20|II

Tanggaarden havde i tidligere Tid været en lille Herregaard. Men nu var der ikke andet, der mindede herom, end nogle formentlige Spor af Grave uden om Gaarden, den uforholdsmæssig store Ladebygning, der med sine Gavle ragede langt udenfor baade Øster- og Vesterhuset, og endelig et Par mægtige Lindetræer, hvis Toppe ganske vist var blæste bort af Vinden, men hvis Stamme og nedre Grene vidnede om flere Hundrede Aars Ælde. Man kom, ved at see dem, til at tænke paa et Hoved med skaldet Isse, men med kraftig, busket Haarvækst om Tindinger og Nakke.

Gik man ind mellem disse to Linde, kom man lige mod Hoveddøren paa Stuehuset. Tilvenstre var Kjøkkenlejligheden, tilhøjre Stuerne. – Der var kun een »Stue« paa venstre Side af Indgangsdøren; det var Per Hjarmsteds »Kammer«. – Dette Værelse havde kun een Dør, og ingen havde Lov at betræde det undtagen Manden og Konen selv. Hun havde egentlig hellerikke Lov til stort mere end netop at betræde det. Hun maatte ikke røre ved noget af de Papirer eller Papirlapper, som laa spredte hulter til bulter, sammen med itubrudte Hestesko, affaldne Møttriker, Seletøjsstumper, Rivetænder, Tøjrehæle, opsamlede Gaase- og Hønsefjer, Reb-Ender, Sejlgarnsstumper og andre Smaating, paa Bord, Hylder, paa den aabne Skatolklap og paa Stolene. Hun maatte gjøre rent paa Gulvet, men andet maatte hun ikke komme til derinde.

I Stuerne paa den anden Side af Gangen herskede der en Orden, som man endogsaa syntes at indaande, den gjorde Luften let; en Renlighed, der ligesom gik den Indtrædende til Hjertet, fordi man følte, den var et Sjælens Behov, en medfødt inderlig Trang hos det Menneske, fra hvem den udgik.

Der blev aldrig vekslet et ondt Ord mellem Per Hjarmsted og hans Kone; men der blev fra hans Side givet uendelig megen Anledning dertil.

Naar en Mand staar med sin Kjæp og rager i en Myretue, da 21| hverken siger eller gjør Myrerne noget for at hindre det. Men med ufortrøden Iver og Hurtighed udbedrer de Skaden, der anrettes; for hvert hensynsløst og hensigtsløst Slag eller Stød, der gjøres med Kjæppen, samler de sig paa Ulykkesstedet og opbygger med Flid og Kunst.

Naar Per Hjarmsted kom hjem af Marken til Eftermiddagsmellemmaden, kunde han see forskrækkelig ud, især hvis det var fugtigt Vejrlig. Hans Træskostøvler var da lerede helt op til Randen af Skafterne, det samme var Tilfældet med Knæ og Bagstykker af hans Bukser. Hans Hænder var sorte, og hans Ansigt vaadt glinsende af Slud og Sved; der var ikke stort andet at see deraf end de smaa, brune Øjne, den store, krogede Næse og de noget fremstaaende Kindben; Resten var dækket af hvidbrune Skjægstubbe eller lange, graa Haartjavser. – Uden i nogen Maade at rense sig eller skifte Fodtøj gik han nu ind i Dagligstuen, vandrede paa sin underlig urolige, ulveagtige Maade frem og tilbage i Stuen, saa Ler og Jord spredtes over hele Gulvet, og satte sig saa, naar Kaffen kom, ned for Enden af Bordet, med Kaskjetten skudt bag i Nakken. Han tog sin korte Træpibe ud af Munden og satte den i Hjørnet af Slagbænken, puttede nogle Knalder brunt Sukker i Munden, bøjede sig langt ned mod Bordpladen og slubrede Kaffen ind. Han var ved denne Lejlighed næsten altid ganske tavs, og hans Øjne var stirrende, Udtrykket fraværende.

Naar hans Kone havde sat Kaffen fra sig foran ham, vendte hun sig om og betragtede Gulvet, idet hendes mørke Øjne gled langsomt frem og tilbage under Randen af de halvtnedslagne Øjelaag, og da kunde hun faa et helt forundret Udtryk i sit blege Ansigt, uagtet det ingenlunde var noget nyt Syn, hun saae, – men hendes Ansigts Udtryk var nu altid noget forundret. Saa gik hun, uden at sige et Ord, ud ad Døren, og kom tilbage med Fejeskovl og Fjervinge, og gav sig til at feje de Lerklatter og Mudderpytter op af Gulvet, som stod der efter Mandens Træsko. – Han kunde godt sidde med Øjnene vendt mod hende under dette hendes Arbejde; men om han egentlig saae, hvad hun tog sig for, var vanskeligt at afgjøre. Han sad vistnok i Almindelighed, mens han drak Kaffe, og spekulerede paa sine Regnskaber, som han gjerne, efter Kaffen, begav sig ind til paa sit »Kammer«. – Det var dog ikke altid, at han straks gik 22| derind; han kunde undertiden tage sin Pibe og sidde og ryge ved Dagligstuebordet; han spyttede da bredt og tankefuldt paa Gulvet, hvor netop Sporene efter hans Træsko var bleven fjærnede. – Undertiden kunde det slørede vige bort fra hans Udtryk, han kunde vaagne op. Men det var da ikke til nogen Erkjendelse af det upassende i sin Opførsel; det kunde være, at han var kommen til at tænke paa et eller andet mærkeligt Træk fra hans sidste Handel, og han kunde da fortælle sin Kone dette – som hun laa der paa Gulvet – i en saglig interesseret og for saa vidt særdeles venlig Tone.

