© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Uenerabilibus fratribus .. archiepiscopo <Lundensi> eiusque suffraganeis/ salutem. ♦ Ad commemorandum recentius cunctorum fidelium mentibus/ quomodo saluator noster unigenitus dei filius Iesus Christus in terra sancta suo purpurato sanguine salutem humani generis dignatus est misericorditer operari/ necnon qualiter ipse post contumelias/ flagella uaria/ spinas et sputa/ langoresque ineffabiles/ innocens sine causa dampnatus/ saturatus obprobriis/ clauis affixus/ aceto et felle potatus/ ac fossus lancea in crucis patibulo pro redemptione nostra tam dire mortis subiit passionem/ sic utinam redemptor ipse suo lumine in eisdem fidelibus oculos hominis interioris illustret/ quod zelus eorum ad subueniendum ipsius terre calamitatibus et statui prochdolor miserabili accendatur ut ignis/ concalescant corda/ et inflammentur affectus/ ac prompta operis executio commendet effectum. ♦ Si enim Christi fideles premissa/ et alia/ innumerabilia ipsius redemptoris beneficia in dicta terra sancta humano impensa generi/ necnon quam obprobriose spurcidi Agareni/ perfidi hostes Christi/ dum terram sanctam funiculum hereditatis dominice/ ab eis tam longo tempore occupatam/ ipsorum nephandis actibus continue dehonestant et polluunt/ in iniuriam et blaphemiam nominis christiani/ frequenter infra claustra pectoris attenta meditatione reuoluerint/ et qua decet attencione/ pensarint/ quem de eisdem fidelibus non pudebit/ nota ingratitudinis argui/ uel pocius quodammodo/ de infidelitate notari/ si creatori proprio tam benefico domino/ ad recuperationem hereditatis sue terre predicte/ potenter et uiriliter non assurgat/. ♦ Quis quoque fidelium predictorum pia compassione non mouebitur ad releuandas abolim continuatas/ et iugiter quod dolenter referimus augmentatas/ eiusdem terre sancte contumelias et pressuras/ quas terra ipsa coinquinatorum pedibus tanto tempore conculcata/ cunctis fidelibus clamoribus ualidis et uoce gemebunde lamentationis exponit. ♦ Premissis itaque carissimus in Christo filius noster/ Philippus rex Francorum illustris; uelut christianissimus princeps clare memorie christianissimorum regum Francorum antecessorum suorum qui caritatis et deuotionis feruore/ succensi tanquam fideles pugiles/ et Christi athlete/ constantissimi/ terre sancte negocium/ per retroacta iam tempora cordi specialiter habuerunt/ illudque fuerunt feruenter et fauorabiliter prosecuti uestigia immitando/ debita consideracione discussis/ uolens eidem redemptori nostro/ qui eum sublimauit in regem per debitum obsequium in hoc seculo gratitudinem exhibere/ ac se sibi reddere acceptabilem in excelsis/ cunctisque fidelibus ad dicte terre sancte succursum exemplum prebere/ ac uiam etiam preparare/ necnon summum desiderium quod a longo tempore habuit/ etiam priusquam orthodoxi regni Francie gubernacula suscepisset/ subueniendi calamitatibus et miseriis dicte terre/ ac in eius subsidium transfretandi cupiens deducere in effectum/ per suos solennes procuratores et nuncios ad sedem apostolocam pluries destinatos/ solicitis et continuis instanciis nobis fecit humiliter supplicari/ quod pro pleniori dicte terre succursu/ passagium generale indicere/ ac pro illo celebrius/ et utilius peragendo/ uerbum crucis/ cunctis Christi fidelibus cum indulgenciis consuetis/ predicari mandare/ eiusque passagii et totius exercitus christiani qui in illo inspirante domino transfretabit/ prefatum regem generalem rectorem et capitaneum constituere/ ac pro huiusmodi faciendo passagio/ certa concedere subsidia dignaremur. ♦ Nos itaque sanctam intencionem eiusdem regis et feruentem compassionis affectum/ quem ad statum prochdolor miserabilem dicte terre habere dinoscitur multipliciter in domino commendantes/ necnon gaudentes et exultantes in eo/ sibique gracias et laudes humiliter exoluentes/ quia dignatus est tam pium tamque salubre propositum regalibus precordiis inspirare cupientes quoque ut huiusmodi sanctum negocium/ deo cuius agitur causa fauente/ felicibus prosperetur euentibus/ et uotiuis proficiat incrementis/ super hiis per nos cum fratribus nostris matura et diligenti deliberatione prehabita/ ipsius regis piis et sanctis annuentes affectibus/ et supplicationi bus inclinati/ ad honorem omnipotentis dei/ exaltacionem et dilatacionem catholice fidei cunetorum fidelium animarum profectum/ liberacionem terre/ et exterminium hostium predictorum/ eisdem nunciis et procuratoribus/ necnon prelatorum in curia Romana existentium/ et aliorum fidelium multitudine copiosa/ presentibus/ auctoritate apostolica/ de dictorum fratrum consilio/ passagium generale/ ad terram ipsam indiximus/ ac prefatum regem ipsius et totius exercitus christiani qui transfretabit in illo rectorem constituimus et capitaneum generalem/ ♦ Et nichilominus per uniuersas mundi partes decimam ecclesiasticorum reddituum/ imposuimus sexennalem/ colligendam sub certis modis et formis/ ac in utilitatem dicti passagii terre predicte subsidium et alias contra infideles et inimicos fidei conuertendam/ necnon quedam alia subsidia pro ipso passagio fieri/ per alias nostras litteras ordinauimus et leuari/ que in eisdem nostris litteris plene et particulariter