152|XI

Det var mere end en Sorg for Madam Faurholt, hvad der var passeret hende, da hendes Datter Cecilie, i Moderens Nærværelse, opfordrede Gjatrid til at hæve sin Forlovelse med Fuldmægtig Fischer, og erklærede sit eget Ægteskab for den største Ulykke, der nogensinde havde ramt hende. – Det var mere end en Sorg, thi hun følte det som en Forstyrrelse af hendes Verden, hendes Liv. Og det kom hende saa overraskende; hun troede netop, at hun med Cecilie havde vundet en stor og sikker Sejr for det, der var hendes Et og Alt: at udvide og befæste Hjemmet paa Stavn og holde det sammen. – Cecilie havde hun elsket højest af alle sine Børn, og hun havde altid gruet for det Øjeblik, da Datteren skulde løsrives fra Hjemmet. Nu havde hun saa sikkert troet at være kommen over dette vanskelige Punkt: Cecilie var bleven gift paa en saadan Maade, saaat Hjemmet paa Stavn var hende lige uundværligt, – –og saa viser det sig pludselig, at hendes Datter i Virkeligheden er lige saa lidt hjemme paa Stavn som paa Østergaard; at hun baade har mistet sin Datter og gjort hende ulykkelig. – Det med Cecilie havde rystet hende dybest, saa stærkt, at hendes Vrede sletikke kunde komme op overfor denne Sag. Med Gjatrid var det noget andet: dels var Gjatrids Skjæbne jo ikke afgjort endnu, dels fandt hun hendes Kjærlighed til Anders saa taabelig, og hun trodsede stadig sin Moder. Vel havde Gjatrid ikke erklæret, at hun vilde have Anders; men Sammenkomsten hin Novemberaften i Præstegaarden var ikke forbleven nogen Hemmelighed, – det havde Madam Balling udrettet forat forhindre Gjentagelse, – og Gjatrid havde paa Forespørgsel svaret med Tavshed. Overfor Gjatrid var hun flammende Vrede, – og led selv saa meget under sin Forbitrelse; – man kunde see det paa hende, hun blev gul i Ansigtet og mager. Hun var sletikke rask i Julen. – – Og saa denne Anders Hjarmsted selv: Bare Vigtighed! Dumhed! – Hun havde, skjønt meget nødig, bøjet sig for sin Mands Ønske sidste Sommer, og indvilget i en 153| mulig Forlovelse mellem ham og Gjatrid. Og saa kan den unge Nar – trods det han er forelsket opover begge Ører – finde paa saadanne Kunster som at forbyde Kresten at pløje i Pajmosen, – -og det er ikke af Nærighed engang eller af misundelig Drillesyge som hos Erik Skindtoft, – det er paa Grund af noget andet – føler hun instinktmæssigt – som hun sletikke veed hvad er, men som dog kan hidse hende til Raseri, naar hun tænker derpaa, noget, hvorved han vil gjøre sig bedre end andre Folk paa Egnen. Det staar for hende som et Vanvid; – hver Gang hun seer derpaa, faar hun Lyst til at bruge Ukvemsordet »hellig« imod Anders, skjønt han aldrig selv har givet nogen Anledning dertil; og hun spekulerer paa, hvad der fortælles om hans Faders Drømme og øvrige Særhed. – Samtidig pines hun af den Følelse, at hun selv forringes, hun bliver ond af denne stadige Ophidselse imod Anders Hjarmsted. Men han lader En jo aldrig i Fred. Først dette med Pajmosen. – Saa Politiken! – Dette sidste viser jo, at han vil udtrykkelig krænke og forhaane Faurholterne, ogsaa naar han selv sletikke kan have Fordel deraf – Og endnu mere: hans Klage til Provsten over Kirketaget. At han der tør forgribe sig paa Kirken, som altid har hørt Stavn til, og som dog vel ikke kommer ham eller nogen anden ved. Det er maaske ogsaa Hellighed! – Forleden Dag, kort før Jul, havde Provsten talt til Kren Faurholt om Kirketaget ved et Møde hos Amtmanden i Skoledirektionen. Han havde selvfølgelig ikke forlangt af Kresten, at han skulde gjøre Taget i Stand, men han havde brugt denne Sag til, paa sin nederdrægtige, behagelige Maade, at gjøre Nar ad Kren Faurholt overfor de to »fine« Proprietærer og Baronen og Amtmanden; til at lade ham mærke, at de dog kun ansaae ham og den øvrige »gamle Familie« for Bønder.

Hun føler sig overbevist om, at dette Ubegribelige hos Anders, denne Hellighed, eller hvad det er, – det maa være noget afskyeligt, forbandet noget; thi det er dog det, synes hun, som paa een eller anden Maade har voldt, eller givet Anledning til, al den Pine og Unatur, som hun nu gaar i.

Kristen Faurholt følte sig vel ogsaa ofte trykket af disse Forhold. Men han kunde undskylde sig noget, hvad angik Cecilie; thi han havde en Tid kjæmpet for, at hun ikke skulde have Løjtnant Fischer, maaske nok tildeels fordi han følte sig forvisset om, at hans 154| Kone alligevel vilde sætte den Sag igjennem. Men han havde da i hvert Fald ikke selv tvunget sin Datter. Overfor Gjatrid havde han jo ogsaa i lang Tid været den milde, og holdt paa Anders, saalænge han kunde. – Og med Hensyn til Anders selv, – ja, saa gad nu Kristen Faurholt aldrig blive saa vred paa andre, saa at det gjorde ondt i ham selv; »det fortjener de saa pinnende it,« plejede han at sige. – Men desforuden mildnedes hans Følelser overfor Anders ved de gode Udsigter, han havde, til at kunne hævne sig paa ham. Den Maade, hvorpaa Anders havde taget Fornyelsen af Anstanden den 20. Januar, ligesom ogsaa dette, at han ikke gik til Biskoppen om Kirketaget, havde forvisset Kristen Faurholt om, at det virkelig var Anders's Alvor, at han ikke vilde appellere eller overhovedet henvende sig til de højere Myndigheder; samtidig med at dette Forhold skaffede Kristen Faurholt mangen hjertelig Latter, besluttede han tillige at benytte sig deraf til det yderste. Han vilde nu atter forny Anstanden i April – og fremdeles, saalænge Spillet overhovedet lod sig føre paa den Maade. Dernæst vilde han til Foraaret drive Pløjningen i Pajmosen i langt større Omfang end før, – og der kunde maaske blive adskilligt andet, hvorigjennem han kunde tugte Anders Hjarmsteds Oprørskhed og befæste sin egen Magt. – Det ærgrede ham, at en hel Del af Sognets Beboere i Hemmelighed havde vist Tilbøjelighed til at stemme paa Søren Andersen som Rigsdagsmand; men nu blev der dog nok ikke noget ud af det denne Gang; og han lagde ikke Skjul paa, at naar det Søndag efter Søndag blev ved at regne paa Menigheden igjennem det nye Kirketag, saa kunde man godt tage det som en Straf, fordi man, i hvert Fald i Tankerne, havde forsyndet sig mod Kirkens Ejer.

