Ærværdige velyndere og såre kære venner. Vi har, som det sømmer sig, værdigt modtaget Eders brev, der for nylig er sendt os om de sager, der skal behandles mellem den herre kongen af Sverige og Norge og Eder på den modsatte side angående landet Skåne og sildesaltningen sammesteds, og vi føler en brændende smerte på Eders vegne i denne sag. Vi var ikke i stand til at mødes med stæderne i vort nabolag i Preussen førend dagen efter sankt Peters dag ad uinculaN for at gennemdrøfte dette. Skønt der dog i det hele sammesteds er holdt råd med alle dem, er samme sag alt for sent fremme med henblik på dette år og fornævnte saltning. Thi mange af vore medborgere og indbyggere i dette land er allerede afsejlet med deres udrustning hertil mod fornævnte land, og dem kan vi på ingen måde kalde tilbage fra deres forehavende. Derfor har vi ment såre indtrængende at måtte anråbe Eder, hæderværdige gode mænd, om, at I ikke regner os for utaknemmelige, fordi vi for tiden ikke kan gøre mere for Eders ønsker angående det fornævnte. Men hvis I på et tidspunkt længere ude i fremtiden bestemmer at gøre noget angående foromtalte sager, skal I give os det til kende så betids, at vi fuldstændigt kan nå at overveje samme og være i stand til at skrive det svar, der skal tilstås Eder. Men vi rejser os med taksigelser for Eder, ærværdige mænd, for hver enkelt befordring og velgerning, der på mangfoldig vis er ydet os og vore, idet vi lige så vel ydmygt bønfalder om, at I skal værdiges fromt at fremme vore i oftenævnte sager, eftersom vi nærer fuld tillid til Eders fremsyn. Det ønsker vi omhyggeligt at gøre os fortjent til i alle forhold. Givet o.s.v.