DD nr. 13861231107
Udgiver:
Thomas Riis
(1993)
Digital version:
Sebastian Møller Bak, Markus Hedemann, Anders Leegaard Knudsen og Andrea Stengaard
(2021)
Oversættelse ved:
Thomas Riis og Hans Blosen
Data engineer:
Thomas Hansen
Under medvirken af:
Carsten Pape og Niels Grotum
Studentermedhjælper:
Gustav Juhl Mikkelsen
© 2021 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Udgivet med støtte fra: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Carlsbergfondet
Terpagers referat af en bandlysning foretaget af abbed Niels af Ryd kloster kan enten skyldes en forveksling med den i original bevarede dom af 20. august 1379, Dipl. Dan. 4. rk. I nr. 525, eller repræsentere et nu tabt diplom. Imod den første mulighed taler dels de fejlagtige stavemåder Brock for 'Krook' eller 'Krok' og 'Puckhuus' for 'Pukhus', dels det afvigende årstal mo.ccco. lxx. nono, der vanskeligt kan forveksles med mo.ccc.olxxxvio eller mo.ccco.lxxx sexto. For den mulighed, at Terpager har registreret et nu tabt diplom taler eksistensen af nr. 138 af 1386 angående Puggård og rettet mod Henneke Limbek og Jens Thomsen samt omtalen i Niels Slets erklæring 1386 [omkr. 30. marts], nr. 24, om, at Henneke Limbek og andre tilbageholdt gods fra Puggård.
Dommen af 1379 20. august pålagde gejstligheden i en række danske og nordtyske stifter — men ikke i ærkestiftet — at bandlyse Niels Slet for ulovlig tilbageholdelse af godset Ottersbøl; hans erklæring 1386 [omkr. 30. marts] om, at godset aldrig havde tilhørt ham, må betyde, at han senest på dette tidspunkt havde udsonet sig med Kirken. Puggård havde imidlertid stadig krav til Henneke Limbek og andre (Jens Thomsen?), der uretmæssigt forholdt det gods; Niels Slets erklæring oplyser ligefrem, at han havde overdraget administrationen af sine sønderjyske ejendomme til Henneke Limbek og andre. Abbed Niels's fuldmagt som apostolisk udpeget dommer i Niels Slets sag kendes ikke; men at dømme efter de nævnte stifter synes den ikke at have omfattet ærkestiftet. Da Puggårds tvist med Henneke Limbek m.fl. synes at have haft besiddelsen af Ottersbøl som genstand, kan abbed Niels's apostoliske bemyndigelse stadig have været gyldig. Dette forklarer, hvorfor ærkebiskop Mogens i 1386 selv udstedte et brev, nr. 138, vedrørende Puggård og rettet mod Henneke Limbek og Jens Thomsen; det har skullet supplere abbed Niels's bandlysning for ærkestiftets vedkommende.