exprimuntur/ dictique procuratores et nuncii regis eiusdem ad hoc per ipsius patentes litteras coram nobis et dictis fratribus nostris per ipsos exhibitas/ ad hoc sufficiens et speciale mandatum habentes/ pro rege ipso et eius nomine/ in nostra/ fratrum nostrorum et aliorum predictorum presencia/ ipsum passagium per nos ut prefertur indictum ilico assumpserunt/ et capitaneatum ac rectoriam ipsius et dicti exercitus acceptarunt/ et in animam dicti regis prout poterant ex eodem mandato/ tactis sacrosanctis euangeliis/ iurauerunt/ quod ipse rex in kalendas augusti que erunt anno domini millesimo trecentesimo tricesimosexto/ quas tam eidem regi quam ceteris crucesignatis et crucesignandis/ pro termino ad transfretandum in dicto passagio duximus assignandas/ iter arripiet dicti passagii/ illudque deinde prosequetur/ realiter et personaliter/ iusto et legitimo impedimento cessante/ sub certis tamen conditionibus modis et formis/ in aliis nostris litteris inde confectis/ seriosius annotatis; ♦ Et quia nemini uenit in dubium/ decimam et alia subsidia memorata/ ad tanti prosecucionem negotii/ non sufficere/ ipsumque negocium/ longe maioris subuencionis beneficio indigere/ ac ad illud coadiuuandum cunctorum fidelium grata subsidia existere oportuna/ fideles eosdem ad hoc quibusdam spiritualibus munificenciis indulgenciis uidelicet ac remissionibus prouidimus inuitandos. ♦ Quocirca fraternitati uestre de dictorum fratrum consilio per apostolica scripta committimus et mandamus/ uos nichi lominus obsecrantes per aspersionem preciosi sanguinis Iesu Christi/ quatinus commemorantes attente statum lugubrem dicte terre/ ac prouide considerantes quod cum fidelium suorum regimini/ uos uelut in solicitudinis partem assumptos prefecerit dominus/ ad promocionem huiusmodi sancti negocii/ plus ceteris tenemini ex officio pastorali; tanquam precones fideles/ et fortes athlete fidei/ contra predictos perfidos hostes Christi singuli uidelicet uestrum in singulis uestris. ciuitatibus et diocesibus. contra predictos blasphemos christiani nominis/ per uos et alias personas ecclesiasticas seculares et regulares ordinum quorumcunque/ quas ad hoc ydoneas fore noueritis/ cunctis Christi fidelibus/ iuxta datam uobis et eis/ a deo prudenciam proponatis publice uerbum crucis/ et uenerabile signum eius/ quibusuis fidelibus illud suscipere deuote uolentibus/ quos ad hoc utiles fore credideritis/ concedatis/ ipsorumque humeris imponatis/ fideles eosdem quos ad audiendum proposicionem ipsam quociens expedierit/ ad loca ydonea conuocare/ possitis/ solicitis exhortacionibus et oportunis instantiis/inducentes/ ut suscipientes cum reuerencia signum crucis/ ipsumque suis cordibus imprimentes/ contra hostium predictorum perfidiam/ et ad eiusdem terre sancte succursum assurgant uiriliter/ ac negocium ipsum feruenter assumant/ et feruenter prosequanturs ♦ Porro quia dignus est operarius mercede sua/ singulis uestrum et eorum quos ad predicacionem crucis ut dictum est duxeritis assumendos/ in hoc diuino fideliter laborantibus opere/ preter mercedem eternam/ quam merito sperare potestis/ quocienscunque populis ad hoc specialiter conuocatis/ proposueritis uerbum crucis/ unius anni et quadraginta dierum/ necnon fidelibus ipsis/ qui ad uerbum huiusmodi audiendum deuote conuenerint/ centum dierum uere tamen penitentibus et confessis indulgentiam elargimur. ♦ Uolumus autem quod omnes qui signum crucis huiusmodi hactenus in dicte terre sancte subsidium receperunt/ auctoritate apostolica moneatis/ et inducatis attente/ ac nichilominus si opus fuerit per censuram ecclesiasticam compellatis/ ut illud si forte dimiserint resumentes alacriter/ uotum domino reddere studeant/ quod uouerunt/ dicte terre subueniendo cum efficacia ut tenentur/ et ut cuncti fideles tanto libencius et efficatius premissa prosequi studeant/ quanto ex suis laboribus pociorem graciam se nouerint percepturos/ nos de omnipotentis dei misericordia et beatorum Petri et Pauli apostolorum eius auc toritate confisi/ ac illa quam nobis deus licet immeritis/ ligandi atque soluendi contulit potestate/ omnibus Christi fidelibus qui dicto rege huiusmodi passagium personaliter prosequente/ in eiusdem terre sancte succursum/ ad recuperationem ipsius transfretauerint/ et laborem huiusmodi in personis propriis subierint et expensis/ plenam suorum peccaminum de quibus fuerint ueraciter corde contriti/ et ore confessi/ ueniam indulgemus/ et in retribucione iustorum salutis eterne pollicemur augmentum. ♦ Eis autem qui licet in alienis expensis/ in propriis tamen illuc personis accesserint/ et illis similiter qui iuxta qualitatem et facultatem suam bellatores ydoneos in expensis propriis destinabunt/ quamuis personaliter ipsi non uadant/ plenam concedimus suorum ueniam peccatorum. ♦ Penitencias quoque omissas seu recte non factas/ per aliquos ex predictis/ nisi peregrinacionem aliam aut aliquod pium opus uel restitucionem seu aliam realem prestacionem aut erogacionem concernerent/ eisdem misericorditer remittentes/ omnibus ipsis concedimus quod per confessionem generalem peccatorum de quibus memoriam non habuerint/ que tamen si de illis in speciali recolerent/ confiterentur libenter indulgenciam plenam