Medens derfor Madam Faurholt blev bleg, og ligesom gik i Skygge hele denne Vinter, havde hendes Mand stadig sit sollyse, lune Smil, der ligefrem mindede om en gammel Mikkel, bagende sig i Solskinnet udenfor Rævegraven.

I Slutningen af Marts fik han, efter Fuldmægtig Fischers Raad, ordnet noget, som ganske vist kunde blive uden al Betydning, men som han dog lovede sig adskilligt af.

Der kom paa den Tid to Karle bort i Utide fra Bjerregaarden. Anders var hidsig, og Upaalidelighed blandt Tjenestefolk var dengang endnu noget nyt, som man forundrede sig og harmedes over.

155| Men nu kneb det for ham at faa de to ledige Pladser besat, hvad der selvfølgelig interesserede hele Sognet.

Netop i disse Dage var Fuldmægtig Fischer en Tur nede paa Stavn. – Da han og Kristen Faurholt sad inde paa Kontoret, sagde han: »De har stadig denne Mads Horsens gaaende her paa Gaarden?«

»Ja, han kommer vist hellerit herfra, før han skal paa Kirkegaarden,« svarede Faurholt.

»Jeg troer, De skulde foreslaa ham at gaa til Bjerregaarden og tilbyde sin Tjeneste. Jeg tænker ikke, den blev af lang Varighed, men han kunde maaske gavne sig selv – eller i hvert Fald Dem – adskilligt, selv paa kort Tid.«

»Hvad – hvad vil det sige?« sagde Faurholt og smilte med Øjenkrogene.

»Aa, en Fyr som Mads, der er husvant baade i Horsens og heroppe paa Thinggaarden, han har egentlig store Chancer overfor en storsnudet og flyvegal Person som denne Anders Hjarmsted. – Og jeg kunde forbandet godt lide at have lidt mere Haand i Hanke med Hr. Hjarmsted, – naar De nu vil til at forcere Pløjningen i Pajmosen, og – æh – Anstanden skal fornyes i April. Ja, havde man Held med sig, saa var det jo ogsaa tænkeligt, at man kunde vove sig til at lade Pajmosehistorien gaa til Doms.«

»Jeg skal instruxere ham, ha, ha, ha,« sagde Faurholt, »jeg skal virkeligen instruxere Mads. Han er sletit saa dum.« – – –

Samme Aften begav Mads Horsens sig over til Bjerregaarden. Han fortalte, at han var bleven saa meget utilfreds med at være paa Stavn, og at han havde hørt, te de manglede en Karl herude paa Bjerregaardsholmen.– Anders fæstede ham saa til første April uden at gjøre sig nogen Betænkelighed derved.

Noget ind i April begyndte Kristen Faurholts Karle at pløje i Pajmosen, og det med tre Spænd. – Folk i Sognet havde vistnok ikke taalt dette, dersom de ikke havde vidst, hvilket Indtryk denne Pløjning maatte gjøre paa Anders Hjarmsted og hans Fader. Alle de 156| andre Parthavere i Mosen overlod nu, saa at sige, baade Vreden og Forsvaret til Folkene paa Bjerregaarden. – Ellers saae det jo farligt ud, som de tre Spænd tog fat, – det kunde jo næsten vise for, te Kristen Faurholt havde i Sinde at tage hele det Stykke til sig, hvori der i Aarenes Løb var gravet Tørv fra Stavn; det var nærmere Halvdelen end en Tredjedel af Mosen. – –

Anders pløjede i disse Dage omme paa Vestersiden af den Bakke, som udgjorde Bjerregaardens Mark. Derfra kunde han ikke see ned til Pajmosen. Men naar han kom hjem om Aftenen, saae han jo, hvormeget Karlene fra Stavn havde naaet den Dag; en Aften hændte det ogsaa, at han kom hjem, inden de havde forladt Mosen, – og saae dem pløje dernede.

Han gik i denne Tid i en Slags stille Henrykkelse, i en sær Forventning af det, han selv skulde komme til at gjøre, men som han dog ogsaa syntes Omstændighederne skulde føre med sig. En Stemning, der maaskee ikke var saa meget forskjellig fra den Tilstand, hvori religiøse Martyrer forventer Udgangen af dette Liv. Men han kunde naturligvis ogsaa ofte falde ud af denne Stemning, føle Tiden fra igaar, over idag, til imorgen paa ganske almindelig, hverdagslig Vis, – og da kunde det stinge ham, som med den heftigste, fysiske Smerte, at see disse Heste og Karle nede i Mosen. – Men selve denne Smerte satte ham saa ofte paany hen i hin halvekstatiske Tilstand. – –

Da den 20. April kom, blev Anders hjemme. Gamle Per Hjarmsted derimod kjørte tidlig om Morgenen til Thinggaarden for atter at kræve Pajmose-Sagen optagen til Doms. – Det hjalp ikke, at Anders foreholdt den Gamle det Unyttige i Rejsen; han blev ved sit, uagtet han aldeles ikke kunde nævne noget Middel eller nogen Omstændighed, hvorved han, mere nu end tidligere, skulde kunne hindre Modpartens Fornyelse af Anstanden.–

Anders gik og pløjede hele Dagen. Efter Nadver satte han sig omme paa Havediget østen for Gaarden og saae ned over Pajmosen og de store Harreby-Enge. Han undredes over, at hans Fader ikke var kommen hjem endnu; der var da kun en Mils Vej til Thinggaarden. Han mindedes Samtalen i Morges og tænkte paa, at hans Fader gik vist ikke saa lidt i Barndom allerede. Nu var han jo ogsaa en Mand paa 76 Aar.

157|Anders tog et Brev frem, han havde faaet af Postmanden ved Mellemmadstid. Det var fra Gjatrid. Han havde ikke været ordenlig ene, siden han fik det, og vilde nu læse det en tredje Gang:

Kjære Anders!

Jeg troede saamænd aldrig, at jeg skulde faa Brug for Jens Posts Godhed, som de kalder alle Pigernes Jens. Men nu vil jeg alligevel forsøge i Eftermiddag, naar han gaar forbi Nederhaven, om jeg kan faa dette Brev med ham. Jeg og en af Pigerne var dernede i Formiddags og hængte Tøj op, og vi bliver vist hellerikke flere efter Middag. Saa haaber jeg, det kan lade sig gjøre. For nu er det helt kommen til Udbrud mellem Moder og mig, skjønt det maaske ikke var klogt, men det kom noget af, at Niels igaar sagde til hende og Fader, at Din Søster var hans Kjæreste, og han vilde aldrig have nogen anden. Det er fordi, at de har aldrig været saa haarde imod Dig som nu, og det er maaskee Fuldmægtigen, der sætter det i dem. For jeg troer, han har haft noget Døje med at faa Herredsfogden til at gaa ind paa en ny Anstand igjen nu i April (om det med Pajmosen). Og jeg troer, de vilde forfærdelig gjerne have, om Du kunde rigtig forløbe Dig og gjøre noget ulovligt. Moder har talt om, at jeg skulde op og være Husholderske hos Fuldmægtigen nu til Maj. Aaja, nu maa Du ikke blive altfor hidsig over det. For jeg er vis paa, at det er blot for at faa Dig rasende, at de har bestemt det. Men Du veed jo da, at jeg er Din, Din, Din! Jeg synes ogsaa, Du er det eneste, jeg har, Anders!

