Til vor elskede søn magister Bernardus de Montvalent, ærkedegn af Sologne i Bourges kirke.

I vor og vore brødres nærværelse har vor ærværdige broder Esger, ærkebiskop af Lund, fremsat en ynkværdig klage over, atN Erik, Danmarks konge, salig ihukommelse, i sin tid da han endnu levede, på grund af de uhyrlige forbrydelser, han havde begået mod vor ærværdige broder Jens, ærkebiskop af Bremen, dengang af Lund, hans forgænger, og afdøde Jakob, provst i Lund, på deres personer og gods til svær krænkelse af kongernes konge, med pavelig myndighed ved dom var blevet dømt til at betale samme ærkebiskop og kirke 49000 mark sølv, at Isarn, salig ihukommelse, ærkebiskop af Salerno, dengang ærkepræst i Carcassonne kirke, udpeget som eksekutor til at fuldbyrde denne dom med samme myndighed, omsider havde tildelt samme ærkebiskop af Lund og hans kirke alt gods og alle rettigheder, som den nævnte konge dengang havde i Lunds stad og stift og besad personligt eller ved en eller flere andre, med undtagelse af Halland, til erstatning for dette beløb, der ikke blev betalt med fuld ejendomsret, og at dommen med nævnte sædes myndighed senere var blevet ændret derhen, at fornævnte konge skulde gengive samme lundekirke de privilegier, friheder og det gods, som den ejede, da fornævnte overgreb fandt sted, hvis de endnu eksisterede, i modsat fald skulde han give fuld erstatning efter vurdering indtil en værdi af 10000 mark sølv efter lundensisk vægt i fast ejendom, idet Isarn samtidig bestemte, at interdiktsdommen over Danmarks rige og den banlysningsdom over den nævnte konge og hans tilhængere, der var blevet lyst umiddelbart eller middelbart i anledning af det forudskikkede, skulde ophæves, når fornævnte gods ifølge denne ordning blev overgivet samme ærkebiskop og kirke.

Fornævnte konge undlod imidlertid ikke blot at udføre denne overdragelse, men hindrede endog til skade for sin egen frelse, at den fandt sted, idet han tilmed voldeligt fratog samme ærkebiskop og kirke det for nævnte gods, der – som forudskikket – var overdraget dem af nævnte ærkepræst, og endvidere fattede samme konge nag mod gejstligheden og de kirkelige personer i Lunds stad og stift, og dem, der ikke vilde komme til kongens verdslige domstol, hvortil han uretmæssigt lod dem føre, idet han brød deres privilegier og tilmed deres friheder, og sammesteds ikke vilde stå til ansvar overfor andre, hvortil de heller ikke var forpligtede, samt gejstlige og verdslige i nævnte stad og stift, der nægtede at betale nye toldpålæg og akcise, ekstraordinære skatter og uretmæssige opkrævninger og andre utålelige byrder, der blev dem pålagt ifølge befaling fra ham, – deres gods tiltog han sig ved voldeligt overgreb, idet han iøvrigt påførte samme gejstlige og verdslige forskellige straffe og krænkelser.

Og for at udsætte ærkebispen og kirken i Lund for endnu hårdere tryk, forbød han faktisk udtrykkeligt ærkebispens blodbeslægtede, venner og undergivne at bistå ham på noget punkt eller endog at adlyde ham, til uhyrlig undertrykkelse af kirkens frihed, idet han tilmed aftvang dem ed på dette. Og dernæst lod fornævnte konge, for at nævnte ærkebiskop desto sværere skulde trykkes af hans tynger, femten hundrede mark sølv kræve af ham uden al ret, og aftvang ham med magt og ved frygt, som nok kunde gøre indtryk selv på en modig mandN, forskellig sikkerhed med forlovere for 5000 mark, der skulde betales ham til visse terminer, og fordi han talte mod pålæggelse af sådan told og akcise samt indførelse afsamme byrder, opkrævninger, skatter og tynger og forberedte sig til at drage til pavestolen for at meddele vor kurie dette, fratog fornævnte konge samme ærkebiskop og kirke adskillige godser, rettigheder, friheder og privilegier, personligt og ved hjælpere, mod al lov og ret, og frugter, indtægter og oppebørsler af samme godser lod han opkræve på uretfærdig vis, idet han uretmæssigt uden videre udpegede sin ridder Jens Kande som deres forvalter – eller snarere som deres forøder.

