Til biskop Christianus af Preussen.

Mens andre er kaldede til at få andel i omsorgen, er den høje pave blevet valgt til magten i dens helhed, og som den, der håndhæver de kanoniske regler, gør han ikke uret mod retten, hvis han giver dispensation, når truende nød og indlysende gavn kræver det, særlig ikke, når dispensationen løsner rettens bånd på eet punkt, således at det ikke opløses på andre, og dersom han velvilligt udviser en særlig nåde på en sådan måde, at den ikke tilintetgør styrken af den almengyldige bestemmelse. En meddelelse, der er forebragt os fra dig og adskillige andre fyrster og stormænd har nu åbenbaret, at der er opstået ødelæggende og dødbringende krige og fjendtligheder — da menneskefjenden har sået sit ugræsN — mellem vor meget kære søn i Kristus Valdemar, de Danskes berømmelige konge, og Otto af Lyneborg, hans søstersøn, på den ene side, og den højbårne mand markgrev Albrekt af Brandenburg på den anden i den grad, at den ene tørster efter den andens blod og i døden hungrer efter kød, foruden den ofte anrettede ynkelige nedsabling af mennesker fra begge sider, af brænding af landsbyer og andre umenneskeligheder, som det vilde være for langt at fortælle i enkeltheder. Heraf følger, at den hjælp, der først og fremmest kunde skaffes de omvendte i Preussen ved kong Valdemar, hans søstersøn Otto og førnævnte markgreve, eftersom de er naboer til samme land og har rigeligt så vel af folkemængde som af andre goder, i høj grad forhindres, og et stort antal sjæle ynkeligt omkommer. Derfor har I i ydmyghed bønfaldet os om, at vi, da førnævnte markgreve kunde ønske at give nævnte Otto sin datter til ægte, af det apostoliske sædes velvilje vilde værdiges for fredens godes skyld og for at bringe ovennævnte krige og fjendtligheder til ophør at give dispensation til, at de kan indgå ægteskab i fjerde gradN, ganske særlig, da disse samme, hvis kimen til uenigheden mellem dem bringes ud af verden ved dette ægteskab, lover til gengæld, at de vil yde dig og de døbte i Preussen en passende hjælp. Idet vi altså i Herren nærer fuld tillid til dig, kloge broder, bøjer vi os for dine og nævnte højbårnes bønner og befaler ved denne vor apostoliske skrivelse, at du i disse ting på vor myndighed fastsætter, hvad du i overensstemmelse med Gud finder bør fastsættes.

Givet ved S. Pietro i Rom den 26. maj i vort pavedømmes tredie år.