Peder, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, til alle Kristi troende, til hvem dette kirkemødes bestemmelser når; måtte I opnå de åndelige glæders nåde og det evige liv.

Med vågen opmærksomhed har vi givet agt på kirken, Kristi brud; thi ved Guds forsyn er vi kaldet til at tage del i omsorgen for den, og vi har undersøgt, hvorledes den i sit legeme og i sine lemmer kan ledes ved et lykkeligt styre, bevares for fordærv og gå frem i ønskelig vækst; vi har da fundet, at det bedst kan ske ved, at kirkens hyrder ved den omsigt og myndighed, hvormed deres embede forlener dem, anvender en sådan lægedom, at kirkernes tjenere og kirkernes gods kan fryde sig ved uindskrænkede rettigheder og fuld frihed, og de ondes afskyelige anmasselse og de overmodiges skændige forvovenhed kan vises tilbage. Skønt Vorherre har lært og foreskrevet, at hvad Guds er, bør gives GudN, og ikke har villet, at det på nogen måde skal være underkastet lægfolks magt, hvem ingen myndighed er givet over kirkerne og kirkens mænd, men som snarere er bestemt til at adlyde, har dog havesygens afskyelige begærlighed i den grad forblindet visse lægfolk i vor kirkeprovins, at de, ikke tilfredse med den overflod på timelige ting og det næsten fyrstelige eje, som de allerede besidder til overmættelse og bruger efter forgodtbefindende, ikke undser sig ved at udstrække deres ugudelige anslag til kirkernes gods, de gejstliges tiender, indkomster og indtægter, og det i den grad, at de ikke blot lægger voldelig hånd på disses gods men også hyppigt på deres person og, for at fravriste dem pengesummer, fængsler dem — hvad vi beretter med smerte — og, hvad der er end mere afskyeligt, ved deres medskyldige har ladet deres biskopper, kirkens fortrinlige støtter, fængsle uden at betænke, at ved sådanne misbrug bør de, som samtykker i handlingen, og de, som udfører den, rammes af lige straf. Ofte gæster de også klerkenes og præsternes gårde med en mængde heste og tjenere og vilde der fortære deres rørlige gods, hvis disse ikke indgik forlig og lod sig købe fri for sådanne Gud forhadte udplyndringer. Ydermere pålægger de så mange byrder, skatter og afgifter på fornævnte klerke og deres undergivne, at præstedømmet af dem synes bragt i en ringere tilstand, end det var under Farao, som ikke havde kendskab til Guds lovN, men som, medens han ellers havde lagt alt andet under sit trældomsåg, dog lod præsterne og deres besiddelser beholde deres gamle frihed, hvorimod disse ikke viger tilbage for at vælte næsten alle deres byrder over på klerkene og præsterne, endogså voldeligt røver de afdøde klerkes gods og beholder det for sig selv, fangerN mennesker i kirkerne og på kirkegårdene eller tvinger dem ved at unddrage dem føde til at gå ud derfraN til alvorlig undergravelse af den kirkelige frihedN. Undertiden befæster de kirkerne og kirketårnene og de hellige steder og forvandler dem til forskansninger og fæstninger imod den hellige kanons forbud, som siger således: ».... forbyder vi under trusel om forbandelse; og med apostolisk myndighed forbyder vi, at kirkerne befæstes af lægfolk eller bringes i trældom.«N Belært ved de hellige kanoniske skrifter ved vi, at det højeste gode i kirkens anliggender er at dyrke retfærdigheden og lade enhver beholde hans ret, ikke at tillade, at undergivne udsættes for vold, men tværtimod at skærme det, som billigt er, hvilket ikke kan ske ved det blotte forbud mod forseelser på grund af de slettes frækhed, hvis ikke passende straf rammer dem, der har forset sig. <1> Med velovervejet råd og enstemmigt samtykke af vore kære medbrødre, medbiskopperne i vor kirkeprovins, abbederne, provsterne, priorerne, dekanerne, ærkedegnene og kannikerne, forsamlede ved nærværende kirkemøde i Helsingborg, bestemmer og fastsætter vi med nærværende forordning, som ubrydeligt skal stå ved magt til evig tid, at hvis nogen for fremtiden gør sig skyldig i den art af helligbrøde, at han fjendtligt forfølger en af biskopperne i kirkeprovinsen Danmark eller stikker ham ned eller fængsler ham eller forviser ham eller