Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin kære datter i Kristus Margrete, Danmarks, Sveriges og Norges berømmelige dronning, hilsen og apostolisk velsignelse.

Denne Din fromheds uegennyttighed, hvormed Du ærer den højhellige romerske kirke, og den rene tro, som jo med rette og overalt forherliger Dig som en rettroende og besindig fyrstinde, kræver, at vi befordrer Dig personlig, som vi omfatter med særlig kærlighed og agtelse, med særlige gunstbevisninger særlig angående dette, som tager sigte på Din og Dine undergivnes sjælefrelse. I sin tid fastsatte da pave Urban 6. — salig ihukommelse —, vor forgænger, af visse fornuftige grunde, som bevægede hans sind dertil, med sine brødresN råd, i hvis kreds vi da var, og med apostolisk magtfuldkommenhed, at alle troende kristne, der oprigtigt angrede og bekendte deres synder, og som i det da næst tilstundende år 1390 og derefter til evindelige tider hvert 33. år fromt besøgte apostlene sankt Petrus' og sankt Paulus' basilikaer og Laterankirken og Sta. Maria Maggiore kirken i Rom, vilde opnå fuldstændig tilgivelse for alle synder, fremdeles nemlig således at enhver, som vilde opnå denne benådning, skulde, hvis han var romer, i det mindste 30 dage i sammenhæng eller med afbrydelser komme mindst een gang om dagen til samme basilikaer og kirker, men hvis han var pilgrim eller gæst, 15 dage på lignende måde, således som det fuldstændigt indeholdes i nævnte forgængers herom affattede brevN. Men da, således som en ansøgning, der for nylig er forelagt os på Dine vegne, indeholdt, Du, høje dronning, og vore elskede sønner, Dine undergivne, af en enestående glødende fromhed, gerne i egen person vilde besøge fornævnte basilikaer og kirker, for at Du og de kunde opnå denne benådning, men på grund af vejenes farer og af bestemte andre grunde ikke bekvemt kan opfylde dette Dit og deres ønske, har man ydmygt på Dine vegne bønfaldet os om, at vi af apostolisk velvilje skulde værdiges at drage omsorg for Dig og disse Dine undergivne i denne anledning. Idet vi altså i betragtning af det fornævnte ønsker at omfatte Dig og disse Dine undergivne med nådig gunst, bevilger vi Dig, fromme dronning, med dette brevs ordlyd, at den skriftefader, som Du, høje dronning, som oprigtigt angrer og bekender Dine synder, og enhver af disse Dine undergivne, som oprigtigt angrer og bekender deres synder, måtte vælge, med apostolisk myndighed skal kunne tilstå Dig og disse Dine undergivne, alle og enhver af begge køn, at Du og disse og enhver af Dine undergivne, som oprigtigt angrer og bekender deres synder som fornævnt, derefter skal kunne opnå denne benådning ved at besøge nogle kirker i de lande, som denne skriftefader finder rigtigt, syv dage i sammenhæng eller med afbrydelser i det mindste een gang om dagen i løbet af dette år, som om Du og Dine nævnte undergivne var kommet til nævnte by og havde besøgt fornævnte basilikaer og kirker i byen som omtalt, dog således at samme skriftefader skal omsætte den møje, som Du vilde have udstået, og den møje og de udgifter, som enhver af Dine undergivne vilde have udstået, hvis Du og de i den anledning var kommet til nævnte by, til andre fromme gerninger for Dig og disse, og de ofringer, som Du og enhver af disse undergivne og disse Dine undergivne vilde have ofret til nævnte basilikaer og kirker i byen, hvis Du og de personligt var kommet til dem, skal Du og de trofast og uden udsættelse oversende til dem. Intet menneske må bryde dette vort tilståelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed gå imod det. Hvis nogen drister sig til at forsøge herpå, skal han vide, at han derved vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet ved S. Pietro i Rom den 9. september i vort første pontifikatsår.