Til Willelmus, ærkebiskop af Reims, den hellige romerske kirkes kardinal, det apostoliske sædes legat.

Hvor meget vi end i ægteskabssagen kunde ønske at gavne vor meget kære søn i Kristus, Filip, de Franskes berømmelige konge, og os med ham, er vi dog dobbelt forpligtet til at sørge for vor meget kære datter i Kristus, Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, for at hun ikke skal være uden forsvar, og hendes sag ikke undersøges af dommere, der er under mistanke, eftersom retfærdigheden ikke tillader det, og vi heller ikke bør krænke vor samvittighed hermed. Men hvor meget vi har ønsket at stå til tjeneste for samme høje konge, tror vi nu er blevet klart for dig, broder, af den kopiN, som vore elskede sønner, magistrene Fulco, dekan i Orléans, og Willelmus, skatmester ved S.-FrambaudN, har bragt med sig fra os. Hvis altså kongen selv ønsker, at hans sag fremmes, vil vi gerne sørge for, at de vidner, som han mener bør fremføres angående slægtskab, svogerskab og trolddom, bliver godkendt, når blot de vidner, som førnævnte dronning muligvis vil fremføre til sit forsvar, godkendes af de delegerede dommere. Da vi altså — med forbehold af retfærdigheden — ønsker at stå til tjeneste i alle henseender for den høje konge, pålægger vi dig, broder, ved denne vor apostoliske skrivelse at påminde og tilskynde samme konge til ikke at udbede sig sådanne ting af os, som vi ikke på nogen som helst måde kan opfylde uden at krænke retten og uden at skade så vel vor som hans sjæl og uden vanære, da vi, når det gælder noget, vi på anstændig vis kan bønhøre ham i, ikke vil forårsage nogen udsættelse eller vanskelighed.

Givet i Lateranet den 3. juni.