© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Wii Woldemar, meth gudtz naade Danmarckis oc Sclauorum konning, hertog y Estlandt, greffue y Holdsten oc Stormarn, helsse them alle, som seer thette breff oc leserit, oc alle fogder og embitzmendt, som er skickit y wor riige, kierlig meth gudh och wor naade. ♦ Wiider att wy haffuer taghet oc anammet thisze breffuiisere, oss elskelige borgere oc bymendt aff Olborg oc Hadseriis, vnder wor beskiermelsze besønderliige atforsuare them till alle rette. <1> Och vndne wy them att were friie oc quith, huar the komme y wortt riige, for alle toldhtz betalinge, som kaldis bundgiald, tørigørtigh oc alle ander toldh och tøngzell, for vthen y wor Skonøers market. <2> Framdelis vndne wy them aff wor sønderlig gunst och naade, at saa tiith och offthe som sandemendt y samme by bliiffuer loffligen feldt eller foruunden paa theris sandmendtz touff, tha schal huer aff them were oss aff rette plictig iiii marc pendinge oc ey meere. <3> Item huilcken aff ethers sandemendt, som er paa siin forhuerffuing oc er ey y by til ting, naer som han schal giøre sith touff paa nogher lofflige sagher, som skeer y theris ||bøyfredtt, oc nogher vpstaer oc giør hansz loufflige forfaldt, tha schal then sandemandt for then sagh ey foruindis for siine boeslodh, men thet første han kommer till tings, tha schal han giøre sith touff paa saghen, som the andre sandmendt giordhe theris paa. <4> Item saa tiith och offte, som otte sandmendt wdi szamme by bliffuer tilsagdt oc tillføldige atgiøre theris touff y nogher lofflige sagher, tha schulle the ey foruindis for theris boeslodh, foruthen the bliiffue vndersagde meth bispens oc nogher bymendtz dom oc breff, atthi haffuer giort wrecth toff. <5> Item endog borgere y Olborge, som brydher theris fredt, at thy saarer oc suarlig t<u>tter nogher, them bør meth rette effter wor gamle louff atgiiffue osz xl marc oc byenn xl marc, dogh saa, om saa hender seg, att borger kiiffuis indbørdis, tha giøre wii meth them thenne serdelis naade, at huilcken borger y Olborg, som saarer siin metborgher oc bymandt, tha schal han for een dobbelt saar were plictig atgiffue wor lensmandt paa wore weigne aldeeniste tre marck pendinge, vthen szaa skeor, at hand bliiffuer foruunden meth heruerck eller sandmandtz || touff atgiiffue meere etc. <6> Item wille wy och skicke, at ingen bymandt eller borger y Olborg, encthen een eller andhen, fattige eller riige, mandh eller quinde, schal tage noghen riddermandtzmandt eller noghen mectige mandt paa landtzbyen til siin werye atuere y noghen maade. <7> Item wille wy oc skicke meth thette wortt obne breff, att alle giester, som komme til Olborge, duelindis ther om winteren, oc haffue theris kiøbmandschap ther, tha schulle the were plictige at betale och wdgiiffue alle wor koninglige tønghzell oc help meth wore borgere (aarliigh aar), som the ther bliiffue, oc wille wy ey, att noghen aff samme giester schulle were vndentaghen for samme tøngzel oc vdgifft. <8> Item fforbyude wy, att noghen aff samme giester (szom ey er bymandt sammestedtz) schall dierffuis till atsælie klede eller kiøbmandschap y alne tall eller y noghen parttlige tall vthen y marckitz daughe, som sedu{oe}n er aff gammel tiidt, oc huo som bryder her emodh, han schal giøre fullisth ther effter byens rectt oc wilkoer. <9> Item huilcken borger oc bymandt, som festher || sin mettborgher lough for gieldh eller andhre sagher, tha schal han giiffue then lough y samme by vdi skiellighe tiidtt, effter som han haffuer festh samme lough. <10> Och bliiffuer nogher steffndt eller paaminth eller tiltalit aff wore fogder eller embitzmendt eller lensmandt for gieldh eller nogher andre sagher, som han