gør fælles sag med den, som gør det, eller befaler, at det skal finde sted, eller godkender det, når det er sket, eller giver råd eller støtte eller senere huser eller med viden om det skete forsvarer gerningsmanden eller også formaster sig til ved trusler eller legemlige pinsler at fravriste biskopperne eller deres slægtninge eller pårørende eller venner breve, løfter, skriftlige forsikringer eller forpligtelser af anden art — uanset hvorledes ordene er formet og selv hvis der synes at være indeholdt et samtykke deri — hvorved det tilstås dem at være undskyldte og ansvarsfri for tilfangetagelse, vold og overgreb, forøvet mod biskopperne, hvilke skriftlige forsikringer vi med nærværende kirkemødes myndighed erklærer for intetsigende, tomme og magtesløse at være, eftersom de er aftvunget ved vold og frygt, da skal han ligesom den, der anklages for majestætsforbrydelse, være æreløs til evig tid og rammes af forbandelsens evigtvarende brod, således at både han og hans børn i mandslinien indtil andet slægtled, berøvede ethvert håb om dispensation fra vor eller vore efterfølgeres side, ved selve handlingen skal være uskikkede til at opnå kirkelige beneficier, ikke blot i den stad og det stift, som samme biskop leder, men i hele kirkeprovinsen, i alle stifter og stæder, og uskikkede til for livstid eller for en given tid mod årlig afgift eller ved fri overladelse, eller hvorledes de iøvrigt måtte have erhvervet adkomst eller skin af ret dertil, på nogen som helst måde at opnå fogedier, jurisdiktioner, forvaltninger, åndelige eller timelige, borge, landsbyer, byer eller hvilke som helst andre af kirkens besiddelser uanset deres benævnelse. Også vedkommendes landN og opholdssted samt andre steder, på hvilke biskoppen holdes fangen, eller hvor den, som holder ham fangen, opholder sig, og de steder, hvorigennem han, som holder ham fangen, rejser, skal, sålænge han opholder sig der, og tre dage efter at han er rejst derfra, medens fængslingen varer, med nærværende kirkemødes myndighed være underlagt kirkens interdikt, men de gejstlige, som i nærværelse af sådanne menneskeranere og på steder således belagte med interdikt, formaster sig til at højtideligholde gudstjenesten eller rettere profanere det guddommelige, skal foruden at pådrage sig den banlysningsdom, som de efter vor vilje straks skal rammes af, med ovennævnte myndighed ved selve handlingen være berøvede deres kirkelige beneficier, alle og hvert enkelt, og være uskikkede til at opnå lignende eller hvilke som helst andre kirkelige beneficier. Når fremdeles en kannik fra en hvilken som helst katedralkirke i vor kirkeprovins eller en anden gejstlig person, som har en regelbunden eller verdslig dignitet, d.v.s. abbeder, provster og priorer, ikke eksempte samt de eksempte, som ønsker at efterkomme nærværende kirkemødes bestemmelser på alle punkter uanset deres privilegier, indenfor vor kirkeprovins' grænser ved djævelens tilskyndelse fængsles eller dræbes, såres, piskes, lemlæstes eller på anden vis behandles forargeligt af lægfolk eller andre uden mandat fra vedkommendes biskop, og der foreligger håndgribeligt bevis derfor, da skal med det samme de gudstjenestlige handlinger i almindelighed ophøre i hele det stift, i hvilket den fængslede holdes fangen og sådan udåd er begået, indtil den fængslede person er frigivet, og tilbørlig erstatning og bøde er tilbudt og ydet, og en sådan misdæder skal sammen med sine hjælpere og medskyldige, om hvem der foreligger håndgribeligt bevis, i mellemtiden erklæres for banlyst over hele vor kirkeprovins Danmark under trusel om de nedenfor antegnede straffeN. Og hvis kanniker fra en kollegiatkirke, regelbunden eller verdslig, præster, klerke eller munke inden for vor jurisdiktion samt de eksempte, som på alle punkter drager omsorg for at efterkomme nærværende kirkemødes bestemmelser, med urette fængsles, lemlæstes eller dræbes af lægfolk eller andre, og der foreligger håndgribeligt bevis derfor, da skal på lignende måde al gudstjeneste ophøre i hele det sogn, hvor en sådan fængslet holdes