7|I

Han løb alt hvad han kunde, og havde løbet saaledes mindst et Kvarter. Blodet pressede paa i Tindingerne, og Aandedrættet vilde have Luft igjennem Munden; men han havde hørt af Skolelæreren i Gymnastiktimen, at naar man først aabnede Munden under Løb, saa gik Kraften ud af Organismen. – Og som der var stemmet for Aandedrættet, saaledes næsten ogsaa for Bevidstheden. Kun glimtvis foer en Tanke eller en Forestilling gjennem hans Hjerne.

Han saae Glasskabet for sig, inde i Kjøbmandens Kontor, med alle disse pæne Porcellænssager i, som han i saa mange Aar havde ønsket at beskue, og som det netop skulde falde Kjøbmanden ind at vise ham i Aften, da han havde saa bestemt Ordre til at være hjemme Kl. 10.

Han følte Trang til atter at see paa sit Uhr. Men der var ikke Tid. Han havde jo ogsaa seet, da han løb ud af Butiken, at det var 10. Det var første Gang, at et Klokkeslæt paa hans nye Konfirmations-Uhr havde haft et rigtig sørgeligt Udseende. Hidtil havde det været saa glædeligt hver Gang at see, hvor det kunde gaa.

Han vilde springe over Grøften, ind paa GrønningenN langs Vejen, hvor der var blødere for hans bare Fødder. I Springet brast hans Læber fra hinanden, og han begyndte at puste, at stønne med vidt aaben Mund og af sine Lungers fulde Kraft – stadig løbende alt hvad han kunde.

Samtidig var det, som en hed Luft af glødende Tanker slog ham imøde, og hans Ansigt blev badet i Sved. Det var som en Ovn, en Verden af rødglødende Muligheder: sin Faders Vrede, han saae ind i. Det var just det frygtelige ved hans Faders Vrede, at han sletikke kunde overskue dens Muligheder. Han havde jo nok været der før, men han havde været saa overvældet hver Gang, saa han egenlig ikke kunde huske, hvad der var skeet. Det var ikke Pryglene, – det var denne Ildregn af Vrede, – og denne Følelse af at være fordømt. – – Og atter saae han Glasskabet hos Kjøbmanden, især denne 8| Porcellænsnisse til Svovlstikker – – – at han virkelig havde kunnet være saa optaget af den Figur, skjønt han vidste, hvad det gjaldt.

Han standsede pludselig ved en Ledstolpe, satte Hænderne imod den, gispende og pustende, idet han skjød Ryg som en Kat. – Tænk, hvis han gjorde Oprør mod sin Fader! – Men Tanken var saa fjærn, saa uvirkelig, – og dog mærkede han, hvordan hele hans Verden vilde gaa under med det samme, – han kom til at tænke paa Billedet af Samson deroppe i Skolen, der trykker de to StøttepillerN om og faar hele den uhyre Bygning ned over sig. – Saa vilde der da ikke være andet tilbage end Gud i Himlen, – for han blev dog vel tilbage?

Han gav sig atter til at løbe af alle Livsens Kræfter, – igjennem en Taage, en Røg, en Forvirring, syntes han, – men ovenover var der dog vist et Stykke blaa Himmel!

Paa een Gang var alle fantastiske Billeder blæst bort. Han løb forbi Andedammen, Møddingen – nu stod han ved SmøgenN ind til Gaarden nede ved Bryggerset. Han drog Smøgen op – den holdtes lukket ved en Træklods i et Reb, der gik over en Tridse, – nu var han inde i Gaarden, men useet dernede i Krogen ved Bryggerset. Hans Fader gik i Gaarden ovre ved Vesterhuset. Han var i Vest og Skindtrøjeærmer. Han gik lidt foroverbøjet og rokkede, med Hænderne paa Ryggen.

Drengen løb frem over Gaardspladsen hen imod sin Fader; men da denne ikke sagde noget, drejede han af i Løbet, der ligesom tabte sig uden Resultat. Han søgte at undertrykke sin voldsomme Pusten, for ikke at vække Opmærksomhed, – allerhelst vilde han have forsvundet en Stund i Jorden.