Din Gjertrud Faurholt.

Anders sad og tænkte paa, at hvis hun havde haft Mod til at rømme hjemmefra og lade sig vie til ham, saa var der ingen bedre Hævn over hendes Fader – og især over hendes Moder – –

Han hørte en Vogn kjøre ind paa Gaarden. Nogle Minuter efter kom hans Fader ud til ham. – Han hilste sletikke Godaften, men satte sig ned paa Diget ved Siden af sin Søn.

»Ja, – han fik Anstand igjen til den 20. Juni.«

Anders saae om til sin Fader og smilte.

En god Stund efter sagde den Gamle: »Herredsfogden han sagde 158| til mig, da A gik – imens vi var ene – te det blev sidste Gang, te Kristen Faurholt fik den Anstand bevilget.«

»Ja, – saa faar han det jo nok hellerint mere.«

»Aa jo, det tænker Æ vel ogsaa nok. Æ har ingen Tro længer til den Sag, det kan Æ godt sige Dig, Anders.«

»Ja, det er længe siden, A mistede min.«

Der var atter lang Tavshed.

»Æ troer, det kommer af,« sagde den Gamle, »te vi har faaet det vendt forkeert, vi er kommen til at sidde forkeert for det. Det Forbudsvæsen det er æt til at komme om ved. Og naar de saa kan blive ved at tage Anstand – –«

»A troer, det bedste var at tage en Vringel og gaa op paa Thinggaarden og slaa denhér Fuldmægtig ned. Det er vist det eneste, der hjælper.«

»Vi skulde see at faa det vendt saaen, te det blev de Andre, der kom til at lægge Sagen an imod os; det troer Æ nok vilde gaa bedre. Og saa skulde vi undgaa dehér Forbudder.«

»A kan int forstaa, te I har nogentid ført Processer, Fa'er. Har I nogentid vunden Jer Sag, uden den Gang I slog Kren Thomsen fordærvet der nør i Kløveren?«

»Jo, jo – jo, jo!«

»Naa, ja, – saa den Gang I havde Amtmand Fibiger til at dømme i Sagen –«

Den Gamle var længe tavs, indtil han vistnok havde glæmt, hvad der sidst var talt om, og atter begyndte med sit: »Det hele vender forkeert; vi skulde have de andre til at begynde paa Sagen, og saa skulde vi ingen Forbudder ha'e –«

Anders rystede paa Hovedet. –

Den hvislende Lyd af Fødder, der føres igjennem Græs, og den dumpe Lyd af Træsko paa Agerbund afbrød Stilheden – ganske nærved. Anders vendte Hovedet og saae Erik Skindtoft komme gaaende henimod dem.

»Godaften, I to Karle!« sagde han med sin snerrende Stemme. »Naa, Du er kommen hjem, Per. Ja, ja, – A har hørt om det, A har hørt om det. – – Det er noget Satans noget, – det kommer I ingen Vej med – –«

»Nej,« mumlede Per Hjarmsted.

159|Den anden satte sig paa Diget ved Siden af dem og dampede paa sin korte Træpibe.

»Det er den 20. April i Dag,« sagde han saa. »Det er tidlig, han har sine Høveder ude – saadan Kuld om Dagen og Frost om Natten.« Han pegede ud over Engene, hvor en hel Del af Ungkreaturerne fra Stavn gik løse.

»A tykkes nu, I skulde tage de Kalve og det Skidt hjem til jer,« fortsatte han; »det kunde faa sig noget Varme i Kroppen; det kunde være, I ogsaa fik bedre Gang paa Ejermanden med det samme.«

»Hvis vi tog dem i Hus?« sagde Per Hjarmsted.

»Ja! – Vilde han saa it betale sine Mulkter, saa kunde I jo holde Auktion over Dyrene og faa jeres Penge paa den Maade. Det behøvedes der ingen Øvrigheder til undtagen Sognefogden, og han kan it sige Nej.«

»Hvor meget kunde det blive i Mulkt?« spurgte Per Hjarmsted med adskillig nyvakt Interesse i Stemmen.

»Optagelsespenge det er 3 ₻ for et Unghøved og 24 Skilling i Foderpenge for hvert Døgn, det staar uafhentet. Hvis I nu tog saadan et halvt Hundrede Stykker, som der vel gaar der nede i Tiden, see saa var det jo nu allerførst 25 Rdl. i Optagelsespenge, – og saa kom det jo for Resten an paa, hvorlænge det varede, inden han blev til Sinds at lade dem afhente.«

»Ja, tu saa kommer der jo et Forbud imod det ogsaa,« sagde Per Hjarmsted og lod, som om han slog det hele hen.

»Nej, nej – nej, nej, det kan han umulig forbyde, hvis I da tager Kreaturerne paa jert eget Skifte af Engen, og i Forvejen har sagt ham, te I it vil have fremmede Høveder til at gaa der.«

»Naar han kan faa det gjort tvivlsomt,« tog nu Anders til Orde, »om Pajmosen er fælles eller int, saa kan han vel ogsaa gjøre det til et Spørgsmaal, om Engene er udskiftet eller fælles.«

»Aahe nej!« sagde Erik Skindtoft, »det bliver noget helt andet, ogsaa fordi Du vil faa alle Sognets Mænd paa Din Side i den Sag. Men det kan jo hellerit gjøres tvivlsomt, te Engene er udskiftede, for det ene Aar bruges jo Nør-Engene til Høslæt, og Sønder-Engene til Fællesgræsning, og det andet Aar bruges Sønder-Engene til Høslæt – hver Mand af sit Skifte – og Nør-Engene til Fællesgræsning.« 160| »Jamen Sognemændene vil vist int ynde, te der int længer skulde være Fællesgræsning. Saa skal de jo til at tøjre Kreaturerne.«

»Ja, det er sandt nok. Men de skal nok allesammen sige Nej, hvis Kresten og Fuldmægtigen vil til at snakke om, te Engene skulde være Fællesejendom. Og det er jo den eneste Maade, de kunde forbyde Dig at tage de Kreaturer i Hus, der kommer paa Dit eget Skifte.«

Der gik et Par Minuter i Tavshed. Men Erik Skindtoft kunde nok skjønne, at hans Ord havde gjort Virkning.

Pludselig sagde Anders: »Ja, saa skal det ogsaa blive gjort. Og det straks. Imens Kren Faurholt endnu er den eneste, der har Kreaturer ude.«

Han rejste sig og begyndte at gaa hen mod Gaarden. Da han var kommen lidt bort, vendte han sig og sagde: »Fa'er, vil I kjøre med mig over til Stavn nu straks? – Saa kunde vi jo ogsaa tage Forkarlen med forat have det vidnefast.«

Erik Skindtoft gik og hjalp dem, da de spændte for, og syntes meget fornøjet. »Ja, nu skal I for Resten kjøre godt til,« sagde han, »at I kan komme der, inden Kresten gaar i Seng. Kommer I efter halvti, saa træffer I ham nu it oppe.« – –

Paa Vejen derover, mens de i vekslende skarp Trav og Galop kjørte over Engene, kom Anders til at tænke paa, at han maaske kunde faa et Glimt af Gjatrid at see paa denne Tur, – og i samme Øjeblik saae han hende saa tydelig i sin Erindring, saa det var aldeles, som om han kunde have kysset hende; han havde aldrig i sine Dage seet noget saa tydelig i Fantasien; han blev halvvejs ængstelig derved, det var en kort Stund, ligesom han ikke var rigtig ved sig selv, men i næste Øjeblik strømmede der igjennem ham en saadan Længsel efter hende, en saadan Glæde over hende, en saadan Trang til hende, saa han kunde forstaa, det maatte være Forelskelse altsammen. Ja – det var sandt! – hvor han elskede, elskede hende! – disse brunligblege, langelig rundede Kinder, han havde kysset, – disse sorte, buede Øjenbryn, han havde seet ind under!

