76|V

Auktionen over Bjerregaarden, som holdtes nogle Dage efter dette Bryllup, skulde egentlig først begynde Kl. 11; men der var noget Løsøre, som Erik Skindtoft ønskede solgt forinden og for sig selv. Det var ikke ret meget, men adskillige Folk i Sognet, der havde et eller andet gammelt Møbel eller Husgeraad, de vilde af med, havde benyttet Lejligheden, – og Fuldmægtig Fischer kunde aldrig faa for meget af den Slags Forretning. Man havde da maattet begynde Kl. 9, og var endnu ikke færdig ved Ellevetiden.

Men efterhaanden som man kom op paa Formiddagen, skiftede alligevel Forsamlingen ude paa Gaardspladsen Karakter. Nu var det ikke blot Folk, der var løben did forat ty sig en Stegepande eller et Skilderi eller et Sæt Sengeklæder, – nu kom Gaardkjøberne.

De fleste var Bønder i Vadmelsklæder, men den »u'brej« Families Medlemmer var mødt i saa stort Tal, saa Forsamlingen til en vis Grad ogsaa fik Præg af dem. Og det var et mærkeligt Præg. – Havde man paa Fjordby Gade mødt en Mand som Poul Vinding, saa vilde man vel nok taksere ham til at være Pranger; men det var da noget i hans Ansigt og Væsen, der lod En dømme saaledes; thi efter Dragten kunde han snarere være Kvægdriver. Og det samme vilde vistnok være Tilfældet med de fleste af den gamle Families Medlemmer. Selv Proprietær Faurholt, der dog gik med trekantet Skjortebryst og sort Halsbind (ligesom paa Daguerreotypierne), kunde see mærkværdig ud i Dragten. – En almindelig Gaardmand var meget pænere i Tøjet end disse Folk; og dog sagde Bønderne »De« til dem. Medlemmerne af den gamle Familie var nemlig ikke blot venligere og friere i deres Væsen end de fleste Bønder, men de havde tillige noget velvilligt-nedladende ved sig, som imponerede og satte en Forskjel.

Saa var der ogsaa enkelte virkelige Knaldproprietærer i Forsamlingen, Folk med stærktsnoede, brune Knebelsbarter i fortrinlig Gjødningskraft, brune Hønsefjer i Hatten, Spændetamp bag i 77| Jakken og tætsluttende Benklæder. Disse Mænd viste den mest udsøgte Foragt overfor den gamle Families Medlemmer, medmindre de skyldte Familien Penge, thi da viste de den udsøgt Ærbødighed. -Egnens eneste Standsperson, en Baron, kunde man, selv nu saa langt hen paa Foraaret, let kjende paa hans store, kostbare Pelts.

Klokken var halvtolv. Inde i Dagligstuen sad Erik Skindtoft i Sofaen og blev mere og mere nervøs, nu da Øjeblikket nærmede sig. – Han sad, som sædvanlig, i en Rede, han selv havde dannet; men i Dag var den sammensat af flere og mere forskjelligartede Ting end ellers, Smaasager, som ikke skulde sælges paa Auktionen – en lille Messing-Napoleon, en Lok af hans Faders Haar i Glas og Ramme, et gammelt Tvebaks-Uhr og meget andet – som han først i sidste Øjeblik havde husket at redde fra deres Klør, der var sat til at bære Salgsgjenstandene ud paa Gaardspladsen.

Han flyttede hyppigere og hyppigere paa sig i denne Rede, efterhaanden som flere af hans kjære Slægtninge kom ind i Stuen, – og sendte dem Blikke, der egentlig hverken var milde eller tillidsfulde. Men – tænkte han – selv om der kunde komme Een maaske ved Auktionen og byde 500 eller 1000 Rdl. over de aftalte 32,500, saa var det vel sagtens ikke værd for de Skillingers Skyld at lægge sig ud med dem allesammen – de Sataner! – Hm, – saa skulde han igjen til at ligge og rakke paa Landevejen med Stude og Heste og Køer, nu paa sine gamle Dage!

»Der kommer mange Folk i Dag, Jerrik!« sagde Poul Vinding i en behagelig konverserende, men derfor netop under disse Omstændigheder upassende, Tone.