»Fik Du saa Brevet besørget til Kjøbmanden, Anders?« sagde Faderen med ganske rolig Stemme.

»Ja.«

»Du kan gaa ind og sætte Dig i Dagligstuen. ÆN er ætN færdig endnu til det.«

Anders skyndte sig ind ad Hoveddøren. Nej! at alt dét var bleven til ingen Ting! – Det var en saadan opsvulmet, uformelig Masse af Muligheder, der her pludselig var forsvunden, eller var gaaet tilbage i sig selv, saa det snartN ikke var til at komme over for Sindet, – 9| næsten ligesom med Aandedrættet, der hellerikke vilde lade sig neddæmpe.

Og næsten samtidig rejste der sig noget nyt, – et nyt, stort Spørgsmaal: hvad var det, hans Fader havde for? – »Æ er æt færdig endnu til det.« – Han gik stadig derude i Gaarden, – nu gik han og lagde Stængerne til Rette paa Sengeladet.N Jamen det var da ikke dét, han først skulde være færdig med? – Og han, Anders, skulde med dertil. Han var hurtig ligesaa nysgjerrig spændt, som han før havde været angst. – Nu stod Faderen stille og saae over mod Staldlængen. – Røgteren gik og puslede med nogle Tøjr derovre. Jens Røgter kunde da heller aldrig blive færdig om Aftenen. Klokken var jo straks halvelleve. – Anders syntes bestemt, hans Fader stod og ventede. Ventede han paa, at Jens Røgter skulde gaa ind? Hvorfor kommanderede han ikke Røgteren i Seng? Men hvad havde hans Fader dog for?

Nu var han atter begyndt at rokke omkring derovre ved Vesterhuset,N foroverbøjet, med Hænderne paa Ryggen. – Jens Røgter samlede en hel Bunke Tøjr i et Knippe, som han kastede over Nakken. Derpaa gik han ind ad Stalddøren, og lukkede den indvendig; man kunde, i den fuldkomne Stilhed paa Gaarden, høre, at han satte Jernskaaden for paa Indersiden.

I samme Øjeblik saae Anders, at hans Fader standsede, rettede sig noget, og lyttede vistnok. Derpaa gik han, med meget hurtigere Skridt end før, henimod Hoveddøren.

»Kan Du saa følge med, Anders,« lød det ind i Dagligstuen. – – –

De gik ud ad Gaardsleddet, om forbi det lange Vognskur. Udenfor dette stod Vognen, som Karlen havde været til Mølle med i Dag. Anders's Fader gik hen til den og trak Jernstangen ud, som sidder for Bagsmækken. Møttrikken, som han havde skruet af Stangen, puttede han i Vestelommen. Saa fortsatte han sin Gang, idet han med Haanden ligesom vejede Jernstangen, som han holdt i den ene Ende.

De drejede fra ByvejenN op ad Vejen, som fører nørN i Marken.

Anders gik og skottede op til sin Fader fra Siden. Gamle Per Hjarmsted var en høj, mager, noget foroverbøjet Mand. Hans Gang, selv naar han gik rask, som nu, var lidt usikker, det vil sige: vringletN 10| ligesom store, knoklede Møllerhestes. Trods dette usikre i Gangen saae han ud som en meget stærk Mand, hvad han da ogsaa var.

Han sukkede dybt nogle Gange, men det plejede han altid at gjøre, naar han ikke netop arbejdede, saa det kunde ikke videre forøge Anders's Spænding, saa meget mindre, som den i Forvejen var paa sit Højeste.

»Det er ingen skjønneN Folk her i HanherredN. Saa meget noget Snalderværk.N Der er ingen RetfærdighedN i dem,« sagde Per Hjarmsted, da de allerede havde gaaet langt i fuldkommen Tavshed.

Anders vidste intet at svare hertil.

Den Gamle ræbede højlydt. Det lød sørgmodigt og selvfølgeligt.

