© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter A:
In nomine domini nostri Ihesu Christi amen/ ♦ Uniuersis et singulis Christi
fidelibus presentes litteras seu presens instrumentum publicum inspecturis seu
audituris nos Wernerus decanus totumque capitulum ecclesie Hamburgensis Bremensis
diocesis \ salutem in domino sempiternam/ ♦ Ad uestrum omnium et singulorum
noticiam/ deducimus per presentes publice in hiis scriptis protestando quod coram
nobis capitulariter congregatis et notario \ publico ac testibus infrascriptis
personaliter constitutus honorabilis et discretus uir dominus Iohannes
In nomine sancte et indiuidue trinitatis feliciter amen/ ♦ Karolus quartus
diuina fauente clemencia Romanorum imperator semper augustus et Boemie rex. ad
perpetuam rei memoriam/ ♦ Et si imperialis benignitatis clemencia
quorumlibet deuotorum fidelium quos sacrum Romanum ambit
Quibus quidem litteris imperialibus productis/ exhibitis lectis et presentatis/
eas tam in scriptura quam bulla una cum infrascriptis notario et testibus
inspeximus et examinauimus diligenter/ ipsasque inuenimus sanas et integras/
omnique uicio et suspicione carentes ipsiusque domini Karoli imperatoris predicti
solito et consueto imperiali
I vor herre Jesu Kristi navn amen. Vi Werner, dekan, og det hele kapitel ved Hamburg (dom)kirke i Bremen stift til alle troende kristne, hver og en, der får dette brev eller dette offentlige dokument at se eller høre det læst, hilsen evindelig med Gud.
Vi bringer det med dette brev til Jeres kundskab, alle og hver enkelt, og erklærer offentligt med dette brev, at den hæderlige og gode mand hr. Jens Nielsen også kaldet Helt, kannik ved Ribe (domkirke, mødte personligt for os forsamlede i kapitlet, for den offentlige notar og de nedenfor anførte vidner. Han havde, som han sagde, af de ærværdige mænd de herrer ærkedegn, kantor og kapitel ved samme Ribe kirke et særligt mandat til det nedenfor anførte og erklærede og sagde, at vi i vore kister og arkiver gemte et vist kejserbrev med gylden bulle, i sin tid udstedt af salig ihukommelse hr. Karl den 4., romersk kejser, til alle tider øger af riget, og Bøhmens konge, som indeholdt en forordning angående kirkens frihed. Derfor ansøgte samme hr. Jens os ydmygt på sine nævnte herrers vegne, at vi ville give befaling til at lade dette brev kopiere, afskrive og transsumere ved en offentlig notar og bringe det i officiel form, og at vi ville gøre brug af vor almindelige myndighed og beslutning dertil. Derfor har vi Werner, fornævnte dekan efter indstændig ansøgning af nævnte hr. Jens, der i henhold til sit hverv ydmygt har bedt herom, fremdraget fornævnte kejserlige brev, forevist og læst det og overgivet det til nedennævnte notar. Dette brevs ordlyd var og er ord for ord som følger.
I den hellige og udelelige treenigheds navn held og lykke amen. Karl den 4., af Guds nåde romersk kejser, til alle tider rigets øger, og konge af Bøhmen. Til evig erindring om sagen. Selv om den kejserlige velviljes mildhed efter sin skyldighed og tilbørlige pligt, bør komme alle de fromme troende, som det hellige romerske rige rummer, uden forskel til hjælp under vanskeligheder og uretfærdige overgreb og ved passende midler råde bod herpå, så rettes vor velvilje dog i ganske særlig grad mod dem, som vi indser lider utilbørligt, ved hvis undertrykkelse den bestående kirkelige frihed, som vi i vor regeringstid altid har villet skulle forøges, ikke lidet formindskes og utilbørligt besværes. Det er ved et ydmygt klageskrift fra hæderlige prælater, kanniker og gejstlige i Niedersachsen, Magdeburg, Bremen og de tilgrænsende egne og kirkeprovinser bragt til vor kejserlige majestæts kundskab, at nogle verdslige stormænd og øvrighedspersoner, nemlig hertuger, grever, baroner og andre verdslige herrer samt stæders, byers og landsbyers råd og lokale øvrighedspersoner fra de nævnte Magdeburgs og Bremens kirkeprovinser har med tilsidesættelse af al gudsfrygt af egen drift og faktisk udstedt særlige bestemmelser og ubillige forordninger mod kirkens mænd og mod kirkernes og de gejstlige stiftelsers friheder og privilegier og har dristet sig til at stå fast på disse offentligt og faktisk mod de lovlige verdslige og kanoniske bestemmelser, som for eksempel, at intet verdsligt gods må overgå til kirkens eje, at gejstlige af de højere grader på ingen måde har adgang til at foretage retshandler eller til at aflægge vidnesbyrd i verdslige sager og især ikke, hvor talen er om fromme stiftelser, og at bandlyste og offentligt angivne lægfolk på ingen måde afvises fra den verdslige domstol. Fremdeles