Forbundsbrevet mellem den tyske kejser og markgreven af Brandenburg meddeler året for sin udstedelse, 1212, men ikke datoen herfor. Imidlertid er årsangivelsen ledsaget af indiktionstallet 15. Det skiftede til 16 i september, enten 1. eller 24. dag i måneden, såfremt det da ikke er den romerske beregningsmåde, der er lagt til grund, og som lader indiktionen udløbe 24. eller 31. december. Sandsynligvis har vi her den Bedanske beregning for os, hvorefter indiktionen ændres den 24. september (Grotefend, Zeitrechnung des deutschen Mittelalters, I 94). Har vi hermed en temmelig sikker terminus ante quem, synes det også muligt at nå frem til en terminus post quem. Forbundet er indgået apud Wicense in castris. Hvad enten dette forstås som 'i feltlejren foran Weissensee' eller 'feltlejren i Weissensee', er det klart, at aftalen først er indgået, efter at belejringen af byen havde taget sin begyndelse. Det skete i juli 1212 (Böhmer-Ficker-Winkelmann V:1 nr. *483, 484a). Weissensee overgav sig i august. Borgen holdt imidlertid stadig stand. Og endnu i samme august måned, eller muligvis i de første dage af september, måtte kejser Otto hæve belejringen af kastellet og drage til Sydtyskland for at imødegå Frederik II (ib. nr. 486). Den 5. september opholdt han sig i Würzburg (ib. nr. 487).

Såfremt apud Wicense tolkes som 'foran Weissensee', fremgår det af det foranstående, at forbundsbrevet må tilhøre juli—august. Opfattes det som ensbetydende med, at kejseren nu stod i byen og altså havde bragt den til fald, må forbundet tilsvarende være sluttet august—september. Ved valget mellem disse muligheder må vidnelisten tages i betragtning. Kun få navne opregnes, og det er kun Saksere, der nævnes. Dette kunde tyde på, at dokumentet er blevet til, efter at Bajrerne og Svaberne havde forladt kejser Otto. Den 11. august afgik Ottos gemalinde, Beatrix, ved døden. Hun var datter af kong Filip af Svaben, og hendes død blev signalet til et frafald blandt Sydtyskerne (ib. nr. 485a, 486-7). Dette taler for at vælge dateringen august—september, idet det må understreges, at kun de allerførste dage af september i givet fald kan komme i betragtning for udstedelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, at dokumentet kun anfører 15 garanter for markgreven, mens selve texten kræver et antal på 20. Men efter de 15 navne er der ladt en hel linie åben i originalen, sikkert for senere at kunne indføje de navne, der manglede. Forbundsbrevet får herved noget ufærdigt over sig. Særlig må dog beseglingen påkalde opmærksomheden i så henseende. Kun markgrev Albrekt har hæftet sit segl ved, ikke kejser Otto. Og der er ikke snit efter andre sigiller end markgrevens, så der har fra først af været dette ene, ikke flere. Markgrev Albrekt har forseglet overenskomsten, til trods for at garantlisten var ufuldstændig. Dette forhold har da ikke været så afgørende, at det efter hans opfattelse hindrede, at aftalen kunde træde i kraft. Måske har kejseren og hans mænd set anderledes herpå. I hvert fald mangler det kejserlige sigil, som man måtte vente hang ved. Her kan henvises til korroborationsformlen, der udtrykkeligt fremhæver det fælles ønske hos de to parter om at sætte overenskomsten op i skriftlig form og få den forseglet, omend den ikke direkte forlanger, at de begge besegler. Den mulighed må herefter tages i betragtning, at kejser Otto har undladt at forsegle aftalen og dermed undladt at sætte den i kraft.