»Ja, – tu det er jo heldigt nok. Saa skulde det da være sært, om de var alle af een Slags,« svaredes der.

»Aa, naar de nu var gode allesammen, saa kunde det jo it gjøre noget.«

»Nej, – men det kunde de jo umulig være, naar Du var en af dem, Poul.«

Han sad og skjævede fra den ene til den anden, parat til at give Spydigheder igjen, ihvad der saa blev sagt til ham.

Poul Vinding havde endelig faaet saa mange, saa han var kjed af Legen, og da han nok vidste, man ikke fik noget ud af at gjøre sig fornærmet eller forlange Undskyldninger af Gammel-Erik, gik han 78| ud af Stuen, leende, med Hænderne i Lommen, og skuttende sine Skuldre.

Da han kom ud i Gaarden, saae han, at der nu havde samlet sig svært mange Folk. De allerfleste maatte jo da være Nysgjerrige eller Folk, der var komne for Løsøreauktionens Skyld.

Men hvad var det! – Der løb jo hans to Brune ude i Gaarden! Hvad Satan i Helvede! – – Han tog nogle vældige, og mod Sædvane hurtige, Skridt over til Stalddøren. Straks udenfor den kom Erik Skindtofts Røgter til Syne.

»Hvad, lader Du Hestene løbe deres Vej, Mads?« spurgte Poul.

»Tu naar Folk kommer herind i Stalden til mig og slaar dem løse, hvad skal A saa gjøre?« svarede Røgteren. »A har endda sagt til ham, te han skulde it lægge sig ud med nogen af den Familie – –«

»Hvem har slaaet dem løse?« sagde Poul Vinding og saae sig om i Staldmørket.

»Det har A,« var der en Karl, der svarede; han kom oppe fra de to Baase, hvor Poul Vindings Heste havde staaet, og hvor der nu var anbragt et Par andre.

Poul stirrede arrig paa ham. Karlen havde temmelig stor, kroget Næse, lav, noget skraa Pande, sammengroede, lyse Øjenbryn, stridt Haar. »Hvad er detteher for noget?« sagde Poul.

»Er det Dig, der havde sat dine Heste op, hvor mine stod først?« spurgte Karlen og pegede mod Baasene.

»Skal saaen En sige »Du« til mig!« – Det var ellers meget sjælden, at den gamle Families Medlemmer gjorde Krav paa at blive tiltalte med »De«.

»Du er vel int for pæn til det,« svarede Karlen. »Hvad har Du at gjøre ved mine Heste?«

»A havde jo da givet dem en anden Plads,« sagde Poul, allerede behersket og spøgende. »A havde da it slaaet Dine Heste løse.«

»Mine Heste skal staa, som A har sat dem,« sagde Karlen og traadte ud i Gaarden, idet han bøjede sig ned og børstede nogle Straa af sine Benklæder med Haanden.

»Naa, naa, – ja, ja,« sagde Poul Vinding, der nu tog imod sine indfangede Heste. – »Hvem er Du ellers, om A maa have Lov til at spørge?«

»A hedder Anders Hjarmsted. A er ovre fra Hanherred.« 79| »Ih see, naa – – Du er Per Hjarmsteds Søn. Du vil kjøbe Bjerregaarden.«

»A vil da byde paa den.«

»Naa, naa, – saa veed En nu allerede, hvad Du er for en Karl.«

»Aa, tu det er vel knap nok.«

Idet Poul Vinding vilde følge ind i Stalden efter sine Heste, kom han til at dreje Ansigtet mod Gaardsleddet: »Naa, der kommer saamænd Kren Faurholt selv. Ja, saa kan Auktionen snart begynde.«

»Skal han raabe Gaarden op?« spurgte Anders.

»Nej, – men han er Konge her i Sognet,« svarede Poul og grinede over hele Ansigtet. Saa gik han ind i Stalden.

Anders Hjarmsted stod og saae efter den nyankomne Befordring, der langsomt krydsede sig frem imellem de mange Vogne, som stod paa Gaardspladsen. Det var en gammel, mørkegrøn Fjervogn, med et meget stort og rummeligt Bagsæde, i hvilket Manden og saa en ung Pige sad.