Anders og hans lidt yngre Søster Kirstine sad gjerne henne ved Bilæggerovnen med deres Kaffe. Ved en ren Tilfældighed kom Anders, kort efter Turen til Valgmødet, til at indsee det raa og hensynsløse i Faderens Optræden overfor Moderen ved disse Lejligheder.

Der var en gammel Ungkarl, som Børnene kaldte Morbro'er Hans, skjønt hans Slægtskab med deres Moder i Virkeligheden var langt fjærnere. Han var Gaardmand og Handelsmand, dog uden videre Held. Naar han kom paa Tanggaarden, regnedes han nærmest for at høre til Konens Gjæster.

En Dag sad han og Per Hjarmsted og drak Kaffe i Dagligstuen. De havde været lige snavsede om Fødderne, og efter Kaffen sad de begge og røg Tobak og spyttede paa Gulvet. Morbro'er Hans gjorde som Værten, uden at tænke derved.

Anders og Kirstine var hele Tiden inde i Stuen; deres Moder var derimod gaaet ud, da hun havde gjort rent paa Gulvet efter Mændenes Vandringer. – Da hun kom ind igjen, sad de altsaa og røg Tobak; lidt efter rejste Per Hjarmsted sig og gik ind i sit Kammer.

Morbro'er Hans vendte sig nu konverserende til Konen i Huset og sagde: »A troer, Kirstine og Dig I bliver hverandre saa lige som to Draaber Vand.«

Han fik ikke straks Svar; hun stod og saae forundret paa ham.

»A siger, Margrethe, te ....«

»Du skulde endda skamme Dig, Hans!«

»Hwa'?« udbrød denne, fuldkommen overrasket, men straks efter maaske dog anende, hvad det drejede sig om. Det vidste Anders derimod sletikke, – han saae i spændt Forventning paa sin Moder; hun var bleven rød i Kinderne og havde Taarer under de mørke Øjenvipper.

23|»Skal Du da sidde og overspytte mit Gulv, naar Du seer, A har lige været inde og gjort rent efter Dig.«

»Efter mig, Margrethe? – A tænkte, te ...« men Morbro'er Hans viste virkelig den Takt ikke at fortsætte. Anders derimod fortsatte i sine egne Tanker, og følte sig grebet af et pludseligt Raseri mod sin Fader, – samtidig med at han fandt sin Moder saa usigelig smuk.

»Du skulde gaa din Vej, Hans!« sagde hun, – ikke længere vredt, men som den, der efter bedste Skjøn nævner, hvad der maa ansees for det rimeligste.

»Viser Du mig Døren, Margrethe?«

»Nej, men Du har gjort mig kjed af at snakke mere med Dig i Dag.«

»Ja, ja – Farvel, Margrethe!« sagde Morbro'er Hans, saa rød i Hovedet og forlegen, saa han helt vandt Anders's Hjerte derved. – –

Næsten hver Dag gjentog denne Scene ved Kaffebordet sig mellem Anders's Forældre. Og Anders irriteredes nu hver Gang derover; det æggede ham til Kritik mod hans Fader. Dog vovede han ikke at lade denne Kritik blive omfattende. – –

Anders havde ofte lagt Mærke til, at hans Søster saa sjældent var inde – det vil sige: befandt sig i Dagligstuen – paa de Dage naar den Gamle var ude at kjøre. Men han havde ikke tænkt noget videre derover.

Saa var det en Dag i det følgende Efteraar, at hans Fader ventedes hjem fra en Tur, det havde varet det meste af en Uge, – til Hjallerup Marked. – Der var ingen Ting for Anders at gjøre i Marken paa Grund af det uafladelige Regnvejr, det havde været i den sidste Tid. Han sad inde i Dagligstuen hen paa Eftermiddagen og læste Valdemar Sejr for fjerde Gang. – Nu var det ham altid en legemlig Lidelse at sidde saa stille, som man egentlig skal, naar man læser; han plejede hver halve Time at standse, flytte paa sig, eller sige noget; men i Eftermiddag overraskedes han Gang paa Gang ved, at der ikke var nogen i Stuen at tale til. Hans Moder var gaaet om til Naboens, det 24| vidste han nok. Men hvor var Kirstine henne? Det kunde han ikke begribe.

Da han havde siddet en tre Timer, kunde han ikke holde det ud længere. Han var hed i Hovedet og utilpas af at læse, maaske ogsaa af at vente, – for nu kunde han mærke, at han hele Tiden havde siddet og ventet paa Kirstine; han var helt hidsig utaalmodig efter at see hende og snakke med hende, nu da han lagde Bogen fra sig.

Han begav sig ud i Kjøkkenet, hvor Spanden med Drikkevand stod, men hun var ikke i Kjøkkenet. Han gik igjennem de fleste af de andre Stuer i det meget lange Hus; men han var kjed af at kalde paa hende, for han havde dog egenlig ingen Ting at sige til hende.