obtineant taliter confitentes/ ita tamen quod si postmodum ad eorum memoriam huiusmodi peccata redierint/ illa confiteri specialiter teneantur/ ♦ Eos preterea qui licet non iuxta qualitatem et facultatem suam/ aliquem tamen seu aliquos bellatores ydoneos ut premittitur/ in subsidium terre sancte predicte/ propriis sumptibus destinauerint/ uel de suis temporalibus bonis/ contribuerint/ ad aliquos destinandos/ et illos qui ad subuencionem ipsius terre/ de bonis eisdem congrue ministrabunt/ prout singulis fuerit diuinitus inspiratum/ necnon consiliarios testatorum qui testatores eosdem ad subueniendum dicte terre cum efficacia ortabuntur/ ac illos eciam qui pro huiusmodi sancto passagio/ laborabunt/ et hactenus laborarunt/ et alias ad promocionem huiusmodi negocii consilium et auxilium impenderunt seu impenderint/ oportunum/ iuxta qualitatem subsidii/ et deuocionis affectum ac mensuram laboris participes esse uolumus/ indulgencie supradicte. ♦ Ceterum desiderantes huiusmodi sanctum negocium/ uotiuo et felici exitu consumari/ ne fideles Christi qui haberent propositum in isto passagio transfretandi/ timentes forsitan ex assumpcione crucis uel emissione uoti huiusmodi/ heredes eorum si eos premori contingeret/ ad istud pas sagium obligari/ ex hoc ab huiusmodi sancto proposito retrahantur/ in maiorem fauorem eiusdem passagii/ quantum connicere possumus de presenti/ auctoritate concedimus supradicta/ quod si aliqui pretextu passagii sepefati/ uouendo/ uel crucem sumendo/ intellexerint uel uoluerint/ heredes suos ex hoc nullatenus expresse uel tacite/ obligari/ et infra dimidium annum/ a uoto/ uel assumpcione huiusmodi numerandum/ coram diocesanis suis/ uel aliis deputandis/ ab eis/ intencionem seu uoluntatem suam huiusmodi declauerint/ et per eos non steterit/ quominus transfretando compleuerint uotum suum nec heredes eorum/ nec bona in aliquo sint/ uel remaneant obligata/ nisi forsan ipsi crucesignati uel uouentes aliquid pro passagio huiusmodi/ dum uiuerent recepissent/ quo casu ad hoc restituendum sint et remaneant/ nisi obsistat aliud obligata. ♦ Uerum ad illos qui iam crucem assumpserunt uel qui quouis modo ad crucem sumendam/ seu alias ad transfretandum/ in dicte terre subsidium iam obligati existunt precedentem concessionem extendi nolumus/ sed in ipsis statuta canonica obseruari/ non tamen nostre intencionis existit/ quod ex hiis que in precedenti clausula/ proxima continentur/ aliquis in plus quam antea tenebatur/ quomodolibet obligetur. ♦ Uobis quoque et singulis uestrum/ necnon et illis quos ad predicacionem crucis huiusmodi assumetis/ mandamus/ quod antequam crucem concedatis eandem/ cunctis illam recipere uolentibus in uestris predicacionibus exponatis/ ut infra dictum dimidium annum intencionem suam de non obligando heredes eorum/ si eam talem habuerint/ coram diocesanis predictis/ uel deputandis ab eis debeant declarare. ♦ Quod si infra dictum dimidium annum intentionem suam huiusmodi non duxerint taliter declarandam/ heredes eorum ad execucionem assumptionis et uoti/ remanere decernimus obligatos/ ♦ Rursus illos qui crucem assumpserint/ uel assument/ aut uotum de transfretando in isto passagio emiserint/ uel emittent/ si moriantur antequam iter arripiant/ dum tamen pro subsidio predicti passagii/ tantum dimiserint/ quantum expensuri fuissent/ secundum sui status decentiam/ eundo/ morando/ etredeundo/ per annum si personaliter transfretassent/ et quantitatem huiusmodi in uita eorum iuxta suas declarauerint consciencias/ quas super hoc oneramus/ necnon et eos/ qui post assumptionem seu uotum huiusmodi uiuentes/ declarauerint/ plenam indulgenciam obtinere se uelle/ ac dare in dicte terre subsidium si eos contingeret premori/ quantum essent per annum eundo personaliter ut de aliis premittitur/ expensuri/ eciam si quantitatem eandem uiuentes non declarauerint/ quo casu quantitas ipsa per legatum sedis apostolice uel taliter decedencium ordinarios debeat declarari/ plene assequi uolumus indulgenciam memoratam. retenta nichilominus sedi apostolice potestate/ quod facultatem declarandi quantitatem predictam/ possit aliis committere/ uel transferre in alios si hoc uiderit expedire. ♦ Uolumus insuper quod illi ex crucesignatis/ seu uouentibus supradictis/ quo<s> de intentione sua non obligandi ut prefertur/ heredes/ infra dictum dimidium annum declaratione non facta postea mori contigerit/ plenam indulgentiam consequantur/ heredes tamen ipsorum et bona/ ad quantitatem quam illi si transfretassent fuissent per annum ut de aliis predicitur expensuri/ conuertendam in dicte terre subsidium remaneant obligat<i>/ ♦ Si autem aliqui ex crucesignatis seu uouentibus memoratis/ infra dimidium annum prefatum/ priusquam declarauerint se uelle plenam indulgenciam obtinere/ ac dare pro dicto passagio quantum essent expensuri/ per annum decedant/ nullam habeant indulgenciam dictorum assumpcionis seu uoti pretextu/ sed si forsan aliquid dederint pro passagio sepedicto/ iuxta quantitatem subsidii et deuocionis affectum/ sint participes indulgencie memorate/ heredibus et bonis eorum alias in nullo remanentibus obligatis. ♦ Circa morientes uero post iter arreptum dicti passagii/ et bona que tempore mortis eorum habuerint/ uel habere ordinauerint pro suo passagio faciendo/ sic duximus ordinandum/ uidelicet quod in casu in quo heredes taliter decedencium taliter remanserint/ ad faciendum pro ipsis passagium obligati/ utpote quia priusquam taliter decedentes crucem assumerent/ transfretare tenebantur/ ex uoto/ uel quia uotum eorum non fuisse personale constabit/ seu quia crucesignati huiusmodi uel uouentes intencionem suam de non obligandis heredibus infra prefatum dimidium annum per modum non declarauerint supradictum/ bona huiusmodi decedentium de quibus per eos dum uiuerent non fuerit aliter ordinatum/ penes eorum heredes/ debeant remanere/ ipsique heredes exequi teneantur/ uota huiusmodi defunctorum ita uidelicet ut uel personaliter iuxta status sui decenciam transfretare/ uel expensas et subsidia/ que transfretando fuissent facturi/ mortui si uixissent/ mittere in subsidium dicti passagii/ teneantur/ ipsique decedentes plene hoc casu indulgentiam habeant suprascriptum. ♦ In casibus quoque in quibus heredes post arreptum iter dicti passagii/ decedencium/ ad dictam prosecucionem ipsius non remanserint obligati/ concedimus quod decedentes huiusmodi/ plenam indulgenciam consequantur/ sic tamen quod omnia que tempore mortis eorum habuerint/ uel se habere ordinauerint/ pro suo passagio faciendo/ et de quibus specialiter in uita uel in morte non disposuerint/ remaneant et cedant in subsidium passagii antedicti. prouiso tamen de bonis eisdem familiaribus defunctorum/ et eis qui cum illis transfretare debebant/ et hoc de bonis huiusmodi taliter passagio applicandis in personis locum habere uolumus laicorum. ♦ De clericis autem et personis ecclesiasticis sic morientibus/ ordinamus/ quod potestas disponendi/ de bonis eorum in subsidium dicti passagii ad legatum sedis apostolice/ qui cum dicto rege in dicto passagio transfretabit/ debeat pertinere. rebus ad cultum diuinum pertinentibus/ ut sunt cruces/ calices/ et paramenta et alia similia que ad ecclesias ad quas pertinuerint restitui uolumus/ dumtaxat exceptis. ♦ Uerum quia dignum est ut celestis imperatoris obsequiis inherentes/ prerogatiuis specialibus et libertatibus sint muniti/ uniuersis et singulis qui in dicto passagio transfretabunt ipso rege illud personaliter prosequente/ auctoritate apostolica concedimus/ quod ipsi a tempore arrepti itineris/ usque ad eorum reditum uel obitum/ a collectis/ extraordinariis nullo iure scripto uel non scripto debitis/ sint immunes/ quorum eciam personas et bona/ post crucem assumptam/ extunc sub beati Petri et nostra protectione suscipimus/ statuentes ut sub archiepiscoporum et episcoporum et aliorum prelatorum ecclesie sancte dei defensione consistant/ propriis ad hoc protectoribus specialiter nichilominus deputandis/ quodque donec de ipsorum obitu uel reditu certissime cognoscatur/ integri ab omni uiolentia et iniuria permaneant et quieti/ et si quis contra presumpserit/ censura ecclesiastica compescatur/ ♦ Si qui uero proficiscencium illuc/ ad usuras prestandas iuramento tenerentur/ astricti/ creditores eorum ut remittant eis huiusmodi iuramentum et ab usurarum exactione desistant/ precipimus eadem districtione compelli; quod si post absolutionem predictam creditores ad solucionem ipsos coegerint usurarum creditores eosdem ad restitucionem earum simili cogi animaduersione mandamus. ♦ Iudeos uero ad remittendas usuras per seculares compelli precipimus potestates/ et donec illas remiserint/ ab uniuersis Christi fidelibus per excommunicationis sententiam eis omnino communio denegetur. ♦ Ceterum quia cursarii et pirrate nimis impediunt subsidium terre sancte/ capiendo et spoliando transseuntes ad illam/ et redeuntes ab ea/ ipsos/ et adiutores et fautores eorum excommunicationis uinculo innodamus. sub interminacione anathematis/ inhibendo/ ne quis scienter cum eis communicet in aliquo uenditionis uel emptionis contractu/ ac iniungendo rectoribus ciuitatum et locorum suorum ut eos ab hac inquietacione reuocent et compescant/ ♦ Alioquin in personas et terras eorum per ecclesiarum prelatos uolumus seueritatem ecclesiasticam exerceri. ♦ Quia uero ad hoc negocium exercendum est permaxime necessarium ut principes et populi christiani/ adinuicem astringantur/ uinculo caritatis/ et pacis iniungimus ecclesiarum prelatis/ ut discordantes ad ueram pacem reducere studeant/ aut ad firmam treugam inuiolabiliter obseruandam/ eciam qui acquiescere forte contempserint/ per excommunicacionis in personas et interdicti sentencias in terras eorum artissime compellantur/ nisi forte tanta fuerit inimicorum malicia/ quod ipsi non debeant tali pace gaudere. ♦ Quod si forsan censuram ecclesiasticam uilipendant poterunt non immerito formidare/ ne per auctoritatem ecclesiasticam contra eos/ tanquam turbatores negotii crucifixi/ secularis potencia inducatur. ♦ Uerum quia presentes littere nequirent forsan propter uiarum discrimina uel alias uestrum singulis commode presentari/ uolumus quod per te frater archiepiscope dictarum litterarum transsumptum manu scriptum publica/ tuoque munitum sigillo/ uobis predictis suffraganeis/ transmittatur/ cui adhiberi uolumus per uos uelut originalibus plenam fidem. ♦ Datum Auinione. vii. kalendas augusti anno septimodecimo.
