© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter Aa:
Grosmechtiger gnediger here ♦ Dis ist die entworte uwir stete vff die bodschaft
die der koninginnen bote van Denemarken
<1> Czudem ersten artikel alz van uwir gunst vnde vruntschaft vnde der entworte der sache dez bisschoffs van Rige en habe wir nicht czu entworten.
<2> Item vff den anderen artikel do sie lezit werbin van dem schaden vnde
schifbr{ue}che den wir vntphangen haben etcetera vnde das wir nicht en sagen w{ye}
alle ding vnde geschicht van ende czu ende gescheen sint etcetera ♦ Dar vf ist
vnse entworte das wir alleine wir arme lute sint alle cziit vnse clage vnde alle
vnse geschefte vor uwir gnade vnde vor
<3> Item alze sie lesit werbin was vns schade sie gescheen
<4> Item als sie lezit werbin daz vns mit irem wissen seder ny schade si
gescheen dar vff ist vnser entworte daz vns daz czu mole sere vorwundert/ wente is
ist eine wunderliche vorgessenheit daz sie daz gedenket daz ersten geschen ist
vnde daz leczten nicht gedenken wil daz doch vor {ee}r vnde vor irem rathe
keginwordichliken me wen eins gehandelt vnde gevordert is ♦ Sunderlich in deme
iare lxxx. bi Michaelis in deme
<5> Anno lxxxviio
do bleyb ein sch{ie}f vff deme Schagen ♦ Der sch{ie}fhere hiis Lubbert van
der Beke ♦ Do wart daz gut alczu mole gebergit vnde in die kirche gebrocht in
keginwortikeit her
<6> Item corcz vor deme bleyb ein sch{ie}f by Rypen vff deme lendechin daz
Sylt heiset ♦ Der schifhere hiis Peter Gerdesson ♦ Do wurden vz gebergt das
Hanneke
<7> Item ist n{ue}lich binnen iiii iaren ein sch{ie}f
geblibin bi
<8> Item alze sie lesit werbin das ir die viende drouwen mit uwirn steten
do von ist vns nicht wissentlich ♦ Ouch das eczliche in uwirn steten solden
sprechen das sie vff Lyflande wolde orlogen etcetera do von habe wir ouch nicht
gehort vnde mit sulchen tegedinges meren
<9> Item alze der bote wirbet van czwen schiffen die vs Průssen gezegelt
sin
<10> Item van deme schiffe das van Bergen ist gezegilt do von yst vns wissentlich das is vs Prussen ist vam Elbinge vnde hot sine couffard gefaren vnde der schifhere heiset Euerd Hoffe vnde enhat keyn viende gut inne gehat ♦ Wil sie ere gnade dar czu thun vnde gebin is widdir alzo der bote wirbit w{ye} is im al wider werde das neme wir gherne
<11> Item ouch alze der bote werbit van ii schiffen die ire dynre genomen
haben do von ist vns wissentlich das der eine heyset Lorencz van R{ue}ssen vnde
der ander
Iohan Backer vnde sint beyde burgere czu
<12> Item alze der bote werbit/ das uwir gnade uwir stete solde vnderwisen
das sie ire viende nichten spiseten noch
Stormægtige nådige herre.
Dette er Eders stæders svar på det budskab, som dronningen af Danmark og Norges bud har overbragt og har overleveret Eders nåde skriftligt, den skrivelse, som Eders nåde har sendt videre til Eders stæder.
<1> Til den første artikel, nemlig om Eders gunst og Eders venskab og svaret vedrørende bispen af Rigas sag, har vi intet at svare.
<2> Fremdeles til den anden artikel, hvor hun lader berette om den skade og det skibbrud, som vi har lidt o. s. v., og at vi ikke siger, hvorledes alle ting og begivenheder er sket fra ende til anden o. s. v. Derpå er vort svar, at vi skønt vi er folk af ringe stand, til hver en tid har bragt vor klage og alle vore anliggender for Eders nåde og for alle herrer, fyrster, riddere, væbnere, stæder og for alle retskafne folk i sandhed og med retmæssig begrundelse og aldrig er blevet bedømt anderledes. Derimod vil dronningen ikke for Guds, for anseelsens eller for retfærdighedens skyld undlade det, men kan tale åbent for sin magt, thi hun og hendes folk har med gerningerne øvet stor vold mod Eders folk, hvilket vi klager over for Gud og Eders nåde og alle retskafne folk, som har retfærdighed kær, og hvem uret er forhadt. Deri kunde der aldrig vederfares os billighed efter retten fra hende eller hendes folk, som vi dog mangen gang har prøvet det i hendes nærvær, med Eders nådes breve og med vore bud med store omkostninger for os, hvad der altsammen ikke har hjulpet os; men hun og hendes folk forholder os vort skibbrudne gods og frarøvede gods med magt og med uret i strid med vore privilegier og friheder, som af kong Valdemar - salig ihukommelse - hendes fader, og Danmarks riges råd i fællesskab er givet og beseglet os og de andre stæder.