Der var noget aaben Plads henne ved Stalddøren – det var formodenlig den, Kudsken stilede hen efter; men da de, for at komme derhen, kjørte igjennem en sidste Snævring imellem to Vogne, tog Baghjulet paa Kristen Faurholts Befordring fat, og – som om det havde siddet næsten ganske løst – gaar det pludselig af Navet. Det saae et Øjeblik ud, som om Vognen skulde vælte. Anders Hjarmsted, der stod nærmest, sprang til og lagde venstre Haand støttende mod Bagsædets Rand, – medens han med højre Arm tog imod den unge Pige, som med et forskrækket: »Aa, endda!« havde rejst sig og nu sprang ud af Vognen.

»Hvordan er det, De kjører, Faurholt!« raabtes der leende rundtomkring.

»Der har saamænd ingen Møttrik været for Hjulet,« sagde Kristen Faurholt, der ogsaa var sprungen af og stod og saae paa Sagerne, »ha, ha, ha! vi har dæmen kjørt lige hjemme fra Stavn uden Møttrik! – Saa kan man sige, det er helt godt sluppen! Ja, ja, nu skal vi see at faa fat i en Møttrik, til vi skal hjem.«

»Farvel, Fa'er!« sagde den unge Pige.

»Farvel, bitte Gjatrid! – Ja, Du bliver da it forskrækket for saa lidt?«

»Nej.« 80| »Nej, nej – nej, nej! – Klokken seks saa er vi nok færdige her; saa maa Du see, Du kan være her igjen.«

Hun gik. –

Anders stod og betragtede Vognen og Hestene og Kudsken og Manden selv. Hvad skulde det sige, at han var Sognets Konge! Det faldt ham alligevel ikke ind, at det helt kunde være Spøg. Men det var rigtignok en tarvelig Konge af Udvortes. Anders syntes ikke, denne Mands Dragt var meget flottere end hans Faders, og den var berømt for det modsatte.

Men hvor Datteren dog – – havde en behagelig Aande, saa frisk og ligesom fortrolig, – han fornam den mod sit Ansigt, da han løftede hende ned. – Men hun var rigtignok ogsaa tarvelig klædt. Kaabens Ærmer var for korte, og Haandled og Hænder forfrosne – men saa smaa! – – Den brune Skindbræmme paa Kaaben var ogsaa meget forslidt. – –

Nu kom Fuldmægtigen, med Guldsnor om Kaskjetten, ud fra Stuehuset: »Er Proprietær Faurholt til Stede?« – Han havde Hænderne fulde af Dokumenter, og Faurholt fulgte ind med ham, idet de ivrigt samtalede, og håndterede Papirerne.

Anders gik en Tur udenom Gaarden. – Det var sikkert en rigtig god Gaard efter Egnen. De store tilsaaede og tromlede Banker af Agerjord, som laa rundtom Gaarden, havde en dejlig, lysebrun Farve, og uden om denne Bakkeø, som udgjorde Bjerregaardens Mark, og som ogsaa ejedes helt af Gaarden, med Undtagelse af nogle smaa Husmandslodder, – bredte sig de flade, grønne Enge. Sorrild By ovre paa Forlandet hinsides Fjorden laa saa tydelig og klar i Solskinnet; man kunde skjelne et Kobbel Køer, de netop kom trækkende med ad Gaden derovre.

Han gik om paa den anden Side af Bjerregaarden og saae mod Syd. Her trak det mægtige Engdrag sig sammen langt borte, ligesom ind i en Tragt, der paa Siderne og i Bunden omgaves af mørke Lyngbanker. Længst inde i Tragten, lige under Bankerne, var der en hel Del Træer, og han kunde ogsaa skjelne en stor, hvid Bygning imellem Træerne; men han kunde ikke huske Navnet paa Gaarden, skjønt han vist havde faaet det at vide, da han og hans Fader sidst var herovre.

Han spurgte en Mand, der kom gaaende forbi.