Et Øjeblik forekom det ham helt komisk, eller saa underlig interesseløst, at han skulde over for vidnefast at forbyde Kren Faurholt at græsse – –

Da de kjørte op forbi Nederhaven, saae han, at der endnu hang 161| en Mængde lyst Tøj til Tørring derinde. Der havde hun altsaa gaaet i Eftermiddags med Brevet til ham! –

De traf Kristen Faurholt ude paa Gaardspladsen. Det var halvmørkt. Han kom henimod Vognen.

»Det er Anders Hjarmsted fra Bjerregaarden og min Fa'er og saa Lars, vor Forkarl –«

»Er'et det, er'et det!« sagde Kristen Faurholt med megen Venlighed og Ligegyldighed i Tonen.

»A kommer herover forat forbyde Dem, i dehér to Vidners Paahør, at komme med Deres Høveder paa mit Skifte af Nørre-Engene.«

»Se, saa, se saa!« sagde Kristen Faurholt. »Jeg troede, det skulde være derude i Aar, ligesom ellers.«

»Nej, hvis Djer Høveder kommer paa mit Skifte i Morgen eller siden hen, saa tager A dem i Hus.«

»Kan det nu mon ogsaa lade sig gjøre at bryde saaen en gammel Aftale eller Overenskomst?«

»A har ingen Aftale truffen. Men nu har A sagt Dem, hvordant det skal være paa mine Enge fra i Morgen. – Godnat!« – –

Nogle Sekunder efter at Anders havde sagt dette sidste Ord – de kjørte ud ad Gaardsleddet – havde han helt glæmt Kristen Faurholt, Engene, Kreaturerne. Han tænkte kun paa, om hun skulde være ude i Nederhaven ved Tøjet. Da de kjørte der forbi, mærkede han den renlige Sæbelugt fra Vadsketøj, der tørres, og det bevægede sig i Vinden paa alle Snorene derinde mellem Træerne. Men andet var der ikke.

Han svarede paa Hjemturen kun med Enstavelsesord paa sin Faders Spørgsmaal og Bemærkninger, – men han fattede en Beslutning, inden han kom hjem: han vilde i Morgen tage til Fjordby og løse Kongebrev, og saa vilde han skrive til Gjatrid. Hun havde jo dog sagt den Gang i Præstegaarden, at det blev nok saadan tilsidst.

162|Da Anders næste Morgen kom udenfor Gaarden og saae ned i Engene, gik Stavns Unghøveder løse dernede ligesom igaar. Halvdelen omtrent befandt sig ovre paa Bjerregaardens Skifte.

Han ventede til Kl. 9, forat give Kristen Faurholt rundelig Tid til at sende Folk ud efter Kreaturerne; men der kom ingen; Høvederne blev gaaende, hvor de var.

Saa begav Anders sig tilligemed Forkarlen og Andenkarlen – Mads Horsens – ned i Engene. De havde Hovedtøj og Reb med til at lægge paa et Par af Høvederne, saa var det lettere at drive de andre efter.

Da de kom derhen og skulde have Dyrene samlede, lagde Anders Mærke til, at Mads, ude i en Udkant af Skiftet, forsøgte at drive Høvederne ud over Skjellet. Anders raabte, om han vilde holde op med de Kunster, ellers skulde han selv i en Fart komme ud over Bjerregaardens Skjel. – Anders var allerede stærkt utilfreds med den Karl, han dér havde faaet. For seent fik han at vide, at Mads – foruden at have været i Tugthuset – var anseet som en Slags Haandlanger, paa mange Maader, for Kristen Faurholt. Han havde haft flere mindre Skjærmydsler med Mads i de Uger, han havde været paa Bjerregaarden.

Der var 23 Stude. De blev sat paa Stald paa Bjerregaarden. Samme Formiddag blev der sendt Bud til Stavn om det skete. –

Erik Skindtoft var ovre paa Bjerregaarden. Han og gamle Per Hjarmsted var meget stærkt optagne og oplivede af Situationen.

»Pas nu paa, pas nu paa!« sagde Erik, »nu skal der ventes 24 Timer, efter at Kresten har faaet Meldingen – det vil sige – – hvad Tid gik Karlen?«

»Halvelleve,« sagde Per Hjarmsted.

»Saa kan Lars være paa Stavn senest halvtolv. – Se saa skal vi vente til i Morgen Kl. halvtolv. Hvis nu der kommer Bud efter Høvederne inden den Tid, saa skal Kresten betale 23 Tremarker – det er 11 Rdl. og 3 Mark – i Optagelsespenge, og saa det halve i Foderpenge for hvert Dyr. Det bliver i det hele 17 Rdl. 1 Mark og 8 Sk.!«

Erik Skindtoft saae sig straalende fornøjet omkring.

»Men – hvis der nu it kommer Bud inden halvtolv. Saa bliver det endnu bedre. Saa kommer Auktionen – ha, ha, ha!« 163| »Det er bedst, vi faar sendt Bud til Sognefogden med det samme,« sagde Per Hjarmsted, »forat han kan være parat.«

Anders stod og blev ærgerlig og trist ved at see paa sin Fader. Det var da ikke just nogen stor Sejrvinding, om det viste sig, at de kunde tvinge Kristen Faurholt til i dette Tilfælde at lade dem beholde deres egen Jord i Fred. Men han syntes meget sjælden, han havde seet den Gamle saa oplivet. Det var da vist ogsaa Alderdomssvaghed!

Da Drengen, der blev sendt som Bud til Sognefogden, om Eftermiddagen kom tilbage, fortalte han, at han havde seet Kren Faurholt gaa ud af Sognefogdens Gaard, netop som han kom derind. – Og der var en Karl, der havde sagt ham, at Faurholt ogsaa havde været oppe paa Thinggaarden i Dagens Løb.

Erik Skindtoft, der atter var paa Visit paa Bjerregaarden – han boede i et større Husmandssted paa Gaardens Mark, som han havde kjøbt – lo som besat: »Han maa sgu ud af Hullet, Mikkel-Ræv! Han maa ud og see sig for, om der it skulde være en Sprække, han kunde slippe igjemmel.«

Gamle Per Hjarmsted blev urolig og sagde ængstelig spørgende til sin Gjæst: at der var jo da vel ikke Tale om, at Kresten igjen kunde finde paa en Udvej for sig. – –

Anders var taget til Fjordby forat løse Kongebrev. Han havde andre Ærinder nok til at dække sig med.

Paa samme Tid omtrent, som Anders var i Byen, befandt Fuldmægtig Fischer sig nede paa Stavn. Han havde ikke været hjemme, da Faurholt i Middags var oppe paa Thinggaarden.

