunne bestå for, vi siger ikke vort men Guds åsyn, hvis stedfortræder vi, omend ufortjent, er på jorden, da dine fjender, idet retfærdighedens ophavsmand, som er sandheden, kæmper for retfærdighed og sandhed, vilde vinde overhånd over dig og Frankrigs rige, og din verdslige og ubetydelige magt vilde ikke forslå til at kæmpe imod den guddommelige og evige majestæts almagt. Du må altså, såre kære søn, gøre en dyd af nødvendigheden og ydmygt fyldestgøre os i denne sag, eller rettere din skaber, gennem hvem du lever og regerer, så at du både stemmer ham nådig mod dig og du endnu mere gør os til din skyldner, idet du skal vide for vist, at hvis ikke du denne gang sørger for at opfylde vor befaling, vil vi ikke yderligere udsætte at udføre vor embedspligt. Givet ved S. Pietro i Rom den 17. maj.