81|Naa – det var Stavn! Der hvor Proprietær Faurholt var fra. – -Det var endda godt, tænkte han, at han ikke var gaaet hen og havde sagt »Du« til Datteren, da han løftede hende ned af Vognen, – det var vist sletikke langtfra, at han kunde have gjort det, for de var jo saa tarvelig klædt. »De kom vel int noget til Skade?« havde han sagt. Og hun havde svaret: »Nej, it det ringeste. Nu skal De virkeligen have Tak!«

Han vidste saamænd ikke, om hun just var saa kjøn, men det var da saa mærkværdigt, som hendes Ansigt fortalte, – ja, hele hendes Væsen fortalte saa meget, – det var ligesom at see ud over en stor, aaben Egn henimod Aften, – det glimtede hist og her derude, Vinduer, eller hvad det var, – men det kom hende ved – – – som om hun var i det altsammen. – –

Han hørte en høj, skarp Stemme inde fra Gaardspladsen, – den lød og lød – ustandseligt. Den læste da vist noget op. Han gik ind i Gaarden. Paa et Bord henne ved Hoveddøren stod ganske rigtig han med Guldsnoren med et Dokument for sig.

»Nu læser Fuldmægtigen Exekutionsakten op, saa kan vi begynde,« sagde en kjøbstadklædt Mand, som Anders var kommen til at staa ved Siden ad. – »De er Liebhaver?«

»Ja, det kunde da nok være.«

»Mit Navn er Sagfører Hansen; jeg møder for Auktionsrekvirenten, Diskontobanken i Fjordby. Ja, med 28,000 – saa er Banken dækket.« Han rakte Anders sit Kort.

Oplæsningen var sluttet. Derefter raabte Fuldmægtigen – Anders syntes aldrig, han havde hørt saa hæslig en Stemme – at intet Overbud maatte være paa mindre end 50 Rdl., samt at, hvis det endelige Bud ikke oversteg 28000, da var det sandsynligt, at Auktionsrekvirenten frafaldt Hammerslag og begjærede sig Ejendommen udlagt som ufyldestgjort Panthaver.

Anders følte sig ubehagelig berørt ved kun halvt at forstaa.

Folk trængte sig nu sammen om Auktionsforvalter-Bordet. Erik Skindtoft var kommen ud i Hoveddøren; han var meget urolig; han tændte idelig sin Pibe, som atter og atter gik ud.

Det gik overraskende hurtigt med at komme op til de 28,000; men saasnart denne Sum var naaet, tog man sig god Tid med at byde.

82|Straks efterat dette Bud var faldet, saae Anders, at Proprietær Faurholt gik hen til Erik Skindtoft og gav ham smilende Haanden, som om han lykønskede ham. Men Erik saae til den anden Side med optrukken Mund.

Imidlertid var der atter kommen noget mere Fart i Budene. Anders saae, at Erik Skindtoft efterhaanden blev omgiven af en halv Snes Mænd, alle i samme prangeragtige Mundering som Poul Vinding, – der da ogsaa var iblandt dem; – – disse Mænd syntes indtrængende at lægge ham noget paa Sinde, medens han paa sin Side tydelig søgte at tilkjendegive, at han betragtede dem som Luft allesammen.

Da man var kommen godt op i det 33te Tusinde, lagde Anders Mærke til, at Herredsfuldmægtigen flere Gange saae sig tilbage mod Døren. Og lige i det Øjeblik, da der blev raabt: 32,500, – saae han, at Proprietær Faurholt greb Erik Skindtofts Haand og kladskede sin ned i den. – Samtidig hørte han Herredsfuldmægtigen allerede raabe sit: »anden!« – han havde slet ikke hørt noget: »første.« – Hvad er detteher for et Hastværk, tænkte Anders og bød som et Lyn: »100 til!« – Men samtidig raabte Erik Skindtoft, aldeles forbitret: »Vil han see, han kan give sig Tid, ham, Manden deroppe paa Stilladset, saaen til Folk kan faa Stunder at byde! – Tag I jer ivare, A skal Faneme spille jer et Spil allesammen!«

Fuldmægtig Fischer vendte sig sletikke, men et Smil fortrak hans graa, benede Ansigt.

Anders havde i Lommen den skriftlige Fuldmagt fra sin Fader som Kurator; her var det ogsaa angivet, hvor højt han kunde gaa. Han havde nu budt med flere Gange; men det blev stadig ved at stige, dog kun med 50 Rdl. hver Gang. Man var naaet til 33,350. Da tænkte han, om han ikke, ved paa een Gang at lægge en større Sum paa, kunde vinde Hammerslaget.