Han og Faurholt og dennes Kone sad inde i Dagligstuen og forhandlede.

»Jeg kan sgu ikke, kjære Proprietær Faurholt, nedlægge et saadant Forbud, hvor gjerne jeg saa vilde,« sagde Fuldmægtigen og slog sit højre Ben op over det venstre Knæ.

»Jeg kan it komme til at see,« sagde Faurholt, »hvadfor det skulde være anderledes end med Pajmosen. Det kan jeg virkeligen it.« 164| »Det er sgu meget anderledes. Nu maa De hellerikke gjøre Dem – – jeg mener: De er sgu klog nok. Seer De: Tilstanden i Pajmoson har Sognets Beboere nu engang accepteret – med Undtagelse naturligvis af dette Menneske paa Bjerregaarden. Folk vil være tilfredse, blot de kan blive ved at grave deres Tørv dernede. Dér er Anders Hjarmsted ene i Kampen – har i hvert Fald hidtil været det. – Men nedlægge Forbud mod at tage Deres Kreaturer i Hus, naar de gaar paa hans Enge – – Herregud! det kan jo kun skee ved retslig at paastaa, at Engene er Fælleseje. Men det er jo Vanvid. Jeg tænker, Deres egne Slægtninge vilde gjøre Oprør mod Dem, hvis det skete.«

»Jamen kan det nu it gjøres paa anden Maade? Er det nødvendigt, ved saaen en Forbudsforretning, te der angives nogen Grund, hvorfor – –«

»Jeg faar aldrig i Verden Herredsfogden med paa det. Næh – det seer sgu sletikke saa lyst ud i det hele. Jeg er meget bange for, at jeg ikke mere faar ham til at forny Anstanden i Pajmose-Sagen. Og kommer den til Doms – hvad saa?«

»Han appellerer den it – Mennesket.«

»Anders Hjarmsted? – Ah! – saadant noget kan man sgu ikke være sikker paa, – og hans Beviser er jo altfor soleklare – Udskiftningskort, personlige Vidner – – nej, Herredsfogden gjør det hellerikke!«

»Hør nu, jeg troede egentlig, De havde Herredsfogden helt i Lommen, bitte Fisker.«

»Jeg kan ødelægge ham, hvad Dag jeg vil, – men – æh – han kan, Fanden gale mig, ogsaa ødelægge mig. – Nej, Sagen med Kirketaget kan De være sikker paa. Dér skeer sgu ikke noget. Alle slige gejstlige Afgjørelser beroer jo blot paa et behageligt Skjøn ovenpaa en god Middag. Men en juridisk Dom – det er, Fanden gale mig, noget, der binder sin Mand.« –

»Aa, jeg synes, De tager vel let paa de Sager, Fuldmægtig Fisker,« sagde pludselig Madam Faurholt, der hidtil havde gaaet puslende omkring i Stuen, som om hun ryddede op. Hun vendte sig lige mod Fuldmægtigen. Hendes Ansigt var mærkelig forandret i den sidste Tid. Hun var ligefrem huløjet, og Furen fra Næsen ned 165| omkring Mundvigene var bleven dyb og skarp. – »For mig er det hverken mere eller mindre, end te alting er bleven ødelagt for mig.«

»Bedste Madam Faurholt, jeg tager virkelig aldrig let paa, hvad der angaar – –«

»Jeg har mistet begge mine Døtre saaen, te jeg synes næsten det var bedre, om jeg aldrig havde ejet dem. Og nu skal vi helt sættes ud af Spillet, saa enhver ung Fløs, der kjøber Gaard her i Sognet, skal sige, hvad vi maa gjøre, og hvad vi it maa gjøre. – Ja, hvis Anders Hjarmsted skal kunne forbyde os at pløje i Pajmosen eller have vore Høveder gaaende løse i Engen, som de alle Tider har gjort, – jeg vilde ønske jeg laa oppe paa Kirkegaarden. Jeg kunde jo hverken kjende Stavn eller Harreby Sogn længere, hvis dét skulde blive til.«

»Jeg vil vise Dem, Madam Faurholt, at jeg ingenlunde tager disse Sager paa nogen let Maade: tør De love mig Deres Datter Gjatrid – men vel at mærke sikkert – saa vil jeg vove det yderste, saa vil jeg sætte Herredsfogden Kniven paa Struben, og gaar det saa galt tilsidst, – ja, saa skal jeg i hvert Fald nok sørge for at vide det saa betids, at jeg kan komme af Sted til Amerika, ogsaa uden at have økonomisk Tab af Flytningen!«

»Vil De saa forhindre Auktionen i Overmorgen, hvis Sognefogden skulde – –?« spurgte Faurholt.

»Nej! absolut ikke! Det er umuligt. Jeg kan i saa Fald lige saa godt stikke af til Amerika Dagen derefter. Nej, – det er Pajmosesagen, jeg tænker paa.«

»Jamen jeg kan it love Dem Gjatrid bestemt,« sagde Madam Faurholt. »De kan faa hende op til Dem som Deres Husholderske. Det skal hun gjøre, enten hun saa græder eller synger. Og saa kan De prøve, om De kan vinde hende. Men jeg tør it mere tvinge mine Døtre – jeg kan jo hellerit. Det var da it dét, jeg vilde tvinge Cecilie til, – saaen som dét er gaaet.«

Fuldmægtigen trak paa Skuldrene.

»Og hun skal have sit Kammer deroppe i Vesterenden af Huset, Gjatrid. Hun skal it være dér, hvor Deres Husholderske nu har sit Værelse. Saameget har De vel nok forstaaet?« Madam Faurholt saae skarpt paa ham.

166|»Bevares!« – han slog først Øjnene ned, derefter saae han ud ad Vinduet.

»Men nu med Anders Hjarmsted,« sagde Faurholt, »er der it ogsaa andre Maader, vi kan – –«

»Ja – faa ham til at forløbe sig! – det har jeg jo sagt; det kan dog vist ikke være saa vanskeligt, han er jo som en Krudttønde. Jeg mener ogsaa, det kan have en fortrinlig Virkning paa ham i saa Henseende, naar han erfarer, at Jomfru Gjatrid kommer op til mig. Og saa – – jeg skal have fat i Mads Horsens! Jeg skal skrive over til ham og sige ham, at jeg har noget at tale med ham om paa Øvrighedens Vegne. Det vil ingen forundre sig over. – Han maa kunne udrette store Ting, naar han anvendes paa rette Maade.« – –

Da Fuldmægtigen om Aftenen kjørte fra Stavn, sad Gjatrid i Vognen hos ham. – Hun havde tigget sin Moder om at være fri, men til ingen Nytte. Hun skulde nu sættes ind i Husgjerningen deroppe af den tidligere Husholderske, inden denne rejste et Par Dage ind i Maj, og siden blive hos Fuldmægtigen i hendes Sted.

Anders holdt ved Smedjen i Harreby, da han samme Aften kom fra Fjordby, – forat høre efter en Plov. Smeden fortalte da til Afsked, at Jomfru Gjatrid nede fra Gaarden var kjørt ene hjem med Fuldmægtigen for en Times Tid siden.