10 Lundensi] Ianuensi Aa og Aa1, men efter brevet In eundem modum fratribus archiepiscopo Lundensi eiusque suffraganeis.
21 enim] i margen i Aa In aliis est ipsi.
26 blaphemiam] rettet fra blaffemia i Aa.
31 indulgenciis] tilf. o. l. i Aa.
16 hostium] herefter slettet perfidorum i Aa.
17 sancte] tilf. o. l. i Aa.
24 fuerit] tilf. o. l. i Aa.
30 supradicte] i margen i Aa In aliis est memorate.
7 quo<s>] quod Aa.
12 obligat<i>] obligata Aa.
6 uita] herefter slettet non i Aa.
14 et alia similia] tilf. o. l. i Aa.
20 uel non scripto] tilf. o. l. i Aa.
3 transseuntes = transeuntes.
Til de ærværdige brødre Karl, ærkebiskop af Lund, og hans lydbisper, hilsen.
For påny at påminde alle troende om, hvordan vor frelser Guds enbårne søn Jesus Kristus i Det hellige land miskundeligt værdigedes at virke for menneskeslægtens frelse med sit røde blod, og hvordan han forhånet og pisket, tornekronet og bespyttet, uskyldigt domfældt uden grund, overvældet med forhånelser, fæstnet med nagler, læsket med eddike og galde og gennemboret af lansen for vor genfødelse underkastede sig en så uheldsvanger døds lidelse på korsets pæl — ja måtte således vor forløser med sit eget lys oplyse det indre øje hos samme troende, så at deres iver for at bringe Det hellige land hjælp i dets ulykke og ak så ynkværdige stilling må blusse op som ilden, deres hjerter må gløde og deres sind opflammes og hurtig handling føre til resultat. Thi hvis de troende kristne ofte i deres hjertes dyb lod foranstående og forløserens utallige andre velgerninger mod menneskeslægten i nævnte hellige land såvel som hvor skændigt de urene agarener, Kristi troløse fjender, til uret mod og forhånelse af kristenheden ved deres skændige handlinger til stadighed vanærer og besmitter Det hellige land, vejen til herrens arv, som så lang tid har været besat af dem, blive genstand for opmærksom overvejelse og sømmelig eftertanke, hvilken troende vilde da ikke undse sig ved at pådrage sig anklage for utaknemmelighed eller snarere på en vis måde for troløshed, hvis han ikke kraftigt og mandigt rejste sig for at generhverve sin egen skabers, den så nådige herres arv, det omtalte land. Hvilken troende vil ikke lade from medfølelse bevæge sig til at afhjælpe de så længe fortsatte og — vi nævner det med smerte — stadigt stigende forhånelser mod og undertrykkelser af samme hellige land, som dette, der så længe har været trådt under fode af de besmittede, meddeler alle troende med kraftige råb om hjælp og suk og klage. Da nu vor med Kristus kære søn Filip, de franskes berømmelige konge, som den aller kristeligste fyrste havde underkastet alt dette en skyldig overvejelse, idet han tog sine forgængere berømmelig ihukommelse de franskes konger til forbillede, som opflammet af glødende kærlighed og hengivenhed som troens stridsmænd og Kristi standhaftige forkæmpere igennem allerede forbigangne tider havde lagt sig Det hellige lands sag særligt på hjerte og med nidkærhed og velvilje tog sig af den sag, og da han vilde vise sin taknemmelighed mod samme vor forløser, som har ophøjet ham til konge, ved skyldig tjenesteydelse i denne verden og således gøre sig vel anskreven i himlen, og han også ville give et eksempel for alle troende med hensyn til at hjælpe Det hellige land og bane vejen og desuden ønskede at gennemføre det ivrige ønske om at komme nævnte land til hjælp i dets ulykke og trængsel og drage over havet til dets undsætning, som han længe havde næret, endogså før han overtog regeringen i det rettro kongerige Frankrig, har han flere gange sendt sine officielle befuldmægtigede og sendebud til det apostoliske sæde og med ivrig og stadig indtrængenhed ydmygt bedt os om, at vi til mere virksom hjælp for nævnte land ville værdiges at anordne almindeligt og for at iværksætte dette på værdigste og nyttigste vis ville lade korsets ord prædike for alle troende kristne med den sædvanlige aflad, indsætte omtalte konge som fører og høvedsmand for samme felttog og hele den kristne hær, som ved herrens forsyn vil drage over havet, og bevilge bestemte subsidier for toget. Idet vi derfor anbefaler mangfoldigt i herren samme konges hellige hensigt og glødende medfølelse, som han nærer for nævnte lands ak så ynkværdige stilling, og også glæder os og jubler derover og ydmygt takker og roser ham, fordi han har værdigedes at indgive sit kongelige hjerte et så fromt og heldbringende forsæt, ønsker vi, at dette hellige værk med Guds hjælp — det er jo hans sag, det drejer sig om — vil nå til et lykkeligt udfald og vinde den ønskede fremgang. Vi har derfor efter i forvejen afholdt moden og omhyggelig overvejelse desangående med vore brødre bifaldet kongens fromme og hellige følelse og imødekommet hans bønner, og til Gud den almægtiges ære, til den katholske tros ophøjelse og udbredelse, til fremme for alle troende sjæle, til befrielse af landet og til udryddelse af førnævnte fjender har vi i nærværelse af samme sendebud og befuldmægtigede og desuden af prælaterne ved den romerske kurie og en talrig mængde andre troende med apostolisk myndighed efter vore nævnte brødres råd anordnet almindeligt felttog til omtalte land og indsat føromtalte konge til leder og høvedsmand for toget og hele den kristne hær, som skal drage over havet. Og desuden har vi over hele verden pålagt en seksårstiende på kirkelige indkomster, at indsamle under bestemte måder og former og at