Til vor elskede søn, den velbyrdige mand Niels kaldet Bugge, og vor elskede datter, den velbyrdige kvinde Ingeborg, hans hustru, fra Viborg stift, hilsen.

Den oprigtige hengivenhed, hvormed I ærer os og den romerske kirke, medfører, at vi nådigst låner øre til Eders bønner, særligt når de vedrører Eders sjæles frelse. Vi imødekommer derfor Eders bønner og tilstår Eder med dette brev, at I kan vælge Eder en skriftefader, som med apostolisk myndighed een gang, når døden stunder til, kan meddele Eder den fulde forladelse for alle Eders synder, som I angrer af hjertet og bekender med munden, forudsat at I oprigtigt holder fast ved troen og den hellige romerske kirkes enhed og forbliver lydige og hengivne mod os og vore efterfølgere, de på kanonisk vis indsatte romerske paver, dog således, at samme skriftefader i de tilfælde, hvor der skal ydes andenmand oprejsning, kan pålægge Eder personligt, hvis I overlever faren, eller Eders arvinger, hvis I måske skulde gå bort, at udføre det, som I eller de som anført var pligtige at gøre. Og for at I ikke — det være langt fra — på grund af denne nådesbevisning i fremtiden skal blive mere tilbøjelige til at begå utilstedelige handlinger, er det vor vilje, at hvis I i tillid til denne syndsforladelse måtte begå noget sådant, skal fornævnte syndsforladelse ingenlunde være Eder til hjælp på dette punkt. Intet menneske må bryde dette vort bevillingsbrev eller handle derimod i ubesindig forvovenhed. Men hvis nogen drister sig til at forsøge herpå, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet i Avignon den 13. november i vort 3. år.