»Man skulde have bleven i Vrejby i Vendsyssel. Dér skete aldrig Uret. Dér var Retfærdighed og Gudsfrygtighed. Ja, der var endda.«

Han gik og vippede med Jernstangen i Haanden.

»Men hvadfor blev I saa da int der øster?« spurgte Anders lidt ængsteligt.

»Haah, – det baares mig for,N te Æ skulde ha'e splittet et Par store Gaarde ad her vester oppe. Se, saa fik man jo ingen Ro. – Nu har man jo da faaet det gjort ved en af dem.«

»Bisgaarden?«

»Aah ja. Nu boer der 36 Familier paa den Gaard i Stedet for een før.«

»De siger, at den næste, I vil kjøbe paa den Maade, det bliver Hangaard.«

»Det er der ingen, der kan vide noget om, helleræt mig selv. Det er for mange Penge at vove uden Guds Raad og Bistand. – Og det er jo ene Kjæltringer, man skal gaa og vraadsleN imellem. Ja, ja, det er endda. HerredsfogdenN er en Kjæltring, og Fuldmægtigen og ProkuratorerneN er Kjæltringer, hvereen, og Proprietærerne, som man skal kjøbe af, og Smaafolkene, som man skal sælge til, de er Kjæltringer allesammen, – naar man faaer dem seet efter ved Livets LysN da. Og vore Tjenestefolk – ja – baade Jens og Kren Madsen de er mig utro Tjenere.N De bestiller æt for Føden.«

Noget efter fortsatte han: »og nu er det ogsaa galt med Ens 11| Naboer. Aahja.« – Han saae ned paa Jernstangen og bevægede den lidt. – »Nej, i Vrejby, dér var RetfærdighedN – og Fred og Glæde i den Helligaand. Men der maatte man jo æt faa Lov at blive.« – –

De var komne ud for Gaardens store Kløvermark, der stod ganske udmærket iaar. Det var ikke Maaneskin; men i den lyse Sommernat saae man tydelig de fine Taager, der trak hen over den høje, duggede Kløver. Et Stykke inde paa Marken stod Tanggaardens Heste. Det var saa stille, saa man paa lang Afstand kunde høre den sagte buldrende Lyd af deres Gumlen og den haarde Lyd af Hovene mod den soltørrede Bund, naar de flyttede sig under deres rastløse Æden. »Nu skal vi skynde os at faa noget i Livet, saa vi kan arbejde dygtig i Morgen,« tænkte Anders paa Hestenes Vegne. De var saa vaagne, mens hele Kløvermarken stod og sov. –

Da saae Anders et underligt Syn.

Hans Fader gik lige midt ind i den høje, dejlige Kløver. »Kom efter mig!« sagde han. – Det maatte jo være rigtigt og tilladeligt, da hans Fader gjorde det. Anders fulgte. – Nogle AlenN inde i Kløveren lagde gamle Per Hjarmsted sig ned under Stønnen og Knagen i Lemmerne. Anders lagde sig ved hans Fødder.

»Det er Kren Thomsen, der er en Tyv; han kommer og stjæler min Kløver med sine Heste.«

Anders syntes pludselig, at han hele Tiden havde gaaet og anet, at der skulde foregaa en Exekution.

Men først nu blev han overfaldet af Angest og mørk Gru – og tillige af Forbavselse ved at høre Kren Thomsens Navn. Kren Thomsen i Kjæret! den muntre, venlige, hyggelige Mand, – at han skulde være ude paa Tyveri ved Midnatstid med sine Heste! – at han skulde komme trækkende – eller han kom vel ridende, – og svinge sig af Hesten og staa dér – – hans Ben, hans Bukser de saae jo saa retskafne ud! – Aa, men det var jo meget værre endnu: vilde hans Fader virkelig slaa ham med den Jernstang?

»Fa'er, I vil da int slaa ham ihjel?«

»Aah nej, Gud fri mig vel, Æ vil kuns værge min Ejendom.«

Anders laa længe og betragtede hemmelig Jernstangen. Saa tyk som en voksen Mands Lillefinger var den da.