Han maatte da virkelig opgive at finde hende, – og kom nu i Tanker om, at han skulde have et Par Pinde til at slaa for de Høns, som var begyndt at ruge igaar. – Det var, efter hans Faders Befaling, og til Anders's stadige Ærgrelse, hans Bestilling at passe Hønsene. -Han kunde vel finde en Stump Brædt eller noget deroppe i Endestuen, hvor der laa saa meget Skrammel. Endestuen laa hinsides Salen, og havde Vinduer ud til Indkjørslen til Gaarden. – Da han kommer derop, sidder Kirstine ved Vinduet i det kolde, mørke Kammer, med et stort Tørklæde over Hoved og Overkrop.

»Men hvad sidder Du da her efter, Kirstine?«

»A skal tage imod Fa'er, naar han kommer hjem.«

»Da kommer han vel int ind ad det Vindue?«

»Nej.«

»A har int kunnet begribe, hvor Du var henne, lige siden Kaffetid.«

»A skal vente paa ham. For naar vi sidder i Dagligstuen, er det int sagt, vi ligestraks kan høre, naar han holder for Døren.«

»Men hvorfor har Du siddet her hele Eftermiddagen, naar Du veed, han først kommer nu?«

»Jamen det veed A int noget om. Han sagde i Mandags, te A skulde vente ham Fredag mellem 3 og 8. Og det er jo i Dag.«

»Men han har da int befalet Dig til at sidde her i alle de fem Timer, blot forat Du kan være ved Gangdøren i samme Øjeblik, han er der.«

»Jo.«

Anders gik helt istaa. – Han indsaae paa een Gang, at dette var 25| ikke blot i Dag, men at det var aarelang Skik, at Kirstine her skulde sidde i Timevis, i Hundekulde, og vente; blot forat deres Fader ikke et Sekund skulde vente paa Assistance, naar han holdt for Gangdøren.

»Den gamle Satan!« udbrød han pludselig, men kunde saa hellerikke sige mere. Det var jo ukristeligt paa den Maade at nævne Djævelens Navn, han følte sig tynget og hæmmet deraf – ogsaa overfor Søsteren; og saa var det jo en Overdrivelse.

Kirstine sagde heller ingen Ting. Hun sad og saae ud ad Vinduet, som November-Regnen pidskede imod. – Anders gik sin Vej, – hér kunde han ikke faa Luft for noget af det, hvoraf hans Sind var ved at koge over. – Men da han var kommen ud i Hønsehuset og sad og dannede sine Pinde til med sin Lommekniv, – gav han for første Gang sit Sind frit hen i Harme mod Faderen, i vrede Tanker og Fantasier. – Det gjorde i Øjeblikket godt, men da der var gaaet en lille Stund, følte han sig angst og helt ulykkelig derved. Billedet af hans Fader havde han faaet styrtet ned, det laa knust paa Jorden, syntes han; men med det samme var det, ligesom Gud var forsvunden af hans Verden. Dette Stykke blaa Himmel højt oppe – det viste sig sletikke, det var helt blevet borte; han syntes, det var ligesom han havde villet tage Gibsningen af et gammelt Stueloft, fordi den var grim og snavset, – men saa havde han med det samme faaet Loftet, Taget, hele Huset ned over sig. – Han havde tænkt, at det atter vilde sætte ham i voldsomt Oprør, naar hans Fader endelig kom hjem, og han skulde see ham holde udenfor Døren og blive ængsteligt og febrilsk paapassende opvartet af Kirstine; men da gamle Per Hjarmsted kjørte ind ad Gaardsleddet omtrent Kl. 8, var Anders saa optaget af religiøse Tvivl og Spekulationer, saa han næsten sletikke lagde Mærke dertil. – – –

Per Hjarmsted var meget irritabel i dette Efteraar. Nogle Husmænd, til hvem han havde solgt Parceller fra den Herregaard, han havde faaet »splittet ad«, – voldte ham en hel Del Vanskeligheder. Slige Bryderier kunde naturligvis let opstaa, men det var i dette Tilfælde meget vanskeligt at faa dem ordnede; thi skjønt Manden paa Tanggaarden i Virkeligheden havde mange og store Forretninger, saa førte han dog intet egentligt Regnskab, og Kjøbekontrakter eller Skjøder og Gjældsbeviser gjorde han meget lidt ud af; det hed 26| sig, at han mange Gange blot gav en Kvittering paa en Lap Papir for, at han havde modtaget Pengene for en Ejendom; saa var den Handel i Orden, medmindre Kjøberen nødte ham til større Omstændelighed. – Naar han sad inde i sit Kammer og spekulerede, ofte mange Timer om Dagen, kunde det undertiden være meget praktiske Planer og Forholdsregler, han sad og overvejede, ofte var det ogsaa Drømme og Forudanelser, han grundede paa, – men allertiest var det Hukommelses-Øvelser, han holdt; han gjennemgik samvittighedsfuldt i Erindringen, snart den ene, snart den anden Sag, hvis Detailler maaskee pludselig havde faaet praktisk Betydning, og paa hvilken han nu anvendte Timer – undertiden til ingen Nytte -, medens han ved en skriftlig Optegnelse i Tide havde kunnet overkomme det samme paa to Minutter. Naar han saaledes havde siddet og pint Erindringer ud af sin Hjerne, som forlængst havde været begravne i det Ubevidste, – kunde han see forskrækkelig ud. Ansigtet var forsvedt og ildrødt, Haaret hang i lange Tjavser ned over Panden, og Øjnene var sært forvildede. Saa traadte han ofte ud paa Trappestenen foran Hoveddøren forat svale sig. Han stod der med bart Hoved og Hænderne i Lommerne; sommetider kneb han Øjnene sammen, ligesom han havde overanstrængt dem; sommetider strammede han Læberne stærkt over Tandrækken ved at gjøre Munden bred; saa strakte han den magre Hals, og saa skjød han Øjenbrynene tilvejrs. – I saadanne Øjeblikke var han ikke god at komme nær. Man undgik ogsaa helst at tale til ham.

