Tekst og udgave
forrige næste

Venerandus pater de magno genere creatus Andreas archiepiscopus in sacra theologia magister filius Sunonis filii Ebbæ fundatoris primi eodem caritatis affectu quo uenerandus Absalon archiepiscopus predecessor suus monasterium dilexerat et ipse quoque prout potuit dilexit in finem. Unde non immemor paterne donacionis de dimidia capitali porcione post mortem de qua supra suam de eadem donacione partem iuxta quantitatem hereditarie percepcionis de patrimonio deuota manu rede[mit] exponens monasterio mansionem et curiam suam in uilla Aas de 4 mansis terre cum omnibus que ibidem sui iuris erant in possessionem perpe[tuam].

1 Venerandus] vistnok rettet hertil fra Venerabilis Reg., jf. i håndskriftet f. 3v.-4r.

— Venerandus indtil ereatus] rettet således over linien med samme hånd som texten fra Unde uenerabilis et de magno genere dominus i linien Reg.

7 red[emit]] afslidt i marginen tilhøjre ligesom den følgende lakune, udfyldt efter SS. rer. Danicarum.

Også den ærværdige fader ærkebiskop Anders, der var fremgået af en stor slægt og var magister i den hellige teologi, søn af Sune, søn af den første grundlægger Ebbe, elskede klostret til det sidste, så vidt han formåede det, med den samme hengivne kærlighed som den, hvormed hans forgænger, den ærværdige ærkebiskop Absalon, havde elsket det. Derfor huskede han sin faders gave på en halv hovedlod efter hans død — hvorom ovenfor — og med hengiven hånd indløste han sin del af samme gave i overensstemmelse med størrelsen af det, han oppebar som arv af fædrenegodset, idet han til klostret udlagde sin bondegård og gård i landsbyen Åse på fire bol jord tillige med alt, som sammesteds hørte til hans ret, at besidde til evig tid.