Til sammeN. Hør, min Søn, og indprent Dig nøje Din Faders Ord, naar han ønsker, at Din Frelse og Ophøjelse maa skride lykkelig frem. Sandelig bør Du tage i Betænkning og mærke Dig nøje, at blandt Din Sjæls Ønsker det bør være særlig betydningsfuldt og fremtrædende, at Du ved rosværdige Handlinger og gode Gerninger gør Dig kær og velbehagelig for ham, ved hvem Du vides at have faaet Din Kongeværdighed, for at Du efter Udgangen af dette Liv, som ikke har noget blivende Sted, kan fortjene at faa en Plads i Himmeriges Rige. Det sømmer sig desuden for Din Majestæt, høje Konge, at optræde mildt og velvilligt overfor Dine egne Undersaatter, idet Du ikke tilføjer dem nogen Uret eller lader andre tilføje dem Uret, og at vise alle den fulde Retfærdighed, som befæster Fyrsternes Troner, samt at lade andre omhyggeligt vise denne Retfærdighed uden nogensomhelst Personsanseelse. Eftersom nu det uværdige og fornærmelige Fangenskab, hvori Du holder vor ærværdige Broder Ærkebiskop Jens af Lund, Sveriges Primas, er Gud, hvis Tjener han er, til Mishag, skaber alvorlig Uro i Kirken, formørker Dit Navns straalende Ry og vækker Forargelse i de troendes Sind, skal Du af Ærbødighed for Gud, det apostoliske Sæde og os naadigt gengive ham Friheden og, som vi ved vort andet BrevN forlanger af Dig, frit tillade ham at rejse ned til os, idet Du klogt mærker Dig, for hvor store Farer og hvor stort Vanry Din Stilling udsættes, hvis denne fornævnte Ærkebiskop, hvad Gud forbyde, skulde afgaa ved Døden, medens han sidder i Fængsel, eller han ellers paa nogen Maade skulde miste Livet, saaledes at Du paa en eller anden Vis var medvirkende dertil ved Raad, Støtte eller Gunst. Mon det apostoliske Sæde skulde kunne lade en saa stor Misgerning ustraffet? Maatte det ikke snarere løse Dine Undersaatter, af hvilken Rang eller Stand de end maatte være, fra det Vasal- og Troskabsforhold og den Ed, hvorved de er forpligtede over for Dig, ja endogsaa efter Retfærdighedens Bud berøve Dig Dit Rige og ved at lade prædike Korstog imod Dig opfordre Folkene i de omliggende Lande til at fordrive Dig. Dette skriver vi visselig til Dig, Søn, ud af den store Kærlighed, hvormed vi omfatter Dig i Herren, og det er vort faste Haab, at Du, høje Konge, virksomt vil føje Dig efter vore Ønsker og ikke undlade at sende Udsendinge til os, som vi ved samme BrevN paalægger Dig, for at Din og Dit Riges Stilling, der, hvad vi af troværdige Beretninger erfarer, paa Grund af mange Slags Uenighed, der for længe siden er brudt løs i Riget, ses at være stærkt rokket, ved det apostoliske Sædes omsigtsfulde Klogskab med Guds Hjælp kan forbedres. Nu udsender vi derfor vor elskede Søn, Isarn, Ærkepræst i Carcassonne, vor Kapellan og Nuntius, nærværende Brevviser, til Dig, for at han fra os skal overgive Dig Brevet og efter den Naade, Gud har skænket ham, med Flid og Omhu bevæge Dig til det ovenfor udtalte og give Udtryk for vore Ønsker i dette Anliggende, som vi mundtlig har betroet ham det. Ham skal Du vise Tillid og gennem ham skal Du meddele os Din kongelige Vilje. Givet som ovenfor.