Tekst og udgave
forrige næste

Tekst efter a:

..Preposito de S<t>rand. et uniuersis ecclesiarum prelatis in Utlandia co nstitutis.

Nostris fuit auribus intimatum quod cum propter inundationem aquarum in terra uestra impedimentis fossatorum obstantibus sit accessus difficilis et regressus. ab eo tempore quo ibidem fuit fidei nouella plantatio est statutum. et usque ad hec tempora obseruatum. ut prepositus qui ibidem quantum licet uices gerit episcopi temporibus illis quibus facilior patet ingressus. apud unamquamque ecclesiam propter magnitudinem parrochie et numerositatem delinquentium quatuor diebus si uoluerit maneat sinodum ibi celebraturus indictam. ubi si quis fuerit accusatus et reatum suum confessus in publico condigna ei penitentia iniungi pro excessu pena pecuniaria pro eo de quo fuit sponte confessus postmodum puniendo. Si uero crimen inficiatur obiectum. cum duodecim parrochianis suis denominatis innocentiam suam prestito iuramentum purgabit. Si qui uero in purgatione defecerint. uel ad sinodum uenire contempserint. ad proximam ecclesiam secunde sinodi uocantur pro contumacia corrigendi. Qui si forte non uenerint. uel incorrigibiles ibi apparuerint. ad terciam ecclesiam tercie sinodi legitime citabuntur. et si incorrigibiles adhuc extiterint pro contumacia sua anathematis sententia ferientur. Nunc autem populi eiusdem terre uolentes sua colla subtrahere sinodalibus institutis. cum maioribus qui preficiuntur aliis iure fori consilio inito. eis non modicam quantitatem pecunie promiserunt. ut eorum auxilio et fauore suffulti. si fuerint in sinodo accusati. quod excommunicatis communicare presumpserint non teneantur super hoc respondere. et quantumcumque legitime quis ad sinodum sit citatus. si uenire noluerit. propter contumaciam non posset uinculo excommunicationis astringi. Illud etiam ualde reprehensibile de nouo inter alias consuetudines perniciosas orrepsisse dolemus. quod quantumcumque quis deliquisse noscatur. non nisi ad satisfactionem unius marce soluende compelli possit. licet quandoque dampna ecclesiis uel aliis locis religiosis illata longe maioris ex- timationis existere uideantur. Est etiam aliud quod deo uidetur et sacris canonibus inimicum uidelicet quia nituntur introducere uiolenter. ut quicumque de equestri ordine aliquam se in quinta uel sexta consanguinitatis linea contingentem duxerit in uxorem. episcopo uel preposito gerenti uices episcopi marcham argenti persoluat. et sic eam quoaduixerit sibi episcopo inuito etiam ualeat retinere. Si uero pedestrium fuerit consortio deputatus. dimidiam marcam argenti persoluat episcopo. et sic consanguineam suam quoaduixerit non dimittet. Uestre igitur uniuersitati. per apostolica scripta mandamus atque precipimus quatinus id quod a prima fidei plantatione super sinodis celebrandis et corrigendis excessibus noscitur rationabiliter introductum. et laudabiliter hactenus obseruatum. faciatis inuiolabiliter obseruari. quoslibet temere resistentes per districtionem ecclesiasticam appellatione postposita compescentes. perniciosam uero consuetudinem de satisfactione unius marce quantuscumque uideatur excessus. et de matrimoniis que licet minus legitime contracta inter consanguineos dato precio stare consueuerunt episcopo renitente. facientes penitus aboleri. si quos ita conlunctos esse noueritis. aut tueri uolentes sub huius pretextu consuetudinis matrimonia contrahenda. uel que taliter sunt contracta. nisi tantam presumptionem secundum canonicas institutiones ad monitionem uestram digna satisfactione correxerint, sublato appellationis obstaculo excommunicatione notetis et tamquam excommunicatos usque ad satisfactionem condignam auctoritate apostolica nuncietis ab omnibus arctius euitandos. nullis litteris obstantibus ueritate tacita (si que apparuerint a sede apostolica impetrate). Datum Laterani idibus nouembris.

2 S<t>rand] Serand a. 14 inficiatur = infitiatur. 18 apparuerint] med 7. rretteta. 24 excommunicatis] rettet fra excommunicatos a. 28 orrepsisse = obrepsisse.

6 inuito] herefter uel slettet ved underprikning a. 23-24 tacita (si indtil impetrate)] tacita etcetera a.

6: Cf. Psal. 143, 12: .... novellae plantationes ....