anvende til gavn for nævnte tog til undsætning for førnævnte land og på anden måde mod vantro og fjender af troen, og ydermere har vi ved et andet brev forordnet, at visse andre subsidier oppebæres og hæves til toget, som fuldt ud og særskilt er omtalt i samme vort brev, og samme kongens befuldmægtigede og sendebud, som ved hans åbne brev, som de forelagde os og vore nævnte brødre, havde tilstrækkeligt og særskilt mandat dertil, har for kongen og i hans navn i nærværelse af os, vore brødre og de andre førnævnte på stedet antaget det af os som omtalt anordnede felttog og hans stilling som fører og høvedsmand for det og for nævnte hær, og med hånden på de hellige evangelier har de, således som de var bemyndiget til, ved samme konges sjæl svoret, at kongen til 1. august i det herrens år 1336, som vi har ansat som termin for samme konge og de andre, som har taget eller vil tage korset, for at drage over havet på nævnte tog, vil begive sig afsted og reelt og i egen person gennemføre toget, med mindre en retmæssig og lovlig forhindring indtræffer, dog under bestemte vilkår, måder og former, som er opført i rækkefølge i et andet derom affattet brev. Og eftersom ingen kan være i tvivl om, at omtalte tiende og andre subsidier ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et så stort værk, og at selve sagen trænger til en langt større understøttelse, og at kærkommen hjælp fra alle troende vil være velkommen til at støtte værket, opfordrer vi samme troende dertil med åndelig gavmildhed, bevillinger og aflad. Derfor betror og pålægger vi med nævnte brødres råd ved apostolisk brev Eder, brødre, og vi besværger Eder ved Jesu Kristi dyrebart udgydte blod, at I opmærksomt ihukommer nævnte lands sørgelige stilling og klogt betænker, at eftersom herren har indsat Eder som styrere af hans troende og ligesom givet Eder del i sin omsorg, er I som følge af Eders hyrdegerning mere end de andre pligtige at fremme dette hellige værk som tro herolder og troens kække stridsmænd mod Kristi førnævnte troløse fjender, og at hver især af Eder i hver sin stad og stift personligt og ved andre gejstlige, verdensgejstlige eller regelbundne uanset deres orden, som I finder egnede dertil, imod førnævnte bespottere af Kristi navn offentligt forkynder korsets ord for alle troende kristne i overensstemmelse med den klogskab, Gud har skænket Eder og dem, og at I skænker korsets ærværdige tegn til alle troende, som fromt vil modtage det, og som I anser for tjenlige dertil, og fæster det på deres skuldre, idet I så ofte det er tjenligt, kan sammenkalde samme troende til passende steder for at påhøre forkyndelsen, og I med omsorgsfulde opfordringer og tjenlig indtrængenhed bevæger dem til at modtage korsets tegn med ærbødighed, trykke det til deres hjerte, mandigt at rejse sig mod førnævnte troløse fjender og ile samme hellige land til hjælp og glødende at påtage sig og gennemføre værket. Fremdeles eftersom en arbejder er sin løn værd, skænker vi hver især af Eder og af dem, som I som omtalt vil antage til at prædike korset, der trofast arbejder med dette Guddommelige værk, ud over den evige løn, som I med rette kan håbe på, eet år og 40 dages aflad, så ofte som I forkynder korsets ord for den dertil særligt sammenkaldte menighed og desuden til de troende, som fromt indfinder sig for at påhøre ordet, 100 dages aflad, dog under forudsætning at de oprigtigt angrer og skrifter. Men det er vor vilje, at I med apostolisk myndighed påminder og indtrængende bevæger, ja, hvis det bliver nødvendigt, med kirkens straf tvinger alle, som hidtil har modtaget korsets tegn til undsætning for nævnte hellige land, til med glad sind at genoptage korset, hvis de måske har aflagt det, og ivrigt at opfylde det løfte til herren, som de har givet, ved at bringe nævnte land undsætning med den effektivitet, de har pligt til, og for at alle troende desto hellere og virkningsfuldere kan bestræbe sig for at sætte foranstående i værk, som de ved, at de vil modtage en større nåde for deres møje, har vi i tillid til Gud den almægtiges miskundhed og hans hellige apostle Peters og Paulus' myndighed og med den magt, som Gud har givet os, skønt uværdig dertil, til at binde og løse, bevilget alle troende kristne, som, når nævnte konge personligt gennemfører omtalte felttog til samme hellige lands understøttelse, drager over havet for at genvinde det og personligt og på egen bekostning underkaster sig denne møje, fuld tilgivelse for de synder, som sandfærdigt plager deres hjerte og som de skrifter, og vi lover dem som de retfærdiges gengæld den evige frelse. Men til dem, som skønt på andres bekostning dog personligt drager afsted, og ligeledes til dem, der efter stand og evne på egen bekostning sender egnede stridsmænd afsted, selv om de ikke personligt drager ud, bevilger vi fuldstændig tilgivelse for deres synder. Idet vi også barmhjertigt eftergiver de førnævnte de pønitenser, som de har undladt eller ikke udført på rette måde, med mindre det drejer sig om en anden pilgrimsfærd eller et fromt værk eller en tilbagegivelse eller en anden reel ydelse eller udbetaling, bevilger vi dem alle, at de ved almindelig bekendelse af de synder, som de ikke har i erindring, men som de dog gerne vilde bekende, hvis de endnu engang særligt overvejede dem, kan opnå fuldstændig aflad, dog således at de er pligtige til særligt at skrifte, hvis sådanne