50|IV

Det gjorde godt at komme op paa de høje Lyngbakker sønden for Stavn, hvor der blæste en frisk Vind af Nordvest. Præsten satte sig ned, saasnart han var kommen over Bakkekammen, saa han ikke længer var synlig fra Harreby, og saae mod Nord. – Alt var saa foraarsdiset, saa flygtigt og henflydende i Hvidt og Blaahvidt. Det eneste rigtig faste og mørke i Farven var disse Lyngbakker, ved hvis Fod Gaarden laa. – Straks udenfor denne begyndte de store Stavn- og Harreby-Enge, som gik helt ud til Fjorden; men baade Engene og Fjorden laa som i Foraarsdrømme; først ovre paa Forlandet,N hinsides Fjorden, saaes nogen vaagen Virkelighed igjen: en hel Del smaa Huse og Gaarde, i hvis Ruder Solen skinnede. I eet med denne Samling af Bygninger gik for Øjet Bjerregaarden, endskjønt den dog laa paa Søndersiden. Men Fjorden var saa smal derude. – – Det var ikke første Gang, Præsten sad og saae sig ud paa dette Sted, og det behøvede jo heller ikke at blive sidste. Men han følte det ganske, som om det var sidste Gang. Der var saa 53| meget, som nu endte. – Han kunde høre nogen raabe nede paa Stavn.N Det var Kvindestemmer. – Hans Blik flygtede atter ud over Engene, og slog sig ned helt ude paa Bjerregaarden. Det var paa den, der skulde holdes Tvangsauktion om nogle Dage. Aa ja, saa gik den Gaard da ud af Slægten. Det var, som om hans Blik bedre taalte at hvile der end andre Steder. –

Han rejste sig og gik ned paa Vejen, der fører ind til Stavn. Hovedbygningen bestaar af to Længer, sammenbyggede i Vinkel. Svære, hvidkalkede, eenetages Huse med Tegltag. I Vestlængen boer Familien, i den mod Nord er der kun Udenomslejlighed.N Man kommer ind i Gaarden fra Sønden, og da der ingen Længe er til den Side og hellerintet Gaardsled, breder Indkjørselen sig vifteformigt ud over Gaardspladsen i en utallig Mængde Hjulspor, der alle er lige ufarbare. I daarligt Føre ødtes selv den blankeste Støvlepudsning her. Men ihvor daarligt Føret end ofte havde været, naar Pastor Steffensen var kommen her, havde han dog altid sørget for at have fint pudset Fodtøj, thi Jomfru Gjertrud (eller Gjatrid, som hun altid kaldtes, efter Egnens Udtale af Navnet) paastod, hun kunde see paa Snavset, om det var fra Stavn eller anden Steds fra. – Idag var det nemt nok at komme renligt frem. Alt var tørt; man løb kun Fare for at brække Benene i de dybe, haarde Hjulspor.

Ladegaarden ligger østen for Hovedbygningen. Præsten saae derned; der var fuldt af Vogne. – Og han tænkte paa, hvor de forstod at holde Gilde her paa Stavn, saadan at man virkelig kunde glæmme Tiden saalænge, – og nu skulde her holdes dette Gilde!

Inden Præsten naaede hen paa jævnt Terræn i Gaarden, brød der en Horn-Fanfare løs henne under Vinduerne paa Nordlængen. Her var Musikanterne anbragt, som i Aften skulde spille til Dansen. – Straks efter kom Proprietær Kristen Faurholt ud af Hoveddøren og tog imod Præsten med venlige Skulderklap og med venlige Ord, som dog ikke kunde høres for Musiken. – Hvilket mildt, lunt, menneskevenligt Familieansigt havde dog ikke denne Mand, tænkte Præsten ved sig selv, med sine buskede, mørke Øjenbryn, sine kongetro Bakkenbarter,N – et Ansigt, som hvor tit det end havde narret Mænd, aldrig havde bedraget en Kvinde; et Ansigt af den Slags, der bragte En til at tænke: hvad maatte ikke en Datter kunne bringe ud af de Træk, – og han kunde ville sælge sin Datter!

54|Præsten gik, ført af Proprietæren, ind igjennem Stuerne, hvor Gjæsterne summede. Næsten alle disse Gjæster var nærmere eller fjærnere i Slægt med Folkene paa Stavn. De hørte næsten alle til den saakaldte »u'brej Famille« (udbredte Familie) dér paa Egnen; somme kaldte den ogsaa »den gamle Famille«. – Præsten kjendte saa godt de Mennesker; men han kunde ikke lade være at iagttage dem i Dag – ligesom Folk, man skal til at forlade, hvad han dog sletikke tænkte paa. Hvor dog den Livlighed, som udfoldedes her, var naturlig, af den spontane Art, der kun findes hos Mennesker, som til daglig tager ordenlig fat. Der var saadan noget rimeligt, forstandigt ved deres Høflighed, som den findes hos Mennesker, der gjennem haard, praktisk Erfaring veed, hvilken ubehagelig, livsforbitrende Ting Uhøflighed og Hensynsløshed er. Men der var ingen vilkaarlige, selvlavede Moderegler for Selskabeligheden. Præsten havde altid følt sig saa tryg her, for man var fri for alle meningsløse Finesser. Om man spiste med Kniv eller Gaffel, blev Ens egen Sag; derimod regnedes det ikke for fint her – saaledes som hos Provstens – at sidde og genere sine Sidemænd med Albuerne, naar man spiste. – – Netop som Præsten og Proprietæren passerede den forreste Stue, kom der et kvindeligt Optog med Sager til Middagsbordet, som var under Dækning inde i Salen. Man saae af den Maade, hvorpaa de fremmede Damer veg til Side og gjorde Plads, hvor godt de selv kjendte Møjen og Spændingen ved at berede et stort Gilde, – og samtidig vidnede deres muntre Øjne om, hvilken Appetit de havde paa Gildet; hvor det fornøjede dem at være hjemmefra, fri for alt Vrøvlet, og at skulle spise den fremmede Mad. – De fleste herinde talte ren Dialekt; Faurholterne paa Stavn sagde ganske vist »jeg«, men deres Sprog var ellers næsten helt Egnens.

Pastor Steffensen blev af Værten ført ind i Havestuen, hvor Gjæsterne fik den første, foreløbige Beværtning: et Glas Brændevin – eller for Damernes Vedkommende »gammel fransk Vin«N eller Mjød. – Pastor Steffensen var saa aandsfraværende, saa han lod Proprietæren fylde hans Glas med Brændevin; han maatte nu efter Skik og Brug ogsaa tømme det.

»Ja, ja,« sagde Proprietæren, »saa siger vi nu Tak for Deres pæne Brudetale, Pastor Steffensen. Det var en udmærket Brudetale, De 55| holdt. Jeg troer ogsaa nok, De nævnte Jesu Navn otte Gange. Det kan jeg nu godt lide i en Tale.«

Steffensen kunde blot sige: »hæ, hæ, hæ,« – skjønt dette langt fra var Udtryk for hans Stemning.

Han saae et Glimt af et Brudeslør inde i den tilstødende Stue og Bevægelse af lyse Dragter, – det var vel Brudepiger.

