Honorius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, hilsen og apostolisk velsignelse.

Idet vi elsker dig personligt med en inderlig kærlighed i Herren, står til tjeneste for dig, høje konge, såvidt vi kan for Gud, og ikke, sålænge vi vil kunne undgå det, ønsker at vredes på dig, retter vi med nådigt og villigt sindN vore bønner, opfordringer og påmindelser til dig om at undgå at krænke Gud og undvige vanære blandt menneskene, ivrigt at søge din sjæls frelse og gøre dig fortjent til hæder og pris. Da nu Herren, der har magt øver alt og al kødets ånd i sin håndN, som en af sine nådegaver har ophøjet dig til et jordisk riges tronstol, og du ikke kan yde ham gengæld for alt, hvad han har tildelt og gengældt dig med, eftersom skabningen ikke på sin side kan gøre Skaberen fyldest, må du på enhver måde agte dig for, at han ikke anklager dig for utaknemmelighed, da den utaknemmeliges håb i henhold til den vises udsagn smelter bort som vinterens isN, men, for at du kan befordres fra nåde til nåde, bør du føje dig efter Guds vilje på en sådan måde, at du kan ombytte det jordiske riges forgængelige herlighed med den evige lyksaligheds. Men da der altså netop nu er håb om, at mangfoldige folkeslag vil træde ind ad den store, åbne dør til tro på Kristus i Herren, da Saracenere og hedninge i overensstemmelse med det evangeliske ord kaldes hid som fra vantroens indhegninger og tvinges til at træde indenforN, og andre får, som endnu ikke hører Kristi fold til, ledes hid, for at der kan blive een fold og een hyrdeN, bør du fryde dig over, at Kristi menighed tager til i tal og fortjenester, og du er forpligtet til selv at yde virksom hjælp og bistand hertil. Det er derfor ikke uden grund, at vi forundrer os over, at du, da Herren har omvendt talrige hedninge i Livland til den sande, katolske tro, og endnu flere forhåbentlig vil blive omvendt i den nærmeste tid, i denne sag søger at skaffe dig timelige fordele og for at lægge de omvendte og dem, der skal omvendes, under dit herredømme ved at spærre havnenN for skibe modsætter dig, at de, som ved Herrens indgivelse ønsker at drage de nyomvendte til undsætning, kan sejle over havet derhen. Og skønt vi af faderlig kærlighed omhyggeligt har påmindet dig ved et brevN om ikke at gøre dette, har vore påmindelser lydt forgæves, og du synes herved uden årsag at udfordre Herren imod dig, når du lægger alvorlige hindringer i vejen ikke blot for omvendelsen af dem, der skal omvendes, men også for de omvendte, så de tvinges til at vende sig bort. For at du altså ved gentagne påmindelser til fulde kan erkende sindelaget hos den, der påminder, og virkningsfuldt udføre, hvad du påmindes om, retter vi i Herren vor bøn, påmindelse og opfordring til dig, høje konge, om i klogskab at betænke, at det intet gavner et menneske, om han vinder den hele verden, men tager skade på sin sjælN, og på ingen måde modsætter dig, at der med alle midler bringes undsætning til de førnævnte omvendte, men åbner havnen for dem, der bringer den, for at Herren skal åbne himmelens port for dig, og lader de skibe, som du siges hidindtil at have spærret for, få adgang, og ikke bliver behersket af herskelyst i en sådan grad, at du ønsker at underkaste dem trældom, som Kristus har kaldt eller vil kalde hid til frihed, for at du ikke som kongen, der ikke kendte den sande JosefN, skal synes at ville hjemsøge Herrens folk, han som har magt til at udfri det af dine hænder, således som han ønsker det. Derimod bør du for at sone den tidligere brøde og gøre dig fortjent til nåde i fuldere mål på betimelig vis ved råd og dåd støtte vore ærværdige brødre, biskopperne Albertus af Livland, Bernhardus af Selburg og Hermannus af Leal og de andre, som med omhu og iver søger at vinde folket i nævnte egne for Herren, og du skal fra ham, som ikke lader noget godt uigengældt, men ej heller lader noget slet slippe ustraffet, modtage en kærkommen løn til gengæld. Men sørg for denne gang at efterkomme vore bønner og påmindelser på en sådan måde, at du glæder os ved din tro og hengivenhed i Kristus og med rette gør os til skyldnere over for dig, høje konge. Men i modsat fald vil vi, for at vi ikke skal fortjene at blive svigtet af Kristus, på ingen måde svigte hans sag, men gå videre, hvor meget vi end ønsker at stå til tjeneste for dig i din ophøjethed, eftersom man jo dog ikke bør stå til tjeneste for et menneske imod Gud, hvem man bør tjene imod alle mennesker.

Givet i Viterbo den 19. april i vort pavedømmes fjerde år.