bliiffuer wore borgher plictig, oc ganger han offuerhørig bortt oc ey wil pleye for seg minde eller rett, tha schal han were plictig till atgiiffue oss tre marck penninge och bundhen tre marck. <11> Item huilcken bymandt, som fester nogher aff Olborg borger lough, encthen y byen eller vthen, tha schal han were plictug til atfuldkomme then loug y Olborg by. <12> Item huilcken borgher, som haffuer goutz paa landtzbyen, oc haffuer ther boindis therisz tiennere, tha schal han ey tilseigis aff wore fogder eller embitzmendt athaffue sanmendtz touff eller neffningis touff wdi noghen maade. <13> Item forbyude wy strengeligen, att nogher wore fogder eller embitzmendt schal fanghe eller griibe nogher wore borger y Olborgh for noghen sagh eller brødhe for hansz gierninger, om hansz goutz oc brofeel er || saa møgitt, atth hand kandh for samme gierninge bødhe, eller om han kan fange noghen aff siin medborger, szom kandh giøre fuldt for hanom, atborghe for hanom, att hand schal giøre føldist for thet, som hand haffuer brodt. <14> Item ingen aff wore fogder, lensmandht eller embitzmandt schal platze, møye eller trenge wore borger vdi Olborg noghen wern atgiøre om szamme by eller til att giøre eller vprette graffue, plancke eller broer eller gader atligge eller atrensze meth laugdagh eller noghen andhen tinghdeele. ♦ Men naer som tiiden tilsiger, atsamme gierninge schal giøris, tha schal almoughen tilsigis aff borgermestere oc raadt, at the schulle giøre samme gierninge vnder thendh wiide oc piine, som therfore pleiger atuere tillagdt. <15> Item wille wy och, att the maa brugge theris feedrefft fry oc quith for huermandtz tiltale, som the bedst pleyger athaffue aff gammell tiidt. <16> Item naer som samme bymendt worder tilsagdt atgiøre oss noghen help eller tienste, † tha schal the thet giøre, som theris skyuldt oc vdgiift tilsiger, vndertagit wor skyuldt oc wdgiifft liigeruiisz som samme borger || oc bymendt giøre help oc tieniste, naer wy thennom tilsiigher.† <17> Item wil wy och skiicke, att naer som nogher mandt haffuer nogher sager til samme bymendt oc borgher aff Olborg, heruerck, ran eller nogre andre sager, schal the ey forfølge szamme sagher encthen meth wore breffue eller til landtzting eller till noghen herritzting, men til theris byting y Olborg schal samme sagher deelis meth rette wishedh, som thet segh bør. <18> Item inghen schal steffne szamme borghere aff theris by, vthen wy worder thennom tilsiigindis, ath the schal were y wore oc riigens tienste oc forfaldh. <19> Item hwo szom sagis meth wskiel y nogen maade oc fester loug for saghen, tha maa han tage til seg beskeene mendt oc werye meth syn høygeste lough, som thet segh bør. <20> Ther offuer wille wy, att samme borger och bymendt y Olborg och Hadzeriis schulle haffue, nyude oc beholdhe frii naade och skonzell, friiheder, recter oc priuilegier oc gunster, huilcke som the aff hogborne førster oc koninger, wore forfeder, haffuer forhuerffuith || aff gamble tiidt, effter som theris breffue oc priuilegiier bedst oc fuldkommeligste indholder oc wduiiser, oc stadfesther wy alle szamme priuilegiir meth thette wort obne breff atbliiffue weth theris fuldkomlige macth. Forbyudindis strenglighen vnder wor høldist och naade, att nogher wore fogder eller embitzmendt eller noghen andhen schal platze, møyde eller giøre szamme bymendt oc borgher nogher forfang eller hinder paa noghen forne artickele, saa frampt som the wil nyudhe <wor naade> oc vndtgaa wor konninglige heffn oc wrede. ♦ Till windnisburdt er wort indzeigle hengindis nedhen for thette wort breff. ♦ Screffuit y Olborg vnder gudtz aar mccc.... oc paa thet andith.
10 Estlandt] Elstlandt Aa1.
32 t<u)tter] tretter Aa1.