»Hjem til Stavn?« spurgte Anders.

»Nej, hjem til Fuldmægtigens,« sagde Smeden.

Der var intet Bud kommet fra Stavn efter de 23 Stude, da Klokken var halvtolv næste Formiddag. Det blev straks meldt Sognefogden, som nu, trods Samtalen igaar med Kristen Faurholt, ved Meddelelse gjennem Skolebørnene og Opslag paa Sprøjtehusene i Harreby og tilgrænsende Sogne, bekjendtgjorde Auktionen paa Bjerregaarden til næste Dags Eftermiddag Kl. 4. – Hele Harreby Sogn kom ved denne Bekjendtgjørelse i febrilsk Spænding. Der var aldrig tidligere bleven indvarslet til en Auktion af denne Art. Og det store Spørgsmaal, som alle fremsatte, og ingen besvarede, var dette: hvem der paa en saadan Auktion vilde være Kjøber, hvis Anders 167| Hjarmsted nu ikke havde Lyst, – saaledes at da Optagelses- og Foder- og Pasnings- og Bekjendtgjørelses-Pengene kunde komme ind. – Man sagde, at Kristen Faurholt var bleven saa vred, da han saae Bekjendtgjørelsen, saa han sletikke vilde tale med nogen, ikke engang med Poul Vinding, som netop havde villet spørge ham om, hvordan han ønskede, at hans Venner skulde forholde sig paa Auktionen. – –

Allerede Kl. 3 næste Dags Eftermiddag var de fleste voksne Mennesker fra Harreby Sogn forsamlede i Bjerregaarden. – Snakken gik overmaade livlig, bl. a. om, at det i disse Dage netop var et Aar siden, der sidst var Auktion her paa Gaardspladsen, – og det havde nok ingen ventet, at det saa snart skulde gaa for sig igjen. – Fra Stavn var der ingen mødt, hellerikke da Sognefogden lidt over 4 steg op paa et Bord forat begynde Auktionen. Derimod saaes der mange Medlemmer af den gamle Familie, saaledes ogsaa Poul Vinding.

Det kom vistnok Folk temmelig overraskende – skjønt man jo egentlig godt vidste det i Forvejen – at hele Auktionen normalt vilde komme til at bestaa i Salget af et enkelt Stykke Kvæg: den treaars Stud, som Sognefogden nu raabte op. Man plejede jo ellers at have saa mange Chancer paa en Auktion og saa langvarig Lejlighed. Og da man saa efter et Par Minuters Forløb havde besindet sig paa dette, kom jo det andet, og faldt Folk for Brystet: at det var en skjæbnesvanger Handling at byde paa dette Kreatur; thi fik man det for nogenlunde godt Kjøb – ja, under alle Omstændigheder – hvad vilde der da blive sagt om En paa Stavn.

Sognefogden havde, samtidig med Opraabet, anslaaet Studens Værdi til c. 50 Rdl.

Da der var gaaet nogle Minutter, bød Anders Hjarmsted 5 Rdl. – Sognefogden ventede med Hammerslaget i hele ti Minuter, i hvilke utallige, hinanden indbyrdes modstridende Tanker gjennemkrydsede disse mange Menneskehjerner, – Kristen Faurholt maatte senere høre adskillige undskyldende Forklaringer herover; – men der blev ingen Ting sagt, Hammeren faldt, og Studen tilhørte Anders Hjarmsted for 5 Rdl.!

Man var saa bestyrtet over dette Resultat, særlig Kristen Faurholts Slægtninge, – saa man rent glæmte, at 5 Rigsdaler langtfra var 168| nok til at dække Erstatningssummen med; den lød paa ialt c. 30 Rdl. – Men pludselig saae man en ny Stud blive trukken frem, og Sognefogden stod atter op paa sit Bord.

Han raabte Dyret op og satte dets Pris til c. 40 Rdl. – Poul Vinding var nu dog kommen til Besindelse, bød straks denne Sum, og dermed var Auktionen til Ende. – Han paatog sig ligeledes at føre de øvrige 21 Unghøveder ned igjen paa Stavns Enge.

Det forholdt sig ganske rigtigt, at Synet af Bekjendtgjørelsen om denne Auktion havde haft en meget stærk Virkning paa Kristen Faurholt, og dog en endnu stærkere paa hans Kone.

Igaar Eftermiddags, et Par Timer efterat Sognefogden havde ladet anbringe nogle skrevne Plakater paa sigtbare Steder i Harreby, gik netop Kristen Faurholt og hans Kone i Kaffebesøg til Skolelærerens. Da de kom forbi Byens Pumpe henne ved Smedjen, saae de dette Stykke Papir og troede, det var et Opslag om et eller andet Gøgl paa Kroen, – og saa læser de: Offentlig Auktion paa Bjerregaarden over optagne Kreaturer, tilhørende Proprietær Faurholt paa Stavn ...... De sagde ingenting til hinanden, og gik videre henad Gaden. Først da de var ganske nær ved Skolen, greb Madam Faurholt sin Mand i Armen og hviskede: »jeg kommer til at vende om, bitte Kresten.«

Han forstod straks, hvad der var Grunden til hendes Ord og til, at hun saae ud, som om hun kunde besvime med det samme. De vendte om; – men Skolelærerens Børn, som stod paa Udkig efter de ventede Fremmede, havde seet dem, – og efter adskillig Betænkning løb Skolelæreren hen til dem og spurgte, om de ikke kom igjen. Her fik saa Kristen Faurholt Luft for sin Harme. – Han blev hjemme den Dag; men da Auktionen næste Dag var holdt, og han om Aftenen fik det ganske overraskende Resultat at vide, at der var bleven solgt to Stude, og at Anders Hjarmsted havde faaet en af hans Stude for 5 Rdl.! – – da lod han ligestraks spænde for sin Vogn og kjørte, tilligemed sin Kone, op til Fuldmægtigens Bolig ved Thinggaarden.

Kristen Faurholt plejede ellers aldrig at tale om sin Ære, eller om 169| saadant noget som Krænkelse eller Fornærmelse; men i Aften nævnte han det: han vilde ikke taale den Fornærmelse, som her var overgaaet ham; hvis Fuldmægtig Fischer ikke vilde nedlægge retsligt Forbud imod denne Ihustagen, saa skulde Fuldmægtigen ikke sætte sin Fod mere paa Stavn. Thi det var Kristen Faurholt ligegyldigt, hvordan det gik med hans Pengesager, hvis hans Ære skulde lide en saa blodig Krænkelse, og det offentlig, ikke blot i hele Sognets, men i hele Herredets Øjne, kunde man jo godt sige.

Fuldmægtigen sad en Stund uden at svare, men blev efterhaanden helt ildrød i Hovedet; pludselig slog han Haanden i Bordet og sagde med en egen hidsig, hæs Stemme – som Madam Faurholt gjenkjendte fra den Tid, hans Broder bejlede til Cecilie -: »Jeg elsker Deres Datter, Proprietær Faurholt! – for hendes Skyld – forat beholde hende heroppe hos mig, vil jeg – lade staa til – –«

»Vil De forbyde ham at tage mine Kreaturer i Hus?«

»Ja! – det vil jeg, jeg vil vove det yderste overfor Herredsfogden, mere kan jeg jo ikke gjøre! – Vi maa saa – ja, vi maa vel anføre som en Grund, at det i mange Aar har været Skik, at Kreaturerne gik løse dernede – – det vil sige: det er jo Fanden ingen Grund!« – –

»Men De skal opføre Dem ordentlig overfor hende!« sagde Madam Faurholt strængt.