Han stod derude paa Trappestenen en Aften i November, og vendte og drejede paa sig. – Blæsten var regnsval; der drev store, flossede Skyer hen over Himlen. – Saa fik han Øje paa Anders, der stod nede ved Hønsehushullet paa Staldvæggen. Anders var godt seksten Aar nu, – men lille og spinkel af Vækst. – Hvad var det, han stod og kludrede med dernede? Var det Laagen, han ikke kunde faa sat paa dens Hængsler? – Han var svært ivrig, han saae nok ikke sin Fader. Per Hjarmsted hørte gjennem Blæsten enkelte højt udtalte, hidsige Ord: »det forbandede Mogværk!« og andet lignende. – Men pludselig smed Drengen den temmelig store Hønselaage ned paa Stenbroen, trampede paa den, greb den igjen og kastede den mod Jorden, samtidig med at han udstødte en Strøm af rasende Skjældsord.

27|»Anders!« raabte Per Hjarmsted.

»Ja!« – Drengen gjorde straks Front imod ham, men stod og saae ned i Jorden.

»Hvad er der i Vejen? Kom herop!«

Drengen kom derop, snart i Løb, snart genert gaaende, – med Laagen i Haanden.

»Hvad var der i Vejen med den Hønselaage?« sagde Per Hjarmsted, ligesom i en spøgende Tone.

»Den vilde int gaa paa Hængslerne.«

»Naa, det vilde den æt.« Tonen havde en lidt truende Biklang.

»Nej, naar den gik i foroven, saa var den ude forneden, – den vilde int gaa paa begge Hængsler paa een Gang«.

»See, see, – det vilde den æt. Hvad var det, Du saa gjorde ved den?«

»Saa blev A gal,« sagde Anders sagte og forlegent.

»Naa, saa blev Du gal,« sagde Per Hjarmsted; men i næste Øjeblik raabte han af sine Lungers fulde Kraft: »Kom hen til mig!« – og traadte selv ned af Trappestenen paa sine lange, vringlede Ben. Han greb Laagen ud af Haanden paa Anders, og slog eller stødte ham nu med et af dens Hjørner i Skuldren, paa Ryggen, i Hovedet, saa voldsomt, at Drengen ganske fortumlet faldt om paa Stenbroen.

»A skal lære Dig at blive gal!« raabte den Gamle, sparkede og traadte paa Drengen med sine Støvler, »A skal lære Dig at blive gal! – Skal Du saaen lade Djævelen regjere over Dig, hvad, skal Du, skal Du lade Djævelen faa Magt med Dig!«

Anders var iskold over hele Kroppen af Raseri og Smerte. Han laa paa Jorden med bortvendt Ansigt. Faderen var atter gaaet op paa Trappestenen.

»Skal I selv være en Djævel! Skal I selv være en Djævel!« hvæsede Anders mellem Tænderne.

Faderen kunde sikkert ikke høre Ordene, men han fornam noget trodsigt i Lyden.

»Staa op!« raabte han. »See paa mig! – Hvad ligger Du og skuler efter?«

Anders havde rejst sig og stirrede Faderen ind i Øjnene.

»Hvadfor var det saa, Du tumlede saaen med den Laage?«

»Det har A jo sagt.« 28| »Kan Du sige det igjen!«

Anders tav.

»Kan Du sige det? hvad?«

»A blev gal,« sagde Anders sagte, men skammede sig over sin Lydighed.

»Naa, Du blev gal!« raabte den Gamle, der nu atter var kommen i fuld Fyr og Flamme, ravede ned ad Trappen til ham og gav ham med sine barkede Næver en fire, fem Lusinger. »Ja, A skal lære Dig at blive gal! Skal Du blive gal i Fandens Navn? Hvad! Saaen en Hvalp!« –

Saa traadte han atter op paa Trappestenen, og stod og saae ud i Gaarden som før.

»Gaa over i Hughuset og faa Laagen gjort i Stand,« sagde han lidt efter.

Anders gik. – –

Han levede i flere Dage i et uafbrudt Had til sin Fader, hengav sig dertil uden at see til højre eller venstre, uden at bryde sig om, hvad Følgerne kunde blive.

Men da der var gaaet en Ugestid, kom Tilbageslaget med uimodstaaelig Magt. Han fik ikke mildere Tanker om sin Fader, men det hele blev til Gudsforladthed. Han syntes baade, der ingen Gud var i Verden, og at han dog laa i Oprør mod Gud.

Han gik i længere Tid i en fuldkommen foreløbig Tilstand. Kun de Øjeblikke, han kunde faa helt indholdsløse, var til at udholde for Uro. Og han gik saa underlig ubeskyttet, syntes han, saa udsat for alle mulige Ulykker.

Saa hændte der da ogsaa noget.

Han fik nogen Efterskole-Undervisning hos Læreren i Sognet. Som Barn havde han faaet Friskoleundervisning, men det var bleven til for lidt. – En Eftermiddag i Januar Maaned sidder saa Anders oppe i Lærerens Stue, og denne, en ung Seminarist, fortæller ham om de forskjellige Religioner i Asien: Muhammedanisme, Brahmanisme, Buddhaisme, Confucianisme.