Per Hjarmsted gabede, omstændeligt og paa den i Skjæbnen hengivne Maade, som Folk ellers mest bruger, naar de gaar i Seng, 12| – idet han lagde sig helt ned paa Ryggen med Hænderne under sin Nakke.

»Æ har sagt ham det,« ytrede han undskyldende eller ligesom til Selvforsvar, »te Æ har drømt det, – te det vilde komme saaen.«

Det var første Gang, Anders hørte sin Fader selv nævne noget om sine Drømme. – Han havde tit nok hørt unge Folk i Sognet gjøre sig lystige derover. Han følte Uhygge derved. For hvis nu hans Fader havde Uret, saa fik Gud jo ogsaa Uret. – Men saa maatte hans Fader jo altid have Ret!

Han løftede Hovedet lidt, saa han lige kunde see over Kløvertoppene. Duggen drev derover, ikke i nogen jævn Taage, men i ganske fine Striber. – Han hørte atter Hestenes Trampen, naar de flyttede Benene under Græsningen. – Der var een – den tog sig nok en længere Vandring i Tøjrslaget.N Den blev ved. – Eller – nej, det maatte da være mere end een Hest. Det kom nærmere. Han drejede Hovedet og saae to sammenkoblede Heste, og en Rytter paa den nærmer,N komme op over Agrene nede fra Kjærvejen.

»Aa Fa'er, er det Kren Thomsen?« hviskede han og dukkede sig ned i Kløveren.

»Vær li'saa stille!« sagde Per Hjarmsted, lettede forsigtig paa Overkroppen og drejede sig om paa Siden. Han kigede op over Kløvertoppene: »Hm, – – han er reden igjennem Havren ogsaa.«

Det var, som om Manden derude med Hestene skulde gaa lige i Fælden. Han standsede først, da han var en halv Snes FavneN fra det Sted, hvor Per Hjarmsted laa.

»Bliv nu liggende herinde i Kløveren,« hviskede denne til sin Søn, »til Æ har givet ham, hvad han kan tilkomme. Og er der saa timedesN ham eller mig noget, saa kan Du jo komme frem og byde Dig til.«

Kren Thomsen var staaet af den nærmer Hest, havde koblet den fjærmerN af og slaaet Tøjrene ud; hans Heste løb straks deres Hoveder ind i Kløveren.

»Saa, saa, saa, saaen var'et,N bitte Lise, bitte Mett'! – grib nu an, grib nu an!« hørte Anders ham sige, saa venlig og glad, akkurat som naar han bød sine Gjæster tage Fløde og Sukker til Kaffen.

Idetsamme forfærdedes Anders ved, at hans Fader sprang op – med een, hurtig Bevægelse, ligesom et stort Dyr, der pludselig 13| skræmmes. – Anders saae ham tumle frem gjennem Kløveren, – og havde en Fornemmelse, som om det var noget rent naturstridigt eller overnaturligt – Menneskeæderi eller Spøgeri eller sligt – der nu skulde gaa for sig. Men det maatte jo da være retfærdigt alligevel, naar hans Fader gjorde det – – –

»Aa, er 'et Pier! – Aa, Jøsses, Pier, er 'et Dig!« hørte han det raabe med Kren Thomsens Stemme. Saa hørte han stærk Hestetrampen.

- Nu først vovede han at løfte Hovedet. – De to fremmede Heste foer til hver sin Side, – og han blev vaer en mørk, tumlende Gruppe ude paa det afgræssede Jordsmon, fra hvilken det stønnede og sagde uforstaaelige Ord i en klynkende Tone og med Kren Thomsens Stemme.

Pludselig delte Gruppen sig, den ene Halvdel styrtede til Jorden,

- og nu kunde Anders tydelig skjelne sin Fader, der stod op og svingede med Armen, og hug ned i det, der laa paa Jorden.

Nu var det lange, klagende Lyd, der kom, men dæmpede.

Endelig standsede hans Fader med Slagene.