»De maa ikke fornærme mig, Frue! – – Men desværre, jeg er meget bange for, at det er for sent. Hun sagde mig igaar, at Anders Hjarmsted var hendes Kjæreste, og at hun aldrig tog nogen anden. Der kom Brev til hende i Morges. Jeg troer sikkert, det var fra ham. Jeg tog og lagde det til Side. Bryde det tør jeg jo ikke.« –

»Hvornaar vil De nedlægge det Forbud?« spurgte Kristen Faurholt.

»Ja, lad mig nu have en Uges Tid at løbe paa. Jeg vil jo dog helst see at komme saa læmpeligt fra det som muligt, overfor Herredsfogden; og det er jo ikke sagt, at der byder sig en god Lejlighed straks.«

»Jeg er kjed af,« sagde Faurholt, »te saa skal hele Byen see paa, at jeg imens har en Dreng gaaende dernede ved Kreaturerne forat passe paa, te Befalingen fra Bjerregaarden it bliver overtraadt.«

»Ja, bedste Faurholt, – man kan jo ikke altid faa det, ganske som man vil have det.« 170| Proprietærens sagde Farvel. – Kristen Faurholt undrede sig over, at hans Kone sletikke forlangte at see Gjatrid. Det var ham uhyggeligt at drage den Slutning, at hun maaskee ikke ret havde Mod til at tale med sin Datter.

I Brevet, som Anders havde sendt Gjatrid – thi Fuldmægtigens Formodning var rigtig nok – havde han skrevet, at han syntes ikke, de skulde vente længere. Hans Fjendskab med hendes Fader tog jo blot til; og han kunde ikke finde sig i, at hun skulde gaa og være Husholderske for Fuldmægtigen. Det kunde hun vel hellerikke. Han vilde derfor vide, om hun var enig med ham i, at han gik op i Præstegaarden og spurgte Pastor Steffensen, om han vilde stuevie dem, naar de kom til ham. Og tillige: hvilken Dag hun mente, hun bedst kunde komme bort. Han haabede jo paa Brev straks, men han vilde vente paa det i 10 Dage, hvis hun ikke kunde svare før. Men naar de var udløbne, og der ikke var kommen Brev fra hende, vilde han selv gaa op til Fuldmægtigens Bolig og forlange at faa hende i Tale, for saa maatte der vel være Hindringer for Brevet, som hun ikke kunde overvinde. – – Dette Brev modtog Gjatrid sletikke.

Dagen efter Auktionen var Anders ude at saae Byg. De skulde være to til at saae, og to til at harve, – det var Meningen; men da Arbejdet skulde begynde, var Mads Horsens ikke kommen. Anders og Jens Vegger, en Husmand, gik saa foreløbig ene i Marken.

Op ad Formiddagen indtraf Mads Horsens. Han og Avlskarlen kom saa ud i Marken til de andre. – Anders spurgte ham straks, hvorfor han kom for sent. Mads svarede, at han havde faaet Bud i Morges tidlig fra Fuldmægtig Fischer, om han straks vilde komme op til ham.

Anders spurgte, hvad Fuldmægtigen havde at sige over Karlene paa Bjerregaarden.

»Ja, A er jo godt kjendt med Juristerne,« sagde Mads. »De kan saa tit have et og andet at spørge mig om.«

Anders havde under andre Omstændigheder ikke ladet sig nøje 171| med dette Svar. Nu tav han, thi han mærkede, at Hidsigheden vilde løbe af med ham.

»Det er, Dælen slaa mig, en anderledes Husholderske, han nu har faaet sig, end den, han havde i Forvejen,« sagde Mads. »Det er da en, han kan have nogen Fornøjelse med. Omendskjønt han og den gamle de morede sig vist ogsaa helt godt med hinanden.«

Anders anviste Avlskarlen og Mads, hvor de skulde begynde. Og gav sig atter til at saae.

Ved Mellemmadstid om Formiddagen – de spiste i Marken – begyndte Mads Horsens igjen: »A spurgte ham jo ud om Jomfru Gjatrid. For vi er jo godt kjendt fra Stavn.«

»Det er saamænd Løgn, Du siger,« sagde Avlskarlen. »Du har vist it ret meget, Du skal have sagt til Fuldmægtigen!«

»A!« raabte Mads. »A har, Dælen slaa mig, talt de hundrede Gange med Fuldmægtig Fisker. Mig og saa ham vi er jo snart lige godt hjemme paa Stavn. Jo, – A sagde til ham, te han og Jomfru Gjatrid fik sig vel nok en ordenlig Passiar med hverandre sommetider. Ja, sagde han, hun var der jo først paa fjerde Dag i Dag. Men han og hun var da it komne i Seng de sidste tre Nætter, før Klokken var meget over 12.«

Anders følte til sin Forfærdelse, at han kunde sletingen Ting sige til dette. Han mærkede, at han kun havde Valget mellem fuldkommen Tavshed eller det ganske ubeherskede Raseri. – Han var flere Gange før bleven overrasket af den Magt, som hans Kjærlighed til Gjatrid havde over ham, men aldrig som i dette Øjeblik.

Jens Vegger, der ganske vist aldrig havde været i Tugthuset, men som Menneske ikke stod meget højere end Mads Horsens, grinte over hele Ansigtet, sikkert ikke blot over Mads's Ord, men ogsaa over den Virkning, de havde paa Anders. Avlskarlen derimod sad og blev genert over Situationen.

»A spurgte ham ogsaa,« blev Mads ved, »om hun skulde have det samme Værelse, som den gamle Husholderske havde haft.«

»Det er sgu Løgn i Din Hals!« brast det ud af Jens Vegger med en skraldende Latter.

»Det er sgu sandt. Men han sagde ogsaa: Hvadfor spørger De mig om dette, Mads Kristensen? – Saa sagde A: jo, Djeres Hr. Fuldmægtig, for Folk har tøt, te hendes Værelse var vel nær ved Djeres 172| Sovekammer. – Men saa svarede han og sagde: Nej, Mads Kristensen, dér ligger Jomfru Gjatrid ikke, for den gamle Husholderske er ikke rejst endnu. Men naar hun vel er borte, saa tænker jeg nok, te Jomfru Gjatrid flytter derind.«

Denne Gang lo hverken Jens Vegger eller Avlskarlen.

Anders tog ganske vist ikke og knuste Mads's Hoved med den Kampesten, som laa dér en halv Alen fra hans højre Haand. Men havde Mads vidst, hvor ganske tilfældigt – som Vægtskaalens Bevægelse for et Vindpust – det var, at dette ikke skete, da havde han utvivlsomt holdt sin Mund. – Da Arbejdet begyndte igjen, havde Anders en Fornemmelse i sine Armmuskler, som om han havde løftet paa en meget tung Byrde. – –

Der var maaskee Skinsyge med i hans Vrede, men det var ham i hvert Fald ganske ubevidst. Derimod rettede hans Forbitrelse sig med fornyet Styrke mod Gjatrids Forældre og mod Fuldmægtigen, og det uagtet han vidste, at alt det graverende i Mads's Udtalelser var Løgn. –

Dette var en Onsdag, – den 24. April. Om Torsdagen var det flere Gange, at Mads Horsens atter begyndte at tale om Gjatrid Faurholt. Men han holdt meget hurtigt op. Han var nok alligevel bleven forskrækket ved det, han havde seet paa Anders Dagen i Forvejen.

