© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
<1> We Woldemer vnde Johan marcgreuen t{vo} Brandeborch gheuen och [sculd hern Hinrich va]n Mekelenborch dat he de sone de t{vo} Bruderdorpe ghedeghedinghet [wart an vs] ghebroken heft vnde an vse mannen vnd an vsen hulperen dat he se gherouet vnde ghebrant heft mit here beyde de van Wenden vnd herteghen Otten van Stetin de vse hulpere t{vo} der tit waren also dat se eme nv rechtes vor vs en weygherden den we helpen mosten [van not] weghene vnd en des nicht weygheren mochten dor vser eren willen darvmme sint we int orleghe komen des hebbe we groten scaden ♦ <2> De van Mekelenborch antwerdet hirtů aldus ♦ Was de van Wenden in der marcgreuen vrede ghenomen vnd ere hulpere dat dat deme konynghe vnd dem van Mekelenborch nicht ghekundeghet was. ♦ Wat se ouer sunderlike mene vnder sich hadden des hebben se sich ghesonet ghenzliken. ♦ <3> Wat ouer herteghen Otten bejeghende. dat is al na der tit ghescen dat de van Mekelenborch jn velicheyt angheverdeghet wart van den marcgreuen, vnde na der tit dat de marcgreuen de sone broken hadden ♦ <4> Hirup spreke we her Droyseke vnd her Hennyngh van Blankenborch bi vsen truwen vnd vsen eden dat recht si vnde nen rechtere weten noch bevraghen kvnnen dat. de van Mekelenborch der sculde de eme de marcgreuen gheuen van herteghen Otten weghene de ere man vnd ere hulpere is. dat he den angrepen hebbe, dat he des bekennen scole oder vorsaken. ♦ Bekenne hes he scal eme den scaden wederdvn de van siner weghene gheschen si vppe sin recht mit der bute. ♦ Vorsaket hes he magh es vnsculdich werden mit sinem [ede vppen] hilghen. ♦ Dit hebbe we beseghelt mit vsen inghsiglen vnde we her Busse [van der] Dolle vnde her Georgius Hasencop wlborden dit [sulue recht vnde heng]en och hirtů vse insigli\
12 lakunerne er udfyldt efter Mekl.UB. l. l.
15 e. Otten vandret streg.
<1> Vi Valdemar og Johan, markgrever af Brandenburg, beskylder også herr Henrik af Meklenborg for, at han har brudt den sone, der blev dagtinget i Brudersdorf, mod os og mod vore mænd og mod vore hjælpere, at han med sin hær har røvet og brændt hos dem, både hos fyrsten af Venden og hertug Otto af Stettin, som dengang var vore hjælpere, således at de nu med rette modsatte sig ham for os; vi måtte hjælpe dem i deres nød, og vi kunde ikke nægte dem det for vor æres skyld. Derfor er vi kommet i krig, hvorved vi lider stor skade.
<2> Fyrsten af Meklenborg svarer således hertil: hvis fyrsten af Venden var medindtaget i markgrevernes fred og deres forbundsfæller, blev det ikke meddelt kongen og fyrsten af Meklenborg. Men hvilke særlige skader de havde (indbyrdes), derfor har de udsonet sig fuldstændigt. <3> Men hvad der var hændt hertug Otto, det er altsammen sket efter den tid, da fyrsten af Meklenborg under sikkerhed blev angrebet af markgreverne og efter den tid, da markgreverne havde brudt forliget.
<4> Herom siger vi herr Droiseke og herr Henning von Blankenburg på vor tro og på vor ed, at det er ret, og at vi ikke kunde opspørge noget rettere, at fyrsten af Meklenborg med hensyn til de beskyldninger, som markgreverne rejser imod ham på hertug Ottos vegne, som er deres mand og deres forbundsfælle, at han har angrebet ham, at han skal bekende det eller nægte det. Bekender han det, skal han erstatte ham den skade, som er sket fra hans side, efter hans ret med en bod. Nægter han det, skal han bevise sin uskyld med sin ed på relikvierne. Dette har vi beseglet med vore indsegl, og vi herr Busso von der Dollen og herr Georg Hasenkopf stadfæster den samme ret og vedhænger også vore indsegl.
Om dateringen se nr. 440.