24 han (2)] hanom Aa1.
15-18 ♦ tha.. tilsiighert] formodentlig forvansket ved overs. fra latin.
Vi Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug i Estland, greve i Holsten og Stormarn, til alle, som ser og læser dette brev, og til alle fogeder og embedsmænd, som findes i vort rige, kærlig hilsen og vor nåde.
I skal vide, at vi har taget og annammet nærværende brevvisere, vore elskede borgere og bymænd i Ålborg og Hasseris under vor beskyttelse, for særligt at forsvare dem og hjælpe dem til deres ret. <1> Vi under dem, at de, overalt hvor de kommer i vort rige, må være fri og kvit for betaling af told, som kaldes bundgæld, torveørtug og al anden told og tynge, undtagen på vort Skanørmarked. <2> Fremdeles under vi dem af vor særlige gunst og nåde, at så tit og ofte sandemænd i samme by bliver lovligt fældet eller underkendt på deres sandemænds tog, da skal hver af dem med rette svare os 4 mark penge og ikke mere. <3> Fremdeles skal den af Eders sandemænd, som er ude i sit erhverv og ikke i byen på tinge, når han skal gøre sit tog i lovlige sager, som sker inden for deres byfred, og nogen står frem og beviser hans lovlige forfald, ikke miste sin boslod, men så snart han kommer på tinge, skal han gøre sit tog på sagen, som de andre sandemænd gjorde deres. <4> Fremdeles så tit og ofte, som 8 sandemænd i byen bliver tilsagt og det tilfalder dem at gøre deres tog i lovlige sager, da skal de ikke miste deres boslod, medmindre de bliver underkendt ved bispens og nogle bymænds dom og brev, at de har gjort uret tog. <5> Fremdeles skal borgere i Ålborg, som bryder deres fred, så at de sårer og alvorligt mishandler nogen, med rette efter vor gamle lov give os 40 mark og byen 40 mark, dog således, at om borgerne kives indbyrdes, da viser vi dem den særlige nåde, at en hvilken som helst borger i Ålborg, som sårer sin medborger, for et sår under dobbel blot skal give vor lensmand på vore vegne 3 mark penge, medmindre han bliver dømt for hærværk eller med sandemændstog til at give mere o. s. v. <6> Fremdeles fastsætter vi også, at ingen bymand eller borger i Ålborg, den ene eller anden, fattig eller rig, mand eller kvinde, skal tage nogen riddermandsmand eller nogen indflydelsesrig mand fra en landsby til sin værge i nogen måde. <7> Fremdeles fastsætter vi også med dette vort åbne brev, at alle gæster, som kommer til Ålborg og bliver der om vinteren og har deres varer der, skal være pligtige til at betale og udrede al vor kongelige tynge og hjælp sammen med vore borgere hvert år, de opholder sig der; og det er vor vilje, at ingen af gæsterne skal være fritagne for samme tynge og udredning. <8> Fremdeles forbyder vi, at nogen af de nævnte gæster, som ikke er bymand sammesteds, skal vove at sælge klæde eller andre købmandsvarer i alental eller detailsalg uden på markedsdage, som sædvane er fra gammel tid, og hvem der forser sig herimod, skal gøre fyldest derfor efter byens ret og vilkår. <9> Fremdeles en hvilken som helst borger eller bymand, der sætter sin medborger borgen for gæld eller andre sager, skal opfylde, hvad han har aftalt, i samme by til fastsat tid. <10> Og bliver nogen stævnet eller påmindet eller tiltalt af vore fogeder eller embedsmænd eller lensmænd for gæld eller nogen anden sag, som han skylder vore borgere, og går han bort uden at rette for sig og uden at ville søge en afgørelse i mindelighed eller efter retten, da skal han være pligtig at give os tre mark og sagsøgeren tre mark. <11> Fremdeles skal den bymand, som fæster lov overfor nogen borger fra Ålborg, enten i byen eller udenfor, være pligtig at opfylde den lov i Ålborg by. <12> Fremdeles skal den borger, der har gods på landet og tjenere boende der, ikke tilsiges af vore fogeder eller embedsmænd til