»Goddag, Hr. Pastor,« sagde en snerrende Stemme. »Tak for -Deres smukke Ord. Det glæder mig – at trykke Deres Haand!«

»Hæ, hæ, hæ,« stammede Præsten, idet han og Brudgommen vekslede Haandtryk. – Denne hørte øjensynlig ikke til den gamle Familie, – som ellers mange af dens indgiftede Svigersønner og Svigerdøtre. – Hans ydre Væsen syntes ganske Maskerade. En Blanding af Provins-Kommis, Officer, Agrar.N

Straks efter ham kom hans Broder HerredsfuldmægtigN Fischer, Proprietær Faurholts juridiske Højrehaand. Ældre og førere end Broderen, men efter Dragten endnu ung, flot Kavaleer; efter Ansigtet maaske ogsaa Udhaler.N Det var dog ikke deraf, man fik det stærkeste Indtryk; der var noget andet i hans Ansigt og Væsen, der var saa fremtrædende, saa man uvilkaarlig undredes over, at han kunde lade sig see med det i Selskab: den aldeles nøgne Ligegyldighed overfor sine Medmennesker. Det var en Egoisme, saa brutal, saa frækt aabenlys, saa hans Høflighed ligefrem virkede pinlig, ja, uforskammet. – Lyseblaa Øjne, saa udtryksløse og saa blændede mod Indtryk som hvidtede Vinduesruder i et ubeboet Hus; tætte, fremspringende, lysegraa Øjenbryn; stor, haard Næse; smalle Læber og stor, kantet Hage. – Hans lyse, tynde Haar var skilt i Panden, han gik med kulørt Slips, og hans Dragt var fyldt indtil Spænding af hans muskuløse, firkantede Krop.

»'Da', Hr. Pastor,« sagde han. – – »Hør, Faurholt, siig mig en Gang – – denne Tvangsauktion paa Bjerregaarden –« han gjorde Tegn, og Proprietæren gik hen til ham.

»Hvad er det, bitte Fisker,« sagde Faurholt (saaledes udtalte han Navnet, i Lighed med »Diliskanse«, »Skarsee«,N »Inskenør« o. s. fr.) og klappede Fuldmægtigen paa Skulderen, idet de begge fjærnede sig.

At han kunde det, tænkte Præsten. Hvilken Overflødighed paa sund Menneskevarme, at han ikke frøs fordærvet i Nærheden af en saadan Isblok!

56|Præsten rejste sig. Han kunde ikke holde ud at være i denne Stue. Løjtnant Fischer stod henne i Døren. Det var ham ogsaa ubehageligt med den Snaps, han havde drukket.

Da han kom ind i Dagligstuen, var der stort Folketræk henad Gaardsdøren til. – Det vilde vare endnu en lille Tid, inden Middagen var færdig, havde Madam Faurholt meddelt sin Mand, og saa var det bedst, havde hun sagt, at Gjæsterne nu kom ud at see paa Gaard og Besætning, for ikke at fylde i Stuerne.

Velkomstsnapsen havde gjort god Virkning i de tomme Maver, og man var i glad Middagsforventning, saa det var et muntert Selskab, der nu drog ud i Stald og Lade for at inspicere. Medlemmerne af »den gamle Famille« havde udstrakt Frihed til indbyrdes Kritik, og der var ogsaa nok at anvende den paa. Næsten alle de større Gaarde, som var paa denne Families Hænder, var bekjendte i Egnen for den Uorden, der herskede paa dem, men ganske særlig var Svineriet i LadegaardenN paa Stavn berømt.

»Gud ske Lov og Tak endda,« raabte Poul Vinding fra Skrøstrup inde i Flokken, »te han har givet os saaen et pæne Vejr i Dag, – helles var vi da kommen til at sidde og æde vor Unden i Strømpefødder – efter denher Spaseretur.«

»Ja,« sagde Værten, »det er bedre, te der er en Krumme FedtelseN paa Gaardspladsen, end te Møddingen skulde være saa maver, som den er paa Skrøstrup.« – –

»Se, se, – her er saamænd noget Belysning!« udbrød en anden af Gjæsterne, da man var kommen ind i Stalden; Vesterenden var ligefremN blæst ned under et almeenbekjendt Stormvejr, som havde raset paa Egnen i Februar Maaned, og der var ikke begyndt paa Reparationen endnu.

»Ja, det er nu i Anledning af Cecilies Bryllup, te vi har ragt det ned,N forat vore Gjæster da kunde komme til at see herinde,« svarede Faurholt, »- ogsaa de, der gaar med Briller paa.«

»Det er saa meget udmærket, Kren Faurholt. A behøver it engang at have mine Briller paa, forat kan tælle alle Ribbenene i Dine Køer, ogsaa hvereet,« svaredes der.

57|Saaledes fortsattes Samtalen hele Tiden, medens Forevisningen varede. Men som en Slags Bas til denne Diskant førtes der samtidig megen fornuftig og interesseret Samtale om Handel og Markeder og om disse Kreaturers Værdi, – ja, Kren Faurholt solgte endogsaa to af dem til Manden fra Skrøstrup, medens man opholdt sig derude i Stalden.

Pludselig lød der Anskrig ovre fra Laden, hvor Kvinderne havde søgt hen. Der var en saadan Latter og Paastyr derovre, saaat Mændene ligefrem løb forat komme hen og see.

»Hvad er der ved det, hvad er der ved det?« sagde Kren Faurholt, som gav sig lidt bedre Tid.

En Kone raabte leende ud af en Ladeluge: »Der gaar to store Grise-Søer inde paa Tærske-Loen med deres Bøvl!*«

Kren Faurholt kom ind. Jo, det var ret nok. Og det værste var, at Svinene gik i en mægtig Dynge torskenN Rug, som laa inde paa Loen og skulde renses.

Han blev helt forlegen ved at see dette Syn, og anvendte – som det undertiden hændte ham i denne Tilstand – et fremmed Ord, valgt paa Maa og Faa: »Det – det er sgu to sære Repræsentanter,« sagde han.

»Ja, mon de nu skulde være Tanter til dem,« sagde Manden fra Skrøstrup. »Troer Du it snarere, det er deres egne, Kresten?« – – –

Pastor Steffensen gik omkring sammen med de andre, – og sagde: »hæ, hæ,« naar det syntes ham nødvendigt eller passende.