besætter og beslaglægger fornævnte verdslige herrer, råd og øvrighedspersoner, ved verdslige magtmidler gejstliges gods, formindsker og indskrænker de troendes gaver, inddriver og aftvinger utilbørlige afgifter og skatter fra kirkernes gods og indtægter, hærger kirkernes og de dertil knyttede gejstliges besiddelser med brand og rov, nægter at indføre og besegle lovligt sluttede kontrakter mellem gejstlige og lægfolk i stædernes, byernes og landsbyernes bøger, bemægtiger sig donationer og testamentariske gaver til kirkernes bygningsfond og bygninger mod prælaternes vilje og andres, hvem det vedrører, uretmæssigt til forfordeling for og af uvilje mod gejstligheden, tager ikke i betænkning at inddrive og modtage told endog af de gejstliges gods og ejendele, som de fører eller lader føre gennem landene, ikke med handel for øje, men til personlig brug, og drister sig til at slæbe dem, der søger tilflugt i kirker og på kirkegårde, ud derfra imod de kejserlige forordninger. Alt dette, og hvad som helst der er en følge deraf, kasserer, ophæver og tilintetgør vi med fuld viden og i kraft af den kejserlige myndighed efter fyrsternes, hertugernes, grevernes, baronernes og vore tro mænds råd, da det strider mod gejstlige, verdslige og kanoniske forordninger og er handlet faktisk og formasteligt til skade for den kirkelige frihed, og erklærer og udtaler udtrykkeligt, at det skal være kasseret og ugyldigt og ganske uden betydning, idet vi under trusel om rigets akts vrede påbyder nævnte Magdeburg og Bremen kirkeprovinsers og de tilgrænsende egnes verdslige herrer, alle og hver enkelt, råd, institutioner og øvrighedspersoner, at de straks, når de har set eller fået kendskab til dette brev, ganske tilbagekalder og ophæver deres nævnte statutter og forordninger, eftersom de er udstedt til skade for kirkens frihed, og at de ikke længer dømmer eller afsiger kendelser efter dem eller på nogen måde griber til dem i retten eller uden for retten til fordel for dem selv og til skade for den kirkelige frihed. Frem- deles udtaler og erklærer vi i kraft af den kejserlige myndighed, at alle lægmænd, uanset stilling eller stand, der med forbryderisk frækhed og med særlig dristig forvovenhed undsiger en præst eller gejstlig, verdensgejstlig eller regelbunden, landsforviser, fængsler, udplyndrer, dræber, lemlæster eller holder ham i fængsel eller medvidende huser folk, der øver sådan forbrydelse, eller begunstiger dem heri, foruden de straffe, de rammes af ifølge de hellige kejserlige og kanoniske forordninger, ved selve gerningen er blevet vanærede og berøvet al ære, på ingen måde bør de ej heller tilstedes adgang til ting eller adelige rådsforsamlinger. Fremdeles ønsker, opfordrer og forlanger vi af biskopperne og kirkens prælater, at de lader denne vor lov og forordning bekendtgøre på synoderne og i kirkerne, at ikke de, som forser sig med hensyn til ovenstående, skal kunne undskylde deres forbrydelser med forstilt uvidenhed. Intet menneske må i forbryderisk frækhed bryde denne vor kassation, ophævelse, tilintetgørelse, erklæring og udtalelse eller på nogen måde handle derimod under trusel om en bøde på 50 mark i rent guld, som vi ufravigeligt vil lade inddrive hos den, som handler derimod, så ofte der handles derimod; heraf skal halvdelen tilfalde vor kejserlige kasse eller fiskus, mens den resterende del skal anvendes til brug for de skadelidte. Den ophøjede fyrste og herres, hr. Karl den 4.s, Romernes uovervindelige kejsers, og Bøhmens glorværdige konges mærke. Vidner hertil er de ærværdige mænd, Arnest, ærkebiskop af Prag, biskopperne Johan af Olmtitz, Johan af Leitomischl, kansler ved det hellige kejserlige hof, og Dietrich af Minden, de berømmelige hertuger (og) fyrster Rudolph af Sachsen, Bolko af Oppeln, Primislaus af Teschen og de herlige, ædle og tro grever Burchard, borggreve af Magdeburg, vor hofmester, og Henrik af Montfort, under den gyldne bulle med vor majestæts (billede) påtrykt til vidnesbyrd for dette brev. Givet i Prag i det Herrens år 1359, den 12. indiktion den 13. oktober, i vore regeringers 14. år, i vort 5. år som kejser. Jeg, Johan, af Guds nåde biskop af Olmuitz, kansler ved det hellige kejserlige hof, bevidner rigtigheden heraf, som stedfortræder for den ærværdige fader i Kristus hr. Ludvig, ærkebiskop af Mainz, det hellige riges ærkekansler for Tyskland. Efter at nu dette kejserlige brev var blevet fremdraget, forevist, læst og overgivet (til notaren), har vi sammen med nedennævnte notar og vidner omhyggeligt taget det i øjesyn og undersøgt det, såvel med hensyn til skriften som