forvaret, indtil sammes frigivelse, samt ligeledes hvor sådanne misdædere har deres bopæl, opholder sig eller rejser igennem og tre dage efter deres bortrejse derfra, og sådanne misdædere skal erklæres for banlyste over hele det stift, indtil tilbørlig erstatning er ydet, for så vidt der foreligger bevis angående hver enkelt med navns nævnelse. <2> Ydermere bestemmer og fastsætter vi, at alle, hver og en, som plyndrer biskoppeligt gods, raner bi skoppelige indtægter, udplyndrer klerke og gejstlige personer i vor kirkeprovins for alle deres ejendele eller en væsentlig del af samme eller røver afdøde klerkes gods eller pålægger deres undergivne uretmæssige skatter, afgifter og uvante byrder eller tilegner sig kirkelige indtægter eller tiender med vold eller fanger mennesker, der søger tilflugt i kirker eller befinder sig indenfor fredhellige steder, eller slæber dem ud derfra eller giver befaling til, at de skal slæbes ud eller fanges — undtagen i de tilfælde, hvor der er retshjemmel herfor — eller ved at unddrage dem mad og drikke tvinger dem til at forlade de hellige steder, ved selve handlingen rammes af banlysningsdom og offentligt rundt om i kirkerne skal erklæres for banlyste med navns nævnelse, for så vidt der foreligger klart bevis for deres vedkommende, og indtil tilbørlig fyldestgørelse har fundet sted, skal de være berøvede delagtighed i sakramenterne, så længe de lever, dog bod på dødslejet undtagen, og de skal, når de er døde, være kirkelig begravelse foruden, så at de således dækkede med skamfuldhedens rødme i rådvildhed kan føle, at de, for at de ikke ved deres smitte skal besudle og fordærve de gode, som rådne lemmer er afskåret fra kirkens legeme og som syge får udstødt af Herrens hjord, og at de ganske er hjemfaldet til djævelen — thi det er retfærdigt, at streng kirketugt i det mindste lægger bånd på dem, hvem gudsfrygt ikke holder fra det onde. Men eftersom deres rådvildhed vil være des større, jo mere åbenbar deres brøde er, har vi ladet gøre den tilføjelse til vor straffebestemmelse, at alle gudstjenestlige handlinger også skal ophøre i det sogn eller de sogne, i hvilket eller hvilke sådanne ransmænd opholder sig, eller de ejendele, der således er taget fra gejstlige eller røvet fra afdøde, bliver ført hen og bragt i forvaring, indtil nævnte ejendele er tilbageleveret, og passende fyldestgørelse har fundet sted. <3> Fremdeles skal alle, hver og en, som ved bevæbnede mænd eller bueskytter befæster, besætter og uretmæssigt tilegner sig kirketårne, kirker eller hellige steder for at omdanne dem til fæstninger og forskansninger uden biskoppens og hans kapitels bemyndigelse, fri tilslutning og samtykke, ved selve handlingen rammes af banlysningsdom tillige med alle deres tilhængere, hjælpere og rådgivere, og på alle de steder i vor kirkeprovins, på hvilke de gør ophold eller tager bopæl med deres undergivne, skal alle gudstjenestlige handlinger ligeledes ophøre, og de skal ikke frikendes for fornævnte domme uden først at have erstattet den skade, som derved er forvoldt. Fremdeles skal i de kirker, der ubesindigt besættes af disse formastelige lovovertrædere, så længe de opholder sig der, alle guds tjenestlige handlinger ophøre. <4> Ydermere minder vi om den forordning, som herr Otto, kardinal, fordum det apostoliske sædes legat til Danmarks rige, har udstedt, og som vi stadfæster med rette kirkemødes myndighed, ligesom vi erklærer, at den ubrydeligt skal overholdes, den forordning, i hvilken det hedderN: »Vi Otto, det apostoliske sædes legat for Danmarks riges lande, påbyder og bestemmer i ønsket om at drage omsorg for klerkenes og præsternes frelse og for kirkens hæder, Kristi brud, at medmindre husholdersker og samleversker hos klerke og præster i kirkeprovinsen Danmark inden en måned, efter at de er blevet manet i henhold til denne forordning eller har fået kendskab til den, afholder sig fra ethvert samvær med dem, således at de ikke åbenbart bor sammen med klerke og præster i disses egne huse eller i hvilke som helst andre huse eller klart for alle besøger