Til vore kære søn og datter i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, og Helvig, Danmarks berømmelige dronning, hilsen o. s. v. Den oprigtige hengivenhed, hvormed I ærer os og romerkirken foranlediger, at vi nådigt bønhører Eders bønner, særligt når de tager sigte på Eders sjæls frelse. Følgelig har vi imødekommet Eders bønner og tilstår Eder, fromme konge og dronning, med dette brev, at Eders skriftefader, hvem I nu vil vælge, med apostolisk myndighed så vidt kirkens nøglemagt strækker sig, og det er velbehageligt i den guddommelige majestæts øjne, een gang, når døden stunder til, kan meddele Eder fuld forladelse for alle Eders synder, som I angrer i hjertet og bekender med munden, hvilket de romerske paver nu og da plejer at tildele enkelte personer ved særligt privilegium, dog således at samme skriftefader i de tilfælde, hvor der skal ydes andenmand oprejsning, kan pålægge Eder personligt, hvis I overlever faren, eller Eders arvinger, hvis I måske skulde gå bort, at udføre det, som I eller de som anført måtte være pligtige at gøre. Og for at I ikke — det være langt fra — på grund af denne nåde i fremtiden skal blive mere tilbøjelige til at begå utilladelige handlinger, er det vor vilje, at hvis I måtte begå noget i tillid til denne eftergivelse, skal omtalte eftergivelse ikke på nogen måde hjælpe Eder på de punkter. Intet menneske må bryde dette vort tilladelses- og viljesbrev eller i ubesindig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen fordrister sig til at forsøge det, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans apostle St. Peters og St. Paulus' vrede. Givet i Villeneuve i Avignon stift den 7. september i vort tredie pontifikatsår.