Men hver Gang han kom forbi en Dør eller en Lem, saae han ud i Gaarden. Henne paa Grænsen mellem Ladegaarden og Hovedbygningens Gaardsplads gik Bruden og hendes yngre Søster Jomfru Gjatrid frem og tilbage. De havde hinanden om Livet og gik med bøjede Hoveder. De syntes at have meget at tale om, og lagde vist sletikke Mærke til de Andre. Bruden var i sort Silke – den absolut højest ansete Dragt i den gamle Familie og vel paa hele Egnen. Og saa dette hvide Slør! – Vinden tog engang i det bagfra og førte det helt op over hendes Hoved; det holdt sig i Luften nogle Sekunder, men sank saa ned igjen. – Hvorfor skulde han pines længer her paa * Bøvl = Griseyngel. 58| Jorden! Og hvorfor var hun ikke en af Guds Engle, der kunde flyve bort herfra, – ja, bort, bort til Himlen! – – Men hun brød sig jo sletikke om ham. Hun havde sikkert aldrig tænkt en Tanke om ham paa den Maade. – Det var dog et Held, at han endnu ikke havde seet dem give hinanden et Kys, hellerikke i Kirken. Og var det dog egentlig ikke underligt, saa fjærnt de holdt sig fra hinanden nu ved Gildet. Hun gik der sammen med sin Søster, og han, – ja, han var vist ovre i Stalden endnu. – –

Nu kom Drengene Morten og Jens Faurholt ud fra Hoveddøren, øjensynlig i vigtigt Ærinde. Der var noget meget determineret over deres Bevægelser. De begav sig direkte over til Laden for at kalde Gjæsterne ind til Bryllupsbordet.

Lidt efter kom syv, otte hvidklædte Brudepiger og gik hen til Bruden. De unge Piger blev staaende og ventede. Og nu kom saa Selskabet ud fra Stald og Lade. Løjtnant Fischer bød sin Brud Armen og gik i Spidsen med hende; nærmest efter dem fulgte Brudepigerne.

»A er sgu bleven saa sulten af at gaa og see paa de sølle mavre Køer,« sagde den gamle Ungkarl Erik Skindtoft – sædvanlig kaldet Gammel Erik – »te Tarmene de skriger i Livet paa mig.«

»Saa maa Du da altid gaa og være sulten hjemme paa Bjerregaarden,« svarede Værten.

»Nej, – nu gaar A fallit,« sagde Erik, »men mine Køer de har det sgu godt nok.«

»Saa er det kanskee dem, der har ædt Dig ud af Gaarden.«

»Ja, ja, Kresten – pas Du nu paa, vi skal it æde Dig ud af Stavn, naar vi først kommer til Bordet.« – –

Under den langsomme Trængsel i Stuerne, mens man gik til Bords, kom Proprietær Faurholt paa Siden af Pastor Steffensen, tog ham under Armen og sagde: »See, nu skal jeg føre Dem lige til Deres Plads, Hr. Pastor. De skal sidde lige overfor Brudeparret, og saa holder De nok en bitte Tale.«

»Jah – hæ –«

»Jo, det maa De it sige Nej til.«

Steffensen vidste egenlig nok, at han skulde tale; men han havde haabet at blive anbragt for Enden af Bordet ved en af Terrinerne, hvad der var ret almindeligt ved Bondebrylluper her paa Egnen. – 59| Aa, han kunde jo intet sige til hende, han kunde ikke see paa hende, – og han skulde have dem lige foran sig. –

Da alle var komne til Bords, og Præsten, som hver af de andre, sad muret ind paa sin Plads; da DegnenN havde læst Bordbøn, Skeerne var komne i Bevægelse, og alt gik sin Gang, – lagde Faurholt sin Haand paa Præstens Arm, med et fortroligt Nik. Han rejste sig- og talte ganske i Almindelighed – ligesom oppe i Kirken – med den Følelse selv, at det var Menneskeheden, han talte til. Han saae hen over Brudeparrets Hoveder, mens han talte; men da han sluttede, strejfede hans Blik dem, – og da tilføjede han, inden han kunde faa sig betænkt og vist næsten mod sin Vilje: »gid I nu maa være gode mod hinanden!«

Det blev sagt saa helt ude af Brudetalestilen – saa det slog ned i Forsamlingen og vakte megen Munterhed. Proprietær Faurholt komplimenterede Præsten: »Ja, det var dæmen* godt, De fik det taget med, Pastor Steffensen, te de skal være gode ved hverandre. For det er jo lige det, det hele drejer sig om.«

Præsten kunde kun sige: »hæ, hæ, hæ.«

»Du har aldrig været god ved mig, Kathrine, det har Du it,« hørte man en Ægtemand længere nede ved Bordet raabe. »Men det er det, Du skal være. Nu kan Du selv høre.«

»Vil Du være god imod mig, Cecilie?« spurgte Brudgommen smilende, og ligesom nedladende sig til at bruge en lidt for tarvelig Vittighed.

»Det var da it godt and't, end jeg skulde blive det,« svarede hun. – –

Nu kom Madam Faurholt ind i Salen og satte sig ved den Bordende, som var Kjøkkenet nærmest. Hun var en middelhøj, tætbygget Kone, med noget saa roligt-bydende og uanfægtet i sit Ansigt og sit Væsen, saa det næsten tog sig uvenligt ud overfor al den ærbødige, interesserede Spørgen og Henvenden sig til hende fra Kvinderne nede ved hendes Bordende.

Mens disse snakkede til hende, bøjede hun sig over mod sine to * Dæmen, en lille nordjydsk Ed; bruges ogsaa af Mennesker, der ellers ikke bander, f. Ex. pæne, unge Piger. 60| Sønner Jens og Morten, der ogsaa befandt sig i det Nabolag, – og straks rejste de sig og ilede ud af Salen.

»Skal de nu af Sted!« raabte deres Fader. »De har den vel i Orden?«

»Det siger de da,« svarede hans Kone.

Bruden saae efter dem. – Og hendes Tanker fulgte dem – bort fra det Sted, hvor hun sad her ved Bordet, bort fra den menneskebeklumrede Stue – ned igjennem Hasselgangen i Overhaven – aa ja – hvor Stærene og Droslerne nu sang, og hvor Gaardens Høns laa og baskede sig i Solskinnet og strakte det ene Ben fra sig. Dér blev nok Jens staaende, forat kunne holde Øje med Kjøkkenvinduerne og give Signal til Morten, naar Øjeblikket var der, at han skulde »skyde for Stegen«N – – Men Morten løb længer ned ad Gangen, ned i Nederhaven ad Græsskraaningen, hvor det lange, visne, gulhvide Græs laa i LejeN efter Sneen. Ned til den gamle Kanon paa det nordre Dige, helt nede ved Fjordengene, hvor man ikke hørte Stær og Drossel, men Piben og Skrigen og Fløjten af Søfuglene, og den trommende Lyd af Vibens Vinger, der lignede HjuldamperensN Slag, naar Skibet var meget langt borte, helt nede østen for Fjordby. – Aa ja, – nu kom om et Øjeblik det Kanonskud, – ligesom den Gang hendes ældste Broder havde Bryllup, – hun syntes det var saa længe siden, og det var dog kun to Aar. Da gik hun og tænkte nede i Haven den Dag, at det var sært, han skulde have den Enke, som han da sletikke brød sig om; – og nu skulde hun ogsaa selv giftes. – Det var ogsaa underligt med Fa'er og Mo'er. For hvordan skulde det have gaaet, hvis de ikke havde holdt af hinanden. Det var da den eneste Grund til, at alting var saa skjønt her paa Stavn. Det maatte vist kaldes, at de elskede hinanden, – eller maaske ikke elskede, men Fa'er kunde da sikkert sletikke leve, hvis Mo'er gik hen og døde. – Det kunde jo være, at de ikke havde brudt sig videre om hinanden, før de blev gift. Og saa troede de maaske, det kunde gaa deres Børn lige saa godt. – – Men de havde da sikkert ikke været fremmede for hinanden – nej, nej, hendes Moder havde aldrig været led ved sin Kjæreste – ved sin Brudgom! – –

Hun følte ligesom en Svimmelhed eller Kvalme, og bad, om hun ikke kunde faa et Glas koldt Vand. – – 61| Naa! – dér faldt Skudet! – Der blev almindelig Lystighed og Opstandelse ved Bordet.

