Ham, fra hvem ethvert faderforhold i himmelen og på jorden har navnN, takker vi af et ydmygt og fromt hjerte, fordi Han ved Eders forfremmelse har indsat en sådan person som fader for vor højhellige moderkirkes sønner, som med den faderlige sødmes ros giver nogle lyst til at gøre frem skridt og ligeledes med tilbørlig tugtelse øver tvang mod dem, der er genstridige sønnerN. Det har sømmet sig, såre ærværdige fader, at paven, Kristi stedfortræder, apostlens efterfølger, har gjort dette og ikke undladt at gøre det. Thi til nogle siger han således: Jeg formaner Eder som mine såre kære sønnerN; dog forkynder han også, at han på den anden side bør komme til nogle med risetN, idet han lader sin forkyndelses lægemiddel veksle mellem olie og vin. Thi han ved jo, at den vise søn, der frivilligt tjener, og som glæder faderenN, ikke behøver at tvinges, samtidigt med at der i skriften kan læses vedrørende en uvillig: Hvo, der sparer på riset, hader sin sønN. Derfor har vi med glæde taget den kloge vejledning og tilstræbte ordning, som vi har læst om i det brevN, der fra Eders side er tilstillet de Franskes berømmelige konge angående tilbagekaldelse af hans såre velbyrdige hustru, dronning Ingeborg, til efterretning og billiger den i alle henseender. Thi overensstemmende med, at nåde er udgydt på Eders læberN og i dette brev, så strømmer det over af sødmefyldt nektar, ved hvilket det kan formilde det kongelige hjertes hårdhed, som det i ikke mindre grad indeholder en fylde af det, ved hvilket det med kløgt både angriber og brændemærker hans stivsind. Thi ved at påhøre det brev, i hvilket I fordømmer uretten til gavn for den fattige og retter beskyldninger for ubillighed til fordel for den sagtmodige på jorden, da fyldtes hjertet af glæde og tungen rørte sig i frydesangN, idet den priser denne Eders tid som lyksalig, hvor Gud til Susannas befrielse har vakt Daniels åndN, den ånd, som stækker fyrstens ånd og lærer den rige ikke at være hovmodig og ikke at sætte sit håb til den usikre rigdomN. Oh, gid Guds rustningN må give hånden en sådan fasthed og styrke, at I kan føre den, der så at sige holdes lænket i fængsel og sidder i mørkeN, ud af dødens skygge, og bestemme, at hun skal have plads som en ophøjet måne på linie med solenN, hvorved hendes stråleglans - der som frugt af hæder og agtværdighed, af strålende dyd og fromhed kaster lys over hans laden hånt om at vise barmhjertighed - ved Eders hjælp og understøttelse kan føre til genoprettelse af det kongelige ægteskab og til dets anerkendelse, og at det til pris og ære for Eders navn snart kan stråle endnu stærkere til vidnesbyrd om det mest fuldkomne lys. Derfor er den bønfaldende nær ved Gud, og vort hjertes og vor munds klage nær ved Eder, såre nådige fader, for at både Han i miskundhed vil værdige at støtte det påbegyndte hverv, og Eders indtrængende henstillinger skal fortsætte hos denne konge, eftersom det, således som man tror, ikke vil være vanskeligt at opnå et resultat, hvis nemlig blot han indser, at den strenge ubøjelighed ikke standser op for ham.