Tekst og udgave
forrige næste

Tekst efter Aa:

Innocencius episcopus seruus seruorum dei. dilecto filio fratri Nicolao. elemosinario monasterii Trenorchiensis. capellano dilecti filii nostri. P. tituli sancti Marcelli presbiteri cardinalis in partibus Dacie nuncio nostro. salutem et apostolicam benediccionem. ♦ Bone memorie . . Roskildensi episcopo per carissimum in Christo filium nostrum <. .> illustrem regem Dacie/ qui castrum de Kopmannehafn. cunctosque redditus ad eundem episcopum pertinentes fecerat occupari exulare compulso/ per fratrem Symonem de ordine fratrum minorum ad regnum Dacie super hoc a nobis specialiter destinatum et per ipsius regni prelatos super restitucione predictorum facienda et securitate prestanda ipsi episcopo de commorando pacifice in regno predicto moneri fecimus dictum regem/ et quia idem eorum monitis minime acquieuit. dictus frater de premissis cognita ueritate. uenerabili fratri nostro . . Lundensi archiepiscopo eiusdem episcopi nomine cuius tunc super hiis procuracionem gerebat. Roskildensem ecclesiam. castrum ipsum. et alia bona episcopalia sentencialiter assignauit prout sibi de auctoritate mandati apostolici competebat iniungens quibusdam canonicis eiusdem ecclesie. ut quidquid de bonis ad dictum episcopum spectantibus sui exilii tempore perceperant/ et que potuerunt percipi. eidem restitui procurarent in contradictores et nominatim in Hastinum presbiterum et quosdam laycos Roskildensis dyocesis pro eo quod de predictis aliqua detinentes ea restituere denegarunt/ et in omnes generaliter. qui impedirent. uel prohibere presumerent. reddi eidem episcopo iura sua uel de bonis suis preter ipsius aut sui procuratoris assensum distraherent aliqua excommunicacionis sentencia promulgata/ ♦ Quibus rex predictus auditis econtra sub certa pena prohibuit. ne quis eidem episcopo uel procuratori suo de bonis episcopalibus responderet. nec reuocare uoluit inhibicionem huiusmodi. licet eum super hoc per nostras duximus litteras commonendum/ sicque dictus episcopus finiuit in exilio uitam suam/ ♦ Quia uero firmiter credimus quod si prefatus rex contra eundem episcopum ex quacumque causa concepit/ eo subtracto de medio cohibebit de facili super hiis animi sui motum usus consilio saniori/ presertim cum uenerabilis frater noster . . successor eiusdem episcopi celsitudini regie gratum reddere se proponat iuribus ecclesie sue saluis. discrecioni tue per apostolica scripta mandamus quatenus personaliter ad regnum ipsum accedens predic tum regem moneas efficaciter et inducas ut castrum et alia supradicta percepta de iuribus eiusdem successoris a tempore exilii predecessoris sui et que percipi potuerunt dicto successori cum debita restauracione dampnorum et satisfaccione iniuriarum que medio tempore sunt illata per ipsum ecclesie supradicte restituere sine qualibet diminucione procuret/ et ecclesie Roskildensis castri eiusdem. ac omnium ad ipsum spectancium. faciat eum pacifica possessione gaudere/ ♦ Quod si monitis tuis acquiescere forte noluerit/ tu per te uel per alium seu alios in negocio procedens de plano et sine iudicii strepitu/ conuocatis prelatis ubi commodius et tucius fieri poterit eciam si oportuerit extra regnum predictum. dummodo circa fines ipsius et aliis quos uideris huiusmodi negocio expedire. loca ad que idem rex uel nobiles seu quiuis alii detentores bonorum et iurium episcopi eiusdem deuenerint. quamdiu fuerint ibi. supponas auctoritate apostolica. ecclesiastico interdicto ita quod nullum ibidem celebretur diuinum officium preter penitencias moriencium et baptismata paruulorum/ ut sic saltem talia perpetrantes rubore correpti per satisfaccionem se deo reconcilient. a quo per offensam huiusmodi longius recesserunt\ non obstante si eidem regi uel aliis quibuscumque personis sit ab apostolica sede concessum ne extra regnum ipsum uocari. uel in personas suas excommunicacionis/ uel predictum regnum. aut terras quorumlibet eorundem interdicti sentencia ualeat promulgari/ uel quauis eiusdem sedis indulgencia. per quam mandati nostri execucio super hoc impediri ualeat seu differri. aut de qua plenam et expressam fieri oporteat in presentibus mencionem/ et si ex indulto sedis predicte. aliquis tui ordinis fili. N. de causis cognoscere uel eas exequi minime teneatur/ et constitucione de duabus dietis edita in concilio generali ♦ Datum Lugduni. vii. ydus maii. pontificatus nostri anno septimo.

2 P. = Petri.

4 . . = Nicolao] mgl. Aa.

5 carissimum)] karissimum Ab.

— . . = Ericum.

12 . . = Uffoni.

30 . . = Iacobus.

9 ubi] ut Aa.

12 episcopi eiusdem] eiusdem episcopi Ab.

23 N. = Nicolae.

24 concilio] consilio Ab.

24: c. 28 X de rescriptis I 3.

Innocens, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sin elskede Søn, Broder Nicolaus, Almisseindsamler i Klosteret Tournus, Kapellan hos vor elskede Søn Petrus, Kardinalpresbyter af S. Marcello, og vor Nuntius i Danmark, med den apostoliske Velsignelse.