<3> Fremdeles lader hun meddele, at den skade, der er sket os, er sket den gang, da hr. Henning Podebusk på hansestædernes vegne havde Helsingborg under sig, og at vi blev forligt derom i Stralsund o.s.v. Derpå er vort svar, at et skib ved navn Kristian Rudiger i året (13)77 omkring mikkelsdag gik ned ud for Helsingborg. Af godset blev der for det første bjerget 13 pakker. Deri var der 965 'laken' og 144 stykker klæde fra Arras, fremdeles en kiste med 100 stykker klæde fra Arras, fremdeles en kiste med klæder og krydderi, fremdeles to kister med ris og mandler, fremdeles 66 piber olie. Om det forskrevne gods blev vi forligt med hr. Henning Podebusk i Stralsund i året (13)78 onsdag efter palmesøndag, således at han beholdt tiendedelen af godset og gav os det andet tilbage, og for det blev der givet ham kvitteringsbreve. Men da blev der i anden omgang bjerget 11 pakker med hjælp og bistand fra Johan Lifholt fra Thorn, der var med på skibet, og som selv talte det altsammen og skrev mærkerne hvert for sig. Deri var der 532 'laken' og tre frakker. Godset kostede 1214 pund grot. Dette gods kom altsammen ind i kirken og på borgen. Herom blev hr. Henning rykket på samme tid i Stralsund. Derom lovede han at give vore bud et passende svar og udredning i Stralsund til pinse på mødet i det forskrevne år. Alt dette er ikke sket, hvorfor vi ofte har rykket og vil rykke så længe, at der vederfares os retfærdighed.
<4> Fremdeles lader hun meddele, at der med hendes vidende aldrig siden er sket os skade. Derpå er vort svar, at det undrer os såre meget, thi det er en underlig glemsomhed, at hun husker det, der er sket først, og ikke vil huske det sidste, som dog mere end een gang er blevet indklaget for og forhandlet med hende og hendes råd. Især i året (13)80 omkring mikkelsdag tog dronningens folk, nemlig hr. Gynter, som blev dræbt i Marstrand, Stolte Rud og hr. Mikkel Rud, dennes broder, og deres hjælpere et skib fuldt af gods om natten på Øresund ud for Helsingborg. Skipperen hed Folkvin Vorschutze, og de sejlede ind i havnen i Getakärr og bragte godset op på borgen i Varberg og tog af det, da dronningen var til stede. Hvad der blev hende til del deraf, det ved hun godt. Dette gods havde kostet 10.078 pund grot i Flandern, og hvert pund grot var på den tid bedre end fire mark preussisk, ialt 40.312 mark i preussiske penge. Dette har vi ofte indbragt for hende og klaget over.
<5> År (13)87 da forliste der et skib ved Skagen. Skipperen hed Lubbert van der Beke. Da blev godset altsammen bjerget og bragt ind i kirken i nærværelse af præsten hr. Bernhard og dronningens foged på Rugtved. Dette gods lod dronningen beslaglægge og tage i sit brug, hvorom vi på vor egen bekostning to gange har sendt vort bud til dronningen af Danmark og har givet hende en beskrivelse af vor skade. Om det kunde der aldrig vederfares os nogen retfærdighed. Den sum, som dette klæde havde kostet, nemlig 2700 pund grot, og alt dette er vitterligt for Eders skaffere fra Marienburg og fra Königsberg, som også havde gods med og også havde sendt bud med til dronningen o.s.v.
<6> Fremdeles forliste kort forinden et skib ved Ribe på det lille stykke land, der hedder Sild. Skipperen hed Peder Gerhardsen. Derfra blev der bjerget, hvad Henneke Limbæk tog, (nemlig) 51 stykker voks, 27 1/2 læster jern, 13 1/2 læster kobber og en kiste med pelsværk. Dette gods har vi også og især gennem vore sendebud indklaget indstændigt for hansestæderne, da samme Henneke var til stede; men han havde skaffet sig frit lejde, så at de ikke med retsgyldighed kunde få noget fra ham. Summen på dette gods er 2808 1/2 mark preussisk.
<7> Fremdeles er der inden for de sidste fire år forlist et skib ved Anholt. Skipperen hed Egbert Heket, og størstedelen af besætningen druknede, og de, der overlevede, (og) som kom i land, de blev da uden nåde drevet bort med fare for deres liv, således at de ikke kunde være til stede, da godset blev bjerget. Desuden har vi på dette tidspunkt ikke fortegnelsen hos os. Hvis det kommer til bevisførelse, så vil vi, om Gud vil, afgive nøje beretning derom.
