Til vor elskede søn Valdemar, udvalgt biskop af Odense, hilsen og apostolisk velsignelse.

Da vi med Herrens bistand ønsker på gavnlig måde at udøve det apostolatembede, der fra det høje er betroet os – omend vore fortjenester ikke er fyldestgørende – og i kraft af hvilket vi forestår styret af alle kirker, lægger vi os af hjertet efter med omhu og kløgt at sørge for, når det drejer sig om at beskikke ledelsen af disse kirker, at indsætte sådanne i spidsen for dem som hyrder, som kan belære den dem betroede Herrens hjord ikke alene ved or dets læresætninger, men også ved den gode gernings eksempel, og som under Herrens førelse vil og heldbringende kan lede og lykkeligt styre de dem betroede kirker til fredfyldte og rolige tilstande. Da Erik, biskop af Odense, salig ihukommelse – i sin tid forestod styret af kirken i Odense, og da vi i kraft af vort embede ønskede at sætte en nyttig og egnet person i spidsen for samme kirke, når den måtte blive ledig, lod vi den gang provisionen af samme kirke reservere for vor rådighed og bestemmelse, idet vi fra da af erklærede det for ugyldigt og magtesløst, om nogen, ligegyldigt med hvilken myndighed, med eller uden viden herom skulle forsøge at handle anderledes i denne sag. Men da fornævnte kirke senere ved samme biskop Eriks død, han, som afgik ved døden uden for den romerske kurie, var berøvet sin hyrdes trøst, valgte vore elskede sønner i kapitlet ved nævnte kirke, der, som det forsikres, var uvidende om fornævnte reservation og bestemmelse, endrægtigt Dig, ærkedegn af præstegrad i Demmin under kirken i Kammin, til biskop af Odense – skønt kun de facto – og Du, der på samme måde var uvidende om førnævnte reservation og bestemmelse samtykkede ligeledes de facto i dette valg, efter at beslutningen herom var forelagt Dig; og da fornævnte reservation og bestemmelse sluttelig blev bragt til Din kundskab, lod Du sagen om dette valg blive forelagt i konsistorium i vor nærværelse. Da vi altså anså valget og alt, hvad der fulgte derefter, der jo som fornævnt de facto var foretaget efter og i modstrid med den fornævnte reservation og bestemmelse, for ugyldigt og magtesløst, således som det også var, og da vi med faderlig og omsorgsfuld iver tænkte på en hurtig og lykkebringende provision af denne kirke i Odense, som ingen uden os denne gang kunde eller kan befatte sig med, eftersom ovennævnte reservation og bestemmelse lagde sig hindrende i vejen, har vi, for at denne kirke ikke skulle udsættes for en lang vakances ubehageligheder, efter en omhyggelig overvejelse, som vi har haft med vore brødreN herom, sluttelig rettet vort blik mod Dig, om hvem der over for os fremføres troværdige vidnesbyrd om boglig viden, renfærdigt levned, gode sæder, fremsyn i det åndelige og omsigtsfuldhed i det timelige og andre fortjenstfulde dyder. Efter med tilbørlig eftertanke at have overvejet alt dette samt den endrægtige vilje hos nævnte kapitel, der valgte Dig, giver vi på disse vore brødres råd med apostolisk myndighed Dig personlig, der er godkendt af os og nævnte brødre som følge af Dine nævnte fortjenester, provision på samme kirke i Odense og sætter Dig i spidsen for den som biskop og hyrde og overdrager med Gud, som uddeler nådesbevisninger og skænker belønninger, Dig fuldt ud omsorgen for og styrelsen af denne kirke såvel i det åndelige som i det timelige i tillid til, at samme kirke ved Din virksomme omsorg og omsigtsfulde fremsynethed under Dit lykkebringende styre, når Guds nådige hånd bistår Dig, bliver ledet frelsebringende og lykkeligt, og at den opnår kærkomne fordele i de åndelige og timelige ting. Idet Du altså med redebon hengivenhed påtager Dig det Herrens åg, der er lagt på Dine skuldre, skal Du beflitte Dig på omsorgsfuldt, trofast og klogt at udøve fornævnte omsorg og ledelse, så denne kirke kan fryde sig over at være overdraget en vis leder og en heldbringende leder, og så Du ud over lønnen i det evige ydermere herved kan gøre Dig fortjent til vor nådige velvilje. Givet i Avignon den 22. oktober i vort femte pontifikatsår.