»34,000!« raabte han.

»34.050!« raabte Kristen Faurholt. Han havde vendt sig helt bort fra Erik Skindtoft, og han var bleven bleg og gravalvorlig; han havde ellers hele Tiden smilet.

»50 til!« sagde Anders.

»40,000!« raabte Faurholt med en Stemme, der stammede af Vrede, »vi skal have en Ende paa detteher!« 83| I det samme udbrød der Latter rundtorn i Forsamlingen. Anders kunde ikke begribe, af hvad Grund; han var selv helt overrasket over den Følelse af dyb, ligesom uoprettelig Skuffelse, der havde grebet ham ved dette sidste Bud, thi nu fik han ikke Bjerregaarden.

»Ha, ha, ha, kunde man it nok vide, der var saaen noget under det,« hørte han en Mand sige.

Men nu saae han pludselig Erik Skindtofts lille, tætte Skikkelse oppe paa Bordet ved Siden af Herredsfuldmægtigen:

»I skal komme til at fortryde jere Rævestreger!« raabte han. »Eller ogsaa skal I blive til Nar lige med det samme. A skal tvinge Dig og de andre til at tage Gaarden til 40,000, Kren Faurholt, heller ogsaa skal Du gaa fra Dit Bud og frafalde Din Ret til den, – og det skal være straks!«

Nu lo alle Mennesker.

»Vil Du tage den til 40,000?« raabte Erik Skindtoft.

»Nej, Gu' vil jeg ikke nej!« sagde Proprietær Faurholt og lo tvungent.

»Saa er Gaarden Din, Anders Hjarmsted, til 34,100!« raabte Erik Skindtoft. –

»Nej, saa skal Auktionen fortsættes,« sagde Herredsfuldmægtigen. »34,100 er budt!«

Fem Minuter efter faldt dog Hammerslaget til denne Pris. Gaarden tilhørte Anders.

Der var bleven en svær Spektakel i Forsamlingen, en Snakken, men især en Latter, som var helt overstadig. Kun naar Folk kom hen i Nærheden af Proprietær Faurholt, bemærkede Anders, blev de alvorlige og saae nogenlunde ærbødige ud.

Anders var forunderlig glad over, at han havde faaet Bjerregaarden. Han kunde egentlig ikke forstaa, hvorfor. Det var da ikke, fordi Folk lod til at være mere retfærdige herovre end paa Nordsiden af Fjorden. Men alt tog sig saa godt ud. Det var næsten, som om der var en Glans ved alting herovre.

Folk tog hurtig bort fra Auktionen. Dels var der jo ikke mere at vente efter; dels havde de fleste vistnok en Følelse af Familieskandale, som den gamle Families Medlemmer ønskede at være ene om at komme igjennem.

Anders skulde dog blive til næste Morgen. – Det varede noget, 84| inden han kom ind i Stuerne; men da var ogsaa Striden i fuld Gang mellem Erik Skindtoft og hans Slægtninge. Anders havde nylig hørt, at der var noget, der hed den gamle Familie; men nu kunde han see, at der var mange flere end Kren Faurholt, Erik Skindtoft og Poul Vinding, der hørte til den.

Da han hørte, hvor hidsig Debatten lød, vilde han trække sig tilbage, men Erik Skindtoft raabte: »Nej, nej – Anders Hjarmsted, bliv Du kuns. Her har Du bedre Adkomst end nogen af de andre. Og A skulde lige have spurgt Dig om en Ting: Du havde Fuldmagt fra Din Fader – –«

»Det veed Du jo nok.«

»Det er saa meget rigtigt. Men nu vilde A spørge Dig, om I ogsaa havde bestemt med hverandre, hvor højt Du maatte gaa paa Auktionen?«

»Ja, – tu det skulde vi da snart nødes til.«

»Hvor meget var saa det?«

Anders tænkte: »Kan de nu ogsaa lave Rævestreger med det? – –A maatte gaa til 35,000,« sagde han.

