© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter 2514:
Quamquam offensa et excessus graues, quibus domini, Lundensis archiepiscopus et Roskildensis episcopus nos et regnum nostrum multipliciter contra deum et iustitiam offenderant, prout plures regni nostri non ignorant, nec uestram, ut credimus, late<n>t prudentiam, qui hæc in eodem nostro regno existentes a pluribus fide dignis fide oculata potuistis intelligere et audire. quamquam etiam per citationem, qua nos citari mandastis ad locum minus tutum ac nobis multiplici de causa suspectum: nec non per sententiam quam contra nos et regnum nostrum de facto tulisse dicimini, sentiamus nos contra iustitiam prægrauatos, attendentes tamen deuotionem et obedientiam, quam progenitores nostri quondam reges Daciæ ad reuerendam matrem nostram, sanctam Romanam ecclesiam habuerunt, quorum nos uestigia imitari cupientes, ipsam matrem ecclesiam et uiros ecclesiasticos cum omni humilitate et deuotione honorare intendimus, ac pro iuribus eorum defensandis, quantum cum deo possumus et iusticia contendere uires nostras. ideo uenerabilem patrem dominum Es. Ripensem episcopum ad uestræ paternitatis potentiam transmittimus committentes eidem ut ipse prædictis archiepiscopo et episcopo et aliis eorum collegis ex parte nostra et dilectæ matris nostræ dominæ reginæ cum effectu offerat et faciat omnem securitatem, quam ipsis de iure facere tenemur, redeundi ad ecclesias et loca sua, ac per suas prouincias transeundi, licet eos non expulimus nec expelli mandauimus, quam etiam securitatem paratos nos offerimus facere cum effectu. ita tamen, quod idem archiepiscopus et episcopus extraneas personas in regnum nostrum non introducant, ex quibus uel per quas regnum nostrum turbari possit uel aliquibus commotionibus molestari. ♦ Quam etiam securitatem ab eisdem archiepiscopo et episcopo nobis et nostris petimus uersa uice exhiberi. ♦ Item etiam ex parte nostra et ipsorum nominentur de regno nostro uiri prouidi et discreti, qui dominum habentes præ oculis, causis utriusque partis diligenter inspectis, ipsas causas de uestro consilio et prouidentia terminent iusto modo. ♦ Quod si prædicti archiepiscopus et episcopus ea, quæ præmissa sunt, attentare uel admittere recusauerint, paternitati uestræ humiliter supplicamus, quatenus, nos et regnum nostrum ab eorum infestatione absoluere dignemini, prædictam, quam contra nos de facto tulisse sententiam dicimini, exigente iustitia, retractantes, ♦ Alioquin nos sentientes nos de nouo grauari, præsertim cum pro innocentia nostra ostendenda, ultra quod facere non poterimus, iterato in scriptis sedem apostolicam appellamus, appellationes nichilominus prius factas tenore præsenti innouantes.
15 offensa] Acta Proc. Lit., offensas ms., (per) offensas Gertz. 18 late<n>t] latet ms. – qui] 2574, quæ 2513. – hæc] 2514, hoc 25173. – nostro] mgl. 2513. 23 tamen) 2574, tamen ad 2513. 25 cupientes] 2513, incipientes 2574. 27 iuribus] 2574, uiribus 2573. 28 deo] 2574, domino 2573. – uenerabilem] 2514, uenerandum 2573. 29 Es. = Esgerum] 2573, Eskillum 2574.
5 introducant] 2574, introducat 2573. 8 item etiam] 2574, ita tamen ut 2573. 9 discereti] 2574, diserti 2573. 15 dicimini] 2574, dicemini 2573. 18 præsenti] rettet til præsentium 2573.
Skønt den Krænkelse og de grove Overgreb, hvormed Herr Ærkebispen af Lund og Herr Bispen af Roskilde paa mangfoldige Maader har fortrædiget os og vort Rige paa Trods af Gud og Retfærdighed, hvorom de fleste i vort Rige ikke er uvidende, næppe har kunnet undgaa Eders Opmærksomhed, da I jo i samme vort Rige har kunnet erfare og høre det af mange troværdige Øjenvidner — skønt vi fremdeles føler os tyngede mod al Retfærdighed ved den Stævning, hvormed I lod os stævne til et Sted, der var usikkert og af mange Grunde mistænkeligt, samt ved den Dom, som I siges de facto at have fældet over os og vort Rige — agter vi dog i Betragtning af den Fromhed og Lydighed, som vore Forfædre, Danmarks forhenværende Konger, udviste over for vor ærværdige Moder, den hellige romerske Kirke, idet vi ønsker at følge i deres Fodspor, at hædre vor Moder Kirken og Kirkens Mænd med al Ydmyghed og Fromhed og at anstrenge vore Kræfter for at værne deres Rettigheder, saavidt vi kan med Gud og Retfærdighed. Derfor sender vi den ærværdige Fader Herr Esger, Biskop af Ribe, til Eder, mægtige Fader, med det Hverv, at han paa vore og vor elskede Moders, Fru Dronningens, Vegne med Virkning skal tilbyde og stille fornævnte Ærkebisp, Biskop og deres Emhedsbrødre, al den Sikkerhed, som vi efter Loven er pligtige at stille dem, at de kan vende tilbage til deres Kirker og Embeder og rejse gennem deres Provinser, skønt vi ikke har fordrevet dem eller ladet dem fordrive, og denne Sikkerhed er vi villige til at yde dem paa virksom Maade, dog at Ærkebispen og Bispen ikke maa føre udenlandske Personer ind i vort Rige, hvoraf eller ved hvis Virksomhed vort Rige kan komme i Oprør eller udsættes for Forstyrrelser. Og denne Sikkerhed beder vi ogsaa om fra Modpartens Side af Ærkebispen og Bispen for os og vore. Fremdeles skal der fra vor og deres Side blandt Rigets Indbyggere udnævnes kloge og gode Mænd, der med Gud for Øje og efter nøje Prøvelse af begge Parters Klagemaal kan bringe Afgørelse i Sagerne paa rette Maade, bistaaet af Eders Naade og Forsyn. Men hvis fornævnte Ærkebiskop og Bispen nægter at forsøge eller gaa ind paa det, som ovenfor er fremstillet, saa beder vi ydmygt Eder, vor Fader, om at I vil værdiges at fri os og vort Rige fra deres idelige Overgreb, derved at I efter Retfærdighedens Krav tilbagekalder den Dom, som I siges de facto at have fældet over os. I modsat Fald føler vi, at vi paany fortrædiges, navnlig da vi ikke kan gøre mere for at bevise vor Uskyld (end at tilbyde Afgørelse ved Nævninger), og vi appellerer derfor atter skriftligt til Pavestolen, hvorhos vi ved dette Brev fornyer de tidligere indgivne Appelskrivelser.
Datering: Brevet er udstedt i september, sandsynligvis henimod maanedens slutning, jfr. Paludan Müller i Vidensk. Selsk. Skr. V hist.-philos. Afd. bd. 4 p. 368; Norvin i Scandia V (1932) p.287 f.