synder senere falder dem i erindringen. Desuden er det vor vilje, at de som skønt ikke efter stand og evne dog på egen bekostning som omtalt sender een eller flere egnede krigere til føromtalte hellige lands undsætning eller yder af deres timelige gods til at afsende nogen, og de, som til hjælp for dette land giver passende understøttelse af samme gods, eftersom hver især føler sig kaldet til af Gud, og ligeledes de rådgi vere for testatorer, som med resultat opfordrer samme testatorer til at hjælpe nævnte land, og også de, som arbejder for dette hellige tog og hidtil har arbejdet for det og på anden måde yder eller har ydet råd og hjælp til dette værks fremme, alt efter deres hjælps art og deres fromheds følelse og deres arbejdes størrelse skal have del i ovennævnte aflad. Men idet vi ønsker, at dette hellige værk må krones med det ønskede heldige udfald, og for at de Kristi troende, som har foresat sig at drage over havet på det tog, men måske frygter for, at de som følge af deres korstagen og løfte forpligter deres arvinger til toget, hvis de selv skulde dø forinden, ikke af den grund skal holde sig tilbage fra dette hellige forsæt, bevilger vi til forøget gunst for samme felttog, såvidt vi da for tiden kan skønne, med ovennævnte myndighed, at hvis nogen ved af aflægge løfte eller tage korset i anledning af ofte omtalte tog indser og vil, at hans arvinger på ingen måde udtrykkeligt eller stiltiende skal være forpligtet af dette, og inden et halvt år fra løftet eller korstagningen at regne overfor deres stiftsbisper eller andre, som disse har udpeget dertil, erklærer denne deres hensigt og vilje, og det ikke beror på dem selv, at de ikke ved at drage over havet opfylder deres løfte, så skal hverken deres arvinger eller deres gods på noget punkt være forpligtet, med mindre måske de korstagne selv eller de, der har aflagt løftet, mens de levede, har modtaget noget for dette felttog, i hvilket tilfælde de vil være pligtige at give dette tilbage, med mindre andet er til hinder herfor. Men vi vil ikke, at foranstående bevilling skal udstrækkes til dem, som allerede har taget korset, eller som allerede på en vis måde er forpligtet til at tage korset eller på anden måde drage over havet til det nævnte lands undsætning, men overfor dem skal de kanoniske bestemmelser overholdes, uden at det dog er vor hensigt, at nogen som følge af, hvad der står i nærmest foregående Klausul, på nogen måde skal forpligtes udover, hvad han tidligere var pligtig til. Vi pålægger også Eder og hver især af Eder og også de, som I antager til at prædike korsets ord, at I, førend I giver korset, over for alle, der vil modtage det, i Eders prædikener forkynder, at de indenfor nævnte halvår skal erklære deres hensigt om ikke at forpligte deres arvinger, hvis de har en sådan hensigt, for førnævnte stiftsbisper eller de af dem udpegede. Men hvis de ikke således erklærer denne deres hensigt indenfor nævnte halvår, er det vor beslutning, at deres arvinger er forpligtede til at udføre deres korstagning og løfte. Fremdeles vil vi, at de fuldt ud skal opnå omtalte aflad, som har taget eller vil tage korset eller har aflagt eller vil aflægge løfte om at drage over havet på nævnte tog, hvis de dør, inden de tiltræder toget, når blot de overlader så meget til understøttelse for fornævnte tog, som de ville have forbrugt under udrejsen, opholdet og hjemrejsen i eet år, hvis de personligt var draget over havet, alt beregnet efter hvad der sømmer sig hans stand, og de i levende live har afgivet erklæring om dette beløbs størrelse i overensstemmelse med deres samvittighed, på hvilken vi lægger denne byrde, og desuden de, som efter korstagningen og løftet i levende live erklærer, at de ønsker at opnå fuldstændig aflad og, hvis de måtte dø forinden, til undsætning for nævnte land vil give så meget, som de vilde give ud i eet år ved personligt at drage afsted, således som det omtales forud om de andre, også hvis de i levende live ikke har afgivet erklæring om beløbets størrelse, i hvilket tilfælde beløbet bør fastsættes af det apostoliske sædes legat eller af de således afdødes stiftsbiskop, dog alt under forbehold af det apostoliske sædes magt, så at det kan overdrage myndigheden til at fastsætte førnævnte beløbs størrelse til andre eller overføre den til andre, hvis det synes det tjenligt. Desuden er det vor vilje, at de af de ovennævnte, der har taget korset eller aflagt løftet, som uden at have afgivet erklæring om deres hensigt om ikke som omtalt at forpligte deres arvinger inden for et halvt år senere måtte dø, skal opnå fuldstændig aflad; dog skal deres arvinger og gods være forpligtet til at anvende det beløb til nævnte lands undsætning, som disse ville have forbrugt i eet år, hvis de var draget over havet, således som det forud siges om de andre. Men hvis nogen af de omtalte, der har taget korset og aflagt løftet, dør indenfor føromtalte halvår, førend de har afgivet erklæring om, at de vil opnå fuldstændig aflad og til nævnte tog give så meget, som de ville forbruge i eet år, skal de ikke have nogen aflad i anledning af nævnte korstagning og løfte, men hvis de måske har givet noget til oftenævnte tog, skal de i forhold til understøttelsens størrelse og deres fromheds følelse have del i omtalte aflad, idet deres arvinger og gods ikke i øvrigt er forpligtet på noget punkt. Om de, der dør efter at have