Til ærkebiskop Anders af Lund.

Du har i dit brev underrettet os om, at en gejstlig på din forgænger Absalons tid, saligt ihukommet, skønt han var akolyt, forledt af et råd fra en præst, hvem han havde personlig omgang med, i sin frækhed har ladet sig forfremme til diakon med overspringelse af subdiakonatet for hurtigere end tilladt at stige i de hellige grader, men senere, ledet af anger, har åbenbaret sin forseelse for en præst, som pålagde ham, at han i et kloster skulde tjene Herren i klosterdragt, og da han havde opholdt sig der adskillige år, mente han atter at burde rådspørge en biskop angående førnævnte brøde, og denne pålagde ham ikke noget, men forbeholdt dig at dømme om hans forseelse. Men du har derefter pålagt ham ikke at forrette tjeneste som diakon, førend du havde erfaret, hvad det er vor vilje og vort ønske, at der skulde foretages i denne sag, og du har efter atter at have anbragt ham i et andet kloster i ydmyghed bønfaldet os om, at vi vilde værdiges i barmhjertighed at træffe bestemmelse om ham. Idet vi altså nærer fuld tillid til dig, kyndige broder, befaler vi dig ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, hvis hans liv iøvrigt er fortjenstfuldt, lader ham modtage den subdiakongrad, som han har sprunget over, og derefter ved dispensation på vor myndighed giver ham tilladelse til at forrette tjeneste som diakon.

Givet i Toscanella den 19. oktober i vort tiende år.