»Saa fik de den sgu til at nyse, den Gamle, denhér Gang ogsaa!« blev der raabt. »Bare de nu er kommen vel fra den, inden den slog løs.«

Samtidig med Skudet gik Kjøkkendøren op, og en Række Stegbærersker kom ind med Fadene højt løftede paa Hænderne paa Grund af den snævre Plads for neden. –

Et Glas koldt Vand var bleven rakt ind over Bordet mellem Gjæsterne, blev nu givet til Pastor Steffensen, som rakte Bruden det. Idet hun modtog det, kom hun til at see ham lige ind i Øjnene. Det var sjælden, hans Briller tillod det, saa hun blev overrasket; det var skeet mod hendes Vilje, og hun blev rød.

Mens hun drak, tænkte hun: nej, ham vilde hun ikke græde for; hun følte for megen Skam ved dét, at han jo dog – i den Samtale med hendes Moder – havde forsmaaet hende; – det kunde være saa kjønt, som det vilde, at han havde gjort det af Pligt, – naar han brød sig saa lidt om hende, at han for Madam Ballings og de to Børns Skyld – nej, saa holdt han jo sletikke af hende. Og det var jo godt det samme, især nu!

Nu passerede Stegen. Og samtidig med den rullede en Samtale-Bølge op til Hæderspladserne nede fra den Kant ved Bordet, hvor Erik Skindtoft sad.

»Hvad var det, der havde været der?« hørte Cecilie sin Fader spørge ned til den Side, idet han lagde Haanden bag Øret.

»Ja, Jerrik* siger, der har været Folk fra Nør-SidenN af Fjorden ovre at see paa Bjerregaarden,« raabte Poul Vinding med en Stemme, der nu lo ad alt, hvad den sagde, og var temmelig belastet.N

»Saa! – Naar var det? Begynder de nu ogsaa at komme fra den Kant?« sagde Kren Faurholt.

»De har været der to Gange. Nu sidst i Fredags. Det er ham Per Hjarmsted fra Tanggaard,« sagde Guddik Broholm. »Kjender Du it ham?«

»Nej, hvor skulde jeg have seet ham?« svarede Faurholt.

* Jerrik, jydsk Udtale af Erik.62|

»Aa han kommer til alle de store Markeder der nør paa. Baade til HjallerupN og AabybroN og SkræmN og BjergetN og Thisted.«

»Ja, jeg har it seet til ham. Er der saaen noget særdeles ved ham? Jeg tykkes, Du griner saa meget, Poul Vinding?«

»Ja, – kommer Bjerregaarden i hans Hænder, saa skifter den sgu Bestyrelse. Det bliver da vist saaen noget, som de kalder en Modsætning.«

»Aa, tu det er kanskee hellerit saa galt,« sagde Guddik.

»Nej, naar det bare it bliver for pludselig. Nu har den jo i mange Aar været drevet af Gammel-Jerrik, og nu skal saa Vorherre selv til at bestyre den.«

Der blev en tordnende Latter. Det var kun ved enkelte Lejligheder, at Erik Skindtoft fandt sig i at blive kaldt Gammel-Jerrik, derved kom der lidt spændende i Situationen, som forøgede Munterheden, desuden var der kun enkelte, som ret forstod Meningen, og mange raabte paa Forklaring. Blandt disse var Faurholt.

Poul Vinding raabte i Skriftsproget og i en lidt fordrejet Prædiketone: »Per Hjarmsted har alletider drevet sin Gaard efter himmelske Indskydelser og Drømme. Han saaer ved Sankt Hansdag, begynder at høste ved MikkelsdagN og holder Opskiver saaen, te de kan æde deres MortensgaasN med det samme.«

Denne Udtalelse og den derefter følgende Diskussion satte Feststemningen op til en helt usædvanlig Højde.

Proprietær Faurholt raabte igjennem Larmen over til Erik Skindtoft: »Vilde han saa selv have Gaarden?«

»Nej, det var for sin Søn, han vilde kjøbe den, – en ung Karl paa en Snes Aar. Ja, han var med ham.«

»Da vil vi, Faneme, ligesaa lidt have ham som nogen anden Fremmed ind paa Bjerregaarden!« raabte Faurholt. – Det var saa sjælden, han bandede, saa alle blev opmærksomme. »Det er bedst, vi faar snakket med hverandre og med Fuldmægtig Fischer om det efter Bordet.«

»Aahja – nu er vi jo samlet her snartN alt, hvad der hedder Faurholt og Skindtoft og Vinding og Broholm,« sagde En.

»Hele den u'brej Famille!« brølede Poul Vinding.

Vældig Latter.

63|»Aa, det er kanskee sig it saa let at holde ham ude,« sagde Erik Skindtoft i en gnaven Tone.

»Da skulde han slippe derind, saa troer jeg nok, vi skal lave ham Helvede saa hedt, saa han skal komme ud igjen,« sagde Kristen Faurholt. – –

Man var begyndt at rejse sig fra Bordet henne paa den Kant, hvor Madam Faurholt sad. Nu brød man ogsaa op i Hovedkvarteret omkring Brudeparret.

Man skyndte sig ud i det Fri med en Hurtighed, næsten som det var Børn, der skulde ud at lege. Vejret var smukt, Stuerne var kvalme, og nu skulde alle Mændene til at ryge Tobak, saa blev de jo ikke bedre.

Pastor Steffensen trak sig ene ind i Havestuen og tog en Avis op af Lommen, som han havde med hjemmefra. Det var det eneste Exemplar af en kjøbenhavnsk Avis, som holdtes dér i Sognet, – »Dagstelegraphen«.N

Men han læste ikke. Nu da al øjeblikkelig Spænding var ovre; da der ikke mere var noget bestemt, han ved uheldig Optræden eller Tale kunde ødelægge, – nu kom Livet til ham, saadan som det skulde være til dagligdags og for al Fremtid, at han fornam, at al hans Livslykke var ødelagt fra denne Dag. Han havde en Fornemmelse af at synke og blive borte, – blive borte for selve Solen, saa dens Skin ikke kunde naa ham.

Han rejste sig – raadvild. Her kunde han ikke være. Og det blev vel ikke bedre, fordi han gik ud.

