Vilhelm, ved Guds Langmodighed Abbed af Prémontré, til de ærværdige og elskede Brødre med Kristus, Abbederne, Priorerne og Provsterne af Præmonstratenserordenen i Danmark og Norge, Hilsen og oprigtig Kærlighed med Gud.

Af alle de Ting, vort Hjerte særligt længes efter, nærer vi først og fremmest det Ønske, at ikke blot vor Ordens nærliggende Kirker, men ogsaa de fjerne, i vor Tid skal nyde en saadan Fremgang med Hensyn til aandelig og timelig Fordel, at Gud uafbrudt æres i Ordenen, at Ordensreglen overholdes, og at de fælles Bestemmelser iagttages, som kan øge Orde nens Ære. Til at iagttage og omhyggeligt udføre alt dette for Eders Sjælefrelses Skyld opfordrer jeg med faderlig Omhu Eder alle hver og en, for at I alle kan være enige i dette med HerrenN og opfylde det ved Udøvelsen af gode Gerninger. Men efterdi store Afstande ligger mellem os og Eder, saaledes at det er saare vanskeligt for Eder at komme til os paa den Tid, hvor der holdes Generalkapitel, og at I hyppigt ved at sætte over Havet om Vinteren bliver udsat for farlige Storme, indrømmer vi Eder af denne Grund i Lighed med C. og G., Præmonstratensernes forhenværende Abbeder, salig Ihukommelse, ved dette Brev af særlig Naade og Miskundhed, at — da I er fire Prælater i DanmarkN — hver af Eder skiftevis hvert fjerde Aar skal besøge Kirken i Prémontré, Eders Moderkirke, paa St. Hans Dag saaledes at I begiver Eder afsted efter Paaske, for at I paa denne Maade baade under Udrejsen og Hjemrejsen kan have gunstigt Vejr, dog saaledes at hvert fjerde Aar altid Provsten af Børglum skal komme til Prémontré paa dette Tidspunkt og medtage Abbeden af Tønsberg. Vi har fremdeles ved sikker Indberetning erfaret, at utaaleligt Fordærv og Forfald af vor Orden har bredt sig i dens Kirker i Danmark, nemlig at Brødre, som forser sig i Ordenen og derfor sendes bort for at raade Bod paa deres Udskejelser, forsøger at undfly Ordenens Tugt, idet de ikke opsøger de Kirker, hvor de skal lide deres Straf, men tager hen, hvor deres eget Ønske fører dem, og efter eget Forgodtbefindende finder Folk, der vil modtage dem i Ordenen, hvorved Ordenstugten svækkes. Vi forbyder derfor, at dette overhovedet finder Sted i Fremtiden, idet vi fastsætter, at baade de, der optager saadanne, og de, der lader sig optage, ved selve denne Handling paadrager sig Banlysningsdom, medmindre de førstnævnte skriftligt har faaet særlig Tilladelse til at optage de sidstnævnte af disses Abbeder. Lev vel. Givet i Prémontré paa vort Generalkapitel i det Herrens Aar 1289, første Søndag efter Trinitatis.