Henrik, kaldet Margretor, bymand i Helsingør, til alle, der får dette brev at se eller hører det læse, hilsen evindelig med Gud.

For at ikke erindringen om begivenheder i tidens løb fuldstændigt skal svinde hen og gå til grunde, plejer man at forevige dem ved brevenes vidnesbyrd, da jo i så fald enhver anledning til strid for den efterkommende falder bort. Alle, såvel efterkommere som nutidige, skal vide, at jeg uden at være overtalt eller ført dertil på underfundig vis, men efter forudgående moden overvejelse og af hensyn til den guddommelige gengældelse med vilje og samtykke af min elskede hustru Kristine Frændesdatter til de regelbundne og gudhengivne herrer abbed og menige konvent i Esrom på Holbo herredsting, idet min nævnte hustru var til stede og med levende røst bekræftede gaven, til bod for vore og vore forfædres sjæle har overdraget, skødet og hjemlet al den ret, der tilkom mig på min fornævnte hustrus vegne i en gård i Tisvilde, pantsat til nævnte herrer af min fornævnte hustrus fader for otte mark lødigt sølvN, at besidde med rette til evig tid, idet jeg med dette brev på mine og min ofte nævnte hustrus og desuden alle vore nulevende og fremtidige arvingers vegne giver afkald på enhver klage over ond list, svig og enhver hjælp fra såvel kanonisk som romersk ret, som med hensyn til fornævnte eller noget af det fornævnte vil kunne gavne os eller vore fornævnte arvinger og skade nævnte herrer. Men hvis noget menneske, hvilken stilling han end indtager, forandrer denne vor gave eller foruroliger nævnte herrer af disse grunde, skal den almægtige Gud fjerne hans lod fra sit rige og overgive ham til evig pinsel med helvedes straf, medmindre han på passende måde angrer og gør fyldest. For at der altså ikke i fremtiden ved en opstået glemselens tåge skal opkomme nogen forulempelse eller trætte for nævnte herrer angående denne befordrende gave, har jeg til vidnesbyrd om og opretholdelse af det fornævnte overdraget dem dette brev og til bekræftelse hængt mit segl under tillige med segl tilhørende de gode mænd sjælesørgerne Niels Jensen, præst i Helsingør, og Jens, sognepræst i Tikøb. Givet sammesteds i det Herrens år 1389 tirsdag før sankt Hans dag.