Anders havde godt hørt tidligere f. Ex. om Mormonerne, men dem var der jo da ikke ret mange af, og de var vel ikke engang rigtig kloge. Han havde ogsaa hørt om Muhammedanerne; men det var i Høstens Tid i Sommer; da havde han ikke tænkt videre 29| derover. – Men han havde dog aldrig troet, at der var saadan en urimelig Masse Mennesker paa Jorden, der ikke var Kristne. Og nu var han stærkt religiøst ængstet i Forvejen. – Han sad en halv Times Tid i sine egne Tanker, mens Læreren snakkede videre.

Paa een Gang brød Anders ham af og spurgte: »Men naar vi nu er Kristne, hvordan kan vi saa være sikre paa, at Confucianismen ikke er ligesaa rigtig som Kristendommen?«

»Ganske simpelt, fordi de ikke kan være rigtige begge to.« – Læreren var en lille, rask Mand. Han hed Nielsen-Petersen.

»Hvad?« sagde Anders forbavset.

»Det er umuligt.« – Læreren rejste sig for at stoppe sin Pibe.

»Hvordan siger da Confucianismen?«

»Nej, nej – det har jeg da ikke lært. Det er jo en asiatisk Religion. Men her staar det altsaa: »Alle disse Religionssystemer ere vidt forskjellige fra den kristelige Religion.««

»Jamen hvordan kan man vide, at det saa er Kristendommen, der er den rigtige af dem, – af de Religioner?«

»Hvordan man kan vide det?« sagde Læreren lidt overrasket. »Ja, det maa jo kunne bevises.« Han hældte Saucen af sin Svampedaase. – »Hæ, – det var lige et Spørgsmaal til Seminarieforstanderen. Det skulde han nok have klaret. – Det er for Resten jo helt forbavsende, te der er ingen af os, der har spurgt ham om det, mens der var Lejlighed til det.«

»Troer De, han kunde have sagt det?«

»Det skulde han. Ellers kan han sletikke have den Plads. – – Men Du troer da vel ikke, det er en Fejl ved mig, te jeg ikke kan sige det saaen paa staaende Fod. For saa er Du virkelig forkeert paa det.«

»Nej, nej, – men naar man nu vilde have det at vide – nu, hvor skulde man saa spørge?«

»Jah – alting gaar jo gjennem Provst og Biskop. Jeg troer ikke, det kunde komme under Skoledirektionen.«

»Men hvem kan saa vide det?«

»Ja, det bliver jo Ministeren. Han skal vide det.«

»Hvad hedder han?«

»Han hedder Hall – i Tiden da.«

»Og er det saa sikkert, naar han siger det?«

»Sikkert? – Ja, saa skal det være sikkert. – Vi kan ikke komme 30| videre med det. Saa er vi færdige. – – Naa, hvad var det saa, vi skulde høre om? – Det var Næringsvejene i Asien – –«

Anders's Tilstand blev efter denne Samtale endnu langt mere pinefuld end før. Han kunde ikke tvivle om, at Læreren havde Ret, og at hans egen Tvivl altsaa var ganske uberettiget, ja vanvittig. Og dog var den lige saa stærk som før. Han syslede virkelig nogle Dage med den Tanke at komme til Kjøbenhavn og spørge Ministeren. Men hvordan skulde han komme derover? – Og naar han søgte at tænke sig Ministeren – – han var jo dog ogsaa et Menneske. Saa stod al Ting stille. – Han tænkte senere paa at spørge Seminarieforstanderen. Nielsen-Petersen havde sagt, at Gjedved laa her i Jylland; det var jo da nærmere. Men ogsaa denne Tanke opgav han – – – – –

Det var bleven Foraar. Han var sytten Aar nu. Han tænkte aldrig, han kom ud af denne Tvivl og Pine. – Forbitrelsen mod hans Fader ulmede stadig i Sindet; den fik ogsaa rigelig Næring udefra; og han kunde ikke hindre, at denne Forbitrelse fik noget ugudeligt ved sig for hans egen Følelse. – Hertil kom nu i Foraaret en Angst for, at han nok havde forsvoret sig til Fanden ligefrem. – Det var ved at læse i Ingemanns »De sorte Riddere«, at Tanken var opstaaet i ham. Det skulde vel ogsaa nærmest kun være i Tankerne, han havde udført denne Forsværgelse eller Forskrivning til den Onde, men i den Slags Sager kunde vel ogsaa Tankerne gjøre det ud. Og den Aften -oppe paa Loftet – da havde dog maaske ogsaa hans Fingre været i Sværgestilling, mens han havde de ugudelige Tanker, og saa var der jo baade Tanke og Handling; saa var det jo helt, som det skulde være for at være rent galt, – for at være Helvede.

