© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tryk efter Lüb.UB.:
Salutacione premissa. ♦ Wetet, do ik van iv reth to Lubeke, do reth ik na deme van der Lippe vnde bewarede dat werf, dat gy wol weten, alse ik best konde. ♦ Do sande my de van der Lippe na dem van Schouwenborg, den vant ik to der Hatesborg vnde seghede eme, dat he scholde to hus; dat wolde he gherne d{ov}n. ♦ Do berichtede my de greue, dat ene sin vedde<re> greu<e> Alef hedde laden to sines landes noth, also were he eme volghet vnde hede sik vorwaret an iv. ♦ Do berichtede ik en wedder, dat gy my vnde manghen man* vmme sinen willen vnde siner vedderen dicke ereden myt aller woldat, vnde gy ok myt nemende orlegheden, gy en wosten, dat gy recht hebben. ♦ Nv berichtede he my, dat se mosten tosamende bliuen, eder se weren anders vorderft. ♦ Ok hebbe gy eme sodder iuwen bref ghesant vnde hebben eme vraghen laten vmme de vorwaringhe, de he an iv dan hef<t>: wil he iuwe vigent wesen, so wil gy iuwe koplude warnen, de gy vte hebben. ♦ Des het he my sodder secht, dat he iuwen kopluden node wat arghes tokeren wolde, men dat he sineme vedderen volghede to sines landes noth. ♦ Also, alse ik van iv scheydede vnder deme rathus, do reth ik na greuen Clawese vnde hedde gherne ene sone twischen den Bocwolden vnde iv. ♦ Do vant ik greuen Alef vnde en to samende to Vlensborg; dar voghede ik dat also, dat greue Clawes sprack greuen Aleue van siner egenen weghen vnde sande dar vmme hern Meseke Crummendike vmme ene sone twischen den van Bocwolden vnde iv. ♦ Dar scholde ik na reden hebben, men ike mende, dat het bet w{ov}rue, dar vmme dat se ome vnde veddere sint. ♦ Do sprak greue Clawes: Nv is de sone v{ov}rtgheghan, de dv brachtest my van Praghe, de het volthoghen des koninghes droste vnde sin rat van Denemarken. ♦ Do sprack ik: Leue here, wor late gy stede? ♦ Do berichtede he my, dat sin veddere hedde sik to deme koninghe dan vnde hedde sik mit eme vorb{vo}nden to alle sinen n{ov}den, nv moste he sik sonen, eder he were anders vorderft. ♦ Des sprack greue Clawes to my: hedde he in gengher vorbindinghe seten eder genghe holpe sik vorm{ov}det, so en hedde he de s{ov}ne nicht aneghan; ok het he my to iv bevolen, dat he sik oppe iv nicht en hebbe vorbvnden vnde to nemende, ok wel he iv willen wisen vnde vorderen, wor he dat myt eren don mach. ♦ Wat iv desse bode secht, des moghe gy louen, vnde en nemet dat vor nenen vnwillen, dat ik soluen to iv nicht en k{ov}me, vnde bedet ouer my.
Arnoldus de Kiumen meo sigillo.
13 vedde<re> greu<e>] vedde greu forlægget.
15 man] herefter dicke ereden i forlægget, men cf. l. 15-16.
20 hef<t>] hef forlægget.
Vor hilsen tilforn . I skal vide, at da jeg red fra Eder i Lübeck, da red NEL til herren van der Lippe og varetog, så godt jeg kunde, det hverv, som I er vel vidende om. Da sendte herren van der Lippe mig til herren af Schauenburg; ham traf jeg i Hatesborg og sagde til ham, at han skulde tage hjem; det vilde han gerne gøre. Da fortalte greven mig, at hans fætter grev Adolf i sit lands nød havde sat ham stævne, derfor havde han fulgt ham og havde undsagt Eder. Da svarede jeg ham, at I for hans og hans fætres skyld ofte ærede mig og mangen mand med alle slags velgerninger, og at I ikke krigedes med nogen, hvis ikke I vidste, at I har ret. Nu fortalte han mig, at de måtte holde sammen, ellers var de fortabt. Ligeledes har I senere sendt ham Eders brev og har ladet ham udspørge om undsigelsen, som han har stillet Eder overfor: Vil han være Eders fjende, så vil I advare Eders købmænd, som I har ude. Så har han senere sagt til mig, at han ikke vilde tilføje Eders købmænd noget ondt, men at han støttede sin fætter i hans lands nød. Ligeledes da jeg skiltes fra Eder under rådhuset, da red jeg til grev Klaus og havde gerne bragt en udsoning i stand mellem Buchwalderne og Eder. Da traf jeg Adolf og ham sammen i Flensborg; der magede jeg det således, at grev Klaus talte med grev Adolf på sine egne vegne, og sendte derfor herr Meseke Krummedige for at bringe en udsoning i stand mellem Buchwalderne og Eder. Der skulde jeg være redet hen, men jeg mente, at han kunde udføre det bedre, fordi de er onkler og fætre. Da sagde grev Klaus: Nu er udsoningen gået i orden, som du bragte mig fra Prag ; den har kongen af Danmarks drost og hans råd ratificeret. Da sagde jeg: Kære herre, giver I efter? Da fortalte han mig, at hans fætter havde givet sig i tjeneste hos kongen og havde sluttet forbund med ham i alle hans vanskeligheder ; nu måtte han gå med til en udsoning, ellers vilde han være fortabt. Derefter sagde grev Klaus til mig: Havde han været medlem af noget forbund eller haft håb om nogen hjælp, så var han ikke gået ind på denne udsoning; ligeledes har han befalet mig at meddele Eder, at han ikke har indgået noget forbund mod Eder eller med nogen; ligeledes vil han vise Eder sin hengivenhed og fremme Eders sag, hvor han kan gøre det med ære. Hvad dette bud siger Eder, det kan I tro på; og optag det ikke for ond vilje, at jeg ikke selv kommer til Eder, og bed for mig.
Arnold von Kymen under mit segl.
Lübeck havde i 1364 en fejde med slægten Buchwald, cf. Detmar under dette år; den bragtes ved en traktat af 1365 25. maj ud af verden, cf. Lüb.UB. III 559 nr. 527, hvilket i de tidligere udgaver er benyttet som terminus ante quem for Arnold v. Kymens indberetning. Denne må dog ifølge sit indhold utvivlsomt være affattet før kong Valdemars tilbagevenden til Danmark i sommeren 1364, og den situation den afspejler, svarer til den, grev Henrik i sit brev af 1364 14. marts giver udtryk for, cf. Tägil 257-641.