Til vor ærværdige broder, biskop Didrik af Slesvig, hilsen (og apostolisk velsignelse).

Skønt vi gerne i apostolisk gavmildhed udstrækker vor nådige hånd mod ringere personer, er det dog passende, at vi også viser dem nåde og velvilje, der har påtaget sig andel i mere byrdefulde forpligtelser, når de vides i særlig grad at have behov derfor, så at nøden ikke til skændsel for bispeembedet skal tvinge dem til tiggergang. I en ansøgning, som er forebragt os på Dine vegne, udtales, at Du, siden vi lod Din person forfremme til kirken i Slesvig, som da var uden gejstlig omsorg, og som Du nu vides at forestå, ikke har oppebåret frugter, indtægter og indkomster af samme kirke, ligesom Du ikke i den nærmeste fremtid kan forvente at oppebære sådanne. Da vi derfor ønsker at omfatte Din person med nåde i dette anliggende og på en eller anden måde at lette Din nød, bøjer vi os for de bønner, som er fremsat af vor elskede søn i Kristus Karl, Romernes berømmelige konge, der på Dine vegne ydmygt bønfalder os derom, og for Dine egne bønner, hvorfor vi med apostolisk myndighed og af særlig nåde meddeler Dig dispensation, således at Du frit kan modtage et kirkeligt beneficium med sjælesorg og et andet uden sjælesorg og uhindret beholde dem sammen med fornævnte kirke i Slesvig uanset alle apostoliske bestemmelser, der strider herimod, og uanset, om der i nævnte kirke eller i de andre kirker, hvortil disse beneficier måtte høre, skulde forefindes vedtægter og sædvaner, der ligeledes strider herimod, når blot beneficierne iøvrigt overdrages Dig på kanonisk vis, og forudsat at de ikke unddrages de tilbørlige gudstjenester, og at sjælesorgen på ingen måde forsømmes i nævnte beneficium med sjælesorg. Intet menneske må bryde dette vort dispensationsbrev eller (— — —)N. Givet i Avignon den 23. februar i vort tiende pontifikatsår.