bullen, og fundet det velbevaret og helt, og uden enhver lyde og anledning til mistanke, mærket med den fornævnte herre kejser Karls vante og sædvanlige kejserlige mærke samt, som det fremgik, beseglet med hans ægte gyldne runde bulle i en seglsnor af sorte og blålige silketråde; i dettes midte sås på den ene side billedet af en kejser i majestæt siddende på majestætens tronstol eller trone bærende det kejserlige diadem på hovedet og holdende i højre hånd som en blomst eller det kejserlige scepter og i venstre hånd et rundt æble med et kors foroven, til højre herfor sås et skjold med konturerne af en flyvende ørn og til venstre et andet skjold med konturerne af en kronet løve, hvis hale var delt eller kløvet, og i randen var følgende bogstaver at læse: Karl den 4., ved Guds miskundhed romersk kejser, til alle tider rigets øger, og konge af Bøhmen. På den anden side af nævnte gyldne bulle sås ligesom konturerne af en stad, nederst en port, i hvis midte følgende bogstaver var indeholdt: Det gyldne Rom, i omkredsen af samme stad stod følgende bogstaver at læse: Rom, verdens hovedstad, styrer hele verdens kreds. Derfor har vi, Werner, dekan, og fornævnte Hamburg kirkes kapitel, idet vi bøjer os for fornævnte herrer ærkedegns, kantors og kapitels ved nævnte Ribe (domkirke bønner, befalet, at fornævnte kejserlige brev, der som ovenfor anført, omhyggeligt er blevet undersøgt og påhørt i alle dets omstændigheder, alle som en, skal kopieres, afskrives, transsumeres og bringes i et offentligt dokuments form ved nedennævnte offentlige notar Gheuehard de Monte, og idet vi gør brug af vor almindelige myndighed og beslutningsret, ønsker vi og bestemmer, at der endvidere for fremtiden skal vises denne transsumpt fuld tiltro i alt og overalt såvel i retten som udenfor lige så fuldt som fornævnte original. Til åbenbart vidnesbyrd om ovenstående, i et og alt, og til evig erindring om sagen har vi ladet nærværende transsumpt eller offentlige dokument, som vi omhyggeligt har undersøgt og sammenholdt med det nævnte originale kejserlige brev, udfra vor sikre viden bestyrke med nævnte vor kirkes vedhængende segl. Givet og forhandlet i fornævnte vor (dom)kirkes sakristi i år 1386 efter Guds byrd i den 9. indiktion den 6. april i den 6. time eller deromkring i vor højhellige fader og herre i Kristus ved Guds værdige forsyn, hr. pave Urban den 6.s 8. pontifikatsår, i nærværelse af de hæderlige og gode mænd, herrerne Johan af Ghodingh, Henrik kaldet Klune, Johan kaldet Sprotzel, oftnævnte Hamburg (dom)kirkes evige vikarer, og Henrik af Braclo, vor klerk og kammermester, som troværdige vidner til ovenstående særlig tilkaldt og anmodet derom.
Og jeg Ghevehard de Monte, borger i Hamburg i Bremen stift, ved kejserlig autorisation offentlig notar, har sammen med fornævnte vidner været til stede ved fornævnte kejserlige brevs fremdragelse, forevisning, læsning, overgivelse, besigtigelse, undersøgelse, påhør og ved ansøgningen og meddelelse af myndighed og beslutning samt ved alt det øvrige ovennævnte, medens det foretoges, således som det omtales ovenfor, af de fornævnte herrer og fandt sted i deres nærværelse, og jeg har set og påhørt, at det gik således for sig, og har på befaling af de nævnte herrer dekan og kapitel samvittighedsfuldt afskrevet og transsumeret fornævnte originale kejserlige brev uden at lægge noget til eller trække noget fra, som kan forandre meningen eller skade forståelsen, og har opsat det i denne offentlige form, idet jeg egenhændigt har skrevet det og har signeret det med mit vante og vanlige mærke og navn sammen med beseglingen med nævnte Hamburg (dom)kirkes segl sat ovennævnte år, indiktion, måned, dag, time, pontifikat, sted og med de ovennævnte vidner, specielt opfordret og anmodet derom af nævnte hr. Jens Nielsen til vitterlighed og vidnesbyrd om det ovenstående i et og alt.
Som hofkansler nævnes i vidnelisten i Karl 4.s brev biskop Johan af Leitomischl, men i den afsluttende attestation biskop Johan af Olmütz. Der er tale om den samme person, idet han udnævntes til biskop af Olmütz i august 1364, Eubel, Hierarchia Catholica I 332, 394. Heraf følger, at det eksemplar af Karl 4.s brev af 1359 13. oktober, Reg. Imp. VIII 246 nr. 3007 cf. indledning p. XLVI, der er transsumeret her, ikke kan være en original, men en med kejserseglet forsynet transsumpt udfærdiget efter Johans overførsel til Olmütz, dog inden kejserens død 1378 29. november. Omtalen af ærkebiskop Ludvig af Mainz indsnævrer denne periode til ærkebispens embedstid 1374 28. april til 1378 29. november, cf. Eubel, op. cit. I 336.