1-2 og 18: Cf. c. 21 C XXXV qu. 2 et 3.

Til provsten af Strand og til alle prælater for kirkerne i Nordfrisland.

Det er kommet os for øre, at siden den tid, da troen i Eders land var en nyplantning, har der på grund af oversvømmelser og de hindringer, landets grøfter lagde i vejen for hen- og tilbagerejse, været en regel, som indtil i dag er blevet overholdt, nemlig at provsten, som sammesteds i det omfang, der er tilladt, optræder på bispens vegne, på grund af sognenes størrelse og på grund af det store antal af dem, der forser sig, kan opholde sig fire dage ved hver kirke på de tidspunkter, da adgangen til den er bekvemmest, og han måtte ønske det; og han skal der afholde et bekendtgjort sognestævne, hvor der, hvis nogen skulde stå som anklaget og bekender sin brøde, offentligt skal pålægges vedkommende en passende bod for forseelsen, hvorpå han skal bøde en pengesum for det, som han frivilligt har tilstået. Men hvis han benægter en ham foreholdt forseelse, skal han bevise sin uskyld med ed sammen med tolv af sine sogneboere, der er udmeldte. Og hvis de svigter edsaflæggelsen eller misagter påbudet om at komme til sognestævnet, skal de stævnes til den nærmeste kirke under det andet sognestævne for at bøde deres genstridighed. Hvis de måske ikke kommer eller viser sig uforbederlige der, skal de på lovformelig vis stævnes til en tredie kirke under det tredie sognestævne, og hvis de stadig viser sig uforbederlige, skal de banlyses for deres genstridighed. Men da befolkningen i samme land nu vil frigøre sig fra synodalanordningerne, har de plejet råd med de bedste mænd, som efter verdslig ret står i spidsen for de andre, og har lovet disse en ikke ubetydelig pengesum, for at de støttet af deres råd og gunst ikke skal være forpligtet til at stå til svar, hvis de på sognestævnet skulde blive anklaget for, at de drister sig til at have omgang med de banlyste, og at de - hvor lovligt end nogen måtte være stævnet til synoden - ikke kan lægges i ban for genstridighed, hvis de ikke ønsker at komme. Det smerter os også, at blandt andre fordærvelige sædvaner har det dadelværdige forhold på ny indsneget sig, at hvor meget end nogen vides at have forset sig, kan han kun tvinges til at erlægge en bod på een mark, omend de tab, der bliver tilføjet kirker eller andre fromme stiftelser, ofte ses at skulle vurderes langt højere. Ligeledes er der noget andet, som synes at være fjendsk imod Gud og den hellige kirkeret, nemlig at de med magt søger at indføre, at ethvert medlem af rytterstanden, som tager en kvinde til hustru, der er beslægtet med ham i femte eller sjette slægtskabsgrad, kan betale bispen - eller provsten, der optræder i bispens sted - en mark sølv, og så beholde hende hos sig, så længe han lever, også mod bispens vilje. Men hvis han henregnes til fodfolkenes lag, kan han betale bispen en halv mark sølv, og så skal han ikke skille sig fra sin slægtning, så længe han lever.

Vi pålægger og påbyder derfor Eder alle ved apostolisk brev, at I sørger for, at det, som fra den første udplantning af troen vides med gode grunde at være indført og hidtil prisværdigt overholdt med hensyn til afholdelse af sognestævner og bøde for forseelser, ubrydeligt bliver overholdt, idet I med kirkens strenghed tugter alle, der ubesindigt sætter sig op herimod, under udelukkelse af appel, og idet I sørger for, at den skadelige skik med at bøde med een mark, hvor stor forseelsen end ses at være, og den skik, at ægteskaber, som, omend mindre lovformeligt indgået mellem slægtninge, har for vane at forblive ved magt for en given pris, selv om bispen modsætter sig det, fuldstændigt bliver afskaffet. Hvis I har kendskab til nogle, der på den måde har indgået en forbindelse, og som ønsker at værne om de ægteskaber, som i henhold til den skik er aftalt eller indgået, skal I - medmindre de bøder et sådant overgreb mod de kanoniske anordninger med en passende bod efter Eders påmindelse - lyse dem i ban uden tilflugt til appel og med apostolisk myndighed forkynde, at de som banlyste strengt skal undgås af alle, indtil de har gjort passende bod, uanset alle breve - om nogle kommer for dagen - som man under fortielse af sandheden har opnået hos det apostoliske sæde. Givet i Lateranet den 13. november.