Erik Skindtoft foer op og slog i Bordet: »Der kan I see, der kan I see, I Sataner! – – Det er Dig, Kresten! Du har berøvet mig for 900 Rdl.!«

»Du har saamænd faaet nok for Din Gaard, bitte Jerrik,« sagde Kren Faurholt, der nu helt havde gjenvundet sin Fatning. »Og der var dæmen ingen og havde budt over 34,000, hvis jeg it havde skubbet til. – – De var ogsaa bleven svær i Lyst for den Gaard,« henvendte han sig pludselig til Anders.

Denne følte, at han blev blussende rød. Han anede ikke hvorfor. »Ja, – saamænd,« nøjedes han med at svare.

»Og det blev jo prøvet; Fuldmægtigen bød jo Gaarden op bagefter,« sagde Faurholt til Erik Skindtoft.

»Aa – tu hvem vilde byde efter saaen en Stands?«

»Ja, ja, men saa er der da ingen Ting bleven forsømt i hvert Fald,« sagde Faurholt.

Erik Skindtoft vendte sig mod Anders: »Havde Du bleven ved, hvis den Stands it var kommen?«

»A havde da int buden mig selv over.«

Der blev en dæmpet Fnisen og Latterspruden rundtom i Stuen.

85|Erik Skindtoft saae sig rasende omkring.

»Hør,« sagde Faurholt, »lad os nu it sætte Uenighed imellem Kjøber og Sælger, – de kan have nok og skal enes om endda.«

»Men hvis en anden havde budt, saa var Du gaaet med op lige til de 35,000?« sagde Erik til Anders.

»Det var A vel nok.«

»Der kan Du see, Kren Grisholt!« raabte Erik Skindtoft.

»Jeg kan see saa meget, te Du nu snakker rundenom og siger Dig selv imod, Gammel-Jerrik,« svarede Proprietæren smilende. »Men naar Belzebubs Rige er bleven splidagtig med sig selv – –«

Alle lo frit. Det var en saa grov Fornærmelse fra Erik Skindtofts Side, der her var bleven overhørt med et Smil, saa nu maatte han finde sig i adskilligt. – »Grisholt« brugtes virkelig som Øgenavn om Manden fra Stavn.

Midt under Latteren traadte Jomfru Gjatrid ind ad Døren.

»I morer jer nok godt,« sagde hun. »Hvem fik saa Gaarden?«

»Det var tidlig, Du kom tilbage, bitte Gjatrid,« sagde Faurholt. »Havde Herredsfuldmægtigen vidst det, saa var han bleven og kjørt med os. Men jeg sagde, Du skulde først komme Kl. 6.«

»Da var det endda vel, vi slap for ham. – Hvem fik saa Gaarden?«

»Det gjorde han dér,« sagde Erik Skindtoft og lagde Haanden paa Anders's Arm.

»Nej, virkelig!« sagde Jomfru Gjatrid. »Det var Dem, der tog imod mig, da Møtrikken – –«

»Ja.« –

»Naa – lad os saa see at komme af Sted,« sagde Faurholt. – »Og nu, da De er bleven Nabo til Stavn« – han vendte sig imod Anders med et saare vindende Smil, »saa maa vi jo see at komme godt ud af det med hverandre. De skal da i hvert Fald være velkommen, hvis De vil see op til os.«

Kort efter var alle de Fremmede borte. – –

Da Erik Skindtoft og Anders havde spist til Aften, gik Anders en Vending ud omkring Gaarden forat see paa sin Ejendom. Erik havde ikke Tid at følge med.

Nu var Solen ved at gaa ned, den stod et Par Fingres Bredde fra Synskredsen i Nordvest, lige ind imellem Halderne og Forlandet paa Nordsiden. Akkurat til samme Side, hvor Tanggaarden maatte 86| ligge. Mod den røde Aftenhimmel tegnede Skoven paa Raiderne sin takkede Rand.

Fjorden var ganske spejlblank, og Frøernes Syngen var sammenhængende og ustandselig. Strandfuglenes Skrig og Fløjt lød derimod enkeltvis med temmelig lange Mellemrum. De var vel ved at holde op for i Aften, maaske for i Aar.

