© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Uniuersis presentes litteras inspecturis Esgerus. diuina permissione archiepiscopus Lundensis. Suecie primas. salutem in eo qui est uera salus ♦ Inter sollicitudines. debite nostri officii diligencie incumbentes continua sollicitudine reuoluimus ac diligenti studio ac. studiosa diligencia sollicitamur. ut iuxta credite nobis dispensacionis officium. statum nostre Lun densis ecclesie et cleri/ precipue. cum eadem. regnorum Dacie et Suecie mater est et metropolis. diuina suffragante gracia. pro subditorum commodis. et ipsius gloriosissimi domini nostri Iesu Christi. infallibilis et incommutabilis. debita ueneracione. quantum nobis ex alto concessum est. in melius reformare ualeamus. ♦ Hoc est qu<od> profecto desiderabiliter exquirimus. et ad id. iugi sollicitudinis studio animus inardescit. ♦ Quam dampnosa autem sit ecclesiis. diuini cultus subtractio. quot dispendiis periculosa sit animabus. et quanta inconuenientia et ignominiosa cecitas corporis tam in clero quam in populo inde generatur. ipse ecclesie nostre prelibate. cuius regimini* sollicita sanctissimi patris ac domini nostri Clementis pape quinti. nos licet immeritos prouisio dudum pretulit. status iam exacte consideratus. et ipsa experiencia. efficax rerum magistra. necnon et retroacti consideracio temporis. nos euidenter edocent et informant ♦ Uerum quia a prima canonicorum in nostra predicta ecclesia institucione. talis hucusque fuerat consuetudo. ut ipsorum canonicorum. duodecim solummodo essent uicarii. qui pro sui sustentacione et laborum suorum emolimento. modicum satis de quolibet canonico hucusque sallarium receperant ♦ Nunc uero. inualescente duricia temporum. ac nimia rerum crescente caristia. ipsis uicariis. dictum emolimentum congrue. minime sufficit. immo non nulli ipsorum quod dolenter referimus. uite sustentacionem non habentes. coguntur plerumque acquirere mendicando. propter quod. reprehensibile iudicari non debet .. si secundum uarietatem. huiusmodi rerum et temporum. statuta uarientur humana. et nouis incumbentibus morbis. noua conuenit remedia adhiberi. ♦ Nos igitur summopere intendentes. ut cultus diuinus propensius excerceatur ut decet. congruis laudibus et condignis et ut multiplicato personarum deo psallencium numero. laus dei cum cantico clarius elucescat. et populi deuocio. sinceris magis affectibus et pocioribus obsequiis augeatur. considerantes eciam quia nature et sacris canonicis institutis consonum sit illos non recusare onera. qui rerum commoda amplectuntur. et quod os bouis triturantis. ligari non debet. sed qui altari seruit. uiuere debeat de altari ex deliberato animo et unanimi consensu dilectorum nobis. Karoli prepositi et capituli nostri Lundensis. hoc irrefragabili et in perpetuum ualituro statuto sanccimus. ut quilibet canonicorum Lundensium. tam absentes quam presentes. sacerdotalem habens prebendam. sacerdotem ydoneum deinceps habeat in uicarium qui uero diaconalem. diaconum. qui autem subdiaconalem, subdiaconum. per quorum sollerciam et assiduam diebus et noctibus chori frequentacionem. una cum aliis congruis remediis ad eiusdem chori reformacionem tam iam prouisis et inuentis quam eciam <inueniendis> inposterum diuina nobis cooperante gracia. credimus et speramus. et diuinum officium posse congrue et laudabiliter excerceri. et populi deuocionem exinde deo propicio augmentari. ♦ Quibus equidem uicariis singulis scilicet <sacerdotibus> in duodecim marchis denariorum. diaconis autem singulis et subdiaconis. in decem marchis denariorum eiusdem monete. per singulos ipsius Lundensis ecclesie canonicos. secundum ordinem sue prebende annexum ut premittitur. nisi quis. unum uicarium secum tenere uoluerit in expensis. uolumus et sub diuini interminacione iudicii precipimus singulis annis/ perpetuis futuris temporibus prouideri. cum denario fraudari non debeant. in agro dominico laborantes. ♦ In perpetuam huius rei memoriam et euidenciam pleniorem sigillum nostrum una cum sigillo dilecti capituli nostri supradicti. presenti pagine duximus apponendum ♦ Actum et datum Lundis anno ab incarnacione domini moccco terciodecimo kalendas marcii. duodecimo.
1 efter Dacie: scilicet overstreget.
5 qu(od)] quam Aa.
9 regimini) regimini tilføjet med samme haand i marg.
1 canonicorum] tilføjet i marg.: canonicus overstreget i teksten.
6 <inueniendis>] mgl. Aa.