Det var en Middagsstund i Maj Maaned, kort efter at man det Aar var begyndt at sove Middagssøvn paa Tanggaard, at han ude i Laden blev klar herover. Hans Forudsætninger i Retning af Tanker og Oplevelser havde mindst i en Uge været ganske de samme; alligevel kom det mærkværdigt pludselig over ham: at denne Tilstand var jo Helvede, – hvis han da ikke kom i Forbindelse med Gud igjen paa en eller anden Maade. – Søvn var der ikke Tale om mere, skjønt han havde været meget tidlig oppe om Morgenen. Han sad op i Halmen saa ret som et Lys. Han hørte Karlene snorke i Loen; de havde lagt sig i Laden for Varmens Skyld. – Til sin egen Forundring 31| følte han sig af sin Angst uimodstaaelig dreven til at sige det hele til sin Fader. Og det maatte være straks, der var ingen Opsættelse mulig. – Han vidste godt, hvor hans Fader i Øjeblikket opholdt sig. Han sad altid for Enden af Bordet inde i Dagligstuen og sov sin Middagssøvn. Han var den, som vækkede de andre. –

Anders skyndte sig ud af Laden. Han følte sig saa ene med sin Vanskjæbne. Alle Mennesker sov. Der var ingen andre vaagne paa hele Gaarden end Hanen, der gik med sine Høns paa Møddingen. Vinden blæste den ind i Halen; men den var lige hovmodig, og gjorde sig særskilt Umage med hvert Trin, den tog. – Alt var saa lyst i Farven af Støv og Soltørring, og der var hvid Diis i Luften, kun højest oppe var Himlen blaalig. Hvert Potteskaar, der kunde fange Lyset, gnistrede i Solskinnet i Gaarden. Der faldt saadan en Mathed over ham, saa det var ligesom han skulde segne. – Men nu var han oppe ved Stuehuset. Han saae sin Faders Overkrop indenfor Vinduet. Albuerne støttede mod Bordpladen, Underarmene var fremstrakte, Hænderne greb om hinanden. Hovedet duvede ned imod Armene med Haaret hængende frem over Panden.

Anders traadte ind ad Døren. Bordets Længde var imellem dem. – Den Gamle aabnede Øjnene og saae taaget frem for sig, ikke paa Anders, men langs ned ad Bordet. Han vilde være falden i Søvn igjen i næste Øjeblik, hvis Anders ikke havde talt:

»Fa'er, hvem skal sige os, at Kristendommen er den rigtige. For A er kommen til at falde i Tvivl.«

»Hva'?«

Anders kunde næsten ikke gjentage det af Angst for det Uforudseelige, han altid frygtede hos sin Fader.

»A er falden i Tvivl om Kristendommen.«

»Er Du falden i Tvivl.« – Faderen sad en Stund og saae ned i Bordet; saa sagde han med et dybt Suk: »Hm. Aaja.«

Anders var bleven underlig overrasket ved det, at hans Meddelelse blev modtaget ikke som en Forbrydelse, men snarere som en tung Ulykke.

»Er der ingen, A kan spørge om det?«

»Aa nej.«

»Skolemesteren sagde, at man kunde spørge hos Biskoppen eller Ministeren.« 32| »Aa, saaen nogen det er ene Kjæltringer. De gjør æt andet end lyver,« sagde Faderen i samme bedrøvede Tone.

»Jamen kan I da int sige det, Fa'er?«

»Tu det kunde Æ vel. Men der er jo ingen Ting godt ved mig. Du har jo ingen Grund til at tro mig.«

»Jo.«

Det var for Anders, ligesom hans Stemme skulde synke i Bløde i Bevægelse, da han sagde dette »Jo«. Det hele var bleven saa omvendt for ham fra alt tidligere. Dette, at hans Fader ligesom søgte Overbærenhed hos ham!

»Aanej. Mennesken de er for ringe i sig selv, til at den ene kan stole paa den anden.«

»Jamen hvem skal da sige mig det? – For, Fa'er, A er ogsaa kommen i med den Slemme.«

»Aaja – det kommer man let, naar man først er falden i Tvivlen.«

»Jamen hvordan skal A da komme til Troen igjen?«

»Tu det er Aan-dens og Or-dets Kraft, der skal gjøre det.«

»Kan I da int sige mig Ordet?«

»Det siger Æ jo hver Morgen, bitte Anders; men saa kan Aanden vel æt bruge min Mund, saaen te dens Røst kan høres af andre. Det er Æ vel saa ogsaa for ringe til, – ja, saamænd, det er Æ vel saa ogsaa for ringe til.«

»Jamen kan I da selv fornemme Aanden?«

»Aahe jo – hvordant skulde Æ helles tro:

Tag Or-det i Mun-den
Og elsk det fra Grun-den,
Da hos dig i Navnet Han boer.

Det er saa rimeligt, – hvordant skulde Æ helles tro?

Ja, tro og bekjen-de
Til Dagenes En-de
Det er Saliggjøreisens Vej,
Paa den lad os sjun-ge
Med Hjerte og Tun-ge:
Vi har Ham, vi slipper Ham ej!

33|Jo, Han maa jo alletider gjøre det selv – men vi kan jo godt være for ringe til at bekjende Hans Navn, saaen te det kan høres af andre.«

»Nej, Fa'er, for A kan godt tro jer. Naar det er paa den Maade, saa kan A godt tro jer – – –«

»Hm. – Ja, det kan jo være – – te Herren vil æt slet og bar vrage min Tjeneste. Det kunde jo da være.«

»Men hvis A nu har forsvoret mig til den Slemme, har han saa Magten over mig alligevel?«

»Nej!« sagde den Gamle, og der kom pludselig noget oprømt i hans Stemme. »Det er en Karl, der ingen Rettigheder har. – Troen i Verden, og saa skal Satan vige! – Nej! han har tabt alle hans Processer forud!«

Derpaa satte han sig atter til Rette for Bordenden, skjød Armene frem som før, og bøjede Hovedet: »Gaa nu, Anders, gaa nu ud i Laden igjen. Nu skal vi sove!« – –

Anders gik ud i Laden og faldt mærkværdig nok straks i Søvn. Da han vaagnede, fornam han blaa Himmel over sig, og han syntes, han i Grunden altid havde troet paa, at den var der. Hvor Guds Magt dog maatte være stor, tænkte Anders, siden hans Fader helt maatte opgive sin Myndighed overfor den. Og denne Magt følte Anders, tildels vel netop paa Grund heraf, som Frihed. Det, som hans Fader kaldte »det Aandelige«, det maatte jo altsammen være Frihed. – Han var i Øjeblikket meget kjærligt stemt overfor sin Fader. Men hvordan han for Fremtiden skulde kunne finde sig i hans Tyranniskhed, det forstod han ikke. Hans Fader var jo kun et stakkels Menneske!