tiltrådt rejsen til nævnte felttog, og det gods, som de havde ved deres død eller havde besluttet at have med på toget, har vi forordnet, at i tilfælde, hvor de således dødes arvinger således forbliver forpligtet til at deltage i toget i deres sted, nemlig fordi de, førend de således døde tog korset, som følge af løfte var forpligtet til at drage over havet, eller fordi det står fast, at deres løfte ikke var bundet til personen, eller fordi de, der således havde taget korset eller aflagt løfte, ikke havde afgivet erklæring på ovennævnte måde om ikke at forpligte deres arvinger indenfor omtalte halve år, skal sådanne dødes gods, om hvilket der ikke af dem er truffet anden bestemmelse, mens de var i live, forblive hos deres arvinger, og arvingerne skal udføre de således dødes løfter, således at de er pligtige til enten personligt at drage over havet i overensstemmelse med, hvad der sømmer sig for deres stand, eller sende de udgifter og understøttelser til hjælp for nævnte tog, som de døde ville have forbrugt ved at drage over havet, hvis de var forblevet i live, og de døde skal i dette tilfælde have ovenanførte aflad. I tilfælde hvor arvingerne efter dem, der er døde efter at have tiltrådt rejsen til nævnte felttog, ikke er forpligtede til nævnte gennemførelse, bevilger vi at disse døde opnår fuldstændig aflad, dog således, at alt hvad de har ved deres død eller har besluttet at have med sig på toget, og over hvilket de ikke i live eller i døden har truffet særlig bestemmelse, skal forblive og tilfalde hjælpen til førnævnte tog; dog er det vor vilje, at der med hensyn til samme gods skal være plads for de dødes venner og for dem, der som sammen med dem skulle drage over havet, og det gælder også sådant gods, der således skulle anvendes til toget, når det drejer sig om lægmænd. Men om klerke og gejstlige, der dør på denne måde, forordner vi, at magten til at bestemme over deres gods til understøttelse for nævnte tog skal ligge hos det apostoliske sædes legat, som vil drage over havet med nævnte konge på nævnte tog, dog med undtagelse af sager, der hører til Gudstjenesten, som kors, kalke, gejstligt udstyr og lignende; det vil vi skal tilbagegives de kirker, som det tilhører. Men eftersom det er rimeligt, at de, der ivrigt tjener den himmelske hersker, udstyres med særlige forrettigheder og friheder, bevilger vi med apostolisk myndighed alle og enhver, som vil drage over havet på nævnte tog, når kongen personligt gennemfører det, at de fra tiltrædelsen af udrejsen indtil deres hjemkomst eller død skal være fritagne for ekstraordinære afgifter, som skyldes efter skreven eller uskreven ret, og deres personer og gods tager vi også fra korstagningen under St. Peters og vor beskyttelse, idet vi fastsætter, at de skal stå under ærkebispernes og bispernes og Guds hellige kirkes andre prælaters værn, selvom særlige forsvarere ligefuldt særligt skal udpeges dertil, og at de skal forblive uberørte af og fredede for enhver vold og uret, indtil man har sikker underretning om deres død eller hjemkomst, og hvis nogen fordrister sig herimod, skal han tvinges med kirkens straf. Men hvis nogen af dem, der drager afsted, ved ed er forpligtet til at betale renter, foreskriver vi, at deres kreditorer med samme strenghed skal tvinges til at eftergive dem denne ed og afstå fra inddrivelsen af renterne, og hvis kreditorerne efter førnævnte eftergivelse tvinger dem til at betale, pålægger vi med samme straf at tvinge samme kreditorer til at give pengene tilbage. Og vi befaler, at jøder af de verdslige myndigheder skal tvinges til at eftergive renter, og indtil de har eftergivet dem, skal ethvert samkvem med dem nægtes alle troende kristne under bandlysnings straf. Men eftersom korsarer og pirater alt for ofte forhindrer hjælp til Det hellige land ved at fange og udplyndre de vejfarende under hen- og tilbagerejsen, binder vi dem og deres hjælpere og beskyttere med bandlysningens lænke, og vi forbyder under trusel af band, at nogen bevidst plejer omgang med dem ved nogen salgs- eller købskontrakt, og vi pålægger stædernes og områdernes øvrigheder at holde dem tilbage fra og straffe dem for sådan overlast. I modsat fald vil vi ved kirkernes prælater udøve kirkens strenghed mod pågældende personer og lande. Men eftersom det for at gennemføre dette værk i særlig høj grad er nødvendigt, at de kristne fyrster og folk gensidigt forbindes med kærlighedens og fredens bånd, pålægger vi kirkernes prælater at bestræbe sig for at forene uenige til sand fred eller til ubrødeligt at overholde en fast våbenstilstand, og de som måske forsmår at affinde sig dermed, skal tvinges dertil ved bandlysningsdomme mod deres personer og interdiktsdomme mod deres lande, med mindre deres fjenders ondskab måske er så stor, at de ikke bør nyde en sådan fred. Men hvis de måske ringeagter kirkens straf, kan de ikke ufortjent befrygte, at den verdslige magt ved kirkens myndighed påkaldes imod dem som forstyrrere af den korsfæstedes sag. Men eftersom dette brev måske på grund af vejenes risiko eller af anden grund ikke bekvemt kan forelægges hver især af Eder, vil vi at et transsumpt af dette brev, skrevet af en offentlig notar og beseglet med Dit segl, broder ærkebiskop, af Dig skal oversendes Eder, førnævnte lydbisper, og vi vil, at I skal skænke det lige så fuld tillid som originalen. Givet i Avignon 26. juli i vort 17. år.