Tekst og udgave
forrige næste

Carissimo in Christo filio Magno Suetie Gothorum atque Noruegie regi E illustri. ♦ Sicut uota principum in hiis que possunt absque cuiuspiam preiudicio de mera sedis apostolice liberalitate procedere/ libenter ad gratiam exauditionis admittimus/ sic cum prospicimus ex rationabilium consideratione causarum in talibus posse uersari dispendia aliorum/ illa differimus exaudire. ♦ Sane petitionis pro regia parte tua nobis exhibita series continebat/ quod quondam Christoforo tunc in regno Datie dominante suis demeritis exigentibus/ de regno ipso uiolenter eiecto/ maior et sanior pars prelatorum/ cleri/ magnatum/ et personarum nobilium terre Skanie dicti regni Dacie/ necnon communitas eiusdem/ te in eorum regem/ et dominum affectantes/ tibi iuramentum fidelitatis et homagii tanquam eorum uero regi et domino prestiterunt/ ac demum eisdem ob defensionis defectum/ in corporibus et rebus eorum nimium pregrauatis/ tu pietate motus/ et pro dicta terra Skanie memorati regni Dacie/ ad statum prosperum reducenda/ quibusdam tirannis/ qui regnum ipsum eiusque munitiones et castra/ tunc de facto occupata tenebant/ ut abinde recederent/ ac clerum et populum dicte terre quos opprimebant immaniter in pace dimitterent triginta sex milia marcharum argenti puri sicut asseris persoluisti/ uolens propter hoc guerrarum malis/ et dispendiis tuorum eiusdemque terre dampnis et uiolentiis obuiare/ ♦ Quare nobis humiliter supplicasti/ quod cum dicta terra Skanie dictorum regnorum tuorum sit ianua et clausura/ per quam si ad manus alienas deueniret/ tibi/ tuisque subditis et posteris/ guerre et mala innumera/ possent proculdubio suscitari/ tibi tuisque posteris et heredibus/ dictam terram Skanie/ per te tuosque posteros et heredes retinendam perpetuo et etiam possidendam confirmare auctoritate apostolica dignaremur/ adiciens in supplicatione predicta/ tibi concedi/ ut si quas alias terras dicti regni Dacie/ acquirere adhuc possis/ in parte uel in toto de manibus tirannorum predictorum/ quod hoc facere ualeas de nostra licentia speciali/ maxime cum dictum regnum Dacie/ in nullo unquam fuerit subiectum imperio/ sed Romane ecclesie censuale/ quem censum paratus esses soluere/ secundum quod deuoti et fideles reges dicti regni hactenus exoluebant. ♦ Licet igitur fili/ ob merita tue deuotionis eximie/ quam erga dictam Romanam ecclesiam te habuisse et habere percepimus/ libenter tuam et heredum tuorum personas/ quantum cum deo et iustitia possumus/ fauoribus apostolicis prosequamur. quia tamen iustitie debitum exigit/ et mos obseruationis antique predecessorum nostrorum Romanorum pontificum introduxit/ ut ad confirmationem huiusmodi bonorum temporalium/ nisi citatis omnibus qui fuerint euocandi/ et inquisita prius de statu talium bonorum diligentius ueritate quomodolibet <non> procedatur/ ad confirmationem huiusmodi et concessionem aliorum que ut premittitur postulabas/ non duximus/ sicut nec iuste potuimus procedendum/ ♦ Regalem tamen excellentiam tuam/ illa beniuolentia speciali prosequimur/ ut libenter in aliis tibi gratis et utilibus placeamus. ♦ Ceterum ex habundanti/ licet fore necessarium non credamus/ circumspectionem regiam hortamur/ requirimus et rogamus attente/ quatinus ab indeuotorum eiusdem ecclesie societate/ confederatione et colligatione omnino debeas abstinere/ nullum eis quamdiu in eiusdem ecclesie indeuotione perstiterint/ prebendo auxilium/ consilium/ uel fauorem/ ne quod absit propter hoc illis quibus dicti indeuoti cum eorum participibus inuoluti sunt penis atque sententiis/ propter eorum participium similibus inuoluaris/ sed illorum conuersationem et societatem euitans sic te reddas eidem Romane ecclesie matri tue in omnibus deuotum placidum et acceptum/ quod nos et eadem ecclesia ad tuos profectus et commoda rationabiliter inuitemur. ♦ Datum Auinione x kalendas februari anno quinto.

29 <non>] mgl. Aa.

Til vor kære søn i Kristus Magnus, Sveriges, Goternes og Norges berømmelige konge.