dem, rammes de ved selve handlingen af banlysningsdom, og de præster og klerkeN, som offentligt holder samleversker, må vide, at hvis de ikke inden en måned, som ovenfor sagt, skiller sig af med dem, således at ingen lav mistanke i fremtiden kan opstå om, at de har dem boende hos sig, berøves de dermed embede og beneficium, og hvis de desuagtet senere gør sig skyldig i omgang med disse og deler disse brødefulde kvinders brøde, da skal de i kraft af selve retsreglerne rammes af samme banlysningsdom som de, og for at spærre for udbredelsen af denne fordærvelige sygdom, bestemmer vi, at ærkebiskoppen og biskopperne for fremtiden ikke må overdrage kirke eller præbende til nogen, medmindre denne over for sit kapitel og andre troværdige personer med skriftlig bevidnelse lover, at han ikke hverken i sit eller i nogen andens hus åbenbart for alle vil bo sammen med nogen husholderske eller samleverske, og hvis han handler herimod, da skal han i medfør af sit eget tidligere afgivne tilsagn berøves dette beneficium, og de foresatte, som drister sig til at understøtte sådanne i deres utilbørligheder eller — hvad Gud forbyde — til at forfremme dem til de højere grader, skal i det mindste, hvis det er sket for penges eller anden timelig vindings skyld, i så lang tid, som deres overordnede finder for godt, suspenderes fra ethvert embede og især udelukkes fra overdragelse af gejstlige grader, da værdigheds porte ikke bør åbnes for foragtelige og uværdige personer.« Fremdeles bestemmer vi, at det stykke i forordningen, givet af herr Gregorius, kardinalN, fordum legat i Danmark, skal iagttages og offentligt kundgøres, som er således lydende: »For at ægteskabssager kan blive afgjort på tilbørlig måde, er det vor vilje og befaling, at ingen anden må driste sig til at fælde endelig dom i disse sager end biskoppen, hvis han er til stede og er i stand til det uden besvær, eller en anden retskyndig i hans sted, hvem han særligt måtte overdrage den pågældende sag.« <5> Fremdeles bestemmer vi, at de beneficierede gejstlige i de højere grader, som drister sig til at forvalte verdslige ombudsmandsembeder, jurisdiktioner eller fogedembeder, overdragne dem af lægfolk nu eller i fremtiden, som følge heraf skal suspenderes fra deres grader, ligesom de kirkelige beneficier, som de sidder inde med, skal fratages dem, medmindre de sørger for at nedlægge nævnte ombudsmandsembeder, jurisdiktioner eller fogedembeder med fuld retsvirkning inden en måned regnet fra bekendtgørelsen af denne forordning, og hvis de ikke derpå inden femten dage efter ovennævnte måneds forløb opgiver deres forhærdelse og ganske og aldeles med fuld retsvirkning giver afkald på fornævnte ombudsmandsembeder, jurisdiktioner og fogedembeder, skal de straks ifalde banlysningsdom ved selve deres handling. <6> Ydermere forordner vi med dette kirkemødes myndighed, at hvis nogen gejstlige skulde gribes af et så afsindigt overmod, at de fordrister sig til at sætte sig op imod deres foresatte eller mod andre, som måtte blive udpegede til at udføre denne helsebringende forordning, eller vover at anspore andre til at sætte sig op imod dem, og der foreligger håndgribelige beviser herfor, eller drister sig til at forsvare deres skændige forehavende med verdslige magtmidler, således som nogle siges undertiden at have gjort, da skal de foruden den banlysningsdom, der efter vor vilje skal ramme dem, ved selve handlingen fjernes fra beneficium og embede, medmindre de af det apostoliske sæde eller dets legat eller af ærkebiskoppen i Lund opnår dispensation. <7> Fremdeles bestemmer vi efter vore elskede brødres enstemmige råd og samtykke, at ingen biskop på nogen måde må forsøge eller driste sig til at oplade sin kirkes borge eller befæstninger til nogen som helst person, gejstlig eller læg, uden at han først af denne har modtaget og betinget sig fyldestgørende borgen for, at denne uden at gøre vanskeligheder af nogen art og med overholdelse af de hæderlige betingelser, som er truffet eller vil blive truffet dem imellem, vil genoplade disse til ham eller