<8> Fremdeles lader hun meddele, at fjenderne truer hende sammen med Eders stæder. Det er vi ikke vidende om. Desuden at nogle i Eders stæder skulde tale om, at hun vilde føre krig mod Livland o. s. v. Det har vi heller ikke hørt om, og om sådanne rygter bekymrer vi os ikke. Men kunde vi nyde Guds og Eders nåde, så at vi kunde få vort tilbage, det være sig med bøn eller trussel, eller hvis det sømmede sig at gøre mere dertil, og der kunde vederfares os ret for uret, så vilde vi være fuldstændig tilfredse med det.
<9> Fremdeles beretter budet om to skibe, der er sejlet fra Preussen, og som dronningens tjenere har taget o. s. v. Til det er vort svar, at vi er vidende om, at den ene (skipper) er fra Königsberg, altså her fra landet, og hedder Reimar Johan Jordanssen, og at godset også hører her til landet, og at de har skudt en mand. Han var borger i Konigsberg og hedder Alman van Minden. Hvor meget gods der har været i det samme skib, det ved vi ikke, og at de har hyret skibene for deres (egne) penge, det er en uhørt hyren, som vi ikke har hørt magen til. Den betaling vil disse folk af ringe stand gerne være foruden, den, som de må tjene med fare for tab af liv og gods. Det andet af de to skibe det er ikke fra dette land o.s.v.
<10> Fremdeles om det skib, der er sejlet fra Bergen. Om det ved vi, at det er fra Elbing i Preussen og har været på koffardi, og skipperen hedder Everhard Hoffe og har ikke haft noget fjendegods om bord. Vil hun vise sin nåde og give det tilbage, således som budet meddeler, så tager vi det gerne, hvorledes det end alt sammen igen bliver hans.
<11> Fremdeles beretter budet også om to skibe, som hendes tjenere har taget. Derom ved vi, at den ene hedder Lorenz van Russen og den anden Johan Backer, og begge er borgere i Danzig, og de er draget til søs for deres sikre nærings skyld og var sejlet med last fra Preussen til England, og de kom tilbage fra England ind i Øresund og har aldrig gjort noget menneske ondt. Derpå er dronningens folk kommet med magt og med vold og har dræbt og såret dem, og selv om de har sat sig til modværge, så meget de kunde, som retskafne folk, der ønsker at beholde det, der er deres, har de alligevel taget skib og gods fra dem. Og at man beskylder dem for, at de skulde have råbt Mecklenburg, til det svarer disse folk af ringe stand med deres ed ved helgenerne, at det ikke forholder sig således. Desuden er det ikke i overensstemmelse med sandheden og er heller aldrig hørt, at folk, når de kom til venneland og blev angrebet, skulde nægte, at de var venner, og dermed beholde liv og gods og skulde sige, at de var fjender og begive sig i fare for at miste liv og gods. Det er en uhørt og en ufattelig ting, og at de har dræbt eller såret dronningens folk og også selv er blevet dræbt og såret, det gør os ondt, det har de gjort i retfærdig nødværge. Havde man ladet dem sejle i fred og ro og uden tvivl, så havde de ikke gjort nogen noget. Derfor beder vi Eders nåde om, at I ved hendes bud og med Eders breve behager at lægge dronningen på sinde, at hun skal give Eders folk deres skibe og gods tilbage uden yderligere besværligheder. Ligeledes meddeler budet, at Eders nåde skulde sende Eders bud derhen for at være til stede (og sikre), at der skete Eders folk så meget, som ret var. Derpå svarer vi følgende: Vi har sammen med de andre hansestæder friheder og privilegier i Danmark fra kongen og rigets råd, med hvilke vi og vore folk opsøger landet, og beder Eders nåde lægge hende på sinde, at hun skal give folkene af ringe stand deres skibe og gods tilbage, som er frataget dem med urette. At vi skulde give afkald på vore privilegier og give os ind under hendes lov, det passer sig ikke for os; vi kunde heller ikke forsvare det over for hansestæderne o. s. v.
<12> Fremdeles meddeler budet, at Eders nåde skulde lægge Eders stæder på sinde, at de hverken skulde forsyne hendes fjender med proviant eller beskytte hendes fjenders gods. På det svarer vi således, at Eders folk af ringe stand fra gamle tider har sejlet med deres købmandsvarer for deres levebrøds skyld til mange lande, der er kristne. Da de ikke over for nogen kender til andet end kærlighed og venskab, så mener de, at de ikke forsyner nogens fjende med proviant. Desuden har vi aldrig beskyttet hendes fjenders gods og ønsker ikke at gøre det. Gud give, at vi kunde bruge vort eget i fred og ro; det vilde vi være godt tilfredse med og fremover lade enhver løbe sin egen risiko.
Cf. nr. 49.