Vi låner gerne nådigt øre til fyrstelige begæringer, når det gælder sager, der kan fremmes ved det apostoliske sædes rundelige ædelmod, uden at nogen lider skade derved. Men lige så vel stiller vi vor lydhørhed i bero, når vægtige grunde under vor overvejelse lader os indse, at der derved kan voldes andre tab. Du har som konge ladet en ansøgning forelægge for os af det indhold, at den største og bedste del af prælaterne, gejstligheden, stormændene og de velbyrdige i landet Skåne i Danmarks rige samt hele befolkningen i samme land efter Kristoffers fordrivelse — han, som fordum regerede i nævnte Danmarks rige og som følge af sine ugerninger blev jaget ud af riget med magt — ønskede at få Dig til deres konge og herre, hvorfor de aflagde troskabs- og mandsed til Dig som deres sande konge og herre; da de var uden tilstrækkeligt forsvar og derfor tyngedes overvættes på liv og gods, bevægedes Du af medynk med dem, og for at gengive nævnte land Skåne i Danmarks rige dets lykke og velstand betalte Du derefter, som Du siger, 36.000 mark lødigt sølv til nogle tyranner, som da de facto holdt dette rige og dets befæstninger og borge besat, for at de skulde drage bort derfra og lade nævnte lands gejstlighed og dets befolkning, som de grusomt undertrykte, være i fred; thi Du vilde undgå af denne grund at påføre Dine folk krigens ulykker og tab og samme land skade og voldshandlinger. Derfor har Du ydmygt ansøgt os om, at vi, da nævnte land Skåne er porten til og slåen for Dine riger, og det uden tvivl kunde føre til krige og utallige ulykker for Dig og Dine efterkommere og arvinger, dersom det kom på fremmede hænder, vilde værdiges med apostolisk myndighed at stadfæste, at Du og Dine efterkommere og arvinger til evig tid skal beholde og besidde nævnte land, idet Du i Din fornævnte ansøgning tilføjede en bøn om, at det skulde tilstås Dig, at Du, dersom Du yderligere helt eller delvis kan erhverve andre lande i nævnte rige Danmark fra fornævnte tyranner, kan gøre dette med vor særlige billigelse, særlig da nævnte rige Danmark aldrig i noget har været underkastet kejserdømmet, men er romerkirken skatskyldig, hvilken skat Du vilde være rede til at betale i overensstemmelse med, hvad fromme og tro konger i nævnte rige hidtil har betalt. Omendskønt vi, kære søn, på grund af den fortjenstfulde og enestående fromhed, som Du — efter hvad vi har erfaret — har vist og stadig viser mod den nævnte romerske kirke, gerne omfatter Dig og Dine arvinger med apostolisk velvilje, såvidt vi kan gøre det med Gud og retfærdigheden, har vi dog besluttet ikke at skride til denne stadfæstelse og til de andre indrømmelser, som Du som omtalt forlanger, idet vi ikke med rette har kunnet gøre det, eftersom retfærdigheden kræver, og eftersom vore forgængere, de romerske paver, fra gammel tid har overholdt den regel, at der på ingen måde må skrides til den slags stadfæstelser af verdslige besiddelser, medmindre alle, som stævnes bør, er stævnet, og der først omhyggeligt er foretaget undersøgelser om sådanne besiddelsers sande status. Men vi omfatter i den grad Din kongelige majestæt med særlig velvilje, at vi gerne vil være Dig til behag på andre punkter, hvor det måtte være Dig kærkomment og gavnligt. Endvidere vil vi til overflod, skønt vi ikke tror det vil være nødvendigt, formane og opfordre Dig til og indstændigt bede Dig om, omsigtsfulde majestæt, at Du i alle henseender afholder Dig fra at forbinde Dig med, forene Dig med og knytte Dig til dem, der er kirken ufromt sindet, og ikke yder dem hjælp, råd eller gunst, så længe de fremturer i deres ufromme sindelag mod kirken, for at Du ikke herved — hvad ikke ske — skal pådrage Dig de samme straffe og domme, som de nævnte ufromme mennesker og deres fæller har pådraget sig, som følge af Din forbindelse med dem, men at Du, idet Du undgår omgang og selskab med dem, i den grad viser Dig hengiven, føjelig og velbehagelig over for den samme romerske kirke, Din moder, i alle henseender, at vi og samme kirke med god føje opfordres til at arbejde for Dit vel og Din gavn. Givet i Avignon den 23. januar i vort pontifikats femte år.