»Aa, Gud forlade Dig, Pier!« stønnede det, »aa, Gud forlade Dig, Pier!«

»Nej, nu skulde der ingen Forladelse behøves til dethér. Nu skulde det omentrent kunne gaa lige op. – Nu skal Æ hente Dine Heste til Dig, te Du kan komme afsted hjemad.«

Per Hjarmsted gik nogle Skridt henimod de to Heste, der straks efter deres første Forskrækkelse havde slaaet sig til Ro i Kløveren igjen.

»Anders!« kaldte han. »Kan Du komme og hjælpe!« –

Da de kom med Hestene hen til Kren Thomsen, laa han endnu paa Jorden, men støttede dog paa den ene Albu.

»Troer Du, Du kan samle Dig selv op og ride ene hjem med Hestene?« spurgte Per Hjarmsted.

»Aa, A veed det itjN, bitte Pier; Du har vist grassetN alle mine Sidebeen.N – Kan Drengen itj følges med mig et bitte Stykke af Vejen?«

14|»Kan Du følge med ham hjem, og saa komme straks tilbage,« sagde Per Hjarmsted til sin Søn.

»Kan I saa tie stille med det, bitte Pier. Hvad, bitte Anders, kan I det?«

»Ja, det er jo æt værd, te nogen skal komme i Ulykke for det,« sagde Per Hjarmsted.

De fik Kresten med stort Besvær op paa Hesten; han kunde ikke taale at sidde op, men maatte ligge frem over Dyrets Hals.

Per Hjarmsted sagde: »Godnat og god Bedring,« og gik hjemad. Anders fulgte med Kren Thomsen, idet han førte begge Hestene ved Munden. – KrestenN sad blot og stønnede hele Vejen. Anders kunde sletikke sige noget. Hans Indtryk af Manden deroppe paa Hesten var altfor blandet og forvirret dertil. Hvor kunde han samtidig tale til deres gode Bekjendt og velliidte, muntre Nabomand – og saa en Tyv, en Forbryder, som hans Fader havde gjennempryglet.

Først da de var komne hjem i Kren Thomsens Gaard, sagde denne: »Bitte Anders, kan Du pikke ligesaa stille paaN Laurids's Vindu her for Enden af Huset. Karlen skulde jo itj mærke det.«

»Jamen det kan da int skjules,« sagde Anders og slap Hestene forat kalde paa Sønnen, Laurids.

»Aah jo – I andre kan jo da helleritj være tjent med, te det kommer ud,« svarede Kresten. –

Lidt efter havde saa Anders og Laurids i Forening faaet Manden ned af Hesten. Laurids havde kaldt paa sin Moder, og de tre Mennesker halv bar, halv støttede Kren Thomsen, og førte ham paa denne Maade ind i hans Seng. – –

Da Anders gik hjem, var han meget ilde tilpas. Det var jo en stor Sejr, Retfærdigheden havde vundet. Men han havde ikke hørt noget om Uretten i dette Tilfælde, før Straffen med det samme kom; og Kren Thomsen havde han altid holdt saa meget af. – Ellers naar hans Fader førte en af sine mange Processer, eller paa anden Maade laa i Strid med Uretten, som hele Sognet var opfyldt af, – havde Anders faaet Tid til at harmes over Fjendens Uærlighed, hans 15| hensynsløse Begjerlighed, eller hvad det nu kunde være, og han havde da frydet sig, naar hans Fader kunde angribe al denne Slethed og straffe den. Men hér – – – han var snarere ved at føle noget lignende, som undertiden kunde komme over ham, naar den Gamles strenge Retsforfølgning var gaaet ud over Drengen selv: en dunkel Tvivl om Faderens Retfærdighed, – der kunde have noget befriende ved sig, men mest var Angst, – fordi han vidste sletikke hvad der blev tilbage, hvis Faderens Autoritet brast. – – Een Ting stod ham nu da ganske klar: at naar Kren Thomsen var en Kjæltring, saa var hans Fader den eneste hæderlige Mand her i Sognet. – –

Næste Dags Aften var det bekjendt for alle, og blev almindelig beklaget, at Kren Thomsen tidlig om Morgenen var faldet ned i sin Lo helt oppe fra Hanebjælkerne,N og havde slaaet to Sidebeen i Stykker.