Om Søndagen, et Par Dage efter, havde Vejret forandret sig. Det var blevet bidende koldt og stormede af Nordvest. – Kort efter Middag kom der kjørende en Vogn ind i Gaarden med fire Mand paa. De tre kunde ligne Gaardmænd, syntes Anders, der stod henne ved Møddingen og iagttog dem; den fjerde en Ungkarl, der maaske var lejet til at kjøre for dem.

34|Straks de holdt for Døren, kom hans Fader ud paa Trappestenen. – Anders havde nærmet sig for bedre at see. – Han, der sad paa højre Side i Bagsædet, rejste sig og skreg op paa et underligt Sprog – det var da vist Fynsk, – samtidig med at Stormen tog i det store Slag paa hans blaa Kavaj og blæste det bagfra over Hovedet paa ham.

Anders hørte blot de Ord, han sagde, idet han traadte fra Vogntrinet over paa Trappestenen:

Er der da saa stor en Glæde

I det ny Jerusalem!

I det samme slog han Armene om Halsen paa gamle Per Hjarmsted og kyssede ham.

Nu havde Anders dog aldrig seet Mage! –

Kavajmanden og hans Sidemand i Bagsædet fulgte med Per Hjarmsted ind. De to andre kjørte Vognen hen paa Gaardspladsen og spændte fra. Anders hjalp, Karlene var ikke hjemme.

»Er Do æ Søn?« spurgte han, der lignede en Gaardmand.

»Ja,« sagde Anders. »Hvor er I fra?«

Ja, de var da fra Kolding-Egnen. Vognen tilhørte Manden i Kavajen. De var kjørt med ham hele Vejen. – Det var et sært trykkende Slags Jydsk, de talte, syntes Anders, men det gik alligevel rask for dem med at faa noget sagt.

»Er I saa ude paa Handelen?« spurgte han.

»Nej, vi er blot ude at see til vore gode Venner,« svarede Manden.

Den unge Karl smilte noget lunt, syntes Anders.

»Din Fader han er ogsaa en af vore gamle Venner, fra den Tid han boede i Vrejby. Ja, – da var Du vel knap født.«

»Jo, han var da.« – Det kastede en sær Glans over disse Mænd, at de stod i Forbindelse med Vrejby-Tiden, skjønt Anders næsten ikke kunde huske den.

Da de havde faaet Hestene i Stald, børstede de to Fremmede sig af paa Tøjet med Hænderne, og gik saa begge ind ad Hoveddøren, ogsaa han, hvem Anders havde anseet for deres Kudsk. Der var ingen Forskjel.

35|Anders gik og drev en Tid derude i Gaarden. Det var ellers hans Agt at begive sig ind og besigtige disse Fremmede noget nærmere. Men han følte sig genert overfor noget vist Særegent hos dem. – –

Han hørte en Lyd henne ved Leddet, vendte sig, og saae en Mand komme spadserende ind i Gaarden. Han gik lige hen imod Anders. Han havde Briller paa, var bleg, og mørk af Haar: »Goddag! – Kanskee det er en af Sønnerne her i Gaarden?«

»Jo.«

»Er der ikke kommen en Hr. Larsen i Besøg her i Dag?«

Det vidste Anders ikke, men der var da kommen fire Karlfolk i en Vogn for lidt siden.

»Ja, saa er det nok ham. Jeg er Præsten fra Harreby herovre paa den anden Side af Fjorden. Mit Navn er Steffensen. Jeg fik tilfældigvis at vide, at Hr. Larsen var paa en Tur her norden Fjorden og rimeligvis kom til Tanggaard i Dag – hæ, hæ – og saa var jeg jo nysgjerrig, for man hører jo saa meget om den Mand.«

»A kjender ham sletint.«

»Naa, ikke det – hæ, hæ.« Pastor Steffensen gjorde flere Gange, mens han snakkede, nogle Sidekast med Hovedet, idet han samtidig skjød Hagen frem. Anders tænkte paa, om det ikke var forat hindre Brillerne i at falde af; de sad saa langt ude paa Næsen, der var meget slejrygget.

»Ja,« sagde Præsten med et nyt Hovedkast, »kanskee – jeg kunde gaa – indenfor, hæ, hæ?«

»Aaja – vær saa god endda!«

Anders blev endnu gaaende en halv Times Tid ude i Gaarden, men hans Tanker vilde sletikke beskjæftige sig med andet end de Fremmede, som han af og til kunde skimte igjennem Dagligstuevinduerne. Saa gik han da derind.