9 <sacerdotibus>] uicariis Aa.
29-30: Deut. 25,4. 1. Cor. 9,9.
Esger, af guddommelig nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges primas, til alle, der får dette brev at se, hilsen med ham, der er den sande frelse.
Blandt de bekymringer, der er en følge af den omsorg, vi skylder vort embede, må vi med stadig ængstelse betænke og med omhyggelig nidkærhed og nidkær omhu være betænkte på, hvorledes vi med forpligtelsen af den os betroede forvaltning som rettesnor — for såvidt det fra det høje er os givet — til fordel for vore undergivne og i skyldig ærefrygt for vor hæderkronede herre, den ufejlbarlige og uforanderlige Jesus Kristus med den guddommelige nådes hjælp kan forbedre vor Lundekirkes og især gejstlighedens tilstand, da denne er Danmarks og Sveriges rigers moder og metropolis. Det er i sandhed dette, vi med længsel higer efter, og herefter brænder vor ånd med stadig bekymring og nidkærhed.
Men hvor skadelig for kirkerne en forringelse af gudstjenesten er, og hvor mange tab og farer en sådan forringelse medfører for sjælene, og hvor megen uværdighed og vanærende blindhed for legemet der deraf opstår såvel i gejstligheden som i folket, lærer vi og oplyses vi klart om allerede ved en nøjagtig overvejelse af selve vor ovennævnte kirkes tilstand, hvis styrelse vor højhellige fader og herre pave Clemens den femte i sin omhyggelige omsorg fordum har overdraget os, skønt uden vor fortjeneste, samt ved selve erfaringen, livets bedste læremester, og ved en betragtning af den forbigangne tid.
Ganske vist har der fra den første indsættelse af kanniker i vor fornævnte kirke hidtil bestået den skik, at der kun skulde være 12 vikarer for selve kannikerne, som til deres livsophold og som vederlag for deres arbejde af hver kannik fik en temmelig beskeden løn.
Men nu, da tiderne er ved at blive hårdere og priserne på alting stiger stærkt, slår nævnte vederlag for vikarerne ingenlunde til, tværtimod har nogle af dem, hvad vi med smerte må berette, ikke det nødvendige til livets ophold og tvinges som følge deraf til at skaffe sig størstedelen ved tiggeri; man må derfor ikke anse det for forkasteligt, om menneskelige bestemmelser ændres, når forholdene og tiderne ændrer sig, og om man finder det passende at anvende nye midler mod nyopdukkende sygdomme.
Da det i højeste grad er vor hensigt, at gudstjenesten forrettes mere ivrigt, således som det sømmer sig, med passende og værdig lovprisning, og at Guds pris ved en forøgelse af antallet på de personer, der lovsynger Gud, ved lovsang må stråle klarere, og at menighedens fromhed øges ved mere oprigtig hengivenhed og flittigere tjeneste, forordner vi i betragtning af, at det er overensstemmende med naturlig ret og de hellige kanoniske anordninger, at de mennesker, der nyder godt af de til tingene knyttede fordele, ikke afviser byrderne, og at man ikke skal binde munden på den tærskende okse, men at den, der tjener et alter, skal leve af altret, med velberåd hu og i endrægtig overensstemmelse med vor elskede provst Karl og vort elskede lundekapitel ved denne ubrydelige og evigt gældende forordning at alle lundekanniker, både fraværende og nærværende, der har et præstepræbende, fra nu af skal have en egnet præst til vikar, den der har et diakonpræbende, en diakon, og den, der har et subdiakonpræbende, en subdiakon; ved deres iver og stadige besøg i koret dag og nat samt ved andre passende midler til fornyelse af samme kortjeneste — både dem, som vi allerede har udtænkt og udfundet, og dem, som vi fremtidig ved Guds nådes hjælp <vil udfinde> — tror og håber vi, at gudstjenesten på passende og højtidelig måde kan forrettes, og folkets andagt ved Guds barmhjertighed som følge deraf forøges. Vi erklærer som vor vilje og foreskriver under trusel om Guds dom, at Lundekirkens enkelte kanniker efter den bestemmelse, der er knyttet til deres præbende, således som det forudskikkes, hvert år i al fremtid sørger for disse vikarer, nemlig for hver enkelt præstevikar med 12 mark penge, for hver enkelt diakon og subdiakon med 10 mark penge af samme mønt, hvis ikke nogen foretrækker at underholde en vikar hos sig, da man ikke bør forholde dem, der arbejder i Herrens vingård, deres løn. Til evig erindring herom og til fyldigere bevis har vi ment at burde hænge vort segl under dette brev tillige med vort elskede fornævnte kapitels segl. Forhandlet og givet i Lund år 1313 efter Herrens menneskevordelse, den 18. februar.