Erik, de Danskes og Venders Konge, til den allerhelligste Fader og Herre i Kristus, Herr Bonifacius, af Guds Forsyn den hellige og almindelige romerske Kirkes øverste Biskop, fromme og ydmyge Kys paa hans Helligheds Fod.

Skønt en kærlig Fader undertiden kan klage over en forhærdet Søn, maa han udrive Faderkærligheden af sit Hjerte, om han ikke tager imod Sønnen, naar han vender hjem. Sandelig, allerhelligste Fader, dersom blot Eders ærværdige Hellighed vilde værdiges at betænke, hvor mange bitre Sorger jeg har haft fra min spæde Barndom, da jeg maatte se min Fader, Kongen, forræderisk myrdet af sine Avindsmænd, hvor store og hvor mange Trængsler de har bragt over mig tilligemed den afskyelige, træske Ærkebiskop Jens af Lund, der i særlig Grad er Skyld i min Faders Død. Denne Ærkebiskop Jens baade er og har altid været den, der begunstigede og beskyttede min Faders Mordere, og han har uophørligt arbejdet paa ogsaa at volde mig og mit Rige mange Ulykker og megen Sorg. Thi nævnte Ærkebiskop lod sig ikke nøje med min Faders Død, men pønsede ogsaa paa min, mine Brødres og de Stormænds Død, som stod paa min Side, og han sammensvor sig paany aabenlyst med min Faders Banemænd og andre aabenbare Dødsfjender af mig og mit Rige, og disse mine Fjender optog han og optager han stadig i Strid med den Troskab, han er mig skyldig, i Borge og paa Steder, som han har fra mig i Riget. Og se, helligste Fader, nu først har, om det er ret at sige det, Eders for mig saa haarde Dom og Interdiktet over Riget samt den Fare, der maa befrygtes fra et Folk, der vil være tilbøjelig til at glide ud i en endnu tungere Forbrydelses BrødeN, fra alle Sider yderligere bragt Sorger over mig, som ikke er mindre, men langt større end de tidligere. Og selvom jeg af Ærbødighed for Eders Hellighed og det apostoliske Sæde kunde ønske at forlade samme Ærkebiskop hans nævnte og andre Forbrydelser, for hvilke hans timelige Gods er blevet beslaglagt, og at lade ham beholde(?) noget af det nævnte Gods efter Eders Nuntius' og Rigets Bispers Ønske og med Hensyn til andet Gods yde Erstatning, for saa vidt jeg maatte være i Stand dertil ved mine Undersaatters Hjælp, kunde jeg dog aldrig blive forligt eller forsonet med ham. Saa ydmygt jeg kan, bønfalder jeg stadig Eders Hellighed i al Barmhjertighed, at I i Eders Fromhed vil værdiges at tage barmhjertigt imod mig, at ikke Riget skal lægges øde og hele Folket gaa til Grunde; thi hvad har de gjort, eftersom de er som Faar? Jeg bønfalder om, at Peters Sværd maa stikkes i SkedenN, og at Kristi Stedfortræder, eller rettere Kristus selv, vil læge sin Tjeners Øre, saa han igen kan faa Kirkens Sakramenter og frit høre Guds Ord. Alt hvad Eders Hellighed befaler at lægge paa mine Skuldre, vil jeg, saa haardt det end vil falde mig, ikke undslaa mig for. Hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad Din Tjener høreN. Den gode Gud bevare Eders Hellighed længe og vel.