Han blev staaende lidt paa Trappestenen ved Hoveddøren og saae paa Mændene, der spillede SkorsteenN paa Gaardspladsen. – Hvor de morede sig, – – som store Børn! Hvor det maatte være lykkeligt at kunne det, – og saa dog være som disse voksne, viljestærke, kloge Mænd. Som nu den store Poul Vinding! – han var glad og viste sin Glæde saa aabenlyst som en Dreng, – – naar han dér stak Haanden op under Frakkeskjøderne – som Skik var, idet man kastede Daleren henimod Kniven – og bøjede sig ned i Kastet og strakte det ene, lange Ben bagud, – og saa galede og skraalede og skogrede som en Urkok, naar han var kommen nogenlunde nær til Maalet. Og endda var han saa klog som nogen Diplomat, en stor 64| Ræv i Grunden, – – aa, det var de jo allesammen, Kren Faurholt med, alle Mændene i den udbredte Familie. Men der var maaskee nok ingen af dem, der saa stærkt som Kren Faurholt ogsaa lignede Ræven i Troskab mod sit Hjem, i Iver og Opofrelse for at værge det.

Hvor havde Pastor Steffensen ofte seet sig glad paa de Mennesker for deres vidunderlig levende, frodige Naturligheds Skyld; de kjendte hverken Moral eller Æsthetik, og dog var man saa sikker paa dem, saa tryg hos dem – naar man da kjendte dem og holdt ad dem; – hvor havde han hos dem ofte følt sin egen Forkvaklethed, og paa Grund af den følt sig uværdig til at komme i Slægt med dem, – – og dog, dog – nu var hans Fortvivlelse ligestor,N fordi han endeligN var lukket ude derfra. Han kunde i Øjeblikket sletikke forstaa, hvorledes Hengivelse til Gud atter skulde kunne skaffe hans Sind Ro og Fred.

Han forlod Gaarden – uden nogen Hensigt, blot som den, der er i Pine, stadig forandrer Sted. Han kom om i Overhaven. Han stod og betragtede Paaskeliljerne. Deres stærke Gule saae saa dejligt ud mod den sortbrune, nygravede Muld. Denne var solbeskinnet, men Træstammernes Skygger gik som lange, mørkere Striber henover den nu mod Aften. – Han fulgte Gangen igjennem Buskadset og stod saa ved Græsskraaningen ned til Nederhaven.

Han vilde gjærne have været derned. Men han hørte Stemmer dernede af Gjæsterne, især Kvindestemmer. Saa blev han staaende og saae ud mod Nord. Fjorden kunde man see langt ude mellem den yderste Rand af Stavn-Engene og Forlandet paa den anden Side. – Man kunde saa tydelig see, at her ved Stavn endte det egentlige Land, ja her med selve denne Skraaning ned til Nederhaven. Alt det der udenfor, det var noget, som senere var kommen til ved Hævning af Fjordbunden. Kun Bjerregaarden og dens Marker derude ved Fjorden var gammelt; det var en Ø, som var bleven forbunden med Fastlandet ved disse store Enge. Man kaldte det jo ogsaa Bjerregaardsholmen. – Hvorfor var ikke denne lave, solbeskinnede Egn, som dog var begrænset saa godt mod Syd af de store, sorte Lyngbakker bagved Stavn, – hvorfor var den ikke hele Verden, – som Fjorden gik midt igjennem, lys og blaa og kruset af Vinden, 65| og hvor man længst ude mod Nord saae Grænsen i de hvide Klitter hinsides Hanherred.N – Men de var komne herned over Bakkerne, ned i de lave Stavn-Enge, disse to glubske, rivende Ulve! Nu havde den ene taget hende, – det skulde jo være sært, om ikke Fuldmægtigen skulde have Jomfru Gjatrid med Tiden.

Han kunde høre, at Selskabet nu havde forladt Haven og var paa Vej tilbage til Gaarden igjennem Lunden. – Saa gik han ned ad Græsskraaningen til Nederhaven, om i det vestlige Læbælte, gjennem hvilket der gik en Gang lige ned til Diget mod Engene. Træerne her i Læbæltet var lave og meget mishandlede af Vinden. De var ogsaa forsømte under Opvæksten. De var ikke blevne tyndet ud, og havde derfor maattet føre en haard Kappestrid indbyrdes, samtidig med Kampen mod den fælles Fjende, Vinden. En hel AlenN op omkring Stammerne stod det visne Ukrudt fra sidste Sommer, Senegræs,N SkarntyderN og Skræpper. – I dette milde Eftermiddagslys saa det alt saa fredeligt ud, og saa eensomt, saa menneskeforladt.

Han havde staaet stille og seet paa det, saa satte han sig atter i Gang, med Hænderne paa Ryggen, seende ned for sig – – –

Han hævede Hovedet med et pludselig Ryk – – han var alligevel ikke ene hernede! Han hørte Fodtrin i vissent Løv, over Kviste, der knækkede. – Fra Tværgangen tilhøjre kom Bruden og hendes Søster gaaende. De stod stille en halv Snes Alen foran ham.

»Saa havde jeg dog Ret,« sagde Bruden. »Jeg sagde til Gjatrid – ja, vist for fem Minutter siden, at der var nogen hernede i Nederhaven endnu –«

»Jeg beder Dem undskylde, at jeg forstyrrer,« sagde Præsten. »Men jeg vidste hellerikke bedre, end at jeg var ene, hæ, hæ –«

De var nu komne hen til ham.

»Saa har vi da faaet Søster Cecilie forsørget,« sagde Jomfru Gjatrid.

»Ja – hæ, hæ.«

»Ja, det kan De da være glad ved, Pastor Steffensen.«

»Det haaber jeg ogsaa jeg kan. Men – æh – hvad mener De ellers?«

»Aa, for saa er De uden Ansvar.« – Jomfru Gjatrid saae med et lille Smil til sin Søster – men denne syntes sletikke at lægge Mærke 66| dertil. Hun saae ganske alvorlig, men ligesom aandsfraværende paa Pastor Steffensen, – indtil hun pludselig tog sig i det, slog Øjnene ned og blev rød.

Jomfru Gjatrid blev noget usikker – – men, det kunde da umulig være dét – Cecilie havde kun nævnet ham saa flygtigt – – det var jo Brudgommens Væsen, der var hende saa forfærdelig imod – –

De to stod, som om de ikke turde bevæge sig, – var det, fordi hun saae paa dem? fordi hun var til Stede? – hvorfor vendte de sig dog ikke bort? hvorfor gik de ikke? – de græd jo begge to uden at sige et Ord – – men det tog mere og mere Magten fra dem – – – Saa slog hun sin Arm om sin Søster, og Cecilie hulkede ved hendes Bryst.

»Det kan da it gjøre noget for at sige det nu, det er for seent,« sagde Jomfru Gjatrid. »Aa, jeg synes, I skulde sige det, som det er, – jeg vidste jo sletit, te I holdt af hverandre.«

»Nej, nej, nej, Deres Søster holder ikke af mig, – De misforstaar,« sagde Steffensen og veg nogle Skridt tilbage.

