ValdemarN, af Guds nåde de Danskes og Venders konge og hertug af Estland, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.

Det er vor vilje, at det skal blive til evig erindring om sagen og komme til alles, nulevendes såvel som fremtidiges, kundskab, at vi tager vore højtelskede indbyggere i Wesenberg tillige med samme bys landområde og samme indbyggeres gods tillige med deres undergivne under vor freds beskyttelse og særlige værn og overlader dem alle de samme friheder, nåder og retsregler, som de fuldstændig frit brugte og nød på vor højtelskede bedstefader Eriks tid — herlig ihukommelse, fordum de Danskes berømmelige konge — og hvilke også vore højtelskede borgere i Reval vides nyttigt at bruge, idet vi ønsker, at disse deres privilegier, friheder, nåder og nedskrevne retsregler skal opnå bestyrkelse og anerkendelse og ubrydeligt og urokkeligt vare til evige tider; desuden tilføjer vi den bestemmelse, at alle og enhver, som ønsker at være eller opholde sig i nævnte by eller uden for Wesenbergbækken, fuldstændig skal iagttage fornævnte bys ovenanførte ret og sædvane. Derfor forbyder vi bestemt under vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder, deres officialer eller nogen anden, hvilken stilling, værdighed eller stand han end indtager, vover eller drister sig til på nogen måde at forulempe dem eller nogen af deres undergivne med hensyn til gods eller personer mod ordlyden af dette brev eller mod den nåde, der er bevilget dem af os, såfremt han vil undgå vor vrede og kongelige hævn. Til klart vidnesbyrd herom har vi ladet vort segl hænge under dette brev. Givet i Reval i det Herrens år 1345 på den søndag, da der som indgangsbøn synges Quasimodogeniti, med ridderen Stig Andersen, vor højtelskede råd og høvedsmand for vort ovenfornævnte land Estland, som vidne.