Og idet den nævnte konge ikke engang lod sig nøje med disse store overgreb og uretfærdigheder, berøvede han samme ærkebiskop og kirke i Lund, efter at ærkebispen havde tiltrådt sin rejse til fornævnte apostoliske sæde, borgen og landet Bornholm, der tilkom dem med fuld ret; han fratog vore elskede sønner Tyge Jakobsen og Henrik, kanniker i Lund, og Borkvard, samme ærkebiskops kapellan, en del af deres gods før deres ankomst til nævnte sæde og, da de omsider var kommet til samme, alt deres øvrige kirkelige og verdslige gods – personligt og gennem sine hjælpere – idet han uretmæssigt beslaglagde dem og hævede sammes indtægter. Og idet han også udstrakte sine griske hænder mod tienden til kirkernes byggefond i Lunde stift og kirkeprovins, anvendte han dem til egne formål til umådeligt mishag for vor skaber, af hvilken grund nogle af de nævnte kirker, i hvilke den almægtige blev dyrket med mangfoldig og from lovprisning, er gået ynkeligt tilgrunde, eftersom man manglede midler, hvormed man kunde støtte deres bygningsfond. Af disse grunde har den fornævnte ærkebiskop ydmygt anmodet os om, at vi vilde værdiges at sørge for ham, samme kirke og de nævnte andre med faderlig omhu i deres store ulykke og undertrykkelse.

Da vi i denne sag nærer from medfølelse med ærkebispen, kirken og de andre ovennævnte og med faderlig omhu er betænkt på deres genrejsning, overdrager og pålægger vi Dig, vor kloge broder, med denne apostoliske skrivelse, at Du – hvis det forholder sig således – på vore vegne personligt eller gennem en eller flere andre indtrængende formaner og foranlediger nævnte konges arvinger og efterfølgere og alle og enhver, der tilbageholder det gods, som er tillagt samme ærkebiskop og kirke i Lund i overensstemmelse med fornævnte ændring af dommen, samt landet og borgen Bornholm og kannikernes, gejstlighedens, præsternes og fornævnte mænds gods, til at de inden en passende, bestemt og uopsættelig termin, som Du måtte fastsætte for dem til dette, tilbagegiver samme gods, lande og borg med de frugter, der er oppebåret deraf, og som kunde være oppebåret deraf, til samme ærkebiskop og kirke, og til nævnte kanniker, gejstlighed, præster og mænd det fornævnte gods, og til at arvingerne og efterfølgerne tilbagegiver de nævnte 1500 mark til ærkebispen, idet forloverne ganske løses fra fornævnte løfter og forpligtelser, til at de tilbagegiver al opkrævet told, akcise, skatter, opkrævninger og bøder – som forudskikket – til kannikerne, gejstligheden, præsterne og mændene, til at de tilbagegiver omtalte tiender til de omtalte kirker uden noget fradrag, til at de yder ærkebispen og kirkens kanniker, gejstligheden, præsterne og mændene en fuldstændig og behørig erstatning for skader og overgreb, og til at de bestræber sig for at afstå fra enhver hindring for, at samme ærkebiskop og kirke kan nyde deres fornævnte privilegier, friheder, domsmyndighed og fritagelse og frit kan udøve deres domsmyndighed, idet Du med kirkens straf under udelukkelse af appel tvinger dem, alle og enhver, af hvad værdighed, højhed eller stand de end måtte være – også hvis de udmærker sig ved biskoppelig, kongelig og al anden værdighed – til fuldt ud at opfylde alt det fornævnte, uanset om det er bevilget dem eller nogle af dem i fællesskab eller hver for sig af nævnte apostoliske sæde, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller banlysning ved et apostolisk brev, der ikke fuldstændigt, udtrykkeligt og ord til andet omtaler denne bevilling. Givet i Avignon den 28. maj i vort (pontifikats) fjerde år.