at deltage i sandemænds- eller nævningetog i nogen måde. <13> Fremdeles forbyder vi strengt, at nogen af vore fogeder eller embedsmænd fanger eller griber nogen af vore borgere i Ålborg for nogen sag eller brøde, hvis hans gods og brofjæl er så omfattende, at han kan bøde for sine gerninger, eller hvis han kan få nogen af sine medborgere, der kan gøre fyldest, til at gå i borgen for, at han skal fyldestgøre det, han har forbrudt. <14> Fremdeles skal ingen af vore fogeder, lensmænd eller embedsmænd med lovdag eller anden tingdele stævne, besvære eller tvinge vore borgere i Ålborg til at forfærdige noget værn omkring byen eller opkaste grave, opføre palisader, bygge broer og lægge gader eller rense disse. Men når tiden kræver, at disse arbejder udføres, da skal almuen tilsiges af borgmester og råd, og de skal udføre arbejdet under den bøde og straf, som herfor plejer at være givet. <15> Fremdeles er det vor vilje, at de må bruge deres fædrift fri og kvit for hver mands tiltale, således som de bedst plejer at have det fra gammel tid. <16> Fremdeles, når samme bymænd bliver tilsagt at yde os nogen hjælp eller tjeneste, ✝da skal de gøre det, som deres skyld og udgift tilsiger med undtagelse af vor skyld og udgift, ligervis som samme borgere og bymænd skal yde os hjælp og tjeneste, når vi tilsiger dem✝. <17> Fremdeles vil vi også fastsætte, at når nogen mand har nogen sag med samme bymænd og borgere i Ålborg, (nemlig) hærværk, ran eller andre sager, skal de ikke forfølge samme sager med enten vore breve eller til landsting eller herredsting; men samme sager skal forfølges på deres byting i Ålborg med den rette kyndighed, som det sig bør. <18> Fremdeles skal ingen stævne samme borgere ud af byen, uden at vi tilsiger, at de skal være i vor og rigets tjeneste og have forfald (i byen). Fremdeles må den som sagsøges med urette i nogen måde og fæster lov for sagen, tage gode mænd til sig og værge sig med højeste ed, som det sig bør. <19> Fremdeles må enhver, der sagsøges uden grund og fæster lov for sagen, tage mænd til sig og værge med sin højeste lov, som det sig bør. <20> Derudover vil vi, at samme borgere og bymænd i Ålborg og Hasseris skal have, nyde og beholde fri nåde og beskyttelse, friheder, rettigheder, privilegier og- begunstigelser, som de fra gammel tid har erhvervet af højbårne fyrster og konger, vore forfædre, således som deres breve og privilegier bedst og udførligst indeholder og udviser, og vi stadfæster samme privilegier med dette vort åbne brev, idet de skal forblive ved deres fulde magt, og idet vi strengt ved vor gunst og nåde forbyder, at nogen af vore fogeder og embedsmænd eller nogen anden skal fortrædige, besvære eller forulempe samme bymænd og borgere eller hindre dem med hensyn til nogen af de fornævnte artikler, såfremt de vil nyde vor nåde og undgå vor kongelige hævn og vrede. Til vidnesbyrd er vort segl hængt neden for dette brev. Skrevet i Ålborg i det Herrens år 13<4>2.
Den titel, som kong Valdemar benytter i dette brev, er enestående. Da brevet imidlertid på grund af sin overleveringshistorie må anses for ægte, cf. Hist. Tidsskrift 11. rk. IV p. 69, må det være udstedt i efteråret 1342, da Valdemar var i krig med både kong Magnus af Sverige og greverne af Holsten, ikke alene med Henrik og Klaus men også med Johan, som ellers lige siden Valdemars tronbestigelse havde været hans forbundsfælle og endnu 1342 17. februar, cf. nr. 213, optræder som sådan. Men i løbet af sensommeren 1342 svinger grev Johan over til Valdemars modstandere, cf. Detmar under år 1342. Da krigen efter pres fra Brandenburgs og kejserens side endte med præliminærfreden af 1342 13. oktober, cf. Detmar og nr. 259, er Ålborgprivilegiet efter al sandsynlighed udstedt før denne dag.