Da Biskop Niels af Roskilde, salig Ihukommelse, af vor kære Søn i Kristus Erik, Danmarks høje Konge, som havde besat den befæstede By København og beslaglagt alle de Indtægter, der tilkom Bispen, var blevet tvunget til at drage i Landflygtighed, lod vi ved vor Broder Simon af Franciskanerordenen, som vi i denne særlige Anledning udsendte til Danmarks Rige, og ved Prælaterne i Riget Kongen formane til at give det ovennævnte tilbage og yde Bispen Sikkerhed for, at han i Fred kunde blive i Riget. Men eftersom Kongen ikke tog Hensyn til deres Formaninger, tilkendte nævnte Broder Simon efter at have faaet oplyst Sandheden om det foran anførte ved Dom vor ærværdige Broder Ærkebisp Uffe af Lund, paa Bispens Vegne som hans Stedfortræder i denne Sag, Kirken i Roskilde, den befæstede By og det andet Bispegods, hvilket var hans Ret i Kraft af det apostoliske Hverv. Han paalagde derfor nogle Kanniker ved samme Kirke, at de skulde sørge for at tilbagegive Bispen alt, hvad de under hans Landflygtighed havde oppebaaret af Indtægter, der tilkom ham, tilligemed, hvad de havde kunnet oppebære. Over dem, der nedlagde Indsigelse herimod, og med Navns Nævnelse over Præsten Hasten og nogle Lægmænd fra Roskilde Stift afsagde han en Banlysningsdom, fordi de var i Besiddelse af noget af det ovennævnte og nægtede at give det tilbage, og overhovedet over alle, som hindrede eller dristede sig til at modvirke, at, det, der retteligt tilkom Bispen, blev givet ham tilbage, eller som uden hans eller hans Stedfortræders Samtykke solgte bort af hans Ejendom. Men da Kongen havde hørt dette, forbød han tværtimod under en nærmere fastsat Straf, at nogen maatte staa Bispen eller hans Stedfortræder til Ansvar med Hensyn til det biskoppelige Gods, og han vilde ikke tilbagekalde dette Forbud, skønt vi ved vort Brev fandt at maatte formane ham dertil. Og saa endte Bispen da sit Liv i Landflygtighed.

Nu tror vi fuldt og fast, at den nævnte Konge, selvom han af en eller anden Grund har baaret Nag til denne Biskop, efter hans Bortgang let vil kunne formaas til at følge et fornuftigt Raad og tøjle sit oprørte Sind, især da vor ærværdige Broder Jakob, nævnte Biskops Efterfølger, er besluttet paa at vinde den høje Konges Naade, naar blot hans Kirkes Rettigheder ikke krænkes. Derfor paalægger vi Dig, vise Broder, ved denne apostoliske Skrivelse, at Du personlig begiver Dig til dette Rige og eftertrykkeligt bevæger Kongen til at lade den befæstede By tilbagegive til Bispens Efterfølger, og hvad man ellers har oppebaaret af denne Efterfølgers Rettigheder fra den Tid, hans Forgænger drog i Landflygtighed, samt hvad man havde kunnet oppebære deraf, med skyldig Skadeserstatning og Bod for de Overgreb, Kongen i Mellemtiden har tilføjet den nævnte Kirke, og det uden nogensomhelst Formindskelse, og lade ham i Fred nyde Besiddelsen af Roskildekirken, den befæstede By og alt, hvad der tilkommer ham. Men hvis Kongen ikke vil tage Hensyn til Dine Formaninger, da skal Du personlig eller ved en eller flere andre gaa frem i Sagen summarisk og uden formelig Rettergang, saaledes at Du sammenkalder Prælater og andre, som Du finder det formaalstjenligt at sammenkalde, hvor det kan ske bekvemt og sikkert, selvom det skulde være nødvendigt at gøre det udenfor det nævnte Rige, naar blot det er nær ved dets Grænser; derpaa skal Du med apostolisk Myndighed lægge de Steder under Kirkens Interdikt, hvortil Kongen, adelige og alle andre, der har tiltaget sig Bispens Gods og Rettigheder, kommer, saalænge de er der, saaledes at der paa det Sted ikke maa holdes nogen Gudstjeneste, bortset fra de døendes Skriftemaal og Smaabørns Daab, for at i al Fald paa denne Maade de, der begaar saadanne Misgerninger, kan gribes af Skam og ved at gøre Bod forsone sig med Gud, som de ved deres Krænkelser har fjernet sig fra. Dette skal Du gøre, uanset om det af det apostoliske Sæde er tilstaaet Kongen eller nogensomhelst anden, at de ikke skal kunne stævnes udenfor Riget, eller at der ikke skal kunne lyses Ban over deres Personer eller forkyndes Interdikt over det nævnte Rige eller alle deres Lande, uanset alle Begunstigelser fra samme Sæde, som kan hindre eller opsætte Udførelsen af vort Paabud eller som udførligt og udtrykkeligt skal omtales i dette Brev, uanset om efter Pavestolens Bevilling intet Medlem af Din Orden, vor Søn Nicolaus, er pligtigt at undersøge og udføre saadanne Sager og uanset Bestemmelsen om de to Dagsrejser, som er udstedt paa det almindelige Kirkemøde. Givet i Lyon den 9. Maj i vort Pontifikats 7. Aar.