Til vor kære søn i Kristus Magnus, Sveriges, Goternes og Norges berømmelige konge.

Vi låner gerne nådigt øre til fyrstelige begæringer, når det gælder sager, der kan fremmes ved det apostoliske sædes rundelige ædelmod, uden at nogen lider skade derved. Men lige så vel stiller vi vor lydhørhed i bero, når vægtige grunde under vor overvejelse lader os indse, at der derved kan voldes andre tab. Du har som konge ladet en ansøgning forelægge for os af det indhold, at den største og bedste del af prælaterne, gejstligheden, stormændene og de velbyrdige i landet Skåne i Danmarks rige samt hele befolkningen i samme land efter Kristoffers fordrivelse — han, som fordum regerede i nævnte Danmarks rige og som følge af sine ugerninger blev jaget ud af riget med magt — ønskede at få Dig til deres konge og herre, hvorfor de aflagde troskabs- og mandsed til Dig som deres sande konge og herre; da de var uden tilstrækkeligt forsvar og derfor tyngedes overvættes på liv og gods, bevægedes Du af medynk med dem, og for at gengive nævnte land Skåne i Danmarks rige dets lykke og velstand betalte Du derefter, som Du siger, 36.000 mark lødigt sølv til nogle tyranner, som da de facto holdt dette rige og dets befæstninger og borge besat, for at de skulde drage bort derfra og lade nævnte lands gejstlighed og dets befolkning, som de grusomt undertrykte, være i fred; thi Du vilde undgå af denne grund at påføre Dine folk krigens ulykker og tab og samme land skade og voldshandlinger. Derfor har Du ydmygt ansøgt os om, at vi, da nævnte land Skåne er porten til og slåen for Dine riger, og det uden tvivl kunde føre til krige og utallige ulykker for Dig og Dine efterkommere og arvinger, dersom det kom på fremmede hænder, vilde værdiges med apostolisk myndighed at stadfæste, at Du og Dine efterkommere og arvinger til evig tid skal beholde og besidde nævnte land, idet Du i Din fornævnte ansøgning tilføjede en bøn om, at det skulde tilstås Dig, at Du, dersom Du yderligere helt eller delvis kan erhverve andre lande i nævnte rige Danmark fra fornævnte tyranner, kan gøre dette med vor særlige billigelse, særlig da nævnte rige Danmark aldrig i noget har været underkastet kejserdømmet, men er romerkirken skatskyldig, hvilken skatN Du vilde være rede til at betale i overensstemmelse med, hvad fromme og tro konger i nævnte rige hidtil har betalt. Omendskønt vi, kære søn, på grund af den fortjenstfulde og enestående fromhed, som Du — efter hvad vi har erfaret — har vist og stadig viser mod den nævnte romerske kirke, gerne omfatter Dig og Dine arvinger med apostolisk velvilje, såvidt vi kan gøre det med Gud og retfærdigheden, har vi dog besluttet ikke at skride til denne stadfæstelse og til de andre indrømmelser, som Du som omtalt forlanger, idet vi ikke med rette har kunnet gøre det, eftersom retfærdigheden kræver, og eftersom vore forgængere, de romerske paver, fra gammel tid har overholdt den regel, at der på ingen måde må skrides til den slags stadfæstelser af verdslige besiddelser, medmindre alle, som stævnes bør, er stævnet, og der først omhyggeligt er foretaget undersøgelser om sådanne besiddelsers sande status. Men vi omfatter i den grad Din kongelige majestæt med særlig velvilje, at vi gerne vil være Dig til behag på andre punkter, hvor det måtte være Dig kærkomment og gavnligt. Endvidere vil vi til overflod, skønt vi ikke tror det vil være nødvendigt, formane og opfordre Dig til og indstændigt bede Dig om, omsigtsfulde majestæt, at Du i alle henseender afholder Dig fra at forbinde Dig med, forene Dig med og knytte Dig til dem, der er kirken ufromt sindet, og ikke yder dem hjælp, råd eller gunst, så længe de fremturer i deres ufromme sindelag mod kirken, for at Du ikke herved — hvad ikke ske — skal pådrage Dig de samme straffe og domme, som de nævnte ufromme mennesker og deres fæller har pådraget sig, som følge af Din forbindelse med dem, men at Du, idet Du undgår omgang og selskab med dem, i den grad viser Dig hengiven, føjelig og velbehagelig over for den samme romerske kirke, Din moder, i alle henseender, at vi og samme kirke med god føje opfordres til at arbejde for Dit vel og Din gavn. Givet i Avignon den 23. januar i vort pontifikats femte år.