hans på kanonisk vis indsatte efterfølger eller til hans kapitel, hvis sædet er vakant. Men hvis den, hvem biskoppen har overgivet kirkens borge og befæstninger til tro bevogtning, undlader frit at genoplade disse til samme biskop eller hans efterfølger eller hans kapitel, i fald som ovenfor nævnt sædet er vakant, og hvis dette sker til trods for, at der er rettet opfordring til ham under indrømmelse af en passende frist — nemlig et tidsrum af ni dage, af hvilke vi med dette kirkemødes myndighed og i henhold til sagens karakter fastsætter tre dage som første termin, tre som anden og de tre sidste dage som tredie og peremptoriske termin og trefoldig kanonisk påmindelseN, da er det vor vilje, at en sådan uretmæssig indehaver foruden den skamplet for upålidelighed og vanry, som han umiddelbart efter den borgerlige lov udsætter sig for, ved selve handlingen skal pådrage sig banlysningsdom, når ovennævnte terminer er udløbet, og at han med navns nævnelse skal erklæres for banlyst over hele vor kirkeprovins; men hvis en sådan opsætsig uretmæssig indehaver søger at fremture i sin trods i næstfølgende måned, da skal straks alle gudstjenstlige handlinger midlertidigt ophøre der, hvor nævnte lovovertræder har hjemme eller midlertidigt opholder sig, eller hvor han blot rejser igennem. <8> Fremdeles bestemmer og erklærer vi enstemmigt med dette hellige kirkemødes billigelse, at enhver biskop i vor kirkeprovins, som lovformeligt er blevet underrettet herom ved åbent brev eller af en af vore medbiskopper og medbrødre under gode mænds vidnesbyrd, i det mindste een gang i egen person, hvis han uden vanskelighed er i stand dertil, inden otte dage regnet fra det tidspunkt, da han får kundskab herom, åbenlyst og offentligt og uden svig på alle søndage og festdage i hele sit stift skal publicere navnene på sådanne misdædere og overtrædere, som i ovennævnte tilfælde og på ovennævnte punkter har forbrudt sig imod dette kirkemødes bestemmelser; men hvis han ikke gør det senest tre dage, efter at de otte dage er udløbet, skal han vide, at det med dette kirkemødes myndighed straks skal være ham forbudt at betræde kirken, og hvis han i de næste tre følgende dage ikke, personligt eller ved andre, foretager nævnte bekendtgørelse, må han vide, at han dermed straks er suspenderet fra sit embede; men hvis han — hvad ikke ske — i andre tre dage regnet i fortsættelse af de fornævnte trodsigt undlader at foretage fornævnte publikation enten personligt eller ved andre, erklærer vi ham for at være ifalden banlysningsdom ved selve handlingen; men eftersom kirken ikke lukker sit skød for nogen, der vil vende tilbage, har vi truffet følgende indskrænkende bestemmelse angående syndsforladelse i et sådant tilfælde. Når nemlig en således belastet biskop drager omsorg for med ærbødighed at opfylde nærværende kirkemødes påbud og i forvejen afgiver fyldestgørende borgen for at ville fremstille sig for os og vore medbrødre på næstfølgende kirkemøde for der at stå i rette for os eller lade sagen afgøre ved vor nåde, da skal og bør den biskop i vor kirkeprovins, som bor ham nærmest, meddele ham syndsforladelsens nådegave på vore vegne, når blot han ydmygt beder derom. Disse straffes hårdhed må ikke tilskrives en hjertets ufølsomhed hos os, men snarere de hellige kanoniske bøgers regler, som siger følgende: »Den biskop, som ikke griber ind over for brødre, bør snarere kaldes en skamløs hund end biskop,«N og han er uden tvivl lige så brødefuld, som den, der begår brøde, da han forsømmer at rette på det, han kan rette på, og fremdeles: »Hvis vi lader det skorte på omsorg for kirken og undlader at styrke dens kraft, vil uvirksomhed nedbryde tugten, og der vil sikkert tilføjes de troendes sjæle skade«N, thi den, som kan træde op imod og forvirre de slette og ikke gør det, fremmer kun deres ugudelighed, og den, som undlader at træde op mod åbenlys misgerning, når han kan det, kan ikke sige sig fri for mistanken om hemmelig medskyld. <9> Endvidere når salmisten siger: »Lover Herren i hans hellige,«N og når vi, omend vi således