Bernhard kaldet Kopman til alle, som ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.

For at det, som sker i tiden, ikke skal forsvinde i tidens løb, anses det for at være overensstemmende med fornuften, at de samme flygtige ting foreviges med skriftens værn og vidners røst. Alle, som får dette brev at se, skal vide, at jeg Bernhard Kopman og mine sønner, nemlig Bernhard, Dietrich, Gerhard, Bruno og Arnold, af fri vilje og ærligt sind efter mine venners enstemmige råd har opladt og overdraget alt vor gods, som ligger til landsbyen Sanitz, til ridder Sigfried von Plön og hans sande arvinger at besidde på retmæssig og gyldig måde med al ret, som vi har haft, og med alle brugsrettigheder og frugter indenfor nævnte landsbys grænser. Vi erkender ligeledes, at vi har haft et brevN på dette jordegods af den ædle herre Erik, de Danskes og Venders konge, men dette har vi mistet, hvad vi kalder Gud til vidne på; hvis det senere skulde blive fundet, skal det ikke have nogen kraft til at gøre krav gældende på nævnte jordegods. For at dette skal forblive fast og anerkendt af os og vore efterfølgere, har jeg Bernhard Kopman og vi rådmændene i staden Ribnitz, Werner, præst i Ribnitz, Arnold v. Vitzen, Frederik Moltke, Günther v. Levetzow, riddere, Ludolf Zeppelin og Reddag mit der Nase, svende, på anmodning af den allerede nævnte Bernhard og hans sønner ladet vore segl hænge under dette brev. Vidner herpå er Henrik v. Dechow, Nicolaus Reddag, riddere, Markvard Stolzenberg, svend, Arnold Kopman, Thie, Otbert v. Zelow, Henrik Schlichtop, borgere i Rostock, Ludolf Dalenburg og mange andre troværdige mænd. Givet i Ribnitz i det Herrens år 1313 onsdag efter Mortensdag.