Han var ogsaa omme paa Søndersiden af Gaarden, og saae ind over Engene mod Stavn. Alt det derinde laa i Skygge, og de mørke Banker, som omgav det, saae saa truende ud. Lige bagved disse Banker laa Harreby, havde han faaet at vide af Erik Skindtoft; der boede Herredsfuldmægtigen. Han var vist meget i Forbund med Proprietæren paa Stavn. De skulde dér have kjørt hjem sammen! – – Kongen i Sognet! – Ja, Anders vilde nu da ikke være hans Undersaat. – Det var da vist bare Lurendrejeri, naar Faurholt saadan havde bedt ham over til Stavn. Men derfor kunde det jo være meget morsomt at tage derover engang. Der var jo vel ogsaa Sønner. –

Han vendte sig mod Øst og saae Dampskibet »Fylla« arbejde sig opad Fjorden; Skruen hørtes saa tydelig i den stille Aften. Saa drog hans Blik sig atter ind over Engene og standsede ved et Parti af disse, ikke ret langt fra Bjerregaarden, hvor der fandtes en Del Tørvehuller; det saae i det hele moseagtigt ud. – Saavidt han huskede, havde Erik Skindtoft sagt, da han og hans Fader sidst var herovre, at denne Del af Engene var Fællesejendom; at hele Harreby Sogn græssede og gravede Tørv her, eftersom enhver havde Behov. Desmere undrede det ham, at der nu gik en Mand med et Spænd Heste og harvede dernede, og at et betydeligt Stykke – som det syntes af dette Areal – var lagt under Plov.

Da han kom ind i Dagligstuen, gik Erik Skindtoft omkring derinde i sine Underbukser; han var ved at gaa til Ro i den store Alkoveseng, som stod derinde. Klokken var halvni, saa det var helt lyst endnu.

Anders vilde trække sig tilbage, men Erik sagde forekommende, at han kunde godt blive, indtil han var kommen i Seng. Der var en Knap, han først skulde have syet. – Om der var noget, Anders vilde spørge om?

Ja, han vilde da godt have at vide, om det ikke var paa 87| Fællesrnosen, den Mand gik og harvede her neden for Gaarden. Og hvem da Manden var, for det kunde vel ikke hænge rigtig sammen.

»Nej, Du maa nok sige det,« sagde Erik Skindtoft; og fik en baade listig og bister Mine paa. »Men tu det er jo ogsaa Manden fra Stavn. Han lader Mosen pløje til sig, – og nu er der ingen længer, som gjør noget imod det.«

»Ja, har han da Brugshævd paa det allerede?« spurgte Anders, hvis Stemme, til hans egen Forundring, lød dirrende, som af Vrede.

»Nej, Gu' har han ikke, nej!« sagde Erik, der nu sad paa Sengekanten og paa Grund af sin Mavesværhed døjede med at faa sine lange Uldhoser af. »Nej, – lige til for fire Aar siden, da hindrede A ham hvert Aar, det A kunde. A satte mine Høveder i hans Korn nogle Dage om Sommeren, og A gravede Tørv lige midt i det, han havde pløjet, – og han turde ingen Ting sige, han vidste jo godt, han ingen Ret havde – aak, han er saa klog som et Menneske! – Men hvert Aar pløjede han ligefuldt og tilsaaede, – og han fik jo ogsaa noget Korn hjem af Mosen, men Ejendomsretten kunde han sgu it faa, for han turde jo it hindre mig i mine Udøvelser, – det sagde Sagfører Hansen i Fjordby til mig: »bliv bare ved med Deres Udøvelser, Skindtoft, saa faar Proprietær Faurholt aldrig Hævd paa Jorden!««

Erik Skindtoft havde nu faaet begge Hoserne af og sad og betragtede dem, idet han lo stille: »Du kan tro, A drillede ham et bitte Korn hver Sommer, – men han turde aldrig sige noget til det, han smilede og var lige god til enhver Tid, vi mødtes.«

»Jamen hvad saa nu?« udbrød Anders.

»Ja, nu i de sidste Aar er det jo gaaet saa meget tilbage for mig, og han har da ogsaa hjulpet noget til, – nej, saa kunde A it længer lave saaen nogen Kunster; nu lader A ham pløje, og det gjør de andre ogsaa. De er jo rædde for ham til Hobe.«

»Men Jorden er saa int hans endnu?«

»Nej, nej, den er it. – Naa, Godnat, Anders, – nu skal A sove. Du kan jo nok selv finde op i Gjæstekammeret.«