»Aa, Steffensen! jamen det kan De da see, ligesaa godt som jeg! –

- Hvorfor har I endda it sagt det til hverandre?«

Pastor Steffensen nærmede sig pludselig paa en Maade, der laa helt uden for hans Væsen, saadan som Jomfru Gjatrid kjendte det -og han talte, som om hun ikke var til Stede: »Jeg er altfor ringe til Dem, Cecilie – det er godt, vi ikke faar hinanden, – men alligevel skal De sige mig, om det er sandt, at De har elsket mig.«

»Ja.«

»At De har elsket mig?«

»Ja. Og det gjør jeg endnu.«

»Men – ikke som – før?«

»Jo, – for jeg vidste jo ikke, at De holdt af mig, før nu.«

»Aa, hvor det er lykkeligt for mig at vide det! Hvor det er lykkeligt – – – Jeg vil ikke tænke paa andet – – end at det er lykkeligt!«

»Kan De da lade være med at tænke paa, at jeg bliver ulykkelig?«

»Nej, – det kan jeg vel ikke slippe fri for ret længe ad Gangen. Men saa meget vi kan – lad os begge huske, at nu er Lykken os vis, – og Ulykken kan dog maaskee – man veed jo aldrig, hvad Fremtiden kan bringe – eller engangN om det var lykkeligt, om vi fik 67| hinanden. Men vi veed, hvad vi har, – lad os ikke forspilde vor Lykke. Nu vil jeg gaa – –«

»Nej, Steffensen – De skal sige mig – – jeg veed, at Mo'er har spurgt Dem, om De vilde have mig – det har hun fortalt mig, – og De sagde jo, at De kunde ikke sende Deres Husholderske bort – –«

Steffensen greb sig til Hovedet: »Nej, De maa ikke minde mig om, hvordan det er kommen, for det er jo som en Tilfældighed – og det er ikke til at holde ud. Jeg var jo vis paa, at De ikke brød Dem om mig – – og saa sagde jeg saadan – – Aa, lad mig nu gaa – – kjære Cecilie! –« han stod et Øjeblik og stirrede paa hende. »Jeg vilde give mit Liv for at kysse Din Mund, Cecilie, men jeg vil ikke give det mindste af vor Lykke!« – – – Han sagde et næppe hørligt Farvel, og gik hurtigt ned ad Gangen, ned mod Engdiget. – Han standsede et Øjeblik, – tænkte, at det var jo bedre, han nu sagde Farvel til Folkene oppe paa Gaarden, – men han kunde ikke nu, – han sprang over Diget og mere løb end gik udad – udover Engene, hvor det blev mere sikkert eensomt for hvert Hundrede Skridt, han gik. – Solskinnet strejfede nu Jorden ganske skraat; kun hvad der stod opret, var fuldt belyst: den vestre Side af alle Græstuer, den vestre Skraaning af en lav Hede-Rygning, der skjød sig ud i Englandet, – Enebærbuskene og nogle Smaalunde af Bjergfyr deroppe saae ud, som om de glødede. Men store Flager af den helt flade Eng laa allerede i Skygge og begyndte at blaane.

Og saa var Luften fuld af Søfuglenes Skrigen og Fløjten og af Frøernes vedvarende, uafladelige, stigende og faldende Lydbølger. Steffensen tænkte paa Brorsons Salme: Hele Himlen staar i Sang.N – – – Og han vilde blive i Himlen! – denne Himmel, som hendes Kjærlighed og al denne Guds vidunderlige Skabning var, – han vilde ikke synke ned og lade sin Sjæl sønderrive af Tilfældighederne, af Tanken om, hvordan det kunde være gaaet – nej, nej, nej – Virkeligheden den var jo dog her i disse Enge, denne Aftenhimmel, denne Sol og hendes Kjærlighed! – Og denne Virkelighed skulde han aldrig miste, den skulde altid vende tilbage – – aa, Gud! – det var den Virkelighed, som nu engang ikke kunde forandres! Disse Enge, denne Himmel, denne Sol og hendes Kjærlighed! – »Aa, Gud!« bad han, »fri mig fra mig selv, naar jeg vil kalde dette Sorg: at Din 68| Kjærlighed og hendes Kjærlighed aldrig kan forandres!« – – – Det var for ham, som om han svævede paa Grænsen mellem to Verdener: en usynlig, et indre Mulm, der steg op i ham og vilde sluge ham: Tanken om den forspildte Lykke, den grumme Tilfældighed, den ubønhørlige Skjæbne, – og saa denne synlige Verden, Guds Verden, som jo dog burde være den virkelige, fordi den var det, – – – men han syntes tillige, det afhang af hans Bøn, hvilken af disse to Verdener der skulde blive den virkelige for ham. Og derfor bad han: Din Vilje skee! Dit Rige komme!N

Da Steffensen var borte, stod Søstrene endnu en Stund paa samme Plet. Cecilie var helt hensunken i sine Tanker. Pludselig udbrød hun: »Aa, vi kommer jo aldrig herfra. Lad os gaa ind!«

Da de gik ind i Gaarden, udbrød hun: »Ja, hvem der blot endda var fri, som Steffensen er det. Nu synes jeg, det var ligesaa meget, som omN hele Verden var min.«

»Aa, men troer Du da, Fischer kan saaen undertvinge Dig?« sagde Gjatrid. »Troer Du it, han er en Kryster?«

»Aa, bitte Gjatrid, jeg synes, det er, ligesom han gaar og lurer. Jeg er saa bange for ham; – naar han først har mig ene, saa gjør han sig vist helt til en anden. – –Jeg kan sletit forstaa nu, hvorfor jeg var saa bange for Mo'er. Hvad kunde hun gjøre mig, – andet end sende mig ud, og lade mig have min Frihed. – Men han! – – Aa, bitte Gjatrid! – hvis hun vil tvinge Dig til en Mand, saa gjør det it, gaa Din Vej!« – – –

Jomfru Gjatrid kunde længe ikke glæmme den Tanke: at gjøre deres Moder imod. Det forekom hende som rent umuligt. Men Søster Cecilie havde jo da hellerikke gjort det selv. – –

I Havestuen, hvor Søstrene kom ind, var man nu optaget af to Ting: at spille Kort og at forhandle om Salget af Bjerregaarden. Det var øjensynlig kun Hovederne for den gamle Familie, som var forsamlede herinde, desuden Herredsfuldmægtig Fischer og Brudgommen. – Denne nikkede til Cecilie og smilede med Munden; men Gjatrid syntes ret, hans ØjesynN var saa grimt.N Gjatrid gik snart 69| ud i Kjøkkenet. Cecilie blev staaende derinde og saae til. Saavidt hun kunde forstaa paa Snakken, vilde Familien med hendes Fader i Spidsen overtage Gaarden for 30.000 Rdl., hvis Budene paa Auktionen kom saa højt op. Men saa skulde ogsaa Erik Skindtoft forpligte sig til, ikke at sælge den til andre, selv om der blev budt mere end 32.500 paa Auktionen.

Farbro'er Jerrik, som Børnene paa Stavn kaldte Erik Skindtoft – han var i Virkeligheden Fætter til Kristen Faurholt – sad i Sofaen og var øjensynlig ikke videre tilfreds med Familiens Tilbud. Han havde en forunderlig Vane eller Evne til, naar han havde siddet en kort Tid paa en Plads, at faa sig omgivet med en Mængde Smaating, som for største Delen hidrørte fra hans Lommer. Børnene paa Stavn kaldte det, at Farbro'er Jerrik »byggede Rede«. – Ogsaa nu laa der omkring ham i Sofaen: et Brillefoderal, en Snustobaksdaase, et Lommetørklæde, en Kam, en Tandstikker, en Rulle Skraatobak i Papir og flere andre Sager. Men han flyttede urolig paa disse Ting. Det var aldrig Tegn hos ham paa Velbefindende.