De var ved at synge, da han aabnede Døren. Han stillede sig ved Væggen og betragtede ham, der havde haft den blaa Kavaj paa, Fynboen, – det var vel sagtens ham, der hed Larsen, han lod da til at være Formanden. – Han sang stærkt og klart, og han saae godt ud, mens han sang, syntes Anders. Hans Øjne var noget vilde, men tillige saa straalende; af hans mørke Haar hang en Lok skraat ned over Panden og gav Ansigtet ligesom noget forvovent, og han slog ofte ud med Haanden, mens han sang. – Pastor Steffensen sad henne 36| ved Vinduet og sang, men det var en sær brægende Degnestemme, han havde; og saa skjød han Underansigtet frem for hver Takt, han begyndte paa.

Anders kunde i det hele ikke høre Ordene; han fik kun fat i en enkelt Linje, men den gjorde ogsaa stærkt Indtryk paa ham:
Hele Himlen staar i Sang.

Han maatte tænke paa et Snefog sidste Marts Maaned, da Himmel og Jord stod i eet, mens Solen skinnede.

Da Salmen var til Ende, var der først en lille Pavse, saa vendte Fynboen sig pludselig mod Anders, og sagde derpaa til hans Fader, med sin lystige, skrigende Stemme: »Hør, Per! jeg troer, det er det eneste Guds Bu', som Menneskene holder sig rigtig efterrettelig, det er dette herre: vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden!«

»Troer Du det, Per! – Æ har da æt uden to flere end Dig.«

»Og jeg har ingen!«

»Hm.«

»Saa er det jo'tte saa farlig. Jeg vidste itte be're, end Du ha'e et helt Kompagnie, Per.« – –

»Men – æh,« sagde Anders's Fader lidt efter, og tog nu øjensynlig Samtalen op fra før Salmen, »se, Per han taler altid om Luthers Skrifter, det er en gammel Svaghed ved ham; og Pastor Steffensen han kommer med det nye Testamente, det er nok bleven moderne nu for Tiden mellem Grundtvigianerne; men gamle Pastor Lynggaard i Vrejby han sagde altid: te dengang Menigheden var skjønnest, da havde de hverken Bibelen eller Luther, men de havde Ordet. Ja. Se, det holder Æ mig til.«

»Ja, og saa Dine Drømme, Per,« sagde Fynboen; »det gaar galt, det gaar galt, det gaar i Grøften for Dig!«

Det var overordenlig mærkeligt for Anders saaledes at høre nogen sige hans Fader imod. Men det maatte jo være, fordi det var det Aandelige, de talte om. Dér var jo Frihed.

»Naar man lever Dag og Nat med Or-det, saa skal man lægge Mærke til, hvad der skyder sig op i Sindet baade Nat og Dag, for dér ligger hele Skjæbnen gjemt i. Det troer Æ. – Og med mit 37| Selvretfærdighed, som I snakker om: Æ kan da æt gjøre for, te Æ har erfaret, te Mennesken er nogen Kjæltringer.«

»Nej, men Du kalder jo Dig selv for retfærdig.«

»Ja, det er min Natur. Det er æt enhver sin Natur.«

»Det er jo et forfærdeligt Hovmod.«

»Det kan Æ æt vide. Naar en Mennesk bliver omvendt, saa kommer jo enhver sin Natur op i ham.«

Fynboen rystede paa Hovedet.

»Men – hæ, hæ – hvordan kan De nu skjelne mellem alle disse Drømme og Indskydelser; for de kan vel ikke alle være rigtige,« spurgte Pastor Steffensen.

»Nej, aa, nej! Men saa har Æ jo mit aan-delige Liv i Ordet. Saa kan Æ nok gjør' Forskjel. Det kan Æ saa meget godt. Det behøver Æ hverken Bibelen eller Luther til.«

»Men jeg vil spørge Dig om een Ting, Per!« raabte nu Fynboen, »troer Du'tte, at Din gamle Præst i Vrejby, han levede ogsaa et Liv i Ordet?«

»Jo, helles veed Æ æt, hvem man kan tro det om.«

»Men saa endte det jo alligevel med, at han drak sig ihjel. Gjorde d'itte?«

»Det veed Æ æt, hvad det gjorde. Men vi er da helleræt fuldkommen, fordi vi lever i Ordet. Og saa havde vi en ydmyg Præst i ham. Æ troer, det er mere værd, om en Præst han er ydmyg, end om han kan lade være at drikke en femme-seks Drammer til hans Mellemmad.«

»Det er sandt, Per!«

»Og troer Du nu, han havde drukket mindre Brændevin, fordet om han havde læst noget mer i Bibelen heller i Luthers Skrifter?«

Nu begyndte den Mand, som i Vognen havde siddet ved Siden ad Fynboen, at istemme Salmen:

Herren han har besøgt sit Folk –

og straks efter sang alle med.

38| Anders syntes, det var svært morsomt, at han saadan kunde forstaa de Voksnes Samtale. Det plejede han ellers ikke at kunne. Og Dagen gik saa festligt, det var, ligesom der var Gilde. – Gamle Per Hjarmsted blev, hvad man næsten kunde kalde lystig; Anders syntes aldrig, han havde seet det før. Og Samtalen gik aldrig i Staa; ligesaa snart den minkede lidt, saa var der en eller anden af Gjæsterne, der stemmede op med en Salme eller Vise, og naar den var til Ende, saa var der atter bleven nok at tale om. – Alle sad oppe til langt ud paa Aftenen. Næste Morgen tidlig rejste de Fremmede. Pastor Steffensen over paa Søndersiden, de andre fire længer vester paa.