Tekst og udgave
forrige næste

Lundensi archiepiscopo.

Ut fame tue consulas et saluti; et sic malorum audaciam comprimas; ut ab eis bonorum innocentiam tuearis. super hiis nos humiliter consulis que officium pastorale contingunt. ut de nostra responsione securus iniuncte tibi sollicitudinis debitum laudabilius exequaris. Sane tua nos duxit fraternitas consulendos utrum clerici grauiter excedentes; qui tute non possent monasteriis ad agendam penitentiam deputari. quoniam cum non peniteant de commissis; oportunitate fugiendi captata; carcere<m> claustri fugerent. et prioribus se sceleribus scelestius immiscerent. a te uel aliis prelatis suis arte possint custodie mancipari. et utrum laici si clericos in magnis sceleribus deprehendant. in canonem incidant sententie promulgate. cum nec comprehendere. nec ad iudices trahere ipsos possint. nisi manus in eos iniecerint uiolentas. Ad primum igitur respondemus. quod cum prelati excessus corrigere debeant subditorum. et publice utilitatis intersit. ne crimina remaneant impunita. et per impunitatis audaciam fiant qui nequam fuerant nequiores; non solum possunt sed debent etiam superiores clericos illos postquam fuerint de crimine canonice condempnati sub arta custodia detinere qui cum sint incorrigibiles nec in monasteriis ualeant custodiri ad similia uel peiora de facili laberentur. Laici uero citra excommunicationis sententiam capere clericos. et ad iudicium trahere poterunt si oporteat etiam uiolenter. dum tamen de mandato id faciant prelatorum. quorum illi sunt iurisdicioni subiecti. et quorum est corrigere criminosos. cum hoc non ipsi sed illi quorum auctoritate id faciunt facere uideantur. dum tamen non amplius eorum uiolentia se extendat. quam defensio uel rebellio potius exegerit clericorum.

Datum Anagnie iiii. idus decembris.

5 Lundensi] .. Lundensi a (=Andree). I marginen til venstre con med samtidig hånd, se indledningen, i marginen til højre med anden og senere hånd hoc caput est Extra de sententia excommunicationis a.

12 carcere<m>] carcere a.

15 sententie promulgate] latae sententiae restitueret af Friedberg, Corpus iuris can.

18 ne] synes rettet fra nec a.

Til Anders, ærkebiskop af Lund.

For at du kan tage vare på dit ry og din frelse og undertrykke onde menneskers frækhed, således at du kan værne de gode og uskyldige imod dem, rådspørger du os ydmygt om følgende ting, der angår dit hyrdeembede, for at du af vor besvarelse kan få sikkerhed til desto mere prisværdigt at udøve den dig pålagte pligt på en omsorgsfuld måde. Du har altså ment, broder, at burde rådspørge os, om de gejstlige, der har forset sig alvorligt, og som ikke kan anbringes sikkert i klostre for at gøre bod, eftersom de — da de ikke angrer, hvad de har begået — har grebet en gunstig lejlighed til at flygte, er undflyet fra klosterfængslet og på forbryderisk vis har forbrudt sig ligesom før, om de kan overgives til et strengt fængsel af dig eller andre af deres prælater, og om lægmænd, hvis de pågriber gejstlige i svære forbrydelser, ifalder den kanoniske bestemmelse om forkyndt dom, da de hverken kan gribe dem eller føre dem for dommeren, med mindre de lægger voldelig hånd på dem. Til det første svarer vi altså, at prælaterne, da de bør rette de undergivnes forseelser, og det er i den offentlige velfærds interesse, at forbrydelser ikke forbliver ustraffede, og at de, som var slette, ikke bliver slettere og frækkere gennem straffrihed, ikke alene kan, men også bør holde sådanne gejstlige under streng bevogtning, efter at disse på kanonisk vis er blevet dømt for forbrydelsen, eftersom de som uforbederlige, der ikke kan bevogtes i klostre, let kunde henfalde til lignende eller endnu værre ting. Men lægmænd vil kunne gribe gejstlige og føre dem for retten — hvis det er nødvendigt endog med vold — uden at ifalde bandlysningsdom, når blot de gør det på de prælaters befaling, hvis domsmyndighed de gejstlige er underkastet, og hvis sag det er at revse forbrydere, da handlingen ikke falder tilbage på disse lægfolk, men derimod på dem, på hvis myndighed de gør det, dog forudsat at deres voldsomhed ikke strækker sig videre, end det kræves, når de gejstlige værger sig eller rettere oprører sig herimod.

Givet i Anagni den 10. december.