»Hvis der nu kommer et Bud til mig paa Auktionen,« sagde han og puttede Brillerne i Foderalet, »vil A sige: paa 35.000; saa vil I da it have, te A skal sige Nej til saaen et Bud.«

»Jo, jo, bitte Jerrik,« sagde Kristen Faurholt, »det veed da den søde Gud vi vil. Helles kan vi jo it være tjent med at sikre Dig de 30.000. – Sæt nu, Du kuns bliver budt – vil jeg sige – 27.000. Saa sidder Du der, hvis Du it havde os.«

»Jamen saa giver I mig jo ogsaa kun 27.000.«

»Jo, jo – vort højeste Bud er 32.500 og vort laveste er 30.000, og det staar vi ved.«

»Saaen sagde Du it før. I narrer mig, I Kjæltringer! – Saa vil A da have det skriftligt.«

»Nej, det er it værdt, bitte Jerrik; saaen et Stykke Papir det kunde nogen faa at see, og det var it heldigt.«

»Nej, lad os hellere stole paa hverandre, hvad Kresten, det er det, Du altid siger.«

Samtalen fortsattes med lange Mellemrum af Kortspil, under hvilke den ene Part søgte at overbyde den anden i tilsyneladende Ligegyldighed for Gaardsalget.

Man var ogsaa af og til ude at danse, efter at Brudeparret havde 70| danset den første Dans.N Men stadig vendte man tilbage til Havestuen, Kortene og Gaardhandelen.

Endelig rejste Brudgommen sig og gik hen og talte sagte til Bruden. Hun vendte Ansigtet bort. Hendes Fader kastede flere Gange et uroligt Blik hen til dem. Nu kom Madam Faurholt hen og talte med Bruden. Denne blev meget bleg, – og gik sammen med sin Mand og sin Moder ud af Havestuen.

Gjæsterne blev endnu en Times Tid. Saa begyndte man at bryde op. De allerfleste kjørte hjem. Enkelte var saa langvejs fra, at de laa Natten over paa Stavn. Ved Daggry var alt roligt paa hele Gaarden.

Da Tjenestepigerne og nogle HusmandskonerN et Par Timer senere gik inde i Stuerne paa Stavn forat vadske og gjøre rent efter Gildet, kom pludselig Cecilie ind til dem. Hun havde sit daglige Arbejdstøj paa; og uden at sige noget videre end blot: Godmorgen – og et enkelt Ja eller Nej til deres Spørgsmaal, hentede hun en Vadskespand og gav sig til at skure Gulv sammen med de andre. Hun var derefter ude i Kjøkkenet og tog Del i Vadskningen af Tallerkener, Kopper, Fade, i Pudsningen af Knive og Gafler, – gav Ordrer med Hensyn til Madlavningen, alt som hun plejede. – Hun drak sin Morgenkaffe sammen med Pigerne i Kjøkkenet, som det ogsaa ellers var Skik paa Stavn, – og nu først kom Gjatrid op og ud til de andre. De, der havde deltaget i Gildet, havde naturligvis Lov til at sove længere i Dag.

Hun spurgte forundret sin Søster ud, – men Cecilie svarede i en Tone, som naar man siger noget under Travlhed i Forbigaaende: »aa, lad mig nu bare, – – det gjør jo ikke noget – –«

Det stemmede saa lidt med den Maade, hvorpaa de to Søstre havde talt sammen i Gaar, saa Gjatrid gik helt i staa, og blev næsten bange for sin Søster.

Op paa Formiddagen kom Madam Faurholt ud i Kjøkkenet, og saae Cecilie staa henne ved Vadsken og skrælle Kartofler til Middagsmaden. Hun blev ganske underlig derved, – og straks derefter blev hun vred: 71| »Hvad staar Du der efter, Cecilie, det er da it noget for Dig at tage Dig til i Dag!«

»Aa, det veed jeg da it – –« Tonen var meget spagfærdig, næsten forlegen, men der var tillige noget fraværende i den, der kunde lyde ligegyldigt overfor den Kraft, hvormed Moderen havde talt.

»Fisker er jo it kommen ud af Gjæstekammeret. Hvor længe har Du været herude, Cecilie?«

»Aa, det er noget – det er vel et Par Timer siden jeg kom herud.« Der var ligesom noget sagtmodigt bebrejdende i Ordene: hvorfor vilde Moderen spørge om den Slags ligegyldige Ting?

Madam Faurholt var aldrig bleven svaret af sine Børn paa den Maade. Det havde vel kunnet hænde en enkelt Gang, at en af Sønnerne eller Døtrene i øjeblikkelig Heftighed havde givet et ophidset Svar, – men kun saaledes, at der i Tonen laa et »Omforladelse« paa Forhaand. Hér var det, som om Cecilie unddrog sig hendes Myndighed, veg udenfor hendes Rækkeevne, trods den ydmyge Tone.

»Nej, hun har saamænd været herude lige siden Kl. halvseks,« sagde en af Husmandskonerne, da Cecilie et Øjeblik forlod Kjøkkenet.

Madam Faurholt svarede ikke paa denne Oplysning. Straks efter stod Cecilie atter ved Kjøkkenvadsken. Hun havde Blikket rettet mod sit Arbejde.

Madam Faurholt stirrede paa hende, og i Løbet af et Minut tindrede hendes Øjne flere Gange op af noget, hun vilde til at sige, – men pludselig vendte hun sig om og gik ind i Stuen.

Det, der var hændt, var i al sin Tavshed noget saa usædvanligt, saa det paa een Gang lammede og spændte alles Sind derude i Kjøkkenet.-

Da Madam Faurholt kom ind i Havestuen, sad hendes Svigersøn dér. Hun gav ham Haanden og hilste Godmorgen, men han saae saa drengeagtig raa og tillige genert ud, saa hun kunde hellerikke spørge ham om noget. – Hun maatte give sig i Snak med de andre Gjæster, men blev under denne flere Gange overfalden af en pludselig Skamrødme, som hun selv ikke forstod.

Faurholt kom ind og spurgte i god Tro efter sin Datter, da han hilste paa Løjtnant Fischer. Denne gjorde Skuldertræk uden at see 72| paa ham. Hans Kone svarede, at Cecilie var ude i Kjøkkenet. Det overraskede hende pinligt, at Faurholt ikke spurgte mere, – og at Gjæsterne hellerikke spurgte. – Skulde de have mærket noget? – Hun syntes i det hele, der var saa underlig stille i hele Huset, skjønt der endnu ikke var saa faa Mennesker til Stede.

Efterhaanden tog Gjæsterne dog bort.

Ved Middagsbordet Kl. 12 var de kun sig selv og Brudgommen. Niels, den ældste af de hjemmeværende Sønner, spurgte, hvornaar han skulde have Vognen rede, som skulde kjøre Brudeparret til Østergaard. Der blev snakket frem og tilbage, og tilsidst blev det bestemt, at Vognen skulde holde for Døren Klokken l 1/2 , men Madam Faurholt lyttede forgjæves forat høre, hvad Bruden sagde dertil.