Fredag Eftermiddag kom Fuldmægtig Fischer og Arrestforvareren, Nielsen, kjørende ind paa Bjerregaarden. Fuldmægtigen havde sin Jagtbøsse med. – Anders var i Marken, men der blev straks sendt Bud efter ham.

Den Gamle gik ude i Gaarden. Han bad ikke de Fremmede komme ind. De blev siddende paa Vognen. – Da det varede noget længe, inden Anders kom, kunde han dog tilsidst ikke styre sin Utaalmodighed, men gik hen til Befordringen, lagde sin Haand paa Krydset af den ene Hest og sagde: »Med Forlov at spørge, hvad Ærinde har Fuldmægtigen til Bjerregaarden i Dag?«

»Jeg skal nedlægge Forbud imod, at Deres Søn for Fremtiden tager Kreaturer i Hus nede paa Engene.«

»Paa hans egne Enge!« raabte Per Hjarmsted.

»Det har i saa mange Aar været Skik, at Harreby Sogns Beboere har græsset deres Kreaturer i Fællig paa disse Enge, saa det maa meget betvivles, om Deres Søns Handlemaade har været lovlig. – Men 173| han kan jo anlægge Sag imod Proprietær Faurholt, og faa Spørgsmaalet afgjort ved Dom.«

»Ligesom med Pajmosen?«

»Ligesom med Pajmosen,« svarede Fuldmægtigen ganske rolig.

Det var tydeligt, at den Gamle ikke rigtig sansede, hvad han gjorde i Øjeblikket, – han vaklede paa Benene, og der var noget famlende i hans Haandbevægelser. Han greb fat først i Forsmækken paa Vognen, saa i Forlæderet, saa famlede han hen over Brystet paa Fuldmægtigen og tog fat i hans ene Arm: »De skal vare Dem!« sagde han, »nu skal De vare Dem, hvad De gjør!«

Arrestforvareren hævede sin tykke Stok og sagde: »Hør nu, De, gamle Mand! tag den Haand væk! ellers faar De sgu over Fingrene!«

Idetsamme sprang Kirstine Hjarmsted, der havde staaet paa Trappestenen og seet til, ned, løb hen til Vognen og tog om den Gamle: »Aa, bitte Fa'er! – hold jer endda væk fra dem!«

Den Gamle lod sig føre nogle Skridt tilside.

»Ja,« sagde Arrestforvareren truende, »den gamle Person han maa sgu see sig for. Skal jeg og han have med hinanden at gjøre, saa bliver det værst for ham!« – –

Nu kom Anders ind ad Porten. Hans Fader gik hurtig hen imod ham, – men ravende, som om han kunde have drukket for meget. – Han begyndte straks, med næsten grædende Stemme, at fortælle sin Søn om de Fremmede og deres Ærinde. – Anders skjød ham læmpelig til Side og gik hen til Vognen. – Der var ingen, der hilste.

Fuldmægtigen gav sig straks til at læse Forbudet op. – Da han var færdig, foldede han Dokumentet sammen, lagde det i en blaa Konvolut og stak det i Inderlommen paa sin Pelts. Saa tog han Tømmen fra Arrestforvareren, der havde holdt den, mens han læste, drejede Vognen og kjørte ud ad Porten.

Mens han læste, tænkte Anders ikke paa noget, som han senere kunde huske, – hvorimod, hvad Fuldmægtigen foretog sig, fra Læsningen var endt, til Vognen forsvandt ud ad Porten, – det huskede Anders bagefter hvert et Gran, hver lille Bevægelse: thi mens dette foregik, dalede – ligesom ganske af sig selv, og som om det var noget helt nyt, han aldrig havde tænkt paa før – den Beslutning ned i Anders's Sind, at han vilde slaa Fuldmægtig Fischer ihjel. Han 174| havde en Fornemmelse, baade i Sind og Sanser – næsten som om det allerede var skeet.

Han var ganske stille og langt borte fra det nærværende Øjeblik. – Hans Faders Tale lød saa ubehagelig hedt og hidsigt og larmende i hans Øren. Han lod ham snakke, svarede næsten ingen Ting dertil.

»Nu skal vi til at tage dem paa en anden Led,« sagde den Gamle, »som de æt har tænkt over. Vi skal ingen sælge af hans Kreaturer; men vi kan lade dem blive staaende her paa Gaarden, i Stalden – det kan ingen forbyde os.«

»Tu det er jo forbudt os!« sagde Anders, ligegyldig.

»Nej, – trække Kreaturerne af vore Enge, og binde dem, saaen te de kan æt komme derud, det kan ingen forbyde os. – Men vi maa æt sælge dem. – Og han kan jo lade dem hente, naar han vil – uden Betaling. Det er æt at tage i Hus. Og det kan vi gjøre, saa tit de kommer paa Engene. – Hvad siger Du til det, Anders?«

»Det kan I for mig gjøre, helt ligesom I vil. A har det lige kjært.« – – –

Den Gamle gik og spejdede den Eftermiddag og Aften udenfor Gaarden, forat see, om nu Kreaturerne fra Stavn, straks efter Forbudet, vilde vise sig nede paa Engene igjen. Siden Auktionen havde nemlig Faurholt holdt sine Unghøveder inde; han havde ikke kunnet bekvemme sig til at lade nogen Vogterdreng følge med dem ned i Engene. – – Den Dag kom de dog ikke. –

Om Natten – mellem den 26. og 27. April – var det stille Regn, og om Morgenen – var det Foraar. Det kom ganske pludseligt efter lang, vedholdende Kulde. Luften var fugtig og varm; der trak stadig Tordenbyger over Egnen.

Paa een Gang kom Kreaturerne fra næsten alle Harreby-Gaardene ud paa Engene. – Imod al Sædvane var der Vogterdrenge med, som holdt dem borte fra Bjerregaardens Skifte.

Stemningen mod Bjerregaardsfolkene var i det hele noget blandet i Sognet. Thi paa den ene Side fandt man det aldeles uhørt, at Retten til at tage Kvæg i Hus paa Engene skulde gjøres tvivlsom, – der var stor Forbitrelse imod Kren Faurholt og Fuldmægtigen i den Anledning. Paa den anden Side var det jo stridende mod al god, gammel Skik og Brug, at nogen vilde benytte sig af denne Ret. –

Nu kom ogsaa Kreaturerne fra Stavn ud paa Engene. Men skjønt 175| der ingen Vogterdreng var med dem, holdt de sig dog foreløbig sammen med de øvrige Harreby-Høveder, og kom ikke Bjerregaardens Skifte for nær. – Men gamle Per Hjarmsted var stadig paa sin Post, – tog sig i denne Tid ikke stort andet for end at holde Opsigt med, hvad der foregik dernede.