forpligtes til at vise enhver af de hellige ærbødighed, dog særligt og først og fremmest med god grund forpligtes til at vise hine hellige ære, hvis relikviers hellige skat gemmes i vor kirkeprovins, så bestemmer vi, at festen for undfangelsen af den hellige jomfru, som indtager forrangen og førstepladsen blandt alle hellige, skal højtideligholdes den 8. december, og at der hver lørdag over hele vor kirkeprovins i stedet for tidebønnerne skal læses ni lektier om samme hellige jomfru med en højtidelig messe, for at hun med større iver kan gå i forbøn for os hos sin elskede søn Kristus; endvidere, at der over hele vor kirkeprovins Danmark i alle kirker fromt skal højtideligholdes (følgende) fester med messe og tidegudstjenester og ni lektiers-tjeneste: for St. Lucius, pave og martyr, Roskilde kirkes værnehelgen, hvis hoved gemmes der, den 4. marts, for St. Marinus, biskop og martyr, hvis hele legeme gemmes i vor Lundekirke, den 3. juli, for de hellige jomfruer Eufrosine og Florencia — og deres medsøstre de 11000 jomfruer —, hvis legemer ligeledes velbevarede gemmes i samme vor Lundekirke med ærefrygt, den 5. juli. Ydermere lader vi føje til denne bestemmelse, at der efter enhver højmesse sunget i de enkelte kirker i vor kirkeprovins med kærter og vokslys tændt i bøn til Gud om fred og til afvendelse af kirkens nød for højaltret højtideligt afsynges vekselsangen: »Hil Dig, dronning«N af hele den da tilstedeværende gejstlighed; når den er endt, sluttes der under knæfald af med tre vers, nemlig: »Bed for os, hellige Guds moder,«N »Vær os et styrkens tårn«N og »Der blive fred i Dig«N med tre kollekter, nemlig: »Tilsted, at vi, Dine tjenere,«N »Herre, vi beder Dig, (tilsted) Din kirkes bøn«N og »Gud, Du, der (har skabt) de hellige længsler«N o.s.v.; men efter privatmesserne skal nævnte veksel sang med ovennævnte småvers og kollekter læses af den celebrerende præst, ligeledes under knæfald. For at gejstlighed og menighed med større iver skal stræbe efter at deltage i denne afsyngelse eller recitation, eftergiver vi barmhjertigt med Gud alle, der viser sand anger og bekender deres synder, og som tager del i ovenstående, 40 dage af den dem pålagte kirkebod. For at det ovenstående, alt og hvert især, ubrydeligt skal blive overholdt og ikke forblive skjult for nogen som helst ved uvidenhed herom, bestemmer og påbyder vi strengt i medfør af den hellige lydighedspligt, at biskopperne af vor kirkeprovins på deres synoder, som de een gang om året afholder i deres respektive stifter, skal lade disse vore bestemmelser offentliggøre, og at de selv skal overholde dem og lade dem højtideligt og offentligt bekendtgøre af deres undergivne i deres kirker og omhyggeligt overholde, uden at der derved må gøres nogen indskrænkning i andre bestemmelser af de ærværdige fædre og herrer Gregor, Otto og Guido, kardinaler, det apostoliske sædes legater i kongeriget Danmark, samt andre bestemmelser trufne af vore forgængere, ærkebiskopperne, på provinssynoderne.

Forhandlet på provinssynoden i Helsingborg i det Herrens år 1345 den 9. maj i nærværelse af de ærværdige brødre, vore medbiskopper, herrerne Svend af Århus, broder Niels af Odense, Anders af Børglum, Jakob af Roskilde, Peder af Viborg og magister Peder, udvalgt og bekræftet biskop af Ribe kirke, og de ærværdige mænd Holger, provst, Henrik, dekan, Knud, ærkedegn, alle af vor kirke i Lund, broder Jens, udvalgt abbed for Allehelgensklostret nær Lund, Niels Jensen, dekan, magister Hemming, ærkedegn i Roskilde, broder Skjalm, abbed i Æbelholt, broder Jakob, abbed i Ringsted, Roskilde stift, broder Peder, abbed i Essenbæk, herrerne Povl, provst, Jens, kantor ved kirken i Århus, herr Vilhelm, prior for nonneklostret i Randers i samme Århus stift, magister Niels Sehested, provst i Slesvig, herr Morten, provst, broder Anders, prior ved kirken i Odense, Peder Gammel, provst for Lolland i samme Odense stift, brødrene Oluf, provst, og Hildebrand, prior ved Børglum kirke, og provst Mogens i Vendsyssel, hvis segl tillige med vort segl er hængt under dette brev.