Cecilie gik efter Bordet straks ud i Kjøkkenet igjen, og Tavsheden havde fæstnet sig saa besynderligt i Huset, saa der var ingen, der kunde sige noget til hende derom eller derimod. Hun gav sig til at pudse Kobber- og Messingsagerne derude. – Gjatrid vilde hjælpe hende og prøvede at snakke sagte til hende, men hun blev afvist, ikke direkte, men ved denne underlige Tone, hvori Cecilie talte: mildt bebrejdende de andre deres Urimelighed, ganske fornægtende det usædvanlige i Situationen. – Gjatrid syntes, det var en SkamN af hendes Søster, at hun sletikke vilde vise hende Fortrolighed, – samtidig med at hun følte en dunkel Rædsel for, hvad der dog kunde være hændt Cecilie. –

Inde i Havestuen sad Faurholt, hans Kone og Løjtnant Fischer. Niels var hurtig gaaet sin Vej. – De begyndte Gang paa Gang at tale om forskjellige ligegyldige Ting, men det var Faurholt ganske umuligt at see paa de to andre, og det gik nok hans Kone ligesaadan. Alligevel hændte det et Par Gange, at hans og hendes Blikke kom til at strejfe hinanden, og da blev de beggeto røde i Ansigterne. Det var ikke hændt Faurholt og hans Kone, at de havde rødmet for hinanden siden den allerførste Tid af deres Ægteskab – det var nu et Par og tredive Aar siden – men de havde begge en meget pinlig Fornemmelse af Forskjellen mellem nu og da.

Faurholt kunde tilsidst ikke blive derinde. Det var ham ellers meget imod at være uhøflig – og det var jo uhøfligt at gaa bort fra 73| sin Svigersøn saa kort før Afrejsen – men han stod alligevel op og gik ind paa sit Kontor.

Der var ganske stille derinde i Havestuen, hvor Madam Faurholt og Løjtnant Fischer blev tilbage. Hun kunde høre den klingre Lyd af Messing-Themaskinen, som Cecilie stod og pudsede ude ved Kjøkkenbordet. Det var ligesom hun skulde faa Hovedpine af at høre paa den Lyd.

Løjtnant Fischer stod henne ved Vinduet og saae ud i Gaarden, hvor Karlen og Niels havde trukket Vognen frem og nu kom med Seletøjet, som de lagde paa hver sin Side af Stjerten.N Det var ogsaa for Løjtnant Fischer meget pinligt at synes uopdragen overfor Madam Faurholt, men det var nu, uden Ord, bleven saadan imellem dem, at han ikke turde vende sig om, skjønt det vilde være ham ganske umuligt at sige, hvad der da kunde hænde, om han gjorde det.

Den klingrende Lyd ude fra Kjøkkenet var holdt op; men Madam Faurholt kunde høre, at hendes Datter nu var inde i Salen;N hun gik vist og børstede Stolesæderne af. – Det varede længe, der gik maaske en halv Time. Pludselig vækkedes hun op af Vognen, der blev kjørt for Døren. Hun hørte Hestene stampe og tygge paa MilerneN lige under Vinduerne.

Løjtnant Fischer gik ud i Entreen. – Det var en Lettelse for Madam Faurholt, at han ikke længer var i Stuen; hun havde rejst sig, men nu stod hun og vidste sletikke, hvad hun skulde. Helt raadvild. Hun turde ikke gaa ind til sin Datter i Salen, og hvorsomhelst andetsteds hun opholdt sig i hele Huset, saa vilde det jo dog see underligt ud, nu da Brudefolkene skulde til at kjøre.

Inde i sit Kontor stod Faurholt og lyttede. Han kunde høre, at Løjtnant Fischer var ude i Entreen; men han vilde vente, indtil de andre ogsaa kom derud.

Istedetfor syntes han noget efter, at Fischer atter gik ind i de andre Stuer; men han var ikke sikker derpaa. – Han gik frem og tilbage i Kontoret, – han kunde ikke godt staa rolig henne ved Pulten. Han kiggede hurtig ud i Gaarden. Der gik Niels henne ved Vognen og ventede. Han kunde derimod ikke see Karlen oppe paa Bukken. Hvordan mon han saae ud?

74|Da der var gaaet endnu en halv Times Tid – Klokken var over halvtre – hørte han Karlen raabe temmelig højt til Niels, – som altsaa maatte have fjærnet sig noget: »Hvor længe skal A blive holdende her?«

»De maa jo nok snart komme,« hørte han Niels svare. Lidt efter saae han Niels gaa ud af Leddet. Det var formodenlig for at undgaa flere Spørgsmaal fra Karlens Side.

Da hørte han nogen komme ud i Entreen. Han var bleven saa ilde ved at være ene, – han vidste rigtignok sletikke, hvad han skulde sige til sin Kone eller til Løjtnant Fischer, hvem det nu var, – men han maatte tale med nogen. – Han aabnede Døren og saae Cecilie staa derude. Hun var vist ved at tage noget Rejsetøj ned af Knagerækken. Men i næste Øjeblik var hun henne hos ham, – han saae i et Glimt hendes dødblege, graadfordrejede Ansigt – saa slog hun Armene om hans Hals og knugede sin Pande ind imod hans Bryst. Hendes Tag om hans Hals var saa fast og saa voldsomt, og hendes Bevægelse ind imod ham saa angst og krampagtig, – saa han paa een Gang mindedes lyslevende, ja saaledes, at han paa en Maade forvekslede det med Virkeligheden i Øjeblikket: den Gang han for 36 Aar siden i en Mergelgrav kjæmpede med en Karl, som han reddede fra at drukne; Karlen havde Krampe og vilde drage ham med sig til Bunds.

Da hun slap ham, vaagnede han ligesom op af denne Erindring. Hun havde ingen Ting sagt, – det havde kun givet en langthivende, hulkende Lyd fra hendes Bryst. Nu stod hun igjen ved Knagerækken og famlede. Han kunde ingen Ting gjøre, ikke engang røre sig. – Nu trak hun Kaaben paa, satte sin Hat paa Hovedet. – Nu var hun atter hos ham: »Aa, Fa'er! Fa'er!« hviskede hun, og var ude af Døren.

Han stod endnu som fastnaglet. Saa gik han langsomt frem i Gangen. Han saae hende sidde i Vognen med Ansigtet vendt mod Gaarden.

Han gik ind i Havestuen. Der stod Løjtnanten.

»Cecilie sidder paa Vognen,« sagde Faurholt.

Løjtnanten gik straks ud ad Gangdøren. Idet han gik forbi Faurholt, rakte han denne flygtigt Haanden.

75|»Værsgod, Kudsk!« hørte han Løjtnant Fischer sige ude i Vognen.

Kudsken slog Skrald, og Vognen rullede bort fra Døren.

Nogle Sekunder stod Faurholt med Fødderne paa den samme Plet, men ravende, støttende sig med den ene Haand mod Væggen.

Da foer han pludselig hen til Døren og saae ud til højre. Men